in Hverdag

Statusopdatering

Meget har hændt, men ikke alt har været lige egnet til detaljeret semi-offentlig udbasunering her på Udkastet. Så her er det i summarisk punktform:

  • Vi frygtede at datteren havde et hofteproblem (med dertilhørende rædsomt ubehagelig og langvarig behandling), men en skanning på Hvidovre Hospital viste heldigvis, at hun er sund og rask. Stro jubel, men det gav nogle livserfaringer. Har aldrig været så ængstelig og nervøs før i mit 34-årige liv, hvor jeg har været forskånet for sygdom og at miste. Tror angsten for at der skal ske ens afkom noget, er det menneskelige grundvilkår i højeste potens. Børn giver uendelig stor glæde, men også bekymringer
  • Apropos børn, så er min søn uhørt sjov for tiden. Det bliver skæggere og skæggere jo ældre han bliver. Bevares, han er også en plage og en lille bøf, men 98 pct. af tiden er han sød, udvikler sig og siger underholdende ting
  • DHL-stafetten sidste fredag var jævnt nedslående. Er ca. 2 minutter langsommere på de 5 km end i mine velmagtsdage. Og min løbeapp lyver tilsyneladende for mig i hverdagen, så jeg tror jeg løber længere, end jeg reelt gør. Der var i hvert fald knap 40 sekunders forskel på min tid på app’en og min officielle DHL-tid. Ved ikke længere hvad jeg skal tro
  • Apropos apps fortsætter min afsmag for Apple. Hvor længe kan de blive ved med at snørre folk med inkrementelt forbedrede produkter i stil med iPhone 7? Da Den Bedre Halvdel spurgte om hun skulle købe den som afløser for hendes svagtpræsterende iPhone 5S, kunne jeg ikke svare entydigt ja. Vanskeligt at se hvorfor man skal betale så meget mere, end en Android-baseret model – der udfra specifikationerne virker bedre
  • Var til seminar om intern kommunikation, og selvom det umiddelbart repræsenterer det ultimative karrieremæssige nadir for mig, så var det en underligt opløftende oplevelse. Jeg følte mig klog, lyttet til, mine ytringer betød noget. Er det dét, jeg savner i mit normale arbejdsliv? At mine tanker, meninger og vurderinger faktisk gør en forskel? At jeg bliver taget seriøst og ikke kun er en handlende i varm luft?
  • Det politiske engagement fortsætter, om end i bølgedale. Tiden er blevet mere sparsom, og det kan være frustrerende at være frivillig i lokalpolitik. De færreste aktive i et parti er sådan for alvor, ja, aktive. Arbejdet bliver løftet af få personer, og oftest af de samme hver gang. Mange puder at slå i – og vanskeligt at se om ens indsats får betydning i sidste ende
  • Jeg pusler nok engang på at genoplive min offentlige blog. Om ikke andet så for at fremme en evt. politisk karriere

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Godt at høre fra dig, og skønt, at alt er i orden med datteren. Har jo ikke prøvet det selv, men de sidste tre måneder på sidelinjen til et par tvillingepiger født i uge 28 har givet mig en lidt anden forståelse for, at alting ikke automatisk er fedt, når man lige har født.

    Køb nu bare en Samsung. :)

    Jeg tager hatten af for dit politiske engagement, omend jeg godt ved, at vi ikke er helt enige. Lokalpolitik kan nemlig være rigtig frustrerende, og efter et par besøg hos min venindes lokalafdeling, droppede jeg stille og roligt planen om selv at blive aktiv. Det er ret usselt, så jeg synes du er sej.

    Jeg pusler modsat dig med noget mere anonymt blogformat, da jeg med ét slag føler mig vanvittigt eksponeret og udstillet for alle klassekammerater og kommende arbejdsgivere. Det er en ret ubehagelig fornemmelse, og jeg har ikke tidligere haft et problem med at dele meget. Nu må vi se. Indtil videre drosler jeg bare lidt ned.