i Verden

Meningsløse mord

Måske er nedskydningen af Malaysia Airlines flyet ikke på niveau med 9/11. Men det er tæt på. I personlig chokværdi, i hvert fald.

I grunden er det hyklerisk.

Hvorfor opleves et terrorangreb pr. definition som værre fordi det kan ramme en selv, end hvis det ‘kun’ går ud over folk langt væk?

Målt på en nogenlunde nøgtern skala, så burde 298 døde mennesker i et flystyrt (nedskudt eller ej) ikke være vigtigere eller værre, end de utallige uskyldige mennesker, der de senere måneder er døde i ligeså urimelige terrorangreb i Irak, Afghanistan, Syrien og den Centralafrikanske Republik.

Så hvorfor er empatien og oprevetheden nemmere at opmønstre i dette tilfælde? Der er selvfølgelig en masse mere eller mindre lødige psykologiske årsager.

Først og fremmest vel ’det-kunne-også-ske-for-mig’ faktoren.

Jeg fløj selv over Ukraine i maj måned, da jeg var med arbejdet i Kina. Til gengæld er det sjældent at jeg er i overhængende risiko for at blive sprængt i småstykker, når jeg køber ind i min lokale Føtex. Derfor bliver jeg ikke nær så emotionelt berørt, når en eller anden forskruet selvmordsbomber detonerer en bombe på et marked i en afghansk provinsby. For jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i situationen, hvorfor det hele bliver lidt … abstrakt. Er det specielt sympatisk at tænke sådan? Nej. Men man bliver automatisk mere engageret i en begivenhed, når det opleves som relevant – og ikke som noget helt, helt fremmedartet.

Dernæst er der det meningsløse og nihilistiske i situationen.

Bevares, flyet blev vel skudt ned ved en fejl. Der er – ud fra min lægmandsviden – ingen af parterne, der har nogen strategisk eller taktisk fordel at skyde et civilt passagerfly ned. Og selv hvis de havde, skal man være en helt usædvanlig kold psykopat, hvis man er klar på at gøre den slags.

Så med fare for at vi stadig endnu ikke ved præcis hvad der skete, så er der antageligvis tale om en eller småtbegavet russisk separatist, der i et anfald af uendelig inkompetence og blodrus troede at han skød et militært fly ned. Hvilket fra et pacifistisk synspunkt selvsagt er gakgak, men en modstanders militære fly er i en krigssituation dog trods alt et rimeligt og legitimt mål. Ud fra en militær logik giver en sådan handling mening.

Men et passagerfly på vej til Kuala Lumpur, der intet – absolut intet – har at gøre med den indavlede konflikt i Ukraine at gøre? Med 298 passagerer, herunder 80 børn (hvoraf tre var spædbørn)?

At skyde det ned må være noget af det mest infame og meningsløse, man overhovedet kan forestille sig. Der er ingen måder hvorpå det massemord – tilsigtet eller ej – kan give mening. Så det er nok det, der trigger mig. At vi netop har oplevet noget fuldstændig meningsløst og horribelt, der er fremprovokeret af alle menneskehedens værste sider.

Hvad så nu?

Uanset hvem der har den direkte skyld for nedskydningen, så må Putin og Rusland til at genoverveje, hvad de har gang i. Om deres geopolitiske julelege, annektioner af andre landes areal og bevæbning af småtbegavede mordere og nationalister, virkelig er den mest intelligente vej at gå. Og hvis de mener det, så har de blod på hænderne. Det her er ikke en beklagelig ulykke eller et begrædeligt uheld. Det her er mord som resultat af en helt unødvendig eskalering og opildning af en konflikt, hvor Rusland har været den vigtigste drivkraft. Det er mord på 80 børn, hvis eneste forbrydelse bestod i at de var i fly på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Undskyld den skingre tone. Men der er ikke en mere rimelig måde at fremstille det på. Og hvis der kan komme én positiv ting ud af det her, så er det at Rusland ændrer kurs i Ukraine.

Man må næsten håbe det.

Giv lyd fra dig

Comment