i Livet

Everything is average nowadays

Sidste efterår havde jeg den blandede fornøjelse at følge et udbud omkring FN. Ikke fordi det var dårligt – tværtimod. Udbuddet var spændende og lærerigt, men hvis man havde en lille neo-realist i maven, så fik man rigeligt med skyts til at bekræfte sin skepsis overfor internationale organisationer.

I perioden op til (og efter) den amerikanske invasion af Irak, lød det ofte som et kritikpunkt i både den danske og internationale debat, at koalitionen ikke havde mandat fra Sikkerhedsrådet til anvendelse af magt. Ud fra denne optik var invasionen dermed et brud på folkeretten og invasionen ‘ulovlig’. Nu er jeg heldigvis ikke jurist, men jeg har dog forstået så meget, at folkeret har væsentligt mere med politik end med jura at gøre. Og at fremstille resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd som hellige, legitimerende og kilde til hvad der er rigtigt, er enten et udtryk for naivitet eller vildledning. Tag f.eks. et kig på hvem de permanente medlemmer af Rådet er. Sammensætningen er i bund og grund er udtryk for de nedfrosne magtkonstellationer efter anden verdenskrig: USA, UK, Frankrig, Rusland og Kina. Disse fem har vetoret og i praksis spiller de ti roterende medlemmer – heriblandt Danmark – ikke den store rolle. Er det fair? Hvor er Indien henne? Hele Afrika? Måske et lille latinamerikansk bidrag? Og fortæl mig lige igen hvordan Rusland (der mishandler sin egen befolkning. Tjetjenien, anyone?), Kina (som bekendt en af de fremmeste foretalere for menneskerettigheder!) og Frankrig (falleret gammel kolonimagt) kan være kilden til hvordan det internationale system skal køres? Grundet egeninteresser kan man ikke engang tage de åbenlyst rigtige beslutninger. Sanktioner mod Sudan for at beskytte civilbefolkningen i Darfur mod folkemord? Næh nej, Kina skal ikke nyde noget af at have sin olieleverance truet. Udover Sikkerhedsrådet, så læg dertil snakkeklubben par excellence, Generalforsamlingen, en bureakratisk, tung, korrupt (Hvem sagde ‘Olie for mad’ skandalen?) og inefficient administration samt en lang række mislykkedes reformbestræbelser. Ikke engang det som FN rent faktisk er rigtig gode til, fredsbevarende og humanitære missioner, går det godt med: Ingen rige lande har lyst til at sende deres soldater ud, så derfor er det uerfarende tropper fra Burkina Faso og Nepal der opretholder ordenen i f.eks. Congo.

Så jo, det går rigtig godt for FN i disse år, hvor identitets- og legitimitets kriserne hober sig op. Problemstillingerne er ikke nye og der er gjort forsøg på at løse dem. Generalsekretær Kofi Annan forsøgte op til sidste års topmøde at få vedtaget tankerne fra sit oplæg ‘In Larger Freedom’ og tankerne fra den såkaldte ‘Højpanel-rapport’. Begge faldt ganske brat til jorden og i år er der ikke de store reformer på vej. Derimod spekuleres der kraftigt i hvem der skal afløse Annan når hans periode udløber med udgangen af 2006. BBC har en ganske interessant gennemgang af kandidaterne på deres hjemmeside.

Og dermed er vi fremme til det egentlige spørgsmål i dagens lettere fabulerende og mavesure indlæg: Hvem bliver FN’s næste generalsekretær? Nu er det jo ikke nemt at spå, men jeg håber på at det bliver enten Vaira Vīķe-Freiberga eller Ban Ki-Moon. Sidstnævnte skulle være den aktuelle favorit.

Update! Det tyder mere og mere på Ban Ki-Moon.

PS. Nå, pyha, Anders Fogh er åbenbart ikke helt enig med Claus Hjort omkring Venstres og DF’s såkaldte værdifællesskab. Vil det sige at jeg ikke engang kan kalde mig selv for velfærds-fascist alligevel? Livet er fyldt med skuffelser.

PPS. Og så til det mere useriøse: Skæbnen ville at det blev en tjekke, Taťána Kuchařová, der vandt Miss World 2006. Jeg vil dog mene at det kan diskuteres hvor kjøn hun er. Bedøm selv her.

Giv lyd fra dig

Comment