i Samfund

Dit jobvalg forarger

Fik okset mig ud på den ugentlig luntetur her til eftermiddag. Lyttede undervejs til dagens P1 Debat på podcast. Panelet var sjældent blodfattigt. En tidligere direktør i TRYG, der nu erhverver sig som alvidende orakel i diverse debatsektioner samt som såkaldt ‘professionelt bestyrelsesmedlem’. En repræsentant fra Dansk Sygeplejeråd, der gav den i rollen som ‘Venstrefløjen’. Og så noget så eksotisk som et konservativt byrådsmedlem fra Frederiksberg. Der var med andre ord virkelig lagt op til en søvndyssende debat.

Et af dagens emner var det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Emilie Turunen, der som bekendt har fået nyt job som Public Affairs chef hos Nykredit.

Det har medført en forarget debat visse steder, da Turunen gennem sin tid som MEP’er markerede sig som stærk kritiker af den finansielle sektor og argumenterede for strammere regulering. Medierne var ikke sene til at finde saftige citater fra Turunens fortid frem (det mest rammende var vel: “… er forarget over at eks-kommissærer scorer kassen som lobbyister for store banker og virksomheder”), og opstandelsen var selvsagt stor i det stillestående vand, der kaldes ‘den politiske debat’. Tænk, hvordan kan en venstreorienteret dog vælge at arbejde for noget så sort og ondt som den finansielle sektor? Tilmed den samme finansielle sektor hun har brugt de sidste fem år på at kritisere?

Debatten i P1 var et fint lille mikrokosmos af debatten om Turunen den seneste uge. Bla bla bla går ud over troværdighed bla bla bla nej, hun er en stærk kvinder bla bla bla. Det var rædsomt. Løbeturen i Amager Fælles føltes pludselig uendelig meget længere. Jeg var nødsaget til at skifte over til Orientering, så ilde til mode blev jeg.

OK, lad os få et par ting på det rene.

Turunen er ikke længere politiker. Hun har intet tillidshverv. Der er ingen vælgere hun står til regnskab overfor. Hun er en privatperson, der søger et job efter at have været parlamentariker i fem år. Nu har hun så fået et velbetalt og spændende job, og det er jo dejligt for hende. Og sikke et scoop for Nykredit at få en lobbyist med et kæmpe netværk og viden om finansielle forhold. Det er da godt tænkt. Win-win for begge parter.

Så hvori består problemet egentlig?

Er Turunen en hykler og efterslæb på troværdighedskontoen? Har hun tidligere udvist adfærd (i form af et pludseligt partiskifte fra SF til Socialdemokratiet), der kan tolkes som at hun ikke er afvisende overfor lidt rask opportunisme?

Ja, uden tvivl, men det er hendes personlige problem. Det har intet at gøre med politik. Hvis man skal bedømme, rose eller kritisere Turunen politisk, så bør man forholde sig til hendes politiske resultater og adfærd i Europa-Parlamentet. Det er fair og relevant. Men at kritisere en privatperson for at have fået nyt job? Hvordan kan det på nogen måde være et relevant emne i den offentlige debat? Er det ikke en smule altmodisch at argumentere for, at venstreorienterede kun må bestride særlige type jobs? Må Turunen kun søge jobs i eksempelvis den offentlige sektor eller en NGO? Hvilket årti lever vi i?

Folk skal gøre det, der er bedst for dem i den givne situation. Hvis Turunen vurderer at en stilling som lobbyist i Nykredit er det rigtige for hende, så lad hende dog søge og få den. Og så bland jer dog udenom, forargede typer. Lad dog folk – selv tidligere politikere – leve det liv, de gerne vil.

Giv lyd fra dig

Comment