You look like Brett from Suede

Som trofaste læsere måske kan fornemme, så bruger jeg en del tid i disse uger på at overveje fremtiden, tænke over specialeemner og den slags. Tag nu i dag f.eks. Har regnet lidt på hvor meget jeg kan arbejde uden at det går udover SU’en (ikke gode udsigter), men ellers er dagen indtil videre blevet en kende sumpet. Er ikke særlig efficient de her dage hvor jeg har fri fra arbejdet. Skal til japansk igen i aften, så må vi se om det er mere inspirerende end i sidste uge. I dagens anledning har jeg også bragt et billede af Anders fra mit arbejde. Han var så venlig at posere som model for min højtbesungne Vrå Andel kasket – tak for det! Og nej, den er IKKE til salg.

The denial twist

Har været på arbejde siden kl. 9, men der har ærligt talt ikke været det store at lave (nu kan jeg vist ikke læse mere om Trepartsudvalgets anbefalinger), så overvejer om man så småt hellere skulle defilere ud for at holde fri.

Sad i går aftes og kiggede på rejsetilbud, kunne jo egentlig godt tænke mig at komme et eller andet sted hen her i løbet af foråret. Og når jeg læser tilbudene her, så bliver jeg så frygtelig nostalgisk og rejselysten. Fik jeg nævnt at jeg og min søsterlil skal begynde til japansk? Jamen, det skal vi skam.

Jeg glemte vist også at nævne, at ‘Vrå Andel’ kasketten blev et hit. Den hænger nu på ærestavlen, ved siden af billedet af en politisk medarbejder fra den tjekkiske ambassade, billedet af pressemedarbejderen som strangulerer mig og postkort fra Søndervig, Algarve og Beijing.

Come back and make up a good-bye at least. Pretend we had one.

Var voldsomt forkølet, snottet og ondt i halsen her til morgen, så undlod at tage på arbejde. Var heller ikke så meget at lave derinde at lave alligevel. Brugte i stedet det meste af dagen sammen med Malene (som jeg har været så betænksom at smitte), vi så Eternal sunshine of the Spotless Mind, en af mine favorit film. Især filmens absolutte nøglescene i huset på Montauk Beach er helt fantastisk.

Ellers så skal jeg til Introduktionskursus i morgen på KolleKolle i Værløse, skal køre inde fra byen kl. 7.45, så den gamle og trætte brilleabe skal tidligt op! Skal så sidde og høre om de forskellige afdelinger på det nye job indtil kl 16, hvor jeg først drøner hjem – for så derefter at skulle køre med Mikkel og Malene til et sommerhus i Tisvilde, hvor vi skal have ypperlig festivitas sammen med en flok andre NOKO-beboere. Sjov og ballade.

Det samme skulle gerne være tilfældet lørdag, hvor jeg skal til farvel-fest hos Janne. Der kommer en masse fra scient.pol holdet – bl.a. min anden gamle læsemakker Andreas og hans kæreste Annette, begge har læst i Australien – så det ser jeg lidt frem til. Hvordan jeg kommer helskindet til Brønshøj og hjem igen ved jeg ikke, men det er vistnok en del af charmen.

Ask me, ask me, ask me!

Fik mig en større overraskelse her til morgen da jeg kom på arbejdet, eller rettere: Alzheimeren lavede en dobbelt-Nelson på medstudentermedhjælpen og jeg, da vores kære og højtelskede kontorfascist Anne Grete mindede os om, at afdelingen jo skal på udflugt til Eksperimentariet i dag. Vi skal simpelthen ud at se ‘Sport og Spinat’ udstillingen. Woo-hoo! Hvordan jeg nu kommer hjem med 1) mit sportstøj som jeg i min naivitet medbragte og 2) Julegaven fra arbejdsgiveren (vin og guf) er et stort mysterium for mig.

I aften er der julefrokost på NOKO, men ved ikke hvor voldsomt det bliver. Dels truer eksamen og den slags jo, dels fylder min søde søster år i morgen, og jeg vil jo gerne være frisk til at fejre hende. Og forrige fredag havde jeg jo også lidt svært ved at styre snapsen, så er nok en god ide ikke at hælde i mig som jeg plejer. Suk.

It is man’s fate to outsmart himself

Onsdag og dermed læsedag, men sådan har det nu ikke helt været indtil videre. Dels er jeg en dovenkrop, dels så har der været nogle juleopgaver mv. som lige skulle ordnes.

Jeg skulle dog gerne få udrettet en del mere nu her efter frokost, inden jeg i aften skal piske rundt på hockey banen – woohoo! Det er stadig vores mål- og resultatstyringsopgave det gælder, vi er inde i den sidste skrivefase, så der mangler ikke meget endnu. Hvis der tilfældigvis er nogle dedikerede korrekturlæsere derude, så udlover jeg en pakke Gevalia hvis I melder jer til at læse igennem for fejl….!

You are a victim of the rules you live by

Så blev det torsdag (jeg er nu 24 år og én uge gammel), og på arbejdet sker der ikke så meget. Sidder og rumler med EU-kommissionens ‘Biomass Action Plan’, som er et digert værk omkring hvordan man kan forøge udnyttelse af biobrændsler indenfor energiproduktion. Hvis I har læst om biler der kan køre på rapsolie og den slags, så er I ikke helt galt afmarcherede.

Kl. 15.30 skal vi til – suk! – endnu et interview, denne gang med Danmarks Statistik. De har så valgt at ligge på Østerbro, hvilket man jo ikke kan klandre dem for, er bare lidt trangt når man er nødt til at cykle som en lille hest for at nå det herinde fra Axeltorv. Sidenhen skal jeg til julehygge hos min gamle læsemakker Janne. Vi bliver nogle stykker fra det gamle hold, så jeg ser frem til at hygge og få udbygget mine skanker med en omgang juleguf. Egentlig burde jeg jo nok hellere se at få slæbt min dovne mås ud at motionere, men næh nej, sådan leger vi ikke.

Ellers så står weekenden på faglighed, dagen hvor jeg skal aflevere opgave nærmer sig med alt for hastige trin, så kan desværre ikke drikke sorgerne væk de næste par dage. Kondolenceskrivelser modtages gerne.

Du drømmer om et andet sted

Så er det blevet julefrokost dag i den lille interesseorganisation, og der er kaos i afdelingen – er jo os der arrangerer den, så der bliver svedt tran blandt visse af de mere kontrolfreakede ansatte. Brugte i går aftes på at se ‘Monster Inc.’ sammen med 5. nord, det var hyggeligt og alt i alt en god fødselsdag.

Folk kommer drønende og trækker i mig, så må vist stoppe her….

The beautiful struggle

En af de irriterende ting ved at have fundet et ok spændende studiejob er, at det bliver sværere og sværere at opretholde illusionen om, at der stadig er lang tid til at det virkelige liv begynder.

I min egen selvopfattelse har det hidtil været sådan, at jeg syntes der stadig er en evighed til at jeg er færdig med at læse, at det først er om føje år at jeg skal ud på arbejdsmarkedet osv. At jeg også først liiiiige skal have taget en master i udlandet før at livet sådan for alvor går i gang. Jeg har hidtil overbevist mig selv om, at da jeg kun er 23 (ok, snart 24), så er jeg slet ikke voksen endnu – og har derfor ret, ja, nærmest pligt til ikke at skynde mig alt for meget med at blive færdig, få et job, slå mig ned, få børn, blive midalderende og ende mine dage på et plejehjem. Har ligesom manglet den der motivation og det store narrativ der kunne give mig en rigtig god begrundelse for ikke at forblive umoden og studentikos. Som min yndlingsforfatter Douglas Coupland så rigtigt siger, så er der så frygtelig mange år at være gammel i, og ikke ret mange til at være ung.

Men arbejdet har vist for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Mit studie keder mig. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så bliver jeg bare aldrig akademisk interesseret og i bund og grund er min uddannelse vist bare et redskab jeg skal bruge til at komme videre. I dag har været undervisningsdag og jeg har kedet mig bravt i dem begge de fag jeg har. Især til mål- og resultatstyring indså jeg, at der nok næppe er noget der interesserer mig mindre end styringsredskaber, omkostningsbaserede regnskaber og nye ledelsesformer indenfor det offentlige.

Grunden til at jeg begyndte på statskundskab var ganske vist, at jeg gerne ville være verdenshersker. Og så at jeg syntes historie var et spændende fag i gymnasiet. Imidlertid er det lidt svært at blive andet end gymnasielærer som historiker, så det var jo nok ikke lige det jeg skulle læse.

Sidenhen har jeg mange gange tænkt over – især lige før sommerferien og fristen for at søge ind på uddannelserne – hvad det nu egentlig var jeg syntes jeg godt ved mit studie. Og jeg leder stadig efter svaret. Under opholdet på ambassaden fandt jeg ud af, at udenrigspolitik, EU-integration og den slags var interessant. Og i nu har jeg så opdaget, at erhvervspolitik, konkurrence forhold og den slags også er spændende. Så måske er det selve arbejdet med politik og forskellige policyområder jeg synes godt om. Jeg bliver i hvert fald aldrig særlig interesseret i økonomi (altså udover på sådan et samfundsmæssigt plan) eller offentlig administration. På den måde tror jeg at det er rigtig godt for mig, at jeg er kommet til at arbejde i en interesseorganisation, der groft sagt udelukkende handler om politisk interessevaretagelse indenfor et givent område.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Er det egentlig sådan, at man kun kan artikulere sig selv som værende ung mens man er studerende? Eller er det muligt stadig at opretholde forestillingen om at man ikke er død indvendig, så snart man får et fast job og den slags? At jeg ikke mister interessen for musik, ghanesiske samfundsforhold og fodboldtrøjer så snart jeg bliver sparket ud af kollegieværelset? Det er en reel problemstilling: Min forgænger i studiejobbet bliver fastansat så snart han afleverer sit speciale. Hvad nu hvis jeg får samme tilbud? Skal jeg så sige ja? Bruger jeg bare mit ønske om at læse på London School of Economics som en undskyldning for ikke at se i øjnene, at jeg ikke for altid kan løbe fra, at også jeg på et tidspunkt er nødt til at tage mig sammen og komme ind på det spor som alle mennesker jo skal ind i på et tidspunkt?

Under turen til Japan fik jeg udlængsel. Dengang vi sejlede til Busan fra Fukoaka sad jeg og kiggede ind mod byen og ønskede brændende, at jeg kunne komme tilbage og opleve det een gang til. Bo der. Gøre et eller andet. Som sådan er Fukoaka ikke noget specielt, men lige i det øjeblik repræsenterede det alt det som jeg på en eller anden måde gerne vil have: Oplevelser. Ungdom. Frihed.

Min mor vil nok sige, at det er frygtelig tidligt at føle sig gammel som snart 24 årig. Sandt nok. Men verden står jo ikke stille, og jeg kan se på mine opgivelser, at de også bevæger sig. At der rent faktisk er folk i min omgangskreds der er ved at være færdige med studierne, bor sammen med kærester, måske går med overvejelser om at få børn. Og imens sidder jeg på mine 15 kvadratmeter og spekulerer over hvorfor at jeg er så angst for at blive voksen. Måske man skulle tage navneforandring til Peter Pan – er i hvert fald sådan et kompleks jeg tilsyneladende går rundt med…! Måske man skulle tage en pause på et tidspunkt. Tage ud at rejse. Se Fukoaka igen. Men det ville ikke hjælpe noget. Og der er jo ingen der gider ansætte en brilleaber der tager ud at føjte og rejse lige efter han er blevet færdig.

Skal nok vende tilbage med endnu jeriminade af tilsvarende længde så snart jeg finder svaret på ovenstående kvabbabelser.

When the party is over, you’ve got nowhere to go

Pyh, så sidder man her en grå og trist søndag med sin halvlunkne kop klam frugt-te (Note til rette vedkommende: Ja, jeg vil blive endog MEGET glad for Kronens jule-te omkring min fødselsdag!!!). Er just vågnet fra en to timers lur, den var ganske nødvendig. Festen løb af stablen i går, og efter en lang og trang tre timers rengøring (hvor 1/3 af festarrangører teamet valgte at gå kold og sove på en sofa) kom jeg i seng kl 7.16. Det var en hård omgang, også de sidste dage op til festen, som var ret hektiske. Samtidig var det selvfølgelig sjovt mens det forløb, men nu trænger jeg snart til en periode uden nogle projekter i nær fremtid – ud over eksamen naturligvis! Bliver rart at kunne koncentrere sig mere om studiet og arbejdet.

Hvad skal man sige om selve festen? Faktisk tror jeg hellere at jeg vil henvise til Louise, der kan bidrage med et yderst originalt indlæg omkring festen i går. Det er bestemt min tolkning at hun hyggede sig vældigt i går, og så taler vi ikke mere om det, vel Louise? ;) Alt i alt gik festen godt, selvom vores sjove indslag (at uddele flymadpakker indeholdende brækpose, tyggegummi, samarin, vådserviet og – til de heldige få – kondomer) gik i vasken da vi ikke fik koordineret ordentligt nok. Idéen er dog stadig genial, og er hermed givet videre til andre der overvejer at holde ‘flyselskabstema’). Baren skal også stadig revideres og nogle varer køres tilbage til Metro, men ellers så er jeg nu en mand klar til kamp med de kommende måneders studier….selvom jeg godt nok er pænt kvæstet lige nu. Vil gerne benytte lejligheden til at takke dem som hjalp til, især min søster som nærmest ene kvinde bestyrede baren hvor der var allermest run på. Derudover skal de natlige rengøringshjælpere også have en stor ros – TAK!

Den kommende uge står på læsning og timer mandag og tirsdag, onsdag har jeg læsegruppemøde og skal til middag hos Kristian i Taastrup, torsdag og fredag skal jeg på arbejde i Landbrugsraadet. Det går rigtig godt derinde, er faldet godt til og får smidt en masse arbejde i nakken, så jeg er meget tilfreds.

I weekenden er der så gallafest på NOKO, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre ved. Har ikke købt billet, men man kunne selvfølgelig gå ned til festen bagefter. Omvendt så kunne jeg vist godt trænge til en vaskeægte læse weekend uden planer, så mon ikke det er en løsning? Derudover skal jeg et par ture i træningscenter i løbet af ugen, så alt i alt skulle der være aktiviteter nok at tage sig til.

Working poor

Utroligt! Det lykkedes tilsyneladende at narre den potentielle arbejdsgiver at ansætte mig, så nu er jeg ikke længere et arbejdsløst socialt udskud. Miraklernes tid er tilsyneladende ikke forbi! :)

Arbejdet lød ret godt, og jeg skal hjælpe til med research og analyse. Derudover er der selvfølgelig de obligatoriske ‘forefaldent arbejde’ crap-tjanser, men det må man jo tage med. Jeg er i hvert fald glad for at have noget fornuftigt at tage mig til når jeg kommer hjem.