Du drømmer om et andet sted

Så er det blevet julefrokost dag i den lille interesseorganisation, og der er kaos i afdelingen – er jo os der arrangerer den, så der bliver svedt tran blandt visse af de mere kontrolfreakede ansatte. Brugte i går aftes på at se ‘Monster Inc.’ sammen med 5. nord, det var hyggeligt og alt i alt en god fødselsdag.

Folk kommer drønende og trækker i mig, så må vist stoppe her….

World in my eyes

Så fik jeg griflet færdig på udkastet til teoriafsnittet i Mål- og Resultatstyringsopgaven. Vi skal aflevere et udkast til opgaven her den 29.11, så Henriette og jeg er i fuld sving med at få styr på det. Som sådan er der ikke travlt, men der skal stadigvæk jongleres med studiejobbet, det sociale liv og dens slags. Arbejder mandag, torsdag og fredag, så i går og i dag er mine læsedage. Så nu hvor jeg har guflet min frokost og drukket dagens 27. kop kaffe, så må jeg hellere se at få set på vores synopsis til FN-udbuddet.

Nu fik jeg vist skrevet igår, at det nye studiejobbet er alletiders. Det synes jeg stadig, om end jeg fik et let syrligt drag om munden da jeg læste følgende mail fra min kollega Anne Grete. Det er mit kontors opgave at arrangere julefrokosten i år:

Hej

Jeg skal bede dig udføre en utrolig faglig interessant opgave torsdag. På dit bord ligger en ske med nogle messingplader med afdelinger indgraveret. Som du ser, mangler der for 2004 og 2005. Du skal derfor cykle ud til en gravør og få lavet 2 messingskilte. Teksten til messingskiltene ligger blandt papirerne på dit bord. Jeg har fundet 2 gravører, hvis adresser også ligger på dit bord. Der er frit valg – umiddelbart ligger den på Frederiksberg vist tættest på Axelborg. Det skal være færdigt torsdag d. 1. december! Kærlig hilsen din julefrokostplageånd”

A-hva?

The beautiful struggle

En af de irriterende ting ved at have fundet et ok spændende studiejob er, at det bliver sværere og sværere at opretholde illusionen om, at der stadig er lang tid til at det virkelige liv begynder.

I min egen selvopfattelse har det hidtil været sådan, at jeg syntes der stadig er en evighed til at jeg er færdig med at læse, at det først er om føje år at jeg skal ud på arbejdsmarkedet osv. At jeg også først liiiiige skal have taget en master i udlandet før at livet sådan for alvor går i gang. Jeg har hidtil overbevist mig selv om, at da jeg kun er 23 (ok, snart 24), så er jeg slet ikke voksen endnu – og har derfor ret, ja, nærmest pligt til ikke at skynde mig alt for meget med at blive færdig, få et job, slå mig ned, få børn, blive midalderende og ende mine dage på et plejehjem. Har ligesom manglet den der motivation og det store narrativ der kunne give mig en rigtig god begrundelse for ikke at forblive umoden og studentikos. Som min yndlingsforfatter Douglas Coupland så rigtigt siger, så er der så frygtelig mange år at være gammel i, og ikke ret mange til at være ung.

Men arbejdet har vist for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Mit studie keder mig. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så bliver jeg bare aldrig akademisk interesseret og i bund og grund er min uddannelse vist bare et redskab jeg skal bruge til at komme videre. I dag har været undervisningsdag og jeg har kedet mig bravt i dem begge de fag jeg har. Især til mål- og resultatstyring indså jeg, at der nok næppe er noget der interesserer mig mindre end styringsredskaber, omkostningsbaserede regnskaber og nye ledelsesformer indenfor det offentlige.

Grunden til at jeg begyndte på statskundskab var ganske vist, at jeg gerne ville være verdenshersker. Og så at jeg syntes historie var et spændende fag i gymnasiet. Imidlertid er det lidt svært at blive andet end gymnasielærer som historiker, så det var jo nok ikke lige det jeg skulle læse.

Sidenhen har jeg mange gange tænkt over – især lige før sommerferien og fristen for at søge ind på uddannelserne – hvad det nu egentlig var jeg syntes jeg godt ved mit studie. Og jeg leder stadig efter svaret. Under opholdet på ambassaden fandt jeg ud af, at udenrigspolitik, EU-integration og den slags var interessant. Og i nu har jeg så opdaget, at erhvervspolitik, konkurrence forhold og den slags også er spændende. Så måske er det selve arbejdet med politik og forskellige policyområder jeg synes godt om. Jeg bliver i hvert fald aldrig særlig interesseret i økonomi (altså udover på sådan et samfundsmæssigt plan) eller offentlig administration. På den måde tror jeg at det er rigtig godt for mig, at jeg er kommet til at arbejde i en interesseorganisation, der groft sagt udelukkende handler om politisk interessevaretagelse indenfor et givent område.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Er det egentlig sådan, at man kun kan artikulere sig selv som værende ung mens man er studerende? Eller er det muligt stadig at opretholde forestillingen om at man ikke er død indvendig, så snart man får et fast job og den slags? At jeg ikke mister interessen for musik, ghanesiske samfundsforhold og fodboldtrøjer så snart jeg bliver sparket ud af kollegieværelset? Det er en reel problemstilling: Min forgænger i studiejobbet bliver fastansat så snart han afleverer sit speciale. Hvad nu hvis jeg får samme tilbud? Skal jeg så sige ja? Bruger jeg bare mit ønske om at læse på London School of Economics som en undskyldning for ikke at se i øjnene, at jeg ikke for altid kan løbe fra, at også jeg på et tidspunkt er nødt til at tage mig sammen og komme ind på det spor som alle mennesker jo skal ind i på et tidspunkt?

Under turen til Japan fik jeg udlængsel. Dengang vi sejlede til Busan fra Fukoaka sad jeg og kiggede ind mod byen og ønskede brændende, at jeg kunne komme tilbage og opleve det een gang til. Bo der. Gøre et eller andet. Som sådan er Fukoaka ikke noget specielt, men lige i det øjeblik repræsenterede det alt det som jeg på en eller anden måde gerne vil have: Oplevelser. Ungdom. Frihed.

Min mor vil nok sige, at det er frygtelig tidligt at føle sig gammel som snart 24 årig. Sandt nok. Men verden står jo ikke stille, og jeg kan se på mine opgivelser, at de også bevæger sig. At der rent faktisk er folk i min omgangskreds der er ved at være færdige med studierne, bor sammen med kærester, måske går med overvejelser om at få børn. Og imens sidder jeg på mine 15 kvadratmeter og spekulerer over hvorfor at jeg er så angst for at blive voksen. Måske man skulle tage navneforandring til Peter Pan – er i hvert fald sådan et kompleks jeg tilsyneladende går rundt med…! Måske man skulle tage en pause på et tidspunkt. Tage ud at rejse. Se Fukoaka igen. Men det ville ikke hjælpe noget. Og der er jo ingen der gider ansætte en brilleaber der tager ud at føjte og rejse lige efter han er blevet færdig.

Skal nok vende tilbage med endnu jeriminade af tilsvarende længde så snart jeg finder svaret på ovenstående kvabbabelser.

When the party is over, you’ve got nowhere to go

Pyh, så sidder man her en grå og trist søndag med sin halvlunkne kop klam frugt-te (Note til rette vedkommende: Ja, jeg vil blive endog MEGET glad for Kronens jule-te omkring min fødselsdag!!!). Er just vågnet fra en to timers lur, den var ganske nødvendig. Festen løb af stablen i går, og efter en lang og trang tre timers rengøring (hvor 1/3 af festarrangører teamet valgte at gå kold og sove på en sofa) kom jeg i seng kl 7.16. Det var en hård omgang, også de sidste dage op til festen, som var ret hektiske. Samtidig var det selvfølgelig sjovt mens det forløb, men nu trænger jeg snart til en periode uden nogle projekter i nær fremtid – ud over eksamen naturligvis! Bliver rart at kunne koncentrere sig mere om studiet og arbejdet.

Hvad skal man sige om selve festen? Faktisk tror jeg hellere at jeg vil henvise til Louise, der kan bidrage med et yderst originalt indlæg omkring festen i går. Det er bestemt min tolkning at hun hyggede sig vældigt i går, og så taler vi ikke mere om det, vel Louise? ;) Alt i alt gik festen godt, selvom vores sjove indslag (at uddele flymadpakker indeholdende brækpose, tyggegummi, samarin, vådserviet og – til de heldige få – kondomer) gik i vasken da vi ikke fik koordineret ordentligt nok. Idéen er dog stadig genial, og er hermed givet videre til andre der overvejer at holde ‘flyselskabstema’). Baren skal også stadig revideres og nogle varer køres tilbage til Metro, men ellers så er jeg nu en mand klar til kamp med de kommende måneders studier….selvom jeg godt nok er pænt kvæstet lige nu. Vil gerne benytte lejligheden til at takke dem som hjalp til, især min søster som nærmest ene kvinde bestyrede baren hvor der var allermest run på. Derudover skal de natlige rengøringshjælpere også have en stor ros – TAK!

Den kommende uge står på læsning og timer mandag og tirsdag, onsdag har jeg læsegruppemøde og skal til middag hos Kristian i Taastrup, torsdag og fredag skal jeg på arbejde i Landbrugsraadet. Det går rigtig godt derinde, er faldet godt til og får smidt en masse arbejde i nakken, så jeg er meget tilfreds.

I weekenden er der så gallafest på NOKO, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre ved. Har ikke købt billet, men man kunne selvfølgelig gå ned til festen bagefter. Omvendt så kunne jeg vist godt trænge til en vaskeægte læse weekend uden planer, så mon ikke det er en løsning? Derudover skal jeg et par ture i træningscenter i løbet af ugen, så alt i alt skulle der være aktiviteter nok at tage sig til.

This is how it goes: You’ll get angry at yourself….

Meget hurtig opdatering herfra, har frokostpause på arbejdet! Det går rigtig godt, havde første dag i går og det virker som et godt sted at være: Har fået smidt et par sager i nakken og er kommet på kontor med en tilpas bidsk kvindelig jurist (‘Nå, er der så nogle lækre snitter på dit kollegium?’), så jeg skal absolut ikke klage…!

Ellers havde det famøse festudvalg møde onsdag aften og pyyyha, der er en hel del ting der skal ordnes når man har +90 gæster der kommer til ens fest. Den næste uges tid bliver nok en smule stresset og allerede i morgen tager vi i metro og køber ind. Hvis der er nogen af jer der ved hvor meget alkohol man skal købe til en fest for mellem 90 og 120 mennesker, så lytter jeg gerne til jeres visdomsord.

Forresten, så er det dødsensfarligt for mig at arbejde i Landbrugsraadet. Kantinen er så billig og velforsynet, at jeg ender med at blive kuglerund hvis ikke jeg passer på. For ikke at nævne den gratis kaffe og frugt. Jeg skal aldrig være offentlig ansat igen!

PS. Vidste I, at de irske Competition Authority har ‘career detectives’ ansat? Lidt mere underholdende titel end ‘fuldmægtig’, eh?

Working poor

Utroligt! Det lykkedes tilsyneladende at narre den potentielle arbejdsgiver at ansætte mig, så nu er jeg ikke længere et arbejdsløst socialt udskud. Miraklernes tid er tilsyneladende ikke forbi! :)

Arbejdet lød ret godt, og jeg skal hjælpe til med research og analyse. Derudover er der selvfølgelig de obligatoriske ‘forefaldent arbejde’ crap-tjanser, men det må man jo tage med. Jeg er i hvert fald glad for at have noget fornuftigt at tage mig til når jeg kommer hjem.

Tokyo – Kyoto – Miyamija – Hiroshima – Fukoaka/Hakata – Busan – Gyeongju – Seoul

Gisp, jeg ladet de gyldne lokker falde, så jeg nu igen kan ligne den pæne unge mand jeg naturligvis er. Om det er kønt eller ej vil jeg lade være helt op til andre at bedømme. Mandag og tirsdag havde jeg timer og forsøgte at være lidt faglig. Spillede hockey mandag aften, vældig skægt, bortset fra at jeg har fået perforeret min ene lunge i kampens hede. Det mest interessante var dog min jobsamtale i dag. Belært af bitre erfaringer tør jeg ikke tro på noget før jeg har fået tilbudt jobbet, men jeg synes selv at samtalen gik udmærket. Jeg var rimelig godt forberedt, og arbejdet lyder interessant – så jeg håber da!

Siden da er dagen gået med at se tv på 5. nord, have besøg af Stine og dernæst formatere computeren, da den igen lavede narrestreger. Vi så lidt landskamp, men ærlig talt var det kedeligere end pausefiskene på TV i gamle dage. Med andre ord: Ikke så meget nyt under solen her fra værelse 111. I morgen og fredag står i forberedelsens og pakkeriets tegn….og rejsefeberen ER ved at indfinde sig!

Hep-hep-hep!

De rare mennesker i Landbrugsraadet vil gudhjælpemig have mig til samtale den 12. oktober…!!! Så er det med at sætte sig ned og terpe EU’s landbrugspolitik, så jeg rigtig kan lyde begavet.