in Verden

Stop verden, jeg vil af

Jeg har ikke noget dybere at bidrage med til den amerikanske præsidentvalgkamp. Altså udover at pippe afmægtigt over den generaliserede angst og malaise, som det helt forrygende rædsomme år 2016 har fremprovokeret hos mig indtil videre.

Med fare for at overdrive, så kan jeg udover min datters fødsel egentlig ikke nævne noget fra dette annus horribilis, som har gjort verden til et bedre sted. Kan I? Jeg mener: Selv når det lykkes for nogen behjertede sydamerikanere at forhandle sig frem til en fredsaftale for at afslutte 40 års borgerkrig, så vælger befolkningen gudhjælpemig at stemme nej til aftalen. Hvor 2016-agtigt er det ikke lige?

Nå, men det amerikanske præsidentvalg, ikke? Kan man andet end at resignere? Det ophørte jo med at være underholdende for efterhånden længe siden. Læste en traurig analyse af de potentielle globale konsekvenser af en Trump-sejr (ganske vist i et venstreorienteret tidsskrift, men alligevel), og den efterlod mig aldeles modløs. Klik her, hvis I tør. Man bliver klogere af artiklen, men næppe gladere.

Verden er i dårlig form.

Syrien, terror, Rusland, økonomisk lavkonjunktur på 8. år, populismen på fremmarch, spændinger i det sydkinesiske hav, nordkoreanske atomprøvesprængninger, Brexit. David Bowie. Og Prince, naturligvis. Vi mangler efterhånden bare Trump til at fuldende elendigheden.

Jeg tænkte forleden på, at det nu efterhånden snart er fire år siden, at svigerfamilien og jeg havde sneget os ind i Boulder Theater til Demokraternes valgfest under turen i Colorado. De jublede som gale i det øjeblik, at det stod klart at Obama havde vundet over Romney. Og så kom jeg igen i tanke om dengang i 2008, hvor vi sad en alt for tidlig morgen ude i kollegiegangens køkken og så Obamas vindertale.

Kan I huske det? Håb og alt det der? Det der skulle afløse de mørke år efter 11. september 2001?  Langt væk nu, synes jeg.

Giv lyd fra dig

Comment