in Hverdag

Midt i livet

Det er jo ikke fordi, der ikke sker noget, vel. Muligvis ikke store og episke ting, men alligevel. “Men med hvad?”, spørger I så. Nuvel, det skal jeg fortælle jer. Jeg fremstår nok en smule smådeprimeret i dette indlæg. Det er jeg nu ikke. Blot fanget i den driftorganisation, de kalder for ‘livet i en småbørnefamilie’:


Vi sover for lidt. Alt, alt for lidt. Datteren har fået en grufuld uvane med at vågne skrigende og hjerteskærende grædende om aftenen efter en halv times søvn. Hvorefter det tager en times tid at få hende rolig igen (= farvel i forvejen udrydningstruede fritid). Hvis vi er rigtig heldige holder hun samtidig også sin storebror vågen, så han når at blive dejlig overtræt og semi-crazy. Sidenhen vågner hun også midt om natten og øffer løs. Og så sætter hun endelig prikken over i’et ved at stå op før kl. 5. Det er vitterligt ikke særlig morsomt.


Jeg grubler over hverdagslogistikken, når Den Bedre Halvdel begynder at arbejde igen. Aner ikke hvordan vi skal få tingene til at hænge sammen med arbejde, pendling, aftenvagter, børn i institutioner i hver sin ende af byen, indkøb, mad, putning. Eller hvordan min arbejdsgiver (og min såkaldte ‘karriere’) egentlig har det med, at jeg om et øjeblik igen begynder at få behov for fleksible møde- og gåtider. Vores hverdagsmodel er ikke rigtig bæredygtig, er jeg bange for. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Ville ønske vi havde nogle pasnings-lystne bedsteforældre i nærheden.


Relateret til ‘karriere’: Jeg skal have fundet noget nyt at lave. Det er ikke en ny erkendelse – har jo sådan set gerne ville have et nyt arbejde i mere end 2 år – men jeg er lidt fanget i konfliktende prioriteringer (jobbet skal både være spændende, meningsfuldt, velbetalt, ligge tæt på og så tilpas fleksibelt, at vi får løst hverdagslogistikken). Det slår min sjæl ihjel at bruge 8-9 timer hver dag i en stilling, hvor jeg hader mine arbejdsopgaver og kan mærke hvordan jeg går mere og mere intellektuelt i stå. Jeg er 35 år og sidder i en blindgyde. Det påvirker mit sortsyn og humør endnu mere end den fraværende søvn.


Apropos søvn: Jeg bekymrer mig over, at min datter nægter at falde søvn sammen med mig, og der derfor venter nogle episk rædsomme aftenstunder forude, når jeg lige om lidt er alene hjemme med de to små rockere.


Min søn har evindeligt tilbagevendende eksem på hænderne – med heraf afledt behov for dyre cremer og hyppige smøringer.


Fik jeg nævnt at vi sover alt for lidt? Ja? Overskuddet forsvinder. Energien og kreativiteten er mere eller mindre væk. væk. Humøret påvirkes. Lunten bliver kortere. Den Bedre Halvdel tager tilmed mere af natteroderiet end jeg gør, så jeg burde ikke sidde her på internettet og jamre.


Til gengæld spiser jeg for meget og motionerer for lidt. Kombineret med den notoriske permatræthed, begynder det kunne ses og mærkes. Jeg føler mig stadig mere og mere midaldrende.


Den politiske karriere … mjah. Det går vel nogenlunde fremad. Jeg gør en masse ting, som jeg egentlig ikke bryder mig om. For det er vanskeligt at få opmærksomhed som ukendt kandidat, hvor jeg ikke har det store netværk. Så jeg skriver læserbreve (om alle mulige ting, som jeg ikke nødvendigvis har stærke holdninger om, endsige indsigt i) og håber på en skønne dag også at komme i det redaktionelle indhold. Og så debatterer jeg på facebook. Det føles som et overgreb på mig selv (der er aldrig kommet noget godt og konstruktivt ud af at diskutere noget som helst på sociale medier!), men alle de kloge siger at det er dér, at man skal møde sine vælgere. Men lide det? Det kan jeg ikke.


Midt i opremsningen glemmer jeg at nævne alle de gode stunder vi oplever. At de to rockere åbenlyst trives. Når vi er ude at lege. Når Datteren griner lykkeligt over at se mig, og kravler lynhurtigt rundt som en adræt lille rullepølse. Når Drengen er glad for sin børnehave. Når han siger besynderlige ting, er vild med superhelte og Paw Patrol samt stiller et hav af spørgsmål om alt muligt. Når vi besøger nye venner i Trekroner.

Det er den slags, der får denne fase af livet til at hænge sammen igen.

Giv lyd fra dig

Comment