i Livet

Lidt tanker en fredag aften

Jeg er faktisk ikke ufølsom. Kun lidt. Måske 93 pct. ufølsom, 6 pct. indifferent og så kan den sidste procent nok splittes op i et eller andet der kunne antyde emotionelt indhold. Når det så er sagt, så bliver jeg nogle gange sådan lidt rørstrømsk. Det skete bl.a. da denne tekst af Henrik Winther – en af mine favorit journalister – blev bragt i Weekendavisen i november måned. Tag lidt tid til at læse den.

SØNDAG formiddag går jeg ud ad hoveddøren, ned ad trapperne og krydser vejen for at komme over på solsiden – i hvert fald her i den kølige tid, om sommeren bliver jeg ofte i skyggen. Så går jeg op ad vejen, forbi busstoppestedet, forbi det ombyggede Pippi-hus med Jaguaren og to 4-hjulstrækkere i carporten og svinger ned ved Tennis-Flemmings vej. Krydser vejen ved platanerne og over for de to søstres hus åbner jeg den grimme jernlåge og går ind på kirkegården.Så er man alene. Sammen med rigtig mange døde. Det lyder uhyggeligt, det er det ikke, tværtimod. Jeg følger altid den samme rute op mod kirken, selvom jeg af og til falder i staver og kommer til at gå ligeud, hvor jeg plejer at skære ind til venstre. Så pludselig står man og spekulerer over, hvor man er, og hvordan man er kommet der. Og kikker på nogle gravsten, som man normalt ikke passerer. »Far« står der på en gravsten, suppleret med en indgravering af et barnligt tegnet hjerte. Der står Far på temmelig mange gravsten, det er lidt underligt – sødt, men også lidt for lidt. Jeg ville nødig bare begraves som Far – man har dog været mere. Lidt i hvert fald. Og man synes vel også, at man er sig selv, man er sit navn, sit liv, og skønt »far« er en stor og væsentlig del, måske den vigtigste del, så dog ikke den eneste. Men her ligger mange fædre, der kun er Far. Færre mødre, der kun er Mor.

Jeg går videre på min tur, det er forskelligt, hvor lang tid jeg har til at stå og læse og forestille mig historien bag – når klokkerne ringer, er det hurtigt videre. Her om efteråret går jeg og sparker i de gule blade, i en grav hviler en død malermester, oven på ham hviler en levende, hvid kat, der kikker grønt på mig. Miav, siger vi, og jeg går videre. Passerer skibskaptajnen og et par grevers familiegravsteder, hvor regnen snart har udvisket navne og årstal.

Nogle gange møder jeg andre mennesker, vi hilser på hinanden, det ville vi ikke have gjort, hvis vi havde mødtes ude på fortovet. Men herinde hos de døde hilser man – jeg møder også hundeluftere, første gang stirrede jeg vredt på parret (hund + mand), men har siden opdaget, at det af en eller anden grund er tilladt at lufte hund her. Mindes engang, jeg så en hund sidde og besørge på en grav på Holmens Kirkegård, et syret syn. I denne tid pyntes mange grave med gran af kirkegårdens folk, jeg ved ikke, hvad reglerne er, om man betaler ekstra for det, om det er luksuspakken eller en bestemt julepakke, man skal købe, men pænt og velduftende er det. På min rute drejer jeg op mod kirken ved den meget store gravsten, bautastenagtig, hvorpå Jylland (men ikke Sjælland og Fyn) er indhugget (medmindre Sjælland og Fyn er indhugget på bagsiden, det skal jeg da have undersøgt). Det er et gravsted for en (jysk?) geograf, og på stenen står der skrevet:»Fædrelands-Kundskab fremmer Fædrelands-Kærlighed«. Det kan vist diskuteres. Men set fra en geografs synspunkt var det et udmærket motto.

Nu er det, at stien stille begynder at gå opad – terrænet hæver sig, for jo tættere man kommer kirken, jo flere ligger der begravet nedenunder. Derfor er den nyeste del af kirkegården synligt lavere end den del, der blev anlagt allerede i 1100-årene. Og det er på stykket op mod den ældste del, at jeg hver gang besøger to – nyere – gravsteder, der ligger inde langs grusede sidestier. Jeg har fundet dem ved tilfældigheder, mens jeg vandrede rundt og kikkede på sten og på navne og årstal, jeg kender ikke de døde, jeg kender ikke engang deres slægtninge, men hver søndag besøger jeg de to gravsteder. »Du er stadig min mor,« står der på stenen, og jeg kan huske første gang, jeg læste det, jeg stivnede, det var forfærdeligt, det var alt for stærkt, alt for trist, alt for smukt, Du er stadig min mor. Og så er der elefanten. Barnet/faren har stillet en elefant i sten op på graven, en fin elefant med to hvide stødtænder. Det vil sige: den ene stødtand er brækket af. Man ser det for sig, ikke sandt: en eller anden kommer forbi, ser elefanten og tænker: »Jeg må hellere sparke den stødtand af, det vil sikkert glæde familien.« Pang, så ryger tanden. En enkelt gang jeg var her, havde man forsøgt at udbedre elefanten med en papirstødtand, men nu er den væk igen. Så når barnet og faren og resten af familien står her og mindes den mor, der stadig er barnets mor, konfronteres de samtidig med den ejendommelige ondskab, nogle mennesker ikke kan eller vil styre. Det, synes jeg, er synd – oveni, at barnet har mistet sin mor.

Jeg går videre til en anden sti, herinde gemmer sig et lille gravsted, hvor der altid er tændt levende lys. Jeg har været her rigtig mange gange, og kun en enkelt aften, jeg tilfældigvis kom forbi, var lysene gået ud. Det er fyrfadslys, sat ind i små lygtehuse, der står bøjet hen over graven, som er fyldt op med blomster – visne og nye, buketter og potteplanter, breve, hjerter, små tøjkaniner, en lille bænk, man kan sidde på. Og så selvfølgelig en masse små engle, der hænger og vifter i buske. Her ligger en pige, der kun blev 20 år, begravet, og på stenen står der:»Himlens smukkeste engel.«Det gør ondt hver gang, men jeg kan ikke gå forbi. Engang så jeg moderen sidde på knæ og pusle om gravstedet, og jeg gik en anden vej. Hun må tage herop hver dag for at tænde lysene, det er ikke kun søndag formiddag, hun tænder lys for Himlens smukkeste engel, det er hver dag. Hvilket savn. Hvilket forfærdeligt tab at miste sit 20-årige barn. Jeg har lyst til at fortælle hende, at jeg er ked af det på hendes vegne, men det giver ingen mening, hvad skulle hun bruge det til. Jeg har også lyst til at spørge, hvorfor datteren døde, hvordan hun var, jeg vil gerne kende hendes historie. Men jeg har ingen ret til at blande mig.I stedet går jeg herhen hver søndag formiddag, passerer grossererne, majorerne, de registrerede revisorer, skoleinspektøren, der deler gravsted med viceskoleinspektøren, professorerne og alle de anonyme fædre, for så at gå hen og stå ved elefanten og Du er stadig min mor og bagefter se på de levende lys, der brænder hos Himlens smukkeste engel. Det er blevet et ritual, jeg ikke kan komme ud af.

Men så ringer klokkerne, og som John Donne skrev, skal vi ikke spørge, hvem de ringer for, de ringer for dig og for mig, og jeg må videre, op til kirken, deroppe, hvor fortidens store familier, gårdejerne, ligger begravet tæt ved kirkedøren. Og jeg går forbi den sorte gravsten, som jeg altid prøver at lade være med at se på, for på den står der »Mester din Vilje ske« og det udtryk har jeg det lidt svært med, især ordet Mester.Og så er der selvfølgelig de grave, hvor der er stukket et lille grønt skilt ned i jorden. »Hjemfalden«, står der – og det er vi jo alle før eller senere.”

Jeg ved ikke hvorfor, men den rørte mig altså.

Giv lyd fra dig

Comment