i Musik, Politik

R.E.M.

Jeg har et had-kærlighedsforhold til R.E.M.

Det (gen)opdagede jeg, da Spotify for nylig anbefalede en live udgave af ‘Orange Crush’. Den er fremragende og mindede mig om de mange andre fine sange fra det album, ‘Green’, som sangen stammer fra.

Det slog mig at jeg på stående fod ikke kan nævne en musiker eller gruppe, der er ligeså ferme som R.E.M. til at lave popsange, der kombinerer melodiske og melankolske hooks. Det gælder lige fra deres tidlige dage som kongerne af college rock til de senere udgivelser. Selvfølgelig mest eksplicit i et skamspillet mesterværk som ‘Everybody Hurts’, men også i de overvældende smukke ‘Man on the Moon’, ‘The Lifting’ og ‘Daysleeper’.

R.E.M.’s sange kræver generelt at man parkerer sin ironi, skepsis og kynisme. Kan man det, så er de meget følelsesmæssigt tilfredsstillende – og faktisk lidt i en liga for sig selv.

Men hvis man ikke er i stand til det? Så er de nærmest ubærligt selvhøjtidelige, påtaget oprigtige og irriterende belærende. Og her kommer vi så til hadeaspektet: Jeg orker ikke R.E.M. som politisk aktive.

Deres musik og kunst? Ja, tak. Deres politik, deres aktivisme og kunstneren-som-meningsdanner? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Det er ikke kun fordi at jeg som en reaktionær og afbalanceret bitter mand oftest bliver træt og muggen over at blive udsat for populærmusikeres uimodsagte holdninger. Og jeg kunne heller ikke drømme om at beklikke kunstneres ret til at ytre sig. Ligesom jeg heller ikke tror, at det at være musiker nødvendigvis betyder, at man ikke har indsigt i økonomi, jura, socialpolitik, geopolitiske forhold i Mellemøsten eller andre samfundsrelevante emner.

Men det irriterer mig, at kunstnere – og det være sig alt lige fra forfattere over musikere, skuespillere til sportsfolk – benytter den position og platform, som deres kunst har givet dem, til at bedrive holdningsarbejde. For hvad er det helt præcist der gør, at jeg bør lytte mere til en musiker eller en forfatters holdninger til et aktuelt politisk emne, end jeg bør lytte til farmaceuten, der står nede i Steno Apoteket? Ret beset er der ingen værdiforskel, bortset fra at kunstneren har en større megafon og af uvisse grunde (hvilket især gælder forfattere) tillægges en større forståelse for verdens sande tilstand.

Bevares, jeg er helt med på, at der kan være efterspørgsel efter kunstnere som rollemodeller. Og som den aktuelle Colin Kaepernick diskussion viser, så er der også ganske store kommercielle interesser involveret. Mange kunstnere kan ligeledes have en økonomisk interesse i at have samfundsengagement som en del af deres brand. R.E.M. har således i mange år dyrket deres image som de klimabevidste og socialt indignerede blødt venstreorienteredes band.

Hvilket alt sammen irriterer mig. For en kunstners kunst burde være det centrale. Det er generelt lidt af et tema for mig i denne uge, det her med at have en ret skarp sondring mellem kunstneren, kunsten og så ‘alt det andet’ – jf. et af mine tidligere indlæg om at science fiction bøger burde vurderes ud fra deres kvalitet som science fiction.

Jeg ved godt at Marx sagde, at alting er politisk. Men det er ikke rigtigt. Og faktisk tror jeg, at de fleste mennesker ville blive gladere, hvis alting ikke hele tiden blev politiseret – og man kunne nyde kunstens skønhed for sin egen skyld.

Giv lyd fra dig

Comment