in Verden

På første parket til trafikuheldet

Har tegnet et fortløbende digitalt abonnement på New York Times. 119 kr./måneden føles ikke så dyrt. Især ikke når eksempelvis HPV-vaccinehadernes og autismehealernes foretrukne organ, Politiken, tror at de skal have 299 kr./måneden for et digitalt abonnement på deres langt mere inferiøre journalistiske produkt. Det giver ingen mening.

Er dog ikke sikker på at NYT-abonnementet er godt for mit humør og almindelige velbefindende.

NYT er således en perlerække af velskrevne og analytiske, men også dybt urovækkende artikler om aktuelle amerikanske forhold og international politik. Man kan måske diskutere om de bruger for meget energi på at dække Trump og intrigerne i det dysfunktionelle Hvide Hus. Som en af mine venner pt. bosat i Washington DC bemærkede forleden dag i en mail:

“Jeg har tænkt meget over dækningen af Trump på det seneste. Selvom mange af de seriøse medier er meget kritiske i deres dækning, så er der et stort problem i at al hans cirkus fortrænger vigtige policyemner fra dagsordenen. For eksempel er de specifikke detajler i både health care lovgvining og Nord Korea svære at finde – selv i seriøse medier.

Det er et problem for modsat Trumps seneste ansættelser i det hvide hus, så betyder disse ting faktisk noget. Ved ikke om den danske dækning af hvad der sker er bedre, men jeg tror det bedste ville være blot at ignorere hans cirkus og skrive om substansen i stedet for.”

Tror at han har ret. Det virker som en kalkuleret Trump-strategi at lave realityshow, provokationer og gøgl, alt imens de mere kedsommelige (men reelt betydningsfulde) ting forbliver ubelyste.

Jeg har selv spekuleret en del over om Trumps uligevægtige og usammenhængende fremtoning, det mildest talt afslappede forhold til fakta, hans uvilje til at sætte sig ind i ting og den manglende impulskontrol er en facade, eller om det rent faktisk er den person han er1.

Det nylige læk af hans telefonsamtaler med udenlandske regeringsledere – Mexicos Enrique Peña Nieto og Australiens Malcolm Turnbull – antyder, at nej, det er ikke et skuespil. Han ER faktisk sådan. Han er muligvis mere sammenhængende i sin fremtoning, men han ved stadig ikke hvad han taler om, han kan stadig ikke styre sig og han lyver stadig lystigt (og virker til selv at tro på løgnene).

Hvis I har tiden, bør I unde jer selv at læse samtalerne. De er dybt bekymrende. Men samtidig er det uhyre interessant at se hvordan samtaler med statsledere kan foregå, ligesom de giver et indblik i Trumps verdensbillede og psyke.

Så jeg tror jeg fortsætter med NYT og med at følge monomant med i amerikansk politik. For abonnementet gør mig muligvis ikke til et gladere menneske. Men jeg vil i det mindste kunne følge direkte med fra første parket i det trafikuheld af et præsidentskab, vi ser udfolde sig i de her år.

  1. I må selv om hvilket af de to scenarier I finder mest uhyggelig []

Giv lyd fra dig

Comment