Årets sange 2017

Musikalsk har 2017 ikke været den store åbenbaring for mig. Grundlæggende stod jeg af ny musik for flere år siden, så mine opdagelser er mestendels retrospektive. Hvilket da også er hvad min ‘Your Top Songs in 2017’ liste på Spotify – nænsomt udvalgt af deres algoritme – kraftigt afspejler.

Ikke at jeg ikke har forsøgt.

For jeg lyttede faktisk til (nogle af) sangene på The Ringer’s og GQ’s liste over årets bedste sange. Og jeg måtte indse at nej, jeg stadig ikke kan lide Kendrick Lamars nyere værker. Nej, jeg synes heller ikke om Julia Michaels, Cardi B eller Lorde. Og det bliver også et nej tak til det rædderlige bras, som prægede listerne over mest streamede sange i Danmark i 2017.

Nå. Men når nu jeg har øffet og ørlet færdigt over verdens forfald, hvad lyttede jeg så rent faktisk til i løbet af året?

Emil Kruse: ‘Hverdag’, ‘Hvorhen’, ‘Hva det er’ og ‘Hver gang du er nær’

Jeg opdagede Emil Kruse under en løbetur tilbage i februar måned. Siden har jeg lyttet ganske intenst til hans nyere materiale, og det er konsistent fremragende. Melankolsk og introvert electro-hiphop? Mon ikke! Han er den eneste danske musiker jeg for alvor har sat pris på i 2017.

Real Lies: ‘Dab Housing’, ‘One Club Town’ og ‘North Circular’

Jeg skrev i august et hyldestindlæg til Real Lies og deres genreblanding af synth-pop, tropisk reggae og hip-hop. De er stadig et højdepunkt for mig.

Tennis – ‘My Emotions Are Blinding’

Tennis er mit favorit popband i 2017. De laver melodisk håndspillet Saint Etienne-agtig pop, og de holder et nærmest grotesk højt niveau i alle deres sange. ‘My Emotions are Blinding’ er et primaeksempel på deres styrker. Varmt anbefalet.

Billy Bragg – ‘Greetings to the New Brunette’

I disse uger det den underskønne Billy Bragg ‘Greetings to the New Brunette’ fra 1986, der fylder i mine høretelefoner. Efter The Smiths erobrede mit sårbare hjerte i gymnasiet, kommer jeg mig nok aldrig for alvor over de ringlende guitarer, de finurlige tekster og de melodiøse harmonier, der hører hjemme på collegeradiostationer i midt/slut-80’erne. Det er i hvert fald den type sange og kunstenere, jeg har det med hele tiden at vende tilbage til.

Glen Campbell – ‘Witchita Lineman’

Glen Campbell døde her i 2017 og det var vældig sørgeligt. Jeg sætter stor pris på hans melodiske og melankolske country, så ‘Witchita Lineman’ var en stensikker favorit hos mig.

No Joy – ‘Hellhole’

Sangen folder sig først ud for alvor, når de My Bloody Valentine’ske guitarer sætter ind ved 00:37. Så bliver den til gengæld også fremragende.

Johan Hedberg – ‘Kickar Grus’

Hedbergs Stockholm-epos er et popmesterværk. Når først gospelkoret siger goddag, er det vanskeligt ikke at drømme sig en tur til Söder.

Nick Garrie – ‘Can I Stay With You’

Intet musikår uden en besynderlig lille folkpop-sag fra 60’erne, inkl. strygere og tværfløjte. Jeg er vild med den labyrintiske og selvmodsigende tekst.

Astrud Gilberto – ‘Ponteio’

Bossanova er objektivt set vidunderligt. Hvis du er i stand til at lytte til ‘Ponteio’ uden at vugge med, så er der gået eller andet i stykker inden i dig. Nu er det sagt.

Pet Shop Boys – ‘Undertow ‘Tuff City Kids Remix’

Ikke meget behagede mig ved Pet Shop Boys nyeste album, men dette remix er en stroboskop-lysende rejse til 80’erne. Generelt var det året, hvor jeg tilgav Pet Shop Boys. Købte de nye reissues af deres albums fra 00”erne og 10’erne, og de er væsentlig bedre end jeg oprindeligt gav dem kredit for1

Slowdive – Star Roving’

Årets shoegaze indslag. Episk i ordets bedste betydning.

Boxed In – ‘Pushing On’

Årets techno indslag. Hvis Pet Shop Boys var unge i dag, var det den her slags de ville lave. Det er fremragende.

Säkert – ‘Snooza’ og ‘Tjacket’

Ingen – og jeg mener virkelig ingen – kan slå Säkert i disciplinen skandinavisk popmelankoli.

Miracle Legion – ‘All For the Best’

Jeg tror dette er den bedste college rock sang nogensinde. Lyttede til den et urimelig højt antal gange.

Amber Arcades – ‘It Changes’

Mere 90’er-inspireret kvinderock. Årets mest syngbare omkvæd?

Det var min samling. Hvilke sange gjorde en forskel for jer i år?

  1. Undtagen ‘Fundamental’. Det er stadig et lortealbum. []

Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014) Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990) En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009) Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016) VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991) Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ‘shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973) Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016) Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Musikåret 2015

2015 har været et overraskende produktivt musikår.

Jeg fik lyttet til en hel del, som jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Havde stor glæde af Apple Musics playlistefunktion i de måneder jeg havde prøveabonnement, ligesom jeg altid lytter til min Discover Weekly på Spotify. Og i forbindelse med at jeg endelig fik overført cd-samlingen til min netværksharddisk, har jeg også lyttet til en del fremragende musik, som mest af alt har henslumret glemt alle andre steder end i min underbevidsthed. Det er ambitionen, at jeg skal (gen)opdage ligeså store mængder musik i 2016. Med alt dette in mente, er her 2015’s absolut vigtigste sange for mig: