i Verden

Sinologi

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.

Giv lyd fra dig

Comment