i Livet

Scania

For nylig lyttede jeg nok engang til en debat i P1 på vej hjem fra arbejde. Emnet var meget Politiken’sk, nemlig hvorfor så få mænd gider deltage i avisens jævnt trættende debattema om de stressede børnefamilier. I ved nok, det der blev kickstartet af en sand jeremiade af et læserbrev fra en mor, der følte at det måtte være et kollektivt problem for samfundet, at hendes egne forældre ikke rigtig gider hjælpe til med logistikken.

Nå, men en af de få mænd, der har taget den lidet misundelsesværdige tjans på sig at svare den stressede mor ovenfor, var med i P1 debatten.

På et tidspunkt anvender han en formulering, som jeg bed mærke i – og siden har tænkt en del over. Nemlig at ja, langt de fleste børnefamilier er spændt hårdt for, men at det er et grundvilkår, som familier igennem alle tider har måtte leve med. Og da han og fruen fik barn nummer to og tre, indgik de en aftale om, at nu ‘driftede’ de livet og tilværelsen i de kommende år. Karrieren og selvrealiseringen må komme i anden række, det samme må samlivet og nærværet med hinanden. Børnene er i centrum, og det at holde husstanden kørende er udfordrende nok i sig selv. Og, mente han, hvis man af egen fri vilje vælger at få (flere) børn, så må man acceptere, at det i en årrække handler om ‘drift’ og at få enderne til at mødes rent logistikmæssigt.

Det tænkte jeg en del over.

Ja, ikke så meget over det slet skjulte kønspolitiske motiv i debatten. Ej heller om jeg synes nutidens bedsteforældre hjælper for lidt til med børnepasning1. Nej, jeg tænkte over det med ‘drift’. Og om det at omlægge (og acceptere) en tilværelse fra ‘udvikling’ til ‘drift’.

For jeg tror sådan set at manden har ret. Jeg er ikke begejstret for det, og jeg finder at ‘drift’ er et rædsomt ord i almindelighed. Men det at blive forældre indebærer unægteligt masser af drift og logistik.

Her i husstanden er det indiskutabelt Den Bedre Halvdel, der tager det meste af slæbet. Jeg går på arbejde 10 timer hver dag og hun er på barsel, så det er især hende, der sørger for at tingene hænger sammen – og det er også hende, der er den primære plejegiver for Arvingen. Jeg hjælper til, men vi er ikke i nærheden af at have lighed i fordelingen af huslige pligter og yngelpleje.

Er det så problematisk? Kunne jeg blive mere hjælpsom, nærværende og mindre fokuseret på arbejdet? Ja, uden tvivl. Men modellen for tilværelsen fungerer lige nu. I hvert fald så længe vi kun har én ung mand at passe. Men hvis der var to? Tre? Eller endnu tættere på: Når hun skal tilbage på arbejdsmarkedet, og vi derfor pludselig skal til at forholde os til grufulde koncepter som ‘pasning’ og ‘hente/bringe’. Så er det et helt andet ballgame, som de siger.

Men anyway. Diskusionen mellem ‘udvikling’ og ‘drift’ er vel ikke helt afsluttet herhjemme. Den Bedre Halvdel skal have fundet sig et speciale indenfor sit felt. Og det valg vil igen få stor indflydelse på, hvor vi skal leve og bo, eftersom hendes uddannelsesstilling vil være koblet op på bestemte sygehuse i de næste fem år frem.

Lige nu er livet fornøjeligt her på Islands Brygge. Lejligheden er fin, den er tæt på mit arbejde, kvarteret er hyggeligt og der er masser af grønne områder i baghaven. Omvendt er huslejen nærmest lammende høj, og pasningssituationen i Københavns Kommune ikke ligefrem rosenrød. Der er med andre ord ikke helt givet, at vi også bor her om 3-5 år. Flere af vores venner er flyttet til Malmö, og deres livsmodel i Skåne virker faktisk relativt tillokkende. Måske det kunne være en mulighed?

Så der er stadig ‘udvikling’ ved siden af ‘driften’ at forholde sig til. Karriere, bolig og den slags. Hvilket egentlig passer en notorisk rastløs sjæl, som undertegnenede, aldeles udmærket.

  1. Arvingens bedsteforældre bor henholdsvis 500 og 1500 km væk. Hvad skal de helt præcis gøre? []

Giv lyd fra dig

Comment