i Nonsens

Musvågen overstiger mit komfortniveau

Man kan ganske enkelt ikke stole på fugle! Så er det sagt! Følgende dramatiske historie var at læse i flere danske medier igår: ‘Gal musvåge angriber kondiløber’. Det er den rystende og hudløst ærlige beretning om en 40-årig kvindelig motionsløber, der på det skammeligste blev korporligt overfaldet af en gal, gal musvåge i Gribskov! Men fortvivl ej, for Skov- og Naturstyrelsen har lavet en guide til hvordan man forsvarer sig mod sådanne hændelser. Såfremt lige netop DU skulle blive udsat for en så traumatiserende oplevelse, giver de rare embedsmænd disse essentielle råd (jeg tillader mig at citere Skov- og Naturstyrelsens indlæg i al dets fulde magt og vælde):

“Hvert år får Skov- og Naturstyrelsen henvendelser fra skovgæster, der er blevet angrebet af en musvåge.

Det sker i musvågens yngletid, hvor den forsvarer sit territorie mod fjender og konkurrenter. Og nogle musvåger er desværre også aggressive overfor folk, der løber eller jogger på en skovvej, der går gennem territoriet. Musvågen angriber oftest bagfra – næsten lydløst og uden varsel. Så det kan give en ret ubehagelig forskrækkelse.
De bedste råd for at undgå musvågen er:

  • Løb flere sammen. Vi har ikke hørt om musvåger der har angrebet folk, der fulgtes ad.
  • Løb ad en anden vej i yngleperioden, hvis du ved hvor musvågen holder til.
  • Gå roligt på den korte strækning, som musvågen forsvarer. Den angriber normalt kun folk der løber.

Og så har vi fået følgende råd fra skovgæster, som oplyser at det virker:

  • Udnyt at musvågen normalt kun angriber bagfra: Sæt “øjne” i nakken. F.eks. ved at tegne 2 øjne på en kasket og tage den omvendt på, så de kigger bagud. (Honningsamlere i det fjerne østen bruger denne metode til at undgå tigerangreb)
  • Bred armene ud til siden og bask langsomt med dem, mens du løber forbi. Så angriber den ikke, – måske fordi den tror du er en meget stor fugl?”

Hermed er rådene givet videre, så forhåbentlig vil ingen læsere af denne blog ikke blive udsat for en vred og ynglesyg musvåge i denne omgang. Især håber jeg at Stobbe vil være forsigtig når han begiver sig ud på den meget omtalte ‘brutalmarathonrute’.

PS. Forbes har udgivet deres top 100 over de mest ‘magtfulde’ celebrities. Tilsyneladende er den ene halvdel af den dynamiske Tom-Kat duo i spidsen, hvilket godt kan bekymre undertegnede en del (se en greatest hits samling af über-scientologens legendariske stunts det seneste år her). Af andre spændende personager støder man på, åh-uh, Olsen Twins – men ingen Bob Saget :-( – på 37. pladsen og Paris Hilton sniger sig ind på en 56. plads. Mon Dieu!

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Jeg føler mig nu 10% mere tryk ved at færdes i den lunefulde danske natur. Jeg vil fra i dag og i al fremtid konstant baske med armene når jeg løber for at afværge enhvert for for angreb eller overfald. Det må også være godt for forbrændingen.

    Min bekymring er at brutalmarathonruten tager mig just forbi så eksotiske dyr som isbjørne. Virker basken med armene også her, eller er vi nærmere ude i en duck-and-cover manøvre? Læg dig på jorden og rul rundt?

    -Kristian

  2. Godt spørgsmål! Jeg ved ikke om den omvendte kasket – som Skov- og Naturstyrelsen anbefaler mod tigre – også virker på isbjørne?

    Er der nogle læsere der kan hjælpe Kristian?