i Livet

Nine million bicycles in Beijing

Min agtværdige kollega Anne Grete slubrer. Højlydt. Især når hun drikker grøn te. Og gerne med en efterfølgende bemærkning om at jeg drikker alt for meget kaffe – et synspunkt jeg i og for sig ikke er uenig i – når jeg sidder på arbejdet. Vi kom derefter til at diskutere det evigt aktuelle emne om, hvorfor man gennemsnitligt lever så meget længere i visse asiatiske lande end man gør herhjemme. Hvis man spørger koreanerne, så skyldes det helt klart ginseng-rodens ualmindeligt helende kraft, ja, ginseng er faktisk godt mod praktisk talt samtlige dårligdomme man kan opstøve. Så er der jo kineserne, japanerne og deres meget elskede førnævnte grønne te. Suppleret med en sund kost, anderledes rygevaner osv. medfører det åbenbart, at japanske mænd og kvinder, ifølge WHO, kan forvente at blive henholdsvis 79 og 86 år gamle, mens de tilsvarende tal for danskere er 75 og 80 år.

Hvilket naturligvis leder hen til mit egentlig mål med dagens indlæg: Japanske mad og i særdeleshed Okonomiyaki. Okonomiyaki ( = ‘som du selv vil have det’) kan vel bedst beskrives som en slags pandekage, hvori man kan iblande alt muligt. Vi fik dem på en restaurant på Miyajima sidste år (to gange, faktisk!), og de er stadigvæk mit bedste madminde fra Japan. Tilsyneladende er det en lokal ret fra Hiroshima området, og jeg kom til at tænke på dem efter maddiskussionen her til formiddag. For de smagte urimeligt godt og tanken gjorde mig ganske forfærdeligt sulten, hvilket den mere verdslige personalerestaurants buffet ikke helt har kunne gøre noget ved – måske fordi sulten er iblandet en længsel mod at komme afsted igen.

I øjeblikket sidder jeg på arbejdet og forsøger at sætte mig ind i en sag om misbrug af dominerende stilling fra 2002, hvor der sker domfældelse i Østre Landsret i næste uge. Det er meget jurapræget, men det hører sig vel også til engang imellem. Plenum igår aftes var præcis så langt og kedsommeligt som den slags møder nu er, men det er nu meget rart at være fri for diverse forpligtelser. I aften står den på middag med den afgående Styrelse på kollegiet og så drager jeg vestpå lørdag. Dermed også sagt, at de kommende dages opdateringer kan gå hen og blive en smule sporadiske, men fortvivl ej – jeg vender frygteligt tilbage før end I ved det.

PS. Nu vi er i Asien, så havde BBC i går en ganske pudsig artikel omkring navneproblemer i Kina. F.eks. er der 3.937 personer alene i Shanghai der hedder ‘Chen Jie’, hvilket skaber ganske store problemer i telefonbøgerne, for postvæsenet og administrationen i almindelighed. På samme måde er der 900.000(sic!) beboere i byen der har ‘Zhang’ til efternavn og over 1.5 mio. i Beijing der hedder ‘Wang’.

Giv lyd fra dig

Comment