in Uncategorized

Jeg er et godt stykke fra at være interesseret i boksning, faktisk betragter jeg det som en meget odiøs og mærkværdig beskæftigelse. Men da min yndlings podcast First Take i månedsvis har diskuteret nattens kamp mellem Manny Pacquiao og Floyd Mayweather, har det været vanskeligt for mig ikke at gå lidt op i kampens udfald.

Måske ikke så meget på grund af aktørerne.

Der er tale om en kamp i weltervægt-klassen, så de to herrer vejer begge 66 kg. og er dermed et par aggressive små sataner. Ingen af dem er skærskilt sympatiske. Pacquiao er en fanatisk genfødt kristen, hvis apokalyptiske religiøse retorik kun overgåes af skamløsheden i hans såkaldte sangkarriere og dubiøse senatorpost hjemme i Filippinerne. Mayweather er en notorisk hustrumishandler, der på trods af flere fængselsdomme bedyrer sin uskyld, og ingen kvaler har med at prale vulgært med sin rigdom.

Man bør i den forbindelse unde sig selv at læse det fremragende essay hos Grantland om hvorvidt man kan (og bør) adskille atleten og privatpersonen fra hinanden.

Sat på spidsen: Kan man være fan af bokseren Mayweather, mens man samtidig fordømmer hustrubankeren Mayweather? Eller hænger privatpersonen så meget sammen med vedkommendes metier, at man ikke kan adskille de to koncepter ad – og værdsætte ‘kunsten’ uafhængigt af om kunsteren er en idiot? Problemstillingen kan udvides til andre sfærer. Kan man være tilhænger af en politikers holdninger og politik samtidig med at ikke bryder sig om personen? Kan man nyde en musikers sange uagtet at mennesket bagved muligvis er et sygt individ (se: Michael Jackson)?

Endelig er der det egentligt interessante ved boksekampen: Penge og deres perverse betydning fir sport. Pacquiao vs. Mayweather er big business. Som Financial Times beretter det:

When he steps into the boxing ring on Saturday night, Manny “Pacman” Pacquiao will be wearing shorts worth $2.25m, carrying the logos of six companies.

His opponent, Floyd “Money” Mayweather has struggled to match Pacquiao’s sponsorship deals because of his criminal record, but the undefeated fighter has boasted of his $25,000 mouthguard, embedded with diamonds, gold and shreds of $100 bills.

The fans in MGM Grand in Las Vegas will have paid up to $100,000 each for their seats after frenzied bidding on the black market — of the 16,800 tickets in the arena, only 500 were sold publicly.

Den slags symbolik er dog småting. Den samlede indtjening efter tv-rettigheder, reklamer, sponsorer og pay-per-view er op imod $300m. Floyd Mayweather er, hvis I ikke vidste det, i forvejen verdens bedst betalte sportsmand nogensinde. Med en 60/40 fordeling af pengene fra kampen, så kan I selv regne ud hvor mange hundreder af millioner dollars han kan sætte ind på bankkontoen. Det er ganske forrykt.

Nu gik det hverken værre eller bedre end at storfavoritten Mayweather endte med at vinde kampen. Han er nu ubesejret 48-0 i sin professionelle karriere, og vil eftersigende trække sig tilbage. Manden der tæver sine børns mor foran øjnene på dem, kan nu med god ret kalde sig for boksehistoriens bedste pound-for-pound bokser – og han kan gøre det som en skingrende velstående mand.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er for en verden, hvor den slags kan lade sig gøre. Men jeg ser meget frem til at høre First Takes dissekering af kampen i morgen.

 

 

Giv lyd fra dig

Comment