i Bøger, Fantasy, Science Fiction

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Jeg har selv fået at vide flere gange, at det er en meget priviligeret holdning at have – så ja, I guess, men jeg er også ret enig med dig. Nu læser jeg ikke ret meget fantasy, men min gode gamle King får edderma’me også nogle hug i øjeblikket. Det er selvfølgelig en lidt anden problemstilling, da det ikke nødvendigvis er de nye udgivelser, der kritiseres- men det gør det jo bare endnu mere paradoksalt. Jeg synes det er lidt strengt at kritisere kvindesynet i horrorfortællinger fra 70’erne og 80’erne, f.eks., og jeg er med på, at den sorte karakter i The Dark Tower-serien til tider er problematisk, men Drawing of the Three (der er “værst”) er skrevet i 1987. Oh well.

    • Mit egentlige problem er, at jeg har forsøgt at læse nogle af de senere års mest roste intersektionelle og woke science fiction forfattere, f.eks. N.K. Jesimin og Ann Leckie. Hver gang føler jeg udsat for en stiløvelse, hvor det er vigtigere at lege med kønsbegreberne end det er at fortælle en spændende historie. Hvilket er helt fint indenfor Literary Fiction og hvad de ellers ynder at skrive om i New York Review of Books, men det er simpelthen for kedeligt til mig. Så vil jeg til hver en tid hellere læse en “problematisk” Stephen King roman.

      Hvilke bøger bliver han kritiseret for? King har da en række stærke kvindelige karakterer, såvidt jeg husker? Frances i The Stand var ikke passiv, ej heller Carrie.

      • Hvad har du læst af Jesimin? Min kusine insisterede på, at jeg skulle give Broken Earth-trilogien et skud, men jeg kom aldrig længere end halvvejs i The Fifth Season (og det er sjældent, at jeg ikke færdiggør en bog). Den sagde heller ikke mig noget overhovedet, og jeg forstår bestemt hvad du mener. Jeg har jo også bare en uheldig evne til at få alting til at handle om King, men jeg ved godt, at det er en lidt anden problematik du belyser.

        King får kritik for det hele, du. Jeg synes netop, at han skriver ret stærke kvinderoller, især i de senere år, men det er pudsigt, at du lige nævner Frannie fra The Stand, da hun nok er dén, der får allerflest hug. Hun starter godt ud, men det er rigtigt, at hun bliver glemt lidt i anden del af bogen, og mest spiller den bekymrede, efterladte kvinde, der har sendt mændene på eventyr. Men okay, selv Carrie får kritik, så det ER heller ikke nemt at skrive historier i dag.

        • Jeg læste hendes ‘Inheritance’ trilogi tilbage i 2010-2011. De var ok, uden at jeg blev bjergtaget. Det er præcis Fifth Season (og dermed også de to efterfølgere), som jeg har problemet med. Bogen har ligget på min Kindle i to år og jeg har forsøgt at læse den adskillige gange hen over tid. Men jeg går i stå hver gang – sikkert af samme grunde som dig. Det er derfor jeg ikke forstår, hvorfor trilogien vinder alle de priser.

          Måske jeg husker Frannie forkert, det er ved at være nogle år siden jeg fortærede ‘The Stand’. Nu fik jeg lyst til at læse den igen.