i Nonsens

Et festskrift

Suk, ja, jeg ved godt at det er ubærligt hårdt, men nogle gange må man bare se den barske sandhed i øjnene: Ja, Klaus Riskær skal skilles fra sin 26 år yngre kone Jill. For nogle af os kommer det som et chok, jeg fristes næsten til at udbryde: ‘Hvem havde set det komme?!’. Man skal naturligvis ikke svælge i andre menneskers ulykke, men det er mig alligevel magtpåliggende at bringe følgende sekvens fra Se og Hørs hjemmeside. Det er journalistik af høj, høj klasse:

“Klaus Riskær: Hun var for umoden
Aldersforskellen kom til at betyde mere end beregnet, erkender finansmanden fra sit midlertidige eksil på Ibiza

‘Vi blev gift af kærlighed, men desværre ændrede det sig til, at hun kom til at betragte mig som en bedrevidende og dårlig kopi af sin far, mens jeg syntes, hun opførte sig som en forkælet tøs’. SE og HØR er blever inviteret indenfor hos den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen, som har forskanset sig i sit pragtfulde sommerhus på den spanske ferieø Ibiza. I disse omgivelser slikker han sårene efter bekendtgørelsen om skilsmissen fra den arkitekstuderende Jill Andersen, 25, som han blev gift med for tre år siden. ‘Det er sørgeligt at forlade Københavns bedste sild, men vores forhold havde altså ikke det indhold, det skulle have’, forklarer han afklaret over et glas rosévin på terrassen med fornem udsigt til Middelhavet.”

Hold da op! Min nabo Mikkel udtalte forleden de gyldne ord: ‘En playboy er blot en misforstået gentleman’. Og meget ondt kan man sige om om Monsieur Riskær, men en playboy – dét er han skisme! Sidder der med sin rosévin, kaster melankolske blikke ud over Middelhavet, mens han deler åbenhjertigt ud af sit forliste forhold til ‘Københavns bedste sild’. Sådan, skipperjasen! Hvis jeg blot blot opnår halvt så meget stil og integritet som ham, så kan jeg næppe bede om mere.

Update! Nu er også Ekstra Bladet med på vognen! Jeg bringer et fyldigt uddrag:

“Netop hjemvendt fra sit sommerhus på Ibiza taler den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen nu ud om, hvorfor han og hans 26 år yngre hustru, Jill, efter bare tre års ægteskab har besluttet sig for separation og skilsmisse.Ifølge Riskær er der tale om et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået. Et ægteskab, der nærmest var dødsdømt fra start.

‘Ikke på grund af de 26 år, der er mellem Jill og mig, men på grund af de forskellige livsstadier vi befandt os på’, siger Riskær og uddyber: ‘Hun er en purung pige med romantiske drømme og ungpige-fantasier, og jeg en voksen mand med erhvervserfaring, to børn og et forlist ægteskab. Simpelt hen alt for forskellige til at leve sammen i et ægteskab. Havde hun været 30 år, da vi mødtes, havde det måske fungeret’.

På gentlemanfacon påtager han sig det fulde ansvar for, at forholdet ikke holdt:

‘Jeg påtager mig ansvaret. Det var en ligning, der ikke kunne gå op. Det burde jeg have vidst. Det er så forudsigeligt. Andre i samme situation, som jeg var i dengang, kan roligt læse og lære. Jeg burde have holdt igen, men det er altså lettere sagt end gjort, når man er tindrende forelsket. Vi begyndte at glide fra hinanden lige fra starten. Allerede fra begyndelsen af ægteskabet opstod der en fremmedgørelse. Det er årsagen til, at vi satte planerne om et barn på hold. Heldigvis. Fra at have været totalt forelskede oplever vi et rolleskifte i hverdagen. Hun er meget optaget af det materielle og af at indrette hjemmet, så jeg kalder hende en forkælet tøs, der burde have giftet sig med julemanden, mens hun så mig som en type, der holder alt for meget igen – en alt for fornuftig praktisk gris, der har for travlt med sit arbejde. Vi gik og småbitchede ad hinanden, og det angriber først følelseslivet og så intimsfæren. Men vi holder enormt meget af hinanden. Derfor har vi jo også prøvet at få det til at fungere og været mand og kone i tre år. Vi har 80 procent passet skidegodt sammen, men når det ikke kan lade sig gøre at kickstarte de sidste 20 procent – og vi prøvet – må man erkende, at ægteskabet er brudt sammen. Man kan ikke have et venskabs-ægteskab. Derfor har vi valgt et clean cut. Både på papiret og i virkeligheden. Det, der ærgrer mig mest, er nogle af de jobmæssige ting, jeg droppede på grund af Jill. Økonomien er jeg ligeglad med. I denne forbindelse betyder penge intet for mig, så det bliver ikke advokaterne, der får lov at styre det her. Jeg vil have det lukket ned på en respektfuld måde. Det er vigtigt, at Jill og jeg stadig kan se hinanden i øjnene. Hvis vi ses om fire-fem år, vil jeg gerne invitere hende på en drink’.”

Det må man give ham. Efter at have kaldt sin eks-kone forkælet, umoden og materialistisk + udleveret hende i så seriøse medier som Ekstra Bladet og SE & Hør, så understreger Monsier Riskær vigtigheden af at kunne se hinanden i øjnene. Plus han åbner op for et comeback om fem år. Hvem sagde misforstået gentleman?

Giv lyd fra dig

Comment