in Fodbold

Forbandelsen er aflyst

Kan I huske den der svært irriterende sang, ‘Nanna’, som Gasolin lavede i 1972? Hvor teksten går:

“Nanna med den røde mund
Og lange sorte negle.
Hun drikker og hun er lidt dum
Så hun er glad.
Det så trist, det så trist siger de”

Nuvel, jeg hader den sang. Ganske stærkt, faktisk. Men ikke desto mindre vrængede Kim Larsen inde i mit hoved hele fredag aften.

For det er så trist, det er så trist at AaB – så få dage efter klubbens 130 års fødselsdag – skulle opleve en så gennemført trang og afskyelig dag som i går.

Først nyheden om at Kasper Kusk har solgt sin sjæl til djævelen. Dernæst et forsmædeligt nederlag til OB. Nej, jeg var ikke just opløftet på Nordjyllands vegne. Og Kim Larsens nasale vokal gjorde det ikke bedre.

I dag er humøret lidt bedre.

Har tegnet abonnement på ViaPlay, så efter et års tid uden adgang til fodbold på tv, har jeg her til aften nydt at se Crystal Palace vinde over Liverpool. Og hvis jeg vil, kan jeg i skrivende stund se mine romerske yndlinge Lazio på en svær opgave hos Sampdoria. Hvilke man jo skulle være en skidt fugl ikke at udnytte.

Men det er nu ikke så meget derfor, at humøret er bedre.

Det er snarere fordi min forbandelse er blevet ophævet. Indtil for ganske nylig var det sådan, at hvis jeg kastede min kærlighed over en sportsklub, så var det et stensikkert tegn på, at det efterfølgende ville gå rædderligt for den pågældende klub. Forbandelsen gjaldt alle former for sportsgrene. Der var statsgaranti for økonomisk og/eller sportslig rabundus, når først Skribenten havde været forbi.

Tag nu blot Denver Nuggets. Jeg er på besøg i 2012. Ser en Nuggets-kamp i Pepsi Center. Kort tid efter ryger de meget skuffende ud af slutspillet på røv og albuer, fyrer træneren, mister sportsdirektøren, får stjernespilleren langtidsskadet og har netop haft endnu en helt miserable sæson. Forbandelsen slog til.

Eller hvad med FC Köln? Jeg kommer på besøg, og klubben rykker straks ned i 2. Bundesliga. Forbandelsen slog til.

Og så har vi ikke engang drøftet Djurgården, der efter at jeg deklarerede min kærlighed har haft en snart 10 årig ørkenvandring af middelmådighed og økonomisk malaise. Forbandelsen slog til nok engang.

Værst af dem alle: AC Bellinzona. Engang det italienske Schweiz’ fremmeste klub. Jeg køber deres trøje under en af sommerferierne dernede. Året efter går klubben konkurs og er nu at finde i amatørfodbold rækkerne. Måske min forbandelses mest smertefulde offer, hvis jeg selv skal sige det.

Men nu er det slut.

Efter at jeg besøgte San Francisco på bryllupsrejsen, så en Golden State Warriors kamp samt købte et bjerg San Franscisco Giants merchandise … så er det gået strålende, storartet, ja, nærmest mageløst for dem begge.

Giants blev mestre i baseball. Og Warriors er NBA’s aktuelt stærkeste hold, og er med stormskrift på vej til finalen i dette års slutspil. Om alt går vel, så er min forbandelse blevet vendt til en fortryllelse.

Måske … måske jeg ikke længere skal skade nogen? Jeg vil virkelig håber det for AaB. Der er brug for alt min magi lige nu.

Giv lyd fra dig

Comment