i Livet

Midaldrende

På vej til arbejde her til morgen lyttede jeg til Aimee Mann ’31 Today’. Hvilket egentlig er forholdsvis sørgeligt, da jeg indtil jeg fik tændt for sangen havde overbevist mig selv om, at den faktisk hed ’33 Today’. For det er jo sagen. Jeg bliver 33 år i dag. Jeg er allerede to år for sent ude til at svælge i melankolske sange om spildte muligheder og rodløse eksistenser.

Aimee var virkelig ikke glad i sin sang om at fylde 31. Som hun på vanlig misantropisk vis synger:

“I thought my life would be different somehow
I thought my life would be better by now
But it’s not, and I don’t know where to turn”

Selvom jeg altid sætter stor pris på at svælge i god, gammeldags Weltschmerz, er jeg nok ikke længere det rigtige publikum. For tingene går jo godt. Her til morgen fik jeg et savlfyldt knus og et begejstret grin fra min glade søn. Vi skal sammen med hans fortryllende mor til Berlin på forlænget weekend. Jeg har gode venner, som jeg nu ikke længere bor 500 km fra. Jeg bor et rart sted og fremtiden tegner lys.

Bevares, der er altid hår i suppen. Sådan er det, når man af natur er pessimist.

Min fysiske form har næppe nogensinde været ringere end nu efter et lille års tid med stedse mindre og mindre sportslig aktivitet. Mit job er attråværdigt og min arbejdsgiver er glad for mig … men er den rette hylde fundet? Og hvordan vil hverdagen hænge sammen, når Den Bedre Halvdel begynder at arbejde igen? Så jo. Nogle bekymringer og refleksioner over tilværelsen er der da.

Men samlet set har jeg meget, meget lidt at klage over. Videre mod de 34!

Læg en kommentar

Comment