Jeg har altid læst foran i bøger, men er aldrig tidligere blevet straffet for det for alvor. Men nu er jeg gået i stå i to bøger i træk, begge gange 30-40% inde i Kindle-udgaverne – og begge gange fordi jeg ikke kunne vente på at få afsløret morderen. Ikke videre begavet tilgang. Må hanke op i mine læsedisciplin.

Matt Ruff ‘Lovecraft Country’

Jeg er ikke blind overfor ironien. For i 2017 læste jeg med stor fornøjelse adskillige neo-Lovecraft bøger, men det krævede alligevel gentagne (og stadig mere spydige) opfordringer fra en god bekendt før end jeg gik i gang med Matt Ruff ‘Lovecraft Country’.

Hvorfor min tøven?

Måske fordi bogen i anmeldelser lød som det, jeg vil karikere som ‘finlitterær-forfatter-skriver-genrelitterær-roman-med-metaironisk-glimt-i-øjet’. Den slags bøger har det nemlig med at irritere mig grufuldt, hvilket f.eks. ‘Ready Player One’ endte med at gøre.

Jeg har dog intet imod når litterære forfattere tager en genre seriøst og gør den bedre. Forfatterne indenfor mine yndlingsgenrer – science fiction, fantasy, horror og speculative fiction – er ofte gode til handling og at skabe fantastiske universer. Men selve det sproglige og at skrive? Altså, det er meget op og ned kvalitetsmæssigt, vil jeg sige.

Det er derfor en fryd for en genrelæser, når en dygtigt skrivende forfatter får tingene til at gå op i en større helhed. Se f.eks. Emily St. John Mandel ‘Station 11’, Ben H. Winter ‘Underground Airlines’ og stort set alle Robert Jackson Bennetts bøger.

‘Lovecraft Country’ foregår i Jim Crow tidens USA i 1954. Ruff formår på fornem vis at illustrere, hvor rædsom tilværelsen var for sorte i det segregerede USA. Den egentlige horror i bogen er derfor ikke Lovecrafts okkulte monstre, men derimod den institutionaliserede racisme. De overnaturlige og genrelitterære elementer anvendes klogt til at illustrere denne pointe, herunder også til at få læseren til at tænke over situationen i nutidens ‘Black Lives Matter’ USA. For selvom den eksplicitte racisme fra Jim Crow tiden muligvis er forsvundet, er det samme så tilfældet for den mere implicitte og strukturelle? Næppe.

Så hvor Omar El Akkad i ‘American War’ benyttede sig af en fremtidsdystopi til at få læseren til at tænke over vore dages krige og flygtninge, vælger Matt Ruff en fortidsdystopi til på samme vis at sætte fokus på et nutidigt problem.

‘Lovecraft Country’ er sit tunge tema til trods overraskende morsom og vanskelig at lægge fra sig. Replikkerne er kvikke, sproget i høj klasse og Ruff kan samtidig finde ud af at strikke en spændende handling sammen.

Varmt anbefalet herfra.

PS. Jeg har stadig ikke fået læst noget af H.P. Lovecraft selv, så jeg skal ikke kunne sige hvor Lovecraft’isk Ruffs bog egentlig er, endsige mange referencer der er til Lovecrafts værker.

Nye steder

Har puslet og rodet og skramlet med mit skrivesetup den senere tid.

Jeg har længe været i vildrede om hvad jeg skulle gøre med udkastet.nu. Bloggen er ligesom fanget i midten. Her er forsvindende få læsere, en egenhosted blog har ingen relevante distributionskanaler, der findes bedre steder for mig at græde ud på skrift – dvs. i min private dagbog – og at skrive under pseudonym umuliggør samtidig også enhver form for (ydrk! bvadr! gyyyylp!) personlig branding.

Så nu supplerer jeg den (nok engang) med en offentlig profil, omend jeg forsøger mig med en flig af innovation. De tidligere gange lavede jeg blot endnu en WordPress-baseret blog. Det virkede aldrig. Jeg endte med at skrive om de samme ting, med den samme blogskabelon og i det samme ekkokammer. Noget skal derfor være anderledes denne gang.

Min nye skriveplatform er ganske vist igen på mit eget domæne, men motoren bagved er micro.blog. Platformen er enkel at bruge og minimalistisk i sit design og tilgang. Den giver mig gode distributionsmuligheder til sociale medier. Og endelig tiltaler hele den bagvedliggende indieweb-tilgang mig meget.

Jeg vil ikke garantere at min nye offentlige blog ikke igen ender med at løbe ud i sandet. Det vil stadig i sin essens være en personlig blog, og den slags er notorisk vanskelige at få til at overleve. Jeg vil stadig skrive her på Udkastet – det er stadig den ægte blog for mig – men hvis I vil have alting med, så kig forbi det nye sted engang imellem også.

Forhåbentlig bliver det interessant.

Future Me Hates Me

Vidste du at dit lokale folkebibliotek giver dig adgang til en mindre syndflod af elektroniske ressourcer? Næppe, men det er et nærmest overvældende godt tilbud.

Udover at gå i gang med det trods alt lidt sparsomme udvalg af danske og engelske ebøger, så kan du via din bibliotekskonto logge ind på RBdigital. Det er en decideret vidunderlig service, der giver adgang til en lang række magasiner. Jeg har således brugt min aften på at læse bl.a. New Yorker, The Atlantic, Vanity Fair og Q1.

Nå, men hvad jeg egentlig ville fortælle er, at jeg i forbindelse med læsningen af det i øvrigt udmærkede magasin Rolling Stone stødte på deres top 10 liste over de bedste sange lige nu. På 9. pladsen havde de en sand guitar-pop perle i form af new zealandske The Beths ‘Unhappy Happy’.

Jeg kunne bestemt lide den, men en detour på Spotify ledte mig til den endnu bedre ‘Future Me Hates Me’. Videoen er lidt fjollet og sangen er i sig selv en sødmefuld bagatel. Men det gør ikke noget. For det lyder som en gladere og knap så sarkastisk udgave af Courtney Barnett, og det er lige hvad jeg leder efter i en sommersang. Jeg elsker det lille mellemspil omkring 01:30, hvor fortælleren i et elegant lille melankolsk mellemspil overbeviser sig selv om “… but there’s something about you”, og hun derfor selvsagt denne gang ikke vil få knust sit hjerte.

Ak ja.

  1. Og hvis jeg ikke allerede selv abonnerede på The Economist i forvejen, ville jeg også kunne læse bladet derinde []

The Dry

Jeg læser kun sjældent krimier, men australske Jane Harpers ‘The Dry’ fik ros så mange steder, at jeg var nødt til at give den en chance. Det fortryder jeg ikke. Velskrevet, spændende plot og et relaterbart persongalleri.

Bogen gav mig nogle meget fornøjelige timers læsning. Og dens setting – i den australske outback, hvor det ikke har regnet i to år – føltes meget apropos i den nuværende uendelige hedebølge.

Tuesday 3rd of July 2018

Sverige-Schweiz var den kamp ved VM, jeg på forhånd var mest emotionelt investeret i. Men udover Forsbergs mål, har den her i 69. minut ikke været særlig velspillet. Er stadig splittet i min loyalitet. Håber mest af alt på at undgå forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence

Har fundet en ny guilty pleasure: TV-serien ‘Travelers’ på Netflix. Den er ikke stor kunst, snarere hvad Politikens kalder for en mellemmadsserie i form af en letfordøjelig speculative fiction thriller. Det er nogenlunde hvad jeg kan rumme for tiden. Alene tanken om at gå i gang med serier som ‘The Handmaid’s Tale’ eller gå igang igen med ‘The Americans’, fylder mig øjeblikkeligt med en dyb træthed og livslede. ‘Travelers’ er i samme liga som ‘Blacklist’, ‘Frequency’, ‘Fringe’ og ‘Counterpart’ (og for min bedre halvdels vedkommende: ‘Nashville’ og ‘Parenthood’). Eskapisme af anstændig kvalitet og underholdningsværdi. Anbefalet til pauserne mellem alt det finkulturelle, som I læsere utvivlsomt fortærer med større appetit end mig.

World in Motion

Læste en pudsig lille klumme i Financial Times, som fint indkapsler mit eget overraskende positive billede af de 14 dage af VM i fodbold.

Even for the fair-weather fan there is something wonderful about the first two weeks of the World Cup. This is mainly because there is football — or soccer as it is known to those nations that rarely qualify — on television all the time; three or four matches each day, which means you can luxuriate in footie. You can spend an entire weekend sitting on your couch waiting for the next game to start. You literally don’t have to talk to anyone for a fortnight, and certainly not about anything except football.

You catch yourself opining seriously about the Colombian midfield or the Japanese left back. Obviously, few matches have the same road-clearing sense of unmissability attached to an England game — if not always to an England penalty — but they have nearly always rewarded the effort. How many of us would ordinarily make any effort to watch Senegal-Japan? Yet it was a delight.

Den indledende runde har været en fornøjelse, synes jeg. Ikke kun grundet antallet af kampe og den ret høje kvalitet af spillet, men også fordi de første runder af VM udgør en tidsmæssigt afgrænset unik lille og uskyldsren boble.

Nu begynder de sidste runder så desværre. Med dem sætter alvoren, den defensive spillestil og risikominimeringen ind. Så er det slut med den uforpligtende underholdning, de obskure hold i bedste sendetid og det positive spil. Bevares, intensiteten og spændingen om resultatet er større nu, hvor det er vind-eller-forsvind. Men den spontane glæde og rene fornøjelse? Den er væk. Eller som Robert Shrimsley opsummerer det:

Then we hit the second fortnight and suddenly normality resumes. Two or three days may pass without a game. The withdrawal symptoms are terrible. What the hell is this? What am I supposed to do with my evenings? By the final week, the third-place play-off seems like a major draw even for those of us who can ordinarily easily go a week without watching a game.

I know there are other options — Wimbledon, test matches, a family holiday. But these four weeks of football feel like a stolen month, a few precious days when matches aren’t even supposed to be on, and when you have permission to overdose on something in plentiful supply the rest of the year.

Perhaps the other joy of these first weeks is the rare luxury of watching first-class football matches in which, for the most part, you don’t really care about the result. This is football watched for its own sake. It could catch on.

Jeg er helt enig. I dagligdagen orker jeg ikke mere fodbold end AaB, og det er tilmed sjældent at jeg ser deres kampe. Men VM indtil nu har været godt. Det var pragtfuldt da Schweiz vandt over Serbien. Jeg græd salte tårer over Sverige, både da de tabte til Tyskland og siden til sidst triumferede mod Mexico.

Gid de indledende runder havde varet længere!