Cranberries

Jeg har ikke skænket hverken The Cranberries eller deres forsanger Dolores O’Riordan en tanke i umindelige tider. Jeg ejer kun ét album med gruppen; deres debut fra 1993 ‘Everybody Else is Doing It, So Why Can’t We?’. Og selvom det er et fremragende album, så er det er længe siden jeg har lyttet til det.


Da jeg læste om O’Riordans død var det derfor første gang i måske 10-15 år, at jeg er stødt på Cranberries i medierne. Nu sidder jeg så her og lytter til dem. Og tænker.

For med min forkærlighed for The Smiths, jangle pop og melankolske tekster taget i betragtning, så burde jeg holde mere af Cranberries’ musik end jeg gør. På papiret rummer de så meget af det, der altid virker hos mig. Men … nej, den dialekt, altså. Nej. Det går ikke. Jeg kan ikke.

Bevares, det er altid en balancegang når sangere anvender dialekt. Damon Albarn kan slippe afsted med en flabet London dialekt. Det samme kan visse svenske sangere, såsom skånske Timbuktu eller jämtlandske Säkert. O’Riordans irske vokal tænder mig af 95 pct. af tiden. Det er for meget for mig i langt de fleste af deres sange.

Men vigtigst: I mit hoved betød Cranberries’ helt store gennembrud, ‘Zombie’1, at de i min underbevidsthed altid vil være forankret i 1990’erne. Jeg kan måske rent intellektuelt sagtens udlede deres musikalske slægtskab med alle mulige kunstnere og genrer ,som jeg holder af, men mit hjerte kan ikke alvor holde af gruppen.

Og dog.

For de har lavet i hvert fald to deciderede mesterværker. Begge sange er på deres første album: ‘Linger’ og ‘Dreams’. De to udgør en smuk dualitet mellem det knuste hjerte og ulykkelige forelskelse i ‘Linger’2, mens den stormende og fejende forelskelse i ‘Dreams’ er umulig at holde tilbage i både melodi og tekst3.

De to sange alene er nok til at Cranberries bør huskes med en betragtelig affektion. Og nu hvor jeg igen lytter til ‘Everybody Else …’ albummet, så må jeg sige, at I ikke taber noget ved at give det et lyt eller to. Det er spækket med fine popsange.

  1. Som jeg i øvrigt bryder mig meget lidt om []
  2. “I thought nothing could go wrong/ But I was wrong, I was wrong/ If you, if you could get by/ Trying not to lie/ Things wouldn’t be so confused/ And I wouldn’t feel so used/ But you always really knew/ I just want to be with you/ And I’m in so deep/ You know I’m such a fool for you/ You’ve got me wrapped around your finger/ Do have to let it linger?” []
  3. “And now I tell you openly/ You have my heart so don’t hurt me/ You’re what I couldn’t find/ A totally amazing mind/ So understanding and so kind/ You’re everything to me/ Oh my life is changing everyday/ In every possible way/ And oh my dreams/ It’s never quite as it seems/ ‘Cause you’re a dream to me” []

Fortsat høj stigningsprocent på bakken

Jeg ville egentlig gerne have skrevet et spændstigt indlæg om hvordan julen og den efterfølgende skiferie op til svigerforældrene på bjerget i Åre havde tilføjet mig ny inspiration, optimisme og skrivetrang.

Rammerne til en sådan positiv spiral var som udgangspunkt ganske perfekte. For det var herligt at komme ud på ski igen. Sneen var rigelig og vejret helt perfekt. Jeg bliver muligvis ikke bedre til at stå på ski med årene, men det er stadigvæk en uovertruffen oplevelse at drøne ned af pisterne. Åre er et tilmed dejligt sted. Og det var såmænd også hyggeligt at være sammen med Den Bedre Halvdels forældre. Så nøgternt vurderet var alt godt.

Men derfor er jeg alligevel udaset og noget mismodig. For ser man bort fra skiturene har 2018 indtil videre været jævnt træls.

Tiden under og efter julen har mest af alt været domineret af afbrudte arbejdsdage, Den Bedre Halvdels hospitalsvagter og at mine børn har været syge på skift.

Først var de begge forkølede. De to og moderen hostede som en hel koloni af tuberkulose-ramte. Den slags kan man trods alt håndtere. Men så udviklede datteren astmatisk bronkitis. Da vi (bl.a. efter et sving forbi børneafdelingen på Roskilde Sygehus) med indlæggelse, hiv, sving, antibiotika og inhalatormedicin fik has på det, så fik sønnen skoldkopper. Han og jeg måtte derfor blive et par ekstra dage alene hjemme i Roskilde indtil han blev ikke-smitsom nok til at de ville lukke ham ind i flyet nordpå. Og nu hvor vi langt om længe endelig er kommet på anden side af skoldkopperne, så har han – med mine børns vanlige sans for hysterisk dårlig timing – her på min sidste feriedag naturligvis fået smittet sin søster med selvsamme skoldkopper.

Med andre ord venter endnu en uge med pylrede børn, dårlig søvn og nødpasning i form af min mor fragtet ind fra Aalborg. Den kommende arbejdsuge indledes dog meget bekvemt med endnu en barns første sygedag i morgen. Og så undrer jeg mig over at jeg aldrig bliver forfremmet eller til noget stort?

Tror vi efterhånden kunne bruge lidt ubetinget godt nyt her i husstanden. Det er ved at være en smule trættende at gå op ad bakke hele tiden.

Savner æblet

Den kommer altid snigende med et års mellemrum: Lysten til at købe en ny computer.

Jeg har hungret efter at købe en iMac lige siden Apple præsenterede en opdateret udgave tilbage i juni måned. Det passer med ca. et års tid efter at jeg i sommeren 2016 købte min nye svinedyre Lenovo T460s laptop. Som jeg forinden brugte måneder og år på at researche og gruble over, og som jeg egentlig er glad for. Især fordi Lenovoen har det bedste tastatur, jeg nogensinde har skrevet på.

Men maskinen hæmmes af et stort minus: Den er Windows-baseret. Og selvom jeg tidligere har bedyret at skiftet fra MacOS til Windows skam ikke var et problem for mig, så nuvel, jeg har skiftet mening.

For når man som jeg er så investeret i Apples økosystem via min iPhone og iPad, så savner jeg det sømløse samspil. Jeg savner at programmerne ganske enkelt bare er bedre end det, jeg i skrivende stund må slå mig til tåls med i Windows. Jeg savner at kunne sende iMessage beskeder fra min hovedcomputer.

Det er luksusproblemer, jeg ved det, men en attraktiv arbejdsstation betyder meget for en papirnusser som mig.

Derfor var jeg meget interesseret i Apples stationære 5K iMac. Guddommelig skærm og smukt design. En entre tilbage til det styresystem, som jeg har lært at elske siden 2012. Og jeg ville slippe for de rædderlige keyboards, som Apple det seneste år er begyndt at påklistre samtlige deres keyboards.

Men den er dyr. Urimeligt dyr. For dyr. Jeg kan ikke forsvare et køb af den overfor mig selv og ambitionerne om at spare op udbetalingen til boliglån.

Så egentlig havde jeg udskudt købte af en ny Applemaskine på ubestemt tid. Men så læste jeg endnu et af de her indlæg på en af de utallige Mac blogs jeg abonnerer på.

Og det gentændte lysten.

For der er en kampagne i gang. Et vaskeægte oprør! For at få Apple til at udskifte de miserable tastaturer på deres bærebare MacBooks. Og som det måske fornemmes af teksten ovenfor, så er tastaturer noget jeg kan bruge betragtelige mængder energi på.

Så hermed et løfte: Hvis Apple udskifter deres tastatur på en af de nye modeller der kommer i 2018, så slår jeg til. HAPS!

Oasis

Den Bedre Halvdel har foræret mig den nye Kindle Oasis i julegave. Det er en decideret fornøjelse. Skærmen er langt, langt bedre end min efterhånden noget sløve Paperwhite, og Oasis er virkelig en skøn maskine at anvende. Jeg er så begejstret at jeg næsten er klar til at bryde min kardinalregel om at faglitteratur skal ejes og læses i fysisk form.

Billedet yder slet ikke Oasis’en ære. Den er vidunderlig og giver en prægtig læseoplevelse!

Lige nu er jeg heldigvis i lidt af en overflodssituation når det gælder læsestof.

Er allerede i gang med Odd Arne Westads ‘The Cold War: A World History’, der er historieskrivning på det helt geopolitiske niveau. Det er virkelig læskende og forfriskende med det store billede, nok især efter at jeg i en periode i min læsning har været fordybet i enkelte lande (Vietnam) eller afgrænsede historiske begivenheder (Taiping oprøret). Så hvis man sidder derhjemme og savner en velskrevet og spændende analyse af den kolde krig (der ifølge Westad allerede begyndte med den russiske revolution i 1917 og de strukturelle traumer efter først verdenskrig), så kan jeg kun anbefale bogen.

Som første bog på min nye Oasis valgte jeg ‘Persepolis Rising’, der er bog 7 (suk!) i The Expanse serien. For når man nu allerede har læst de seks forrige bind og forfatteren James S.A. Corey er så flink at udgive en ny bog årligt, så skulle man da være et skarn, hvis ikke man fortsatte1. Jeg må dog samtidig tilstå, at jeg i skrivende stund har vanskeligt ved at huske handlingen og hvad der præcist skete i en række af de tidligere bind. Jeg formoder dog, at det er et fænomen der rammer de fleste læsere af bogserier, der ikke kan bingelæses her og nu, men hvor man må vente på næste bind. Måske det hele også forplumres lidt af tv-serien, som jeg ikke for alvor kan tage mig sammen til at komme igennem anden sæson af.

De første kapitler i ‘Persepolis Rising’ er dog lovende og spændende, selvom jeg lige skulle acceptere med mig selv, at hovedpersonerne er blevet 20 år ældre siden sidste bind. Håber ikke at det aldrende klientel forhindrer bogen i at være endnu en hæsblæsende space opera af høj kvalitet. Lad os nu se.

Den er i hvert fald dejlig at læse på Oasis’en!

  1. Tænk hvis George R.R. Martin ydede sine læsere den samme respekt … []

Instagram detox

Det ville være løgn hvis jeg skrev, at jeg ikke lejlighedsvist er logget ind på facebook efter mit selvpålagte adieu tilbage i september. For det har jeg gjort. Flere gange endda.

Men det har enten været af arbejdsmæssige grunde (“se lige hvad nogen har været inde at skrive på vores facebookside!”) eller fordi jeg af nysgerrighed skulle følge med i facebookgruppen for min lokale partiforening. Besøgene har været af under to minutters længde og med uger imellem. Efterfølgende har jeg hver gang udført en hysterisk rensning af min browseraktivitet og cookies, så Zuckerberg & co. ikke efterfølgende skal overvåge min aktivitet. For den rene er alting rent, som de siger.

Nogen gange savner jeg siden. Men mest på samme måde som man savner en overspringshandling eller som eksrygere savner deres last.

Facebook var et sted jeg kiggede ind, når jeg kedede mig, når jeg skulle fylde et eksistentielt tomrum ud eller når der var noget ubehageligt, jeg ville undgå at forholde mig til. Det skabte ingen iboende værdi for mig. Jeg oplever derfor ikke at jeg har mistet noget eller at jeg er sakket bagud socialt ved ikke at følge med derinde.

Jeg overvejer nu om tiden er inde til også at kappe linen til Instagram.

I modsætning til facebook har jeg indtil nu ikke betragtet Instagram som et ondt sted1. Tværtimod har app’en lige siden jeg kom på i 2013 været et hyggeligt og ret intimt sted, hvor jeg kunne følge med i mine mere nære venner og bekendtes hverdag. Bevares, jeg er med på at ingen lægger grimme billeder eller dårlige situationer på Instagram. Der er tale om et glansbillede, ligesom jagten efter likes ikke er meget kønnere på Instagram end på facebook.

Hidtil har jeg været ok med den implicitte aftale brugerne indgår med hinanden om, at her er det altid det gode og smukke liv, vi deler med hinanden. Det er jeg sådan set stadig indforstået med … men der er slanger i paradiset.

Der er begyndt at dukke mange reklamer umotiveret op i mit feed. Og billeder fra profiler, som jeg ikke følger og heller ikke har lyst til at følge. Værst af alt: App’en er begyndt at stjæle af mit nærvær, opmærksomhed og produktivitet.

Instagram er således efterhånden den app, jeg åbner flest gange på telefonen i løbet af en dag. For hvad nu hvis nogen har lagt noget spændende op? Jeg må hellere liiiiige kigge efter. Det er ikke sundt og jeg vil gerne holde op.

Udfordringen er dog større med Instagram end det var med facebook.

Folk lægger jo rent faktisk gerne og ofte nyt stof op. Det er stadig ikke en indholdsmæssig ørken, sådan som facebook har udviklet sig til. Jeg fik (og får) langt mere endorfin ud af Instagram, end jeg nogensinde har fået med facebook. Desuden er Instagram i dag det sted, hvor jeg primært deler billeder med min familie – min mor er derinde for at se billeder af børnebørnene!

Men måske jeg trods alt bør indføre et stop fra det nye år. Tage et par måneder, hvor jeg ikke følger med eller lægger ting op. Bare for at se hvad der sker.

Har I erfaringer med at forlade sociale medier?

  1. Uagtet at jeg godt ved at de er ejet af, ja, facebook. Som jeg i høj grad betragter som onde. []

Bogåret 2017

Ingen årsafslutning uden den rituelle opremsning af årets bøger. Sidste års betragtninger (inkl. dem fra min halvårsstatus) over mine læsemønstre er stadig fuldt ud gældende, ligesom jeg holder fast i mine tre kategorier:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’

Samlet set var 2017 et godt læseår for mig. Læseglæden er for opadgående i forhold til tidligere år, og det er lykkedes for mig at få minimeret antallet af skuffende bøger og gå-i-stå’ere. Om det så er udtryk for, at jeg læser for smalt indenfor bestemte, trygge genrer og har mistet den intellektuelle nysgerrighed overfor nye anderledes læseoplevelser … mjah. Jeg skal ikke kunne udelukke det. Uanset hvad, så ser jeg frem til de kommende læseoplevelser i 2018.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Dexter Palmer – ‘Version Control’
  • Don Winslow – ‘The Force’
  • Jonathan L. Howard – ‘Carter & Lovecraft’
  • Jonathan L. Howard – ‘After the End of the World’
  • Ian Whates – ‘The Ion Raider’
  • Peter Clines – ’14’
  • Mur Lafferty – ‘Six Wakes’
  • Karl Ove Knausgård – ‘Min kamp 1’
  • Karl Ove Knausgård – ‘Min kamp 2’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Stephen R. Platt – ‘Autumn in the Heavenly Kingdom: China, the West, and the Epic Story of the Taiping Civil War’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’
  • Marcus Aurelius – ‘Meditations’
  • Christopher E. Goscha – ‘The Penguin History of Modern Vietnam’

Kommentar: Jeg er overrasket over hvor mange gode bøger, jeg fik læst i år. Igen i år var jeg glad for historiefaget i min faglitterære læsning, fraset Marcus Aurelius’ klassiske værk inden for stoisk tænkning. Min Kamp 1 og 2 er klart det mest finlitterære jeg har læst i år, resten er en usund og usmagelig blanding af horror, science fiction, neo-Lovecraft og spekulativ fiktion. Hvis jeg skulle anbefale én skønlitterær bog, så ville det være ‘Version Control’ af Dexter Palmer. Den fik mig til at tænke.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Shirley Jackson – ‘The Haunting of Hill House’
  • Agatha Christie – ‘And Then There Were None’
  • Ken Asamatsu – ‘Queen of K’n-Yan’
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Becky Chambers – ‘The Long Way to a Small Angry Planet’
  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’
  • John Strong: ‘Buddhisms’
  • William N. Goetzmann – ‘Money Changes Everything’

Kommentar: En blandet omgang emnemæssigt. Alle bøger var fejlbehæftede og de enkelte bør kun læses, hvis man har særlige tilbøjeligheder.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’
  • Emily Esfahani Smith – ‘The Power of Meaning: Creating a Life That Matters’
  • Joe Moran – ‘Shrinking Violets: A Field Guide to Shyness’

Kommentar: Gider ikke spilde ord på Schwab, hvis afsluttende bind i en ellers god trilogi var noget af det mest åndssvage og skuffende jeg har læst i flere år. De to andre afspejler, at jeg er et søgende og i øvrigt dybt genert menneske. Begge var rige på tåbelige anekdoter og lommefilosofi samt fattige på reelle indsigter.

Bøger jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’
  • Michael Vatikiotis – ‘Blood and Silk: Power and Conflict in Modern Southeast Asia’
  • Pierre Razoux – ‘The Iran-Iraq War’

Kommentar: De her tre irriterer mig! Alle er bøger om emner, som interesserer mig – men som alligevel formåede at tabe mig relativt hurtigt. Enten fordi de var kedeligt skrevet (Razoux), begyndte helt tilbage ved Adam og Eva (Stedman Jones) eller var selvtilfredse memoires (Vatikiotis). Kan ikke forestille mig, at jeg får læst nogen af dem i fremtiden.

Neo-Lovecraft

Jeg har aldrig læst H.P. Lovecraft og kender kun hans gotiske horror og Cthulhu-mytologi af omtale. Derfor er det lidt pudsigt, at mine sjoveste læseoplevelser i 2017 alle er, hvad man kan kalde neo-Lovecraft’ske horrorbøger. Lovecrafts temaer om det okkulte, esoterisk og forbudt viden samt kultdyrkelse af væsener fra andre dimensioner, går alle igen i bøgerne.

Aktuelt er jeg i gang med ‘After the End of the World’, der er anden del i Jonathan L. Howards urimeligt underholdende serie om protagonisterne Carter & Lovecraft. Det er kort sagt som at læse de bedste afsnit af tv-serien ‘Supernatural’ i bogform – og de to bøger har forvandlet mine daglige pendlinger til den rene fornøjelse. Vores to helte er aktuelt i et parallelunivers, hvor nazi-Tyskland aldrig tabte på grund af Himmlers okkulte eksperimenter. Men hvem er de mystiske overjordiske kræfter, der i virkeligheden styrer showet? Spændingen er ikke udløst endnu, og jeg er ellevild med at få det at vide. Glæder mig allerede til næste togtur.

Før da læste jeg ‘Queen of K’n-Yan’ af Ken Amasatsu, en japansk fortolkning af Lovecrafts univers. Historien stak helt af til slut – med alt hvad det indebærer af hallucinationer, afrevne lemmer og knivskarpe tentakler – men var indtil da meget interessant. Hovedpersonen Morishita Anri er klart en af de mest besynderlige og utroværdige fortællere, jeg er stødt på i nyere tid.

Peter Clines’ ‘14’ var også fortrinlig læsning. Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst hans science fiction bog ‘The Fold’, som også (med det vidste jeg ikke dengang) flirtede kraftigt med Lovecraft-universet. ‘14’ er mere en klassisk mysterie/gyser, som dog til tider blev lidt for kæk i de popkulturelle referencer. Hvis du har lyst til at læse en gyser om en ejendom, der i virkeligheden er proppen der forhindrer et parallelunivers (beboet af mildest talt usympatiske, blodtørstige og pænt selvhøjtidelige tentakelvæsener) i at overtage vores verden, så gå trygt om bord i bogen.

Alt i alt ved jeg ikke om jeg er helt beredt på at gå i gang med mesteren selv. Jeg kan tydeligvis godt lide forfattere der er inspireret af Lovecraft, men har manden mistænkt for at være for underlig til min smag. Må se om jeg ændrer mening i 2018.

Årets sange 2017

Musikalsk har 2017 ikke været den store åbenbaring for mig. Grundlæggende stod jeg af ny musik for flere år siden, så mine opdagelser er mestendels retrospektive. Hvilket da også er hvad min ‘Your Top Songs in 2017’ liste på Spotify – nænsomt udvalgt af deres algoritme – kraftigt afspejler.

Ikke at jeg ikke har forsøgt.

For jeg lyttede faktisk til (nogle af) sangene på The Ringer’s og GQ’s liste over årets bedste sange. Og jeg måtte indse at nej, jeg stadig ikke kan lide Kendrick Lamars nyere værker. Nej, jeg synes heller ikke om Julia Michaels, Cardi B eller Lorde. Og det bliver også et nej tak til det rædderlige bras, som prægede listerne over mest streamede sange i Danmark i 2017.

Nå. Men når nu jeg har øffet og ørlet færdigt over verdens forfald, hvad lyttede jeg så rent faktisk til i løbet af året?

Emil Kruse: ‘Hverdag’, ‘Hvorhen’, ‘Hva det er’ og ‘Hver gang du er nær’

Jeg opdagede Emil Kruse under en løbetur tilbage i februar måned. Siden har jeg lyttet ganske intenst til hans nyere materiale, og det er konsistent fremragende. Melankolsk og introvert electro-hiphop? Mon ikke! Han er den eneste danske musiker jeg for alvor har sat pris på i 2017.

Real Lies: ‘Dab Housing’, ‘One Club Town’ og ‘North Circular’

Jeg skrev i august et hyldestindlæg til Real Lies og deres genreblanding af synth-pop, tropisk reggae og hip-hop. De er stadig et højdepunkt for mig.

Tennis – ‘My Emotions Are Blinding’

Tennis er mit favorit popband i 2017. De laver melodisk håndspillet Saint Etienne-agtig pop, og de holder et nærmest grotesk højt niveau i alle deres sange. ‘My Emotions are Blinding’ er et primaeksempel på deres styrker. Varmt anbefalet.

Billy Bragg – ‘Greetings to the New Brunette’

I disse uger det den underskønne Billy Bragg ‘Greetings to the New Brunette’ fra 1986, der fylder i mine høretelefoner. Efter The Smiths erobrede mit sårbare hjerte i gymnasiet, kommer jeg mig nok aldrig for alvor over de ringlende guitarer, de finurlige tekster og de melodiøse harmonier, der hører hjemme på collegeradiostationer i midt/slut-80’erne. Det er i hvert fald den type sange og kunstenere, jeg har det med hele tiden at vende tilbage til.

Glen Campbell – ‘Witchita Lineman’

Glen Campbell døde her i 2017 og det var vældig sørgeligt. Jeg sætter stor pris på hans melodiske og melankolske country, så ‘Witchita Lineman’ var en stensikker favorit hos mig.

No Joy – ‘Hellhole’

Sangen folder sig først ud for alvor, når de My Bloody Valentine’ske guitarer sætter ind ved 00:37. Så bliver den til gengæld også fremragende.

Johan Hedberg – ‘Kickar Grus’

Hedbergs Stockholm-epos er et popmesterværk. Når først gospelkoret siger goddag, er det vanskeligt ikke at drømme sig en tur til Söder.

Nick Garrie – ‘Can I Stay With You’

Intet musikår uden en besynderlig lille folkpop-sag fra 60’erne, inkl. strygere og tværfløjte. Jeg er vild med den labyrintiske og selvmodsigende tekst.

Astrud Gilberto – ‘Ponteio’

Bossanova er objektivt set vidunderligt. Hvis du er i stand til at lytte til ‘Ponteio’ uden at vugge med, så er der gået eller andet i stykker inden i dig. Nu er det sagt.

Pet Shop Boys – ‘Undertow ‘Tuff City Kids Remix’

Ikke meget behagede mig ved Pet Shop Boys nyeste album, men dette remix er en stroboskop-lysende rejse til 80’erne. Generelt var det året, hvor jeg tilgav Pet Shop Boys. Købte de nye reissues af deres albums fra 00”erne og 10’erne, og de er væsentlig bedre end jeg oprindeligt gav dem kredit for1

Slowdive – Star Roving’

Årets shoegaze indslag. Episk i ordets bedste betydning.

Boxed In – ‘Pushing On’

Årets techno indslag. Hvis Pet Shop Boys var unge i dag, var det den her slags de ville lave. Det er fremragende.

Säkert – ‘Snooza’ og ‘Tjacket’

Ingen – og jeg mener virkelig ingen – kan slå Säkert i disciplinen skandinavisk popmelankoli.

Miracle Legion – ‘All For the Best’

Jeg tror dette er den bedste college rock sang nogensinde. Lyttede til den et urimelig højt antal gange.

Amber Arcades – ‘It Changes’

Mere 90’er-inspireret kvinderock. Årets mest syngbare omkvæd?

Det var min samling. Hvilke sange gjorde en forskel for jer i år?

  1. Undtagen ‘Fundamental’. Det er stadig et lortealbum. []

Bekymringer

Er ikke forsvundet. Men skrivelysten er lidt … hæmmet.

Oplever livsbekymringer for tiden, der er noget større end mine sædvanlige solipsistiske navlepillerier i stil med åh-min-karriere-stagnerer og mine-bukser-strammer-mere-end-før.

Jeg har ellers altid været skånet for det, man vel kan kalde eksternt opståede chok til mit livssystem. Ingen nære dødsfald, ingen sygdomme, ingen uheld eller ulykker. Alle mine bekymringer er udsprunget fra mig selv og har været relativt overskuelige.

Indtil nu, altså.

Dette er en personlig, men ikke privat blog, så jeg vil ikke uddybe det yderligere. Men vi er bekymrede for den ældste arvings trivsel og udvikling, både lige nu og videre frem. Og det er bekymringer, som vi ikke rigtig kan få løst med et snuptag, uanset hvor meget jeg grubler over dem – og det er ganske meget, skulle jeg hilse at sige.

Jeg har ikke oplevet den slags bekymringer før vi fik børn. Men de er altfortærende. Børnebekymringer – og sorger kan overskygge alting og lægge et gråt filter hen over alting. Ting jeg før gik op i er blevet ligemeget. Selv nogle ret voldsomme aktuelle organisatoriske ændringer på min arbejdsplads, er jeg mere eller mindre ligeglad med for tiden. Min sædsvanlige ironiske distance til alting kommer til kort, når først det handler om de to små rockere.

Nuvel, jeg ved godt at det er priviligeret først at skulle opleve virkelig, autentisk bekymring i en alder af 36 år. Bekymringer, som ikke nødvendigvis kommer til at forsvinde. De har givet mig en ny respekt og forståelse for den menneskelige grundtilstand, nemlig at alle på et eller andet tidspunkt bliver ramt af vanskelige tider.

Vi må vel blot håbe på det bedste, bevare roen og mose videre.

Stranger Things

Jeg glæder mig meget til at arvingerne er puttet i aften. For så kan vi endelig komme igang med anden sæson af ‘Stranger Things’. Jeg var pjanket med den første sæson, og det er et godt stykke tid siden at jeg har glædet mig meget til en ny sæson af en tv-serie. Pt. kan jeg ikke huske hvornår det sidst skete.

Forventningens glæde blev virkelig kickstartet med traileren til den nye sæson. Den er et smukt ægteskab mellem horroruniverset fra første sæson, ‘Ghostbusters’ og Michael Jacksons ‘Thriller’. Se den og bliv helt glad og varm indeni – den er perfekt.1

Faktisk er jeg så eksalteret over den nye sæson, at jeg har hentet og spillet ‘Stranger Things’ rollespillet til iPad’en. Og ved I hvad? Det er som et Zelda-spil, det er gratis og det er ikke engang dårligt!

Jeg var til firmafest i går og er ganske tung i hovedet. Men det forhindrede mig ikke i at klukke mig fornøjet igennem hele det første dungeon, så glimrende er spillet. Er mit indtryk farvet af forventningens glæde? Uden tvivl. Men det glæder mig usigeligt, at der er plads til popkulturelt nørderi a la ‘Stranger Things’. Håber at I andre også ser med.

  1. I kan også se en anden trailer her. Den er dog beklageligt fri for Michael Jackson []