in Bøger

Ex libris

Er inde i en god læsestime for tiden. Har indenfor de seneste den seneste måned således fået kværnet følgende læsestof:

  • Alle eksemplarer af The Economist i perioden
  • Et uhyrligt antal artikler om Brexit
  • Andrew Grove: ‘High Output Management’
  • Cal Newport: ‘Deep Work’
  • John Bew: ‘Realpolitik – A History’
  • Stephen Church: ‘King John – England, Magna Carta and the Making of a Tyrant’
  • Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’1

Gladest har jeg dog været for Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’.

Og hvorfor så det? Jo, hvis man ser bort fra de enorme mængder genrelitteratur jeg fortærer løbende (i.e fantasy, science fiction, horror), så er min grundlæggende yndlings skønlitterære disciplin nok det, man lidt spydigt kan kalde for de “inderligt melankolske historier”. Og det er netop hvad Ferris’ roman er.

De fleste af mine yndlingsbøger har det tilfælles, at deres hovedpersoner alle higer efter det inderlige, det ægte, det gode, det meningsfulde, det uironiske, det nærværende. Og kærlige menneskelige relationer. De søger en forklaring … eller måske ligefrem et værn imod ensomheden, melankolien og tilværelsens grundlæggende tomhed og forbrugerismens ligegyldigheder. Hvor åndeligheden og kærligheden en modgift mod den ironisk distance og meningsløsheden. Måske ikke ligefrem noget metafysisk, men så dog et sekulært alternativ.

Derfor elskede (og elsker) jeg Douglas Couplands tidlige værker, derfor kunne jeg lide visse af John Irvings bøger, derfor var jeg vild med ‘Station Eleven’ og ‘We Are All Completely Beside Ourselves’. Fordi de på hver deres måde netop indkapsler den higen efter mening.

‘To Rise Again at a Decent Hour’ begynder måske lidt rigeligt maniskt (især i de første 40 sider), hvor Joshua Ferris prøver lidt for hårdt på at give den i rollen som en ny Jonathan Franzen. Det skifter dog nærmest umærkeligt. Pludselig opdager man, at man sidder der i toget mod Roskilde og ønsker, at turen bare var lidt længere, så man kunne få lov til at læse uforstyrret videre i denne eftertænksomme bog. Varmt anbefalet herfra.

På minuslisten in en læsekontekst står, at jeg fik i stå i Eugene Rogans ellers meget roste ‘The Fall of the Ottomans’, ligesom jeg ikke for alvor fik læst alle essays i David Graebers ikonoklastiske ‘The Utopia of Rules: On Technology, Stupidity and the Secret Joys of Bureaucracy’.

Sidstnævnte havde dog en stor fortjeneste, nemlig at den fik mig til at genlæse Graebers mesterlige og angstprovokerende essay ‘On the Phenomenon of Bullshit Jobs’. Hvis du nogensinde har været grundlæggende i tvivl om hvorvidt dit dagjob giver mening eller skaber værdi på en større kosmisk skala, så bør du læse essayet og blive dybt fortvivlet inde i mørkets hjerte.

  1. Der trods min skepsis udviklede sig markant mere positivt henimod slutningen af bogen, og derfor får hæderlige 4 ud af 6 stjerner []

Giv lyd fra dig

Comment