Delte loyaliteter

Jeg vil ikke sige at jeg er decideret splittet. Men det bliver da en … speciel oplevelse, når AaB her til aften kommer forbi min nye hjemby for at møde FC Roskilde i pokalturneringen.

Nu har vi boet i Rosseren siden oktober måned, og det har været altovervejende positivt. Lejligheden er rar, Arvingen trives hos sin dagplejer, Den Bedre Halvdel er jobmæssigt tilfreds, byen er af ganske høj kvalitet, jeg er ved at få skabt et netværk, logistikken til og fra arbejde er overraskende nem og bekvem. Det er altsammen aldeles glimrende. Vi føler os hjemme.

Men det er ikke så nemt sådan at udrense Aalleren fra min eksilerede nordjyske sjæl.

AaB er og vedbliver med at være mit fodboldhold. Så naturligvis drager jeg mod Roskilde Idrætspark iført min rød-hvide trøje. Men hvem ved? FC Roskilde må nødvendigvis blive min anden danske yndlingsklub. Alt andet ville være besynderligt. De har i hvert fald masser af besnærende mærkelige initiativer som den nyopførte totempæl. Den slags kan man kun sætte pris på.

Vi får at se. Min nye lokalpatriotisme må vente til efter aftenens kamp. Men derefter går det løs.

Allan Kuhn

Jeg er bevidst om at fodbold ikke interesserer specielt mange læsere. Men det ændrer ikke på, at dagens offentliggørelse af Allan Kuhn som cheftræner i Malmö FF er noget nær det mest emotionelle, jeg har oplevet siden min søns fødsel.

Der er så uhyre få mennesker, jeg elsker ubetinget. Familien, naturligvis. Men på de næste pladser huserer Erik Hamrén, Jimmy Nielsen og – ja! – Allan Kuhn.

Kuhn har betydet så meget for AaB de sidste 10 år. Er vel selve sjælen i klubben. Så når han nu forlader AaB for at tage et indiskutabelt trin opad (vi taler trods alt om at en hidtidig assistenttræner bliver cheftræner i Nordens pt. stærkeste fodboldklub), så er jeg i skrivende stund en uhåndterlig malstrøm af uendelig tristhed og jublende glæde på én og samme tid.

Det er så usandsynlig flot af Kuhn, han fortjener chancen, og jeg tror han bliver en stormende succes i Malmö. Men det efterlader samtidig AaB med et gigantisk, gabende hul. Hans exit markerer slutningen på en æra, og det medfører ligeledes en ubehagelig risiko for, at den sportsligt opadgående kurve i klubben ophører. Hvilket selvsagt kan formørke mit humør betydeligt.

Så jeg har brugt min fredag aften på at gennemkværne samtlige svenske sportsaviser. For hvordan tager de imod min guldklump? Forstår de ham? Ser de lyset? Men nuvel, de er afventende, kender ikke manden. Men det er blot et spørgsmål om tid. Han kommer til at blive stor, de vil elske ham. Og jeg skal til Malmö og støtte ham, alt andet ville være vanvid.

Så tillykke, Allan. Og på gensyn i AaB, håber jeg.

Blågul

På facebook filosoferer en af mine venner – eksilereret nordjyde, svensk gift, halvsvensk søn, bosat i Malmö – om han skal holde med Danmark eller Sverige i kvalifikationskampene til EM.

For mig kræver det spørgsmål absolut ingen betænkningstid. Der er intet at filosoferer over, ingen sjæl at granske, ingenting at være i tvivl om.

Jeg holder naturligvis med Sverige.

Det såkaldte danske landshold er et ækelt, middelmådigt og usympatisk amalgam af gamle og nuværende Brøndby-spillere, kombineret med en lind strøm af ditto nulliteter fra Parken Sport & Entertainment. Denne uelskelige forsamling er tilmed trænet af en mand, der så åbenlyst burde være stoppet for efterhånden mange år siden. Der er intet at elske og holde af ved den flok underpræsterende bøver. Og jeg vil ikke lade bovlamme og jordslåede koncepter som ‘nationalitet’ og ‘statsborgerskab’ bestemme, hvem jeg vil holde af. Det danske landshold har ikke fortjent nogen form for kærlighed.

Sverige, derimod, det er en helt anden sag.

De er trænet af den eneste mand i verden, der kunne gøre mig homoseksuel: Erik Hamrén. Manden, der egenhændigt gjorde AaB til noget godt og smukt og ægte igen. Manden, der er så uendelig sympatisk og underskøn, at alt hvad han rører ved bliver til det pureste guld. Det eneste der for alvor beskriver mit forhold til ham er ‘ubetinget kærlighed’ og ‘forgabelse’, thi han er en dejlig mand.

Nå, ja, og så er jeg jo også svensk gift, har en halvsvensk søn1 og holder så meget af Sverige, at man næsten skulle tro jeg hed Svensson.

Så det bliver Sverige for mig. Naturligvis.

  1. Der taler en på en helt uklædeligt nuttet dansk-svensk måde []

Hjemstavnsbåndet

Jeg er langt fra nogen football-ekspert. Men da jeg trofast lytter til den amerikanske sportspodcast First Take hver dag, har jeg ikke kunne undgå at høre om den spillerbyttehandel i NFL, som får amerikanerne helt op i det røde felt: Philadelphia Eagles sender deres stjernespiller LeSean McCoy til Buffalo Bills i bytte for et talent og et stærkt reduceret lønbudget. Det, jeg især bed mærke i, var følgende lille sekvens fra nyhedsrapporterne:

A source familiar with McCoy’s thinking told ESPN’s Josina Anderson that the veteran running back is not pleased with the move.

“He’s a Pennsylvania kid. He’s never played football outside of Pennsylvania — high school, college, pro,” the source said. “So of course he’s not happy.”

The source also told Anderson that McCoy is “frustrated” and is “not going to make it easy, that’s for sure.”

Det er ikke så tit man støder på den slags i professionel sport – altså den meget stærke lokale forankring. I europæisk fodbold er det sjældnere og sjældnere at man møder klubmanden, der kun har spillet i én klub det meste af sin karriere. Og i USA har de fleste spillere i de fire store professionelle ligaer været rundt at vende om et college, som ikke lå i nærheden af deres hjemstavn. De fleste sportsfolk lader ikke hjemstavnsbåndet stå i vejen for at maksimere karrieren og indtjeningen. Så da jeg læste om McCoys kvaler, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt.

Nærmeste analoge og aktuelle eksempler er vel Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz i AaB.

Begge har aldrig rigtig fungeret uden for klubben, og det ser ud til at folk som Kasper Kusk og Nicklas Helenius lider lidt af samme syndrom1. Historisk set har andre hjemmeavlede spillere som Erik Bo Andersen og Thomas Enevoldsen heller ikke være udelte succeser, når de bevægede sig meget langt væk fra Limfjorden. Kun usympatiske og forræderiske typer som Jesper Grønkjær og Peter Møller har for alvor formået at løsrive sig fra den store livmoder i Aalborg.

Mon det er et særligt nordjysk fodboldfænomen, at man ikke rigtig trives uden for landsdelen? Det bør folk som Nicolaj Thomsen og Jakob Ahlmann nok overveje grundigt.

  1. Om end Helenius heller ikke rigtig præsterer efter at være kommet hjem til AaB efter sit miserable ophold i Aston Villa []

Dies Irae

Jeg er fuldt ud bevidst om at det kun er ganske få af de tilstedeværende læsere, der gider læse om fodbold.

Men jeg er NØDT til at græde mine salte tårer over AaB’s forsmædelige 0-4 nederlag til en flok cypriotiske gedehyrder – og den heraf følgende exit fra Champions League. 100 mio. kr. smidt ud på tåbelige fejl. Mod et hold man spillede ud af banen i den første kamp. Det gør så ondt, så ondt, så ondt.

Mit lille sorte hjerte græder. Måske heler det aldrig igen.

Arj, det gør det nok igen allerede til de kommende europæiske kampe, vi trods alt får i trøstepræmie efter at Dynamo Zagreb blev slået. Det bliver godt og ægte og smukt.

Men indtil da vil jeg sidde her og hulke indvendigt. Ak og ve. Jeg er helt irrationelt ked af det og forstemt.

Balkan Blues

Nå, AaB, det blev så Dinamo Zagreb, som vi skal møde i CL-kvalens tredje runde. Det var alligevel satans. Jo, vi undgik Celtic, bevares, det er godt. Men Zagreb, ikke? Hvis vi skal være helt ærlige over for hinanden, så er det her med størst sandsynlighed endestationen for AaB’s europæiske kampagne.

Altså, jeg synes jo egentlig at vi har et godt og sympatisk hold.

Forudsat at vi ikke holder brandudsalg inden transfervinduet lukker, så ser truppen fornuftig ud. Kusk er blevet solgt, ja, men med lidt held bliver Enevoldsen klar som afløser. Helenius er hjemme igen, og selvom han ikke har spillet så meget det seneste år ovre i den engelske provins, lyder det på rygtebørsen, at han har fået flere muller på sit ellers nærmest anorektiske korpus.

Så alt i alt er angrebet vel i orden. Ok, jeg kunne så godt tænke mig en enkelt eller to kvalitetsspillere til forsvaret. Stoler ikke rigtig på midterforsvaret, og hvad nu hvis Ahlmann forbliver skadet? Måske Lasse Nielsen vil hjem fra sit floppede ophold hos den hollandske nedrykker?

Men altså. Europæisk fodbold, ikke? Her begynder det at blive vanskeligt. Dels er den danske ligas kvalitet ikke ligefrem steget de senere par år. Jeg kan simpelthen ikke vurdere danske holds relative konkurrenceevne længere.

Mest urovækkende: Jeg er begyndt at tvivle på den vilje af stål, som AaB viste i de glorværdige europæiske kampe tilbage i 2007-2009. Hvor vi smed Sampdoria ud af Europa League. Hvor vi spillede 2-2 mod United, vandt over Celtic, pryglede La Coruña og kun røg ud ved et uheld mod City. Sidste år tabte vi til lorte FC Dila Gori fra , og det var ganske forfærdende elendigt. Truppen i dag er ikke mærkbart anderledes end dengang. Jo, vi red på en bølge sidste sæson, ’hele Nordjyllands Hold’ og alt det der, men stadigvæk. AaB er en klub, der inden det senere år har vist en bekymrende evne til at falde helt igennem.

Hvad så med Dinamo?

Mjoh, de havde en spiller med til VM på det kroatiske landshold. De har købt nye spillere i dette transfervindue for netto 4 mio. Euro, hvilket er ca. 4 mio. Euro mere end AaB. Transfermarkt.de vurderer at Dinamos trup er samlet set 48 mio. Euro værd, mens AaB værdisættes til 9,3 mio. Euro.

Så strukturelt er de nok stærkere.

De spiller også et stadion, der hedder ’Maksimir’, hvilket alt andet lige burde være en fordel. Hvis de bliver bakket op af samtlige fanatiske kroatere i Zagreb og omegn, så kan den slags Balkan gak-og-halløj nok virke jævnt afskrækkende på en flok søde nordjyske drenge (med reflekser i håret og pæne attituder), der aldrig er blevet kastet lightere efter før.

På plussiden står dog, at jeg kan tage helt grundlæggende fejl i min analyse af styrkeniveauet.

Esbjerg kunne jo trods alt tæve ret gode hold fra Belgien og Frankrig, da de var i Europa League sidste år. Hvorfor skulle AaB så ikke kunne vinde over et kroatisk hold? Hvor god ER den kroatiske liga egentlig? Det er ikke fordi de næstbedste hold – Hajduk Split og Rijeka – har været sådan brutalt farlige de senere år.

Lad os nu se. Som udgangspunkt regner jeg med, at vi stempler ud her.

Ydmyge håb

Skal i Parken og se de nordjyske yndlinge spille pokalfinale imod Parken Sport & Entertainment i dag.

Det vil jeg ikke sige så meget om før efter kampen (hvem ved, måske vi risikerer at vinde?), men blot konstatere, at Poker-One-Kenobi fra AaB’s debatforum rammer fuldstændig plet i sit svar på spørgsmålet om hvilken Tifo (= koreografi udført af fans på tribunerne i forbindelse med en sportsbegivenhed) man må forvente af AaB’s fans i dag:

Hvis Tifo’en ikke ligner en blanding af Cirque du Soleil og Ole Henriksen som danser “Svanens Død” bliver jeg mega skuffet!

Det er så sandt, så sandt. Kom så, AaB; vi har ordnet større klubber end FC Lalandia!

Update fredag!

Nuvel, uagtet ovenstående løfter, så har jeg i dag ikke et stort behov for at uddybe torsdagens pænt jammerlige pokalfinale i Parken. AaB tabte sin 7. pokalfinale på stribe, og har nu ikke vundet i 13 kampe i træk dette forår. Det står samlet set rigtig skidt til.

En del af AaB spillerne tuder til medierne over fejlagtige dommerkendelser og manglende dømte straffespark. Bevares, dommeren var bestemt venlige overfor FCK, men det klæder nu ikke AaB-spillerne at jamre sådan. Den slags udtalelser stinker nemlig langt væk af dårlige tabere – specielt fordi det var helt fortjent at vi tabte i går. FCK var ikke gode, men AaB var bare pivringe.

Set højt oppe fra Parkens endetribune var det en særdeles tynd, viljeløs og blodfattig indsats AaB leverede. Holdet magtede ikke at presse et tilbageholdende og passivt FCK-hold, der ikke skulle have noget i klemme. Det var ganske horribelt at overvære et rådvildt AaB være aldeles ude af stand til at skabe kampen. Vi sad 8-10.000 rød-hvide AaB tilskuere og følte os groft taget et vist sted.

Træner Magnus Pehrsson havde tilsyneladende regnet med at FCK ville lægge et tungt pres og angribe med 120 km/t. Som konsekvens heraf havde han udtaget en defensiv anlagt trup og taktik. Det gav bagslag mod et kompakt og velspillende FCK forsvar. AaB kunne igennem hele kampen stort set kun producere lange  afleveringer, som oftest uden modtager (og hvis de en sjælden gang dumpede ned hos en AaB-spiller, så kunne man være ganske sikker på at vedkommende ikke anede hvad han skulle gøre ved den). Jeg kan i skrivende stund ikke komme på én eneste rigtig stor målchance til AaB, hvilket nok er ganske symptomatisk for kampen. FCK ville ingenting, AaB kunne ingenting.

Kristi Himmelfartsdag i Parken var samlet set et gigantisk antiklimaks ovenpå en sæson der startede elendigt, havde et smukt midterparti i de europæiske kampe – og så igen slutter noget så fesent.

Nu skal de to sidste kampe bare overstås, og så må genopbygningen i gang. Der trænger seriøst til at blive luftet ud i AaB’s lokaler på Hornevej. For der stinker oprigtig talt af sur, gammel fis ovenpå 90 minutters lalleindsats i Parken.

Misforstået kærlighed

Der er kærlighed i luften ovre i Svens tænketank.

Ruderne dugger til, åndedrættet bliver dybere og Barry White brummer henført. Vi er oppe i en faktor gigantisk på lummerheds-skalaen. Mmmmmmm!

Men hvorfor? Hvordan? Hvad skyldes den pludselige kådhed? Meget mod forventning, er det så absolut ikke udsigten til kortere kjoler og letpåklædte tøsepigebørn, der trykker på Svens knapper. Næh, nej. Det er tværtimod en flok friske fyre med affarvet daskehår. Og tro mig, de tager fat på alle de rigtige steder. Ikke nok med det, den kække flok er endda ejet af, hvad Sven præsenterer som et vaskeægte fyrtårn af en hædersmand. Ja. Der er naturligvis tale om AaB og sportsdirektør Lynge Jacobsen. Så vidt, så godt. Det er altid smukt når mænd elsker.

Når jeg alligevel sidder her og føler mig så underligt utilfredsstillet, så har det to årsager.

For det første kammer Svens indlæg helt over i en champagnebrusende hyldest til arketypen på den nordjyske jantelovsforfægtende knudemand. Når nu de ubestridelige fakta er at ‘Mr.AaB’ er en nærig mand, der nu i flere år har forsømt at hente en fast, skarp kvalitetsangriber, så forekommer det mig upassende at rose ham for at være en nordjysk tranlampe.

For det andet, så finder jeg det ganske urimeligt, at Sven anlægger en så utidig positiv tone. Må vi så straks få en tilbagevenden til arketypen på en AaB-fan: Den misantropiske pessimist, hvis ugentlige højde(lav)punkt er, at komme på stadion for at bande og svovle af knoldesparkerne inde på banen. Hvis AaB meget mod forventning vinder kampen, så kan vi alligevel gå hjem for at bande og svovle over TV3’s åbenlyse negligering af AaB til fordel for kjøbenhavnerklubberne. Se, sådan bør tingene hænge sammen.

Kom hjem i folden, Sven. Måske vil jeg så invitere dig hen at se Deportivo kampen på min GIGANTISKE skærm her i Jordhulen.  Adgangspasset er at du afsværger din Lynge-idolisering. Ellers har vi næppe mere at tale om, min fine ven.

Hjemme ved verdens ende

En kort lille hilsen fra Nordens Venedig (øh, ja, eller noget. Det stod i en turistbrochure jeg læste engang), hvor der ikke er så meget nyt. Bruger mestedelen af min tid på at granske bøgerne, snakke med mine forældres hund (den er så god til at varme ens fodende), hjælpe min far med at blande cement (sic) og ellers være familiesocial – jvf. billedet fra et par dage siden. Søndag var jeg endvidere på Aalborg Stadion for at se den ulyksagelige kamp mellem AaB og OB. Her vandt de forbistrede fynboer 1-0 efter en miserabel AaB indsats, så det kan jeg stadig gå at skumle over. På positiv siden vandt de borgerlige som bekendt valget i Sverige, hvilket vakte udelt tilfredshed hos undertegnede – især fordi den kommende statsminister har en umiskendelig lighed med Alfons Åbergs far.

Med andre ord har jeg det godt og returnerer frisk og afslappet hjem til København torsdag aften. Denne gang bliver det gudsketakoglov med fly. På vejen herover i toget kunne jeg kun få plads i familievognen, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg var ganske få milimeter fra at gennetæve dampbarnet Victoria (eller som hendes mor hele tiden – virkningsløst – sagde: ‘Hold så OP, VicTOria!”) der sad overfor mig hele vejen til Århus. Hvor trist at det ikke er alle der har søde familiemedlemmer som Ingrid at læse pixi-bøger med.

Sweetness

På talrige opfordringer kommer her min lille beretning fra en fantastisk aften i Parken. Tog afsted sammen med Morten fra arbejdet (om end han snart rykker til DI) og to af hans venner. Alle tre er fra Vodskov og tidligere statskundskabsstuderende fra Århus, der nu er flygtet østpå i søgningen efter jobs.

Det er altid lidt af en oplevelse at være til AaB kampe, paradoksalt nok havde jeg næsten glemt hvor sjovt det er at se fodbold live med et hold man reelt holder med. Kan ikke bedømme hvor mange AaB fans der var tilstede, men der er nok tale om nogle hundrede. Ihvertfald var vi i stand til at synge Parken op, på trods af at de 19.500 andre mennesker nok havde andre sympatier end vores. Er meget underholdende at følge de svinere og hylderster som fodboldtilskuere uddeler. AaBs notoriske målmand Jimmy Nielsen er et yndet sang- og råbeemne. Når han står godt, brøler alle ‘JIMMÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆH!!!!!!!’, mens han efterfølgende får en del verbale tæsk for sine mildt sagt elendige udspark. Andre populære skikkelser er den brutalt tacklende Michael Jacobsen og holdets egentlige stjerne Rasmus Würtz (måske bedre kendt som ‘Pølsen’). Endelig er der jo modstanderholdet, i almindelighed blot tituleret ‘Parken Sport and Entertainment’ (ligesom for at understrege at der ikke er tale om en fodboldklub) eller ‘FC Zulu’, når de dyrt indkøbte stjerner spiller som en pose nødder.

Nu gik det jo godt i går, Aab vandt som bekendt 2-0 og spillede tilmed aldeles glimrende. Holdet dominerede i første halvleg, forsvarede sig i anden – og allervigtigst, så kæmpede de en vis legemesdel ud af bukserne. Det var dejligt at se og som skeptisk eksil-nordjyde, så troede man næsten ikke sine egne øjne. Og der blev så frygteligt stille i Parken, måske en indikator på kvaliteten af PS&E’s medløber fans? Derfor skal man ikke undervurdere det rare i at have håneretten på sin side. En stor del af omgangskredsen er af PS&E observans og har tidligere flittigt benyttet de mange lejligheder til at mobbe en hårdtprøvet aalborgenser for hans fodboldpræferencer. Men hævnen bliver sød, gør den!

PS. En ph.d-afhandling fra Institut for Statskundskab i Århus undersøger børns politiske bevidsthed. Til såvel Politiken som Informations store skræk, ville en tredjedel af børnene stemme på Dansk Folkeparti. Men er børn virkelig fødte fascister? Vi bliver beroliget af cand.phil Pia Vedel Andersen: “Som otteårige har børnene endnu ikke en partipolitisk bevidsthed. De har også svært ved at komme med deres egne forestillinger i forhold til for eksempel Det Konservative Folkeparti eller Det Radikale Venstre, mens man ikke behøver samme abstraktionsevne, når det gælder Dansk Folkeparti. Børn elsker Dansk Folkeparti, fordi de allerede som otte-årige har knyttet sig til det sociale begreb ‘dansk’ og samtidig har dannet nogle forestillinger, som kan strukturere deres følelser omkring begrebet. Men det betyder ikke, at de deler holdning med Dansk Folkeparti“. Pyyyyha. Nu fik jeg ellers lige min latté galt i halsen, men heldigvis er Dansk Folkeparti tydeligvis noget der går over med alderen.