in Hverdag

Intellektuel malaise

Mine blogindlæg størkner for tiden. Mest fordi jeg ikke er særlig kompetent til at skrive om de ting der aktuelt fylder i min tilværelse. Jeg kunne f.eks. have skrevet om:

… hvordan jeg vil give en hædersmedalje til vedkommende der opfinder ‘sådan-får-du-dit-barn-til-at-sove-NU’ løsningen. Eller den brave sjæl, jeg kan betale for at levere gode råd om hvordan en introvert, uempatisk og forkølet mand med hold i ryggen håndterer sine to børn, alt imens hans bedre halvdel er på 24 timers vagt på hospitalet. Måske jeg endog kunne skrive om hvor frustrerende det kan være med børn i trodsalderen. Men ak, jeg er ikke en særlig god mommy blogger, så den slags kan I nok læse andet og bedre om andetsteds.

… hvordan føromtalte hold i ryggen nu på tredje uge gør mig gnaven og ikker så lidt pirrelig. Dels fordi jeg stadig ikke kan løbe (og derfor forfalder mere og mere), dels fordi jeg ikke kan sidde ned i længere tid uden at blive helt øm og Pia Christmas-Møller’sk i min ryg. Som papirnusser har jeg brug for at kunne sidde ned foran computeren, hvis jeg da ellers skal koncentrere mig nok til at sprøjte mine kedsommelige notater ud i lind strøm. Nu står jeg der i stående tilstand og blomstrer hele dagen på mit kontor, til stor moro for Marketingafdelingen. Men ak, syg- og dårligdomme er heller ikke et emne jeg er ekspertskribent indenfor, så det går næppe.

… hvordan vi er i ukonkrete, men dog væsentlige boligovervejelser. Skal vi forlade den pragtfulde, men absurd dyre lejelejlighed i hjertet af Roskilde – et sted vi er faldet mere end godt til? For at søge lidt længere ud af toglinjen vestpå, hvor livet er mere … sovebysagtigt, men hvor der er et noget mere anstændigt forhold mellem pris og kvalitet end tilfældet er her i Korsbæk? Men ak, hvem gider læse om boligmarkedet i smørhullerne Lejre og Hvalsø?

… hvordan jeg efter en sommerferie spenderet på at være hjemme, have hold i ryggen og indkøre en datter i vuggestuen, nu ærlig talt gerne vil ud i den store verden igen. Men ak, rejseblogger er heller ikke min naturlige metier.

… hvordan jeg ikke har set en ny film eller tv-serier i mands minde. Forsøgte at gå i gang med den nye sæson af ‘House of Cards’, men jeg KAN IKKE. Sæson 4 ødelagde for meget, og det dårlige plot fortsætter ufortrødent i sæson 5. Det gider jeg ærlig talt ikke være med til, endsige spilde blogplads på.

… de to mere end udmærkede science fiction bøger – ‘Version Control’ og ‘Six Wakes’ – jeg har fortæret den seneste uge. Men jeg har alle dage været en gudsjammerlig anmelder. Det ville udarte sig til platituder i stil med ‘FREMRAGENDE underholdning’, ‘eskapisme på højt plan’ og ‘en herligt væmmelig dystopisk roman om tidsrejser’.

… aktuelle sportsemner jeg obsesser over, herunder NBA draften i 2017 og AaB’s transfervindue. Hvilket dog ikke just plejer at interessere nogle af de få nærværende læsere her på siden.

… geopolitiske emner som Trump, Nordkoreas missiler, Liu Xiaobo, G20 mødet og alskens andre emner, som et intellektuelt fyrtårn som jeg selvsagt burde have nogle friske og indsigtsfulde tanker om. Det har jeg dog ingenlunde, så det må I også finde andetsteds.

Så hvad skal jeg så skrive om?

Giv lyd fra dig

Comment