Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.

America

Jeg er til salg for gode reklamer, herunder naturligvis også valgvideoer.

Selvom kynikerne sikkert vil finde det morsomt (og lidt sørgeligt), at en venstreorienteret 68’er bruger Simon & Garfunkel som underlægningsmusik, så synes jeg Bernie Sanders valgvideo ‘America’ fungerer som politisk kommunikation. Den får ikke for lidt med rustikke almindelige mennesker, kreative post-hipsters, jublende tilbedere og håndtrykkeri. Sekvensen ved 00:28, hvor det episke omkvæd (“They’ve All Come to Look for America”) sætter ind, er genialt udført.

Kan næsten ikke vente til at se, hvad de andre finder på. Tvivler dog på at nogen af dem vil dog kunne slå dette mesterværk i genren. Den er decideret fremragende.

Sinologi

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.