i Musik

If I could be what you wanted

Nuvel, er på arbejde, men med meget lidt at lave – så derfor kan jeg jo passende belemre jer med en lille anmeldelse af Josh Rouse‘s koncert på Vega i går.

Opvarmningen var Howie Beck, en canadisk sanger med akustisk guitar, følsom røst og melankolske sange. Med andre ord var han lige noget for en bitter gammel krampe som mig. Jeg kan anbefale folk at kigge forbi hans MySpace side, hvor man kan lytte til sangen Sometimes. Den burde blive et gigantisk verdenshit. Jeg er stadig i overveje stadiet om man burde investere i et af hans albums.

Så blev det Josh’s tur, og på sin vis var det lidt af et antiklimaks. Manden trisser ind på scenen iført hornbriller, slidte jeans og Converse sko. Nærmest ubemærket af publikum fordi lyset i salen endnu ikke er blevet slukket. Og så går han i gang med at spille. Ikke så mange dikkedarer der. På hans albums er sangene ofte bygget op med et stort lydbillede med strygere osv. Men til koncerten var det akustisk hele vejen, sangene var nedbarberet til Josh og hans guitar. På sin vis fungerede det godt – alt andet lige ER kernen i hans musik jo sing-and-songwriting/folk – men jeg kunne nu godt savne et egentligt band til at give sangene mere liv. En sang som Winter in the Hamptons mangler bare lidt nerve når den kun bliver fremført på guitar. Når det så er sagt, så var det imponerende alligevel. Call me old-fashioned, men man er altså først RIGTIG musiker hvis man er i stand til at optræde med sine sange på den hårde måde – og det må man sige at Josh Rouse er. Og det lykkedes endda at få publikum med, så alt i alt en god omgang.

Giv lyd fra dig

Comment