i Livet

Sommerens filosofiske indläg

Det er muligt at det kommer som en nyhed for dig, men når Politikens chefredaktör Töger Seidenfaden en själden gang tager fri fra tjansen med at väre oppositionens sande leder, så tager han til Verona, hvor han bijobber som tjener på ‘La Cantine De L’Arena’.

Ok, måske var det ikke helt präcis Töger Seidenfaden som serverde mozzarellaen for os. For på trods af en meget slående fysisk lighed med Töger, så reagerede tjeneren meget skuffende slet ikke da jeg slyngede provokationer som “24-årsreglen!” og “tilknytningskravet!” i fjäset af ham. Ikke engang et lille ildspydende-drage anfald kunne det blive til.

Men nuvel, en Töger Seidenfaden dobbeltgänger betjente i hvert fald Maria og undertegnede på charmerende vis, da vi var på en endags smuttur med tog til Italien. Verona er en dejlig by. Det vrimler med bygninger fra middelalderen, ligesom den romerske arv gör sig stärkt gäldende. Byens vartegn, Arenaen, er vel det mest kendte monument, men herudover er det ikke til at beväge sig rundt i centrum, uden at bygninger fra alskens perioder og stilarter – gotikken, romantikken, klassicismen og et strejf af godt, gammeldags monumentalt fascistisk byggeri – titter frem i hver eneste gyde. Byen har själ, og det lader sig ikke skjule, at Verona har en glorvärdig fortid, ligesom de mange turister ikke er til at komme uden om. De er overalt. Med god grund ganske vist, men når man har hygget sig i det stille og rolige Schweiz hidtil på ferien, så kan så mange turister (i et antal der kan konkurrere med Prag i påsken!) godt väre overväldende. Nu havde vi kun fem timer i Verona denne gang, men mon ikke vi kigger forbi igen ved en senere lejlighed? Der er masser at undersöge, og måske fodboldtröje butikken ikke har lukket näste gang vi er på besög?

Ellers var turen til Italien en god understregning af kulturelle forskelle. Ticino, altså det italienske Schweiz, er meget anderledes end det tysktalende Schweiz. Stemningen er väsentlig mere sydlandsk end nord for Skt. Gotthard, men samfundet fungerer stadig med den karaktistiske schweiziske punktlighed og orden. Gaderne er päne og rene, folk opförer sig nästen for ordentligt, i togene springer folk op i flokkevis for at göre plads for de gamle damer og alle pusler i de ledige stunder med at holde huse og haver päne og nysselige. Så når man körer fra glansbilledebyerne Lugano og Chiasso i Schweiz igennem en kort tunnel til Como i Norditalien, så bemärker man lynhurtigt forskellene. Pludselig ser husene härgede ud, der er markant mere snavset på gaderne, folk pifter på gaden efter pigerne (men ikke efter mig, suk), banegårdene kunne tränge til en kärlig hånd og byplanlägningen af isär industrikvartererne savner hensyntagende til den omkringliggende natur. Omvendt er folk markant mere velklädte i Italien end i Schweiz, ligesom livet leves mere ude på restauranter og caféer. Jeg skal ikke göre mig til dommer over hvad der er ‘bedst’, men blot konstatere, at det er fascinerende at se den slags kulturelle forskelle i livsstil, kultur og prioriteringer i fuld flor.

Nu er Verona ganske vist en ganske velstående by, men selv den har ualmindeligt grimme og nedslidte forstäder – et fänomen der (at dömme ud fra togturen igår) vist også gör sig gäldende for Milano. I den forbindelse kunne jeg godt tänke mig at besöge Mezzogiorno, det komparativt set meget fattigere Syditalien. Sidst jeg var der, var i 1995 sammen med foräldrene. Dengang gjorde det stort indtryk på mit späde drengesind, at folk gik imellem bilerne og tiggede ved lyskrydsene i Bari. Om det er anderledes i dag skal jeg ikke kunne sige, men togturen fik mig til at tänke på en debat, der härgede England i sidste uge. Da udgav tänketanken Policy Exchange en rapport, der konkluderede:

Cities in northern England such as Liverpool, Sunderland and Bradford are “beyond revival” and residents should move south, a think tank has argued. Policy Exchange said current regeneration policies were “failing” the people they were supposed to help. A mass migration to London, Cambridge and Oxford would stop them becoming “trapped” in poorer areas, it said

Debatten rasede isär fordi Policy Exchange efter sigende er den konservative oppositionsleder David Camerons yndlingstänketank. Han fik derfor travlt med at kalde rapportens konklusioner for “insane” (de skal jo gerne stemme konservativt i Nordengland til näste valg!), hvilket dog ikke hindrede debatten i at fortsätte i hans bagland.

Nu har vi ganske vist ikke store, gamle og socialt belastede post-industrielle byer såsom Liverpool, Sunderland og Newcastle i Danmark, men debatten er velsagtens interessant nok. For er det sådan, at der er byer, områder eller regioner som det ganske enkelt ikke er muligt at redde fra social deroute? Giver det mening at vi i Danmark har ‘regionale udviklingsplaner’ og ‘regional erhvervspolitik’, der med penge fra statskassen skal holde liv i Vestjylland? Eller hvad med mit elskede Nordjylland? Weekendavisen körte sidste år en artikelserie om ‘Den rådne banan’, som däkker randområdet fra Nord-, Vest og Sönderjylland hen over over det fynske ö-hav og Lolland-Falster. Her flytter de unge väk, det samme gör virksomhederne og väksten. Tilbage bliver de gamle og de ressourcesvage, som derefter kan leve af det kommunale bloktilskud fra Hovedstadsområdet og ‘Den Fede Pölse’ (dvs. Danmarks andet väkstområde langs de 128 km langs motorvej E45 fra Randers til Horsens). Eller hvad med situationen i Sverige, hvor den sydlige del af landet nu i mange år har sagt okidoki til at holde Nordbotten körende med overförselsindkomster? Er det en holdbar situation?  I Italien er det Verona og resten af byerne på Po-sletten som er de förende, og som sender pengene ned til Mezzogiorno, som seperatist partiet Lega Nord kalder for ‘Nordafrika’ (efter deres mening: Alt hvad der ligger syd for Rom). Giver det mening at lave den slags gigantiske omfordelinger af velstand?

Kan det så svare sig – menneskeligt, ökonomisk, socialt, kulturelt – at holde kunstigt live i sorte huller som Kiruna, Tönder og Bari? Policy Exchange siger nej i England, men det er borgmestrene i Nordengland selvsagt uenige i. De peger på den gode udvikling der trods alt har väret, ligesom de mener at ‘randområderne’ kan tilbyde noget andet end de höje boligudgifter, det trafikale kaos og den slidte infrastruktur i London. F.eks. naturoplevelser, en mindre stressende tilvärelse – ja, måske endda höjere livskvalitet.

Når jeg skal göre min far vrissen, så fortäller jeg ham, at man burde lave Nord- og Vestjylland om til naturreservater, hvor man tillod at lade de tyske turister bo i särligt indhegnede områder, hvor den vilde lokalbefolkning derefter kunne underholde de undrende masser med lokal folkedans og pittoresk madlavning. Derefter kunne vi indföre elgen til Danmark, og lade der gro skov hen over alle de indre missionske fiskerlejer vestpå. Ved at sende de gamle og plejekrävende äldre alene ud i skovene, kunne vi samtidig genskabe det vidunderlige koncept jeg läste om i Tarzan bögerne som dreng: ‘Elefanternes Sidste Hvilested’, dvs. det sted hvor alle de gamle, vrede elefanter går hen for at dö med värdighed. Mon ikke de äldre ville sätte mere pris på det end at sygne bort under årevis med den jammerlige behandling de får på plejehjemmene? Så kunne vi passende bruge de nye ubrugte midler til forskning, uddannelse og skattelettelser til mig. Det ville altsammen gavne naturen, samfundsökonomien og allokere arbejdskraften derhen hvor der er brug for den: I väkstområderne. Således er alle fremtidens udfordringer til velfärdsstaten löst, endda helt uden at häve skatterne på min bolig. Sweet!

Den slags udsagn resulterer som regel i en längere tirade fra den fädrene side omkring hvor afskyelig hovedstaden er, hvor fäl den trafikale situation er, hvor trist en tilvärelse det må väre at slave for en sultelön, alene for at betale af på en alt for dyr lejlighed i et overvurderet område af Köbenhavn.

Og muligvis har han ret! Jeg skal ikke göre mig til dommer i diskussionen, da det näppe er mit lod her i livet at bestemme hvor livskvaliteten er höjest, eller hvorvidt en cost-benefit analyse af udkantsområderne giver mening eller ej.

Men det var den slags jeg sad og grublede over igår imens Norditalien drönede forbi uden for togvinduet. Jeg er ikke sikker på at Köbenhavn er stedet for mig resten af livet. Igennem vinduet til höjre for mig ser Lago Maggiore särdeles appetittelig ud, selv i regnvejr. Der er med andre ord mange andre steder der er värd at leve end lige indenfor et begränset antal postnumre i Köbenhavnsområdet. Hvis man en dag forbedrede sit tyske og tog en eller anden form for mastergrad i udlandet, så kunne Schweiz väre läkkert. Maria ville velsagtens kunne få job hernede som läge, så hvem ved?

Nu må jeg hellere se at få taget den svömmetur.

Giv lyd fra dig

Comment