i Historie, Livet

Om KUA og andre kalamiteter

Nuvel, jeg er fuldt ud bevidst om at man kan drive en spøg for vidt. Der er næppe nogle af de få nærværende læsere, der gider høre mig tvære mere rundt end højest nødvendigt i mine spage forsøg på at blive dannet, belæst og vis.

Men det er alligevel ganske enkelt bydende nødvendigt at berette om dagen, hvor jeg godt og grundigt fik taget min stud.mag mødom. Men hvorledes? Hvor skal man begynde? Hvordan skabe orden i det inferno af sanser og indtryk som tre timers undervisning på KUA beriger én med? Hvordan oplever en førstegangs KUA-besøgende egentlig dette kulturchok?

Jeg kan jo indlede med at berette en anelse om indholdet i ‘Historisk videnskabsteori’. Et fag som jeg får fornøjelsen af at boltre mig med 14 tirdage i forårssemesteret. Det vækker minder om mit 1. semester på statskundskab. Eller rettere: Kurset tvinger den gamle (og fortrængte) videnskabsteori frem fra det absolut bagerste af hjernebarken. Tilsyneladende er humaniora mindst ligeså gode som samfundsvidenskaberne, nej, faktisk BEDRE til at overteoretisere alting og jonglere med begreberne. Jeg imødeser et forår med massiv beskydning fra diskursteoretikere, post-strukturalister, marxister og andet godtfolk. Dog skal siges, at holdet virker både motiverede og diskussionslystne. Bevares, der er en overvægt af pensionister og folkeskolelærere, men siden hvornår har det holdt nogen tilbage fra kække (og umorsomme) bemærkninger? Ikke mig i hvert fald.

Men så kommer vi til det. Det sorte hjerte. Dér, hvor alting ramler sammen i en decideret implosion af Weltschmerz, teenangst, melankoli og verdensfjern abstraktion. Ja. Jeg taler naturligvis om de fysiske forhold på Gamle KUA – og ikke mindst om det klientel, der færdes der.

For hvis du synes at din uddannelsesinstitution er grim og forsømt, så har du tydeligvis ikke sagt halløj til KUA. Hvor CSS er et overdådigt palads af pastelfarvede søjler i nyroverede lokaler, så er KUA din fattige goth-kusine fra Fakse Ladeplads: Sortsindet, grimme piercinger, lavt tyngdepunkt og en ucharmerende leflen for urban-chick.

Problemet er ikke så meget at KUA er nedslidt (det er det), men snarere at det var en arkitektonisk forbrydelse imod menneskeheden fra starten. Nogle bør gøre noget for at ende dette misfosters lidelser, det er en urimelighed at lade det leve meget længere. De omgivelser har de studerende trods alt ikke fortjent. Heller ikke selvom det åbenbart er et adgangskrav til KUA, at man skal være emo. der må stå ‘Kun adgang for livstrætte’ i studieordningen for snart sagt alle humaniora studieretninger. I hvert fald går samtlige tøsepigebørn derude rundt i sort og har karakteristiske bitre drag om munden. Derfor var det endog særdeles heldigt, at jeg læste artiklen i dagens Politiken omkring emo-kulturens dyrkelse af sorg og mismod. Ellers var jeg da ved et frygteligt uheld kommet til at holde armene trøstende omkring et par stykker af de arme pigebørn. Mea Culpa!

Når det så er sagt, så var det en fornøjelse at være tilbage i den akademiske verden igen. Jeg er vældig spændt på det kommende semesters udfordringer, og jeg kan mærke, at jeg får god energi ud af kurset. Nå, ja, og så stødte jeg bogstaveligt talt ind i Karsten Fledelius på gangen. Den oplevelse var næsten alle penge værd. Hans skæg var helt blødt og sanseligt.

Lifligt.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Jeg nægter at høre dig beklage dig over KUA, når jeg dagligt tilbringer tiden i dette monster: .

    Tilmed er bygningen fredet, så der er intet håb for de engelske økonomer.

  2. Bist du sicher? Jeg mener, at dette snildt kan konkurrere:

    I øvrigt må overflødighedshornet Trinity College vel dulme dine lidelser? :)