in TV-serier

Stranger Things

Jeg glæder mig meget til at arvingerne er puttet i aften. For så kan vi endelig komme igang med anden sæson af ‘Stranger Things’. Jeg var pjanket med den første sæson, og det er et godt stykke tid siden at jeg har glædet mig meget til en ny sæson af en tv-serie. Pt. kan jeg ikke huske hvornår det sidst skete.

Forventningens glæde blev virkelig kickstartet med traileren til den nye sæson. Den er et smukt ægteskab mellem horroruniverset fra første sæson, ‘Ghostbusters’ og Michael Jacksons ‘Thriller’. Se den og bliv helt glad og varm indeni – den er perfekt.1

Faktisk er jeg så eksalteret over den nye sæson, at jeg har hentet og spillet ‘Stranger Things’ rollespillet til iPad’en. Og ved I hvad? Det er som et Zelda-spil, det er gratis og det er ikke engang dårligt!

Jeg var til firmafest i går og er ganske tung i hovedet. Men det forhindrede mig ikke i at klukke mig fornøjet igennem hele det første dungeon, så glimrende er spillet. Er mit indtryk farvet af forventningens glæde? Uden tvivl. Men det glæder mig usigeligt, at der er plads til popkulturelt nørderi a la ‘Stranger Things’. Håber at I andre også ser med.

  1. I kan også se en anden trailer her. Den er dog beklageligt fri for Michael Jackson []

Giv lyd fra dig

Comment