i Livet

Sometimes

Phew, fire-og-en-halv-times søvn kræver sine kopper kaffe for at få mig og mit skrog igang idag. Var til middag hos Janne, min gamle læsegruppemakker igår. Derudover var vi Henriette (nuværende læsegruppemakker), Jacob (Henriettes kæreste), Jeppe og Anders (fra det hedengangne hold 4) + sidstnævntes kæreste Sine. Det blev en god aften med masser af rødvin, snak og diskussioner. Har ikke set Janne i et års tid, hun er selv lige kommet tilbage fra et år i Aix-en-Provence, så det var en god oplevelse. Vi er meget sjældent enige politisk, og der kom da gang i selskabet under Israel/Palæstina diskussionen samt scient.pol’ers yndlings evergreen: “Åh-hvorfor-er-folk-dog-så-dumme-at-de-stemmer-på-Dansk-Folkeparti”. Det forhindrede dog os dog ikke i at råhygge os på det skammeligste! :)

Ellers havde jeg besøg af Stobbe om formiddagen, vi var ude at spise brunch og få vendt hele verdenssituationen i Aalborg. Gik op for mig hvor længe siden det er at jeg har snakket med brilleaberne deroppe, men det lyder til at det går godt med dem allesammen, og at der – gisp! – er en forøgelse af flokken på vej!

Har ellers fået sendt en mindre hær af ansøgninger ud, så afventer spændt svar fra bl.a. Finansministeriet og Videnskabsministeriet. Kan godt mærke at jeg snart trænger til et studenterjob, dels pga. pengene, men også for at få struktureret hverdagen. Jeg fungerer ikke så godt med for meget fritid, så har jeg det med at sumpe. Nåede dog ud på min løbtur i går, det var en sand fornøjelse, jeg var kun ved at kaste op 98% af tiden. Så kan jeg lære at holde formen ved lige, kan jeg!

I aften skal jeg til festivitas på kollegiet. Festens tema er ‘trash’, så det er jo en delikat balancegang. Man vil jo helst ikke afvige fra konceptet, men omvendt er det jo ikke specielt genialt at være grim til en fest! Og lad os nu antage at størstedelen af deltagerne har det som undertegnede og derfor dukker op i normalt festtøj…..så er spasen ligesom gået af at ligne en moldavisk trucker!

Inden da skal jeg dog et smut ind til byen, har planer om at kigge forbi Statskundskabs nye lokaler og et smut forbi det Internationale Kontor. Derudover en tur på det Kongelige Bibliotek, da mine fjernadgangskoder til deres databaser af uransagelig årsager ikke fungerer længere! Aktiv abekat i dag!

Giv lyd fra dig

Comment