i Musik

Your Maudlin Career

Som jeg sidder her og lytter til det nye Morrissey-album, kan jeg ikke finde ud af om jeg er fanget i en tidslomme, eller om jeg blot er ualmindelig reaktionær.

Albumtitlen er vanen tro eminent (“World Peace is None of Your Business”), men musikken … den halter altså. Det er gumpetungt, selvsmagende og lyder – præcis som alle de øvrige af hans comebackalbums siden 2004 – som en bovlam udgave af Big Fat Snake.

Bevares, der er besnærende elementer. En flygtig momentan flig af og til, en melodistump hid og did, hvor man kan genkende Morrissey den Yngre og arven fra The Smiths. Det er den gode tidslomme, hvor en nostalgiker rigtig kan boltre sig.

Men mest af alt lyder albummet som en træt mand over de 50. En mand, der desperat og påtaget koket forsøger at bypasse sin evigt ekspanderende bug. Og hvem ved, måske endda være interessant og relevant for andre end de grånende fans?

Problemet er, at der absolut ingen progression har været i Morrisseys musik siden det første soloalbum ‘Viva Hate’ fra 1988. Tværtimod, faktisk. Kvaliteten er blevet stadigt ringere siden da – og det album var tilmed et trin ned fra The Smiths dagene. Ja, det er så her, at jeg lyder reaktionær og bagudskuende. Sådan bliver jeg, når faldne idoler skuffer mig igen og igen.

Jeg håber at Morrissey snart vil følge mit efterhånden seks år gamle råd om at gå på pension. Den her deroute kan ingen være tjente med. Man kan jo ikke engang have fornøjelsen af at hade manden, hvis han bliver ved med at være så pokkers middelmådig.

Så stop nu, Moz. Eller find sammen med Johnny Marr igen. Det ville jeg også fint kunne leve med.

Giv lyd fra dig

Comment