i Livet, Musik

I am a bird now

Den gode Stobbe beretter på sin fremragende blog om sin nyfundne musikalske frihed. Uheldigvis for undertegnede, så består friheden tilsyneladende i at slå hånden af mig og i at ytre harske ord om min musikimperialisme. Nuvel, jeg er dog i stand til at smile gennem tårerne. Lidt ligesom når ungerne flyver fra reden, så er det en vemodig proces, men siden den unge mands vinger tydeligvis kan bære, så kan jeg jo blot resignere. Gnisten der tændte oprørets flamme var Antony and the Johnsons, hvilket jo ikke er den værste start. Har selv kun hørt fire-fem sange af dem, her i blandt den ganske smukke Cripple and the Starfish, der er afslutningssangen i den danske film ‘En Soap’. Selvom jeg nok aldrig kommer til at forstå Stobbes dyrkelse af Kashmir, så skal han vide, at han altid er velkommen tilbage i musikfolden ;)

I en anden musikalsk boldgade kan jeg notere mig, at Risk-kongen allerede har erhvervet sig det nye Josh Rouse album! Måske man skulle spørge om man må låne, fordi hverken TP Musikmarked eller Casablanca Records havde det da jeg var på cd-jagt i lørdags. Hmpf!

Ovenpå disse fatale svigt og knive i ryggen, så har jeg ikke det store nye at berette. I går havde jeg læsedag (a-hem!), og brugte ellers dagen på en tur i SATS, en hyggesnakkesladre-gåtur rundt om søerne med Christopher, Mads og Christiane og endelig et Styrelsesmøde (der er SÅ meget drama ved at sidde i en kollegianerledelse. Eller også er der ikke). I dag bliver igen brugt på opgaveskrivning, ihvertfald indtil kl. 16.30 hvor jeg skal ind forbi arbejdet for at drikke øl med de øvrige studentermedhjælpere.

Giv lyd fra dig

Comment