i Film, Science Fiction

Giv Lando den respekt han fortjener!

Er ikke blevet sådan rigtig grundforelsket i statistikvidunderbarnet Nate Silvers ellers så højtbesungne ‘vi-anvender-kvantitative-data-til-at-analysere-alt-lige-fra-sport-til-politik-og-popkultur‘ hjemmeside FiveThirtyEight endnu.

Men deres spørgeskemaundersøgelse om ‘Star Wars’ filmenes popularitet vis-à-vis hinanden er nu alligevel ganske underholdende.

Det er ikke ligefrem overraskende, at de tre ‘nye’ (og nøgternt vurderet ikke særlig gode) film fra 1999-2005 er mindre elskede end de tre klassiske fra 1977-1983. Men det viser sig til min forbløffelse, at min egen favorit blandt de seks hidtidige ‘Star Wars’-film, ‘The Empire Strikes Back’, også er de fleste andre menneskers yndlingfilm i serien.

Egentlig burde det ikke være sådan. At være bog eller film nummer to i en trilogi er normalt ikke positivt. Den slags plejer altid at være ‘mellemhistorien’, der skal bygge bro mellem indledningen i første film og klimaks i film tre. Så hvad er det, at ‘The Empire Strikes Back’ gør rigtigt. Stort set alt, faktisk:

  • Alt på isplaneten Hoth: Det hele i filmens første tre kvarter er fantastisk. Den episke kamp mellem rebellernes og Imperiet AT-AT Walkers er genial og wooooh!-fremkaldende for enhver rask dreng. Den snappy flirten og de seksuelle spændinger mellem Han Solo og Leia er dragende. Og man kan kun holde af scenen, hvor Luke er nødt til at sprætte tauntaun’en op med lyssværdet, så han kan lægge sig ind i dens stadig varme indvolde med henblik på at undgå at fryse ihjel. FREMRAGENDE!
  • Cloud City: En af de mest besnærende sekvenser i hele ‘Star Wars’ føljetonen er forviklingerne på gasminekolonien, der svæver over Bespin. Vi møder her Lando Calrissian, der er en sexgud. Det er ligeledes her at Han Solo bliver FROSSET NED I FLYDENDE KULSTOF. Og, ja, det er også her, at Luke opdager, at Darth Vader er hans far – og hvor han får kappet hånden af. Alt i alt stærke sager.
  • Mindre Dagobah, tak: Der er i grunden kun ét sted, hvor ‘Empire’ træder grumt ved siden af. Det er i alle træningssekvenserne mellem Yoda og Luke på Dagobah. Bevares, Yoda er da en essentiel del af ‘Star Wars’ mytologien og filmhistorien, og jeg elsker ham mere end hvad der er etisk forsvarligt. Men det er så kedeligt, så kedeligt at se Luke, denne bøvede, selvhøjtidelige og moralsk uinteressante bonderøv fra Tatooine, luffe rundt på en sumpplanet alt imens han laver sit-ups og løfter sin X-Wing med tankens kraft.

Noget mere oprørt blev jeg over FiveThirtyEights oversigt over filmkarakternes relative popularitet:

Star Wars Ranking

Det er jo forrykt. Nuvel, det kommer nok næppe bag på nogen ‘Star Wars’-entusiaster, at en af filmhistoriens universelt mest foragtede personager, Jar-Jar Binks, er mere forhadt end selv den nederdrægtige kejser. Det er løn som fortjent.

Men at Luke Skywalker – denne kedsommelige og leverpostejfarvede eksistens – skulle være mere populær end Han Solo? At Anakin Skywalker skulle være mere populær end et popkulturelt ikon som Darth Vader1? Endelig: Hvorfor er Lando ikke helt oppe at ringe i rankingen? Det er så forkert og urimeligt og forbryderisk, som det overhovedet kan blive. Der må være tale om en metodisk fejl. Jeg kan ikke forklare det på anden vis.

Nu må vi så se om Disney får forplumret den kommende ‘Star Wars VII’. Guderne skal vide, at instruktøren bag de forrige film, George Lucas, allerede har gjort sit bedste for at ødelægge magien via vederstyggeligheder som ‘The Phantom Menance’ samt “sjove” og “børnevenlige” karakterer som Jar-Jar Binks og Ewoks. Den syvende films instruktør er J. J. Abrams fra ‘Lost’ og ‘Fringe’, hvilket borger for en vis fantasi og kreativitet. Jeg er derfor ikke ubetinget pessimistisk. Men spændt – det er jeg godt nok.

Hvad er læsernes yndlinge i ‘Star Wars’-universet. Både blandt filmene og personerne?

  1. Og har vi egentlig ikke et identitetsmæssigt paradoks her? []

Giv lyd fra dig

Comment