Road to Hana

Normalt er jeg en smule skeptisk overfor kunstnere, hvis malerier har det med – uanset motiv – at minde om kønsorganer. Så jeg ved ikke rigtig hvad jeg egentlig synes om Georgia O’Keeffe, der må siges at være vulva-maleren par excellence.

Men jeg må indrømme, at da jeg læste om den nye udstilling Georgia O’Keeffe: Visions of Hawai’i, så blev jeg glad, nostalgisk og rejselysten på samme tid. Hendes blomster og landskabsbilleder derfra er fremragende. Til december er det fem år siden vores bryllupsrejse gik til Big Island og Maui – og der er sket en masse siden da (to børn etc.). Jeg drømmer mig ofte tilbage, og O’Keeffes billeder er meget dækkende for det rosenrøde syn jeg har på øerne i dag.

Vi må snart afsted igen.

Poul Anker Bech

Det tabte land

Der var nordjysk nostalgi for fuld udblæsning, da jeg var domsmand i går. Således var retssalen prydet af ikke færre end fem Poul Anker Bech malerier. Det var mageløst. Det fik næsten øjeblikket med de bevæbnede betjente under domsafsigelsen til fremstå poetisk, lige dér under Bechs dramatiske himmel i Vendsyssel.

Wanderlust

Det eneste, der sådan for alvor ærgrer mig ved den snarlige familieforøgelsen er, at det aflyser sommerferien i år.

A32055.jpg

Det blev jeg mindet om, da jeg læste et indlæg på den ganske interessant blog ‘Political Violence At a Glance’, som de havde prydet med John Singer Sargent ‘Simplon Pass’ (1911).

Er det ikke et herligt drømmende billede? Det gav mig akut lyst til at bjergvandre, men det bliver så ikke i år. Men måske i 2017. Jeg savner Schweiz og Ticino. Ville gerne afsted nu.

Melankolsk kunst

Har brugt en ikke helt ubetydelig del af min dag på at brainstorme over og udarbejde listen ‘yndlingsmalere’. Hvilket selvsagt er et utåleligt selvsmagende og prætentiøst projekt, men nuvel, det var ikke desto mindre hvad jeg foretog mig. Min top 5 er i skrivende stund (i ikke nærmere prioriteret rækkefølge): Kaj K. NørkjærEdward HopperAndrew WyethCaspar David Friedrich og Eugène Jansson.

Hvad har disse malere til fælles – udover at være mænd, hvide og døde?

Melankolien, tror jeg. Den har sneget sig ind på mig i de senere år. Både mentalt, men åbenbart også i mine kulturelle præferencer. I dag kan jeg helt uironisk sætte pris på country, noget jeg ville have forsvoret for relativt kort tid siden. For 10 år siden var det den vrængende og let afsporede Egon Schiele, der var min yndlingsbilledkunstner. Og før da var jeg mest til popkunst a la Robert Rauschenbergs pasticher eller den ironisk-fremmedgjorte Barbara Kruger.

I dag er der ingen af dem, der gør så meget for mig. God billedkunst har en anden og mere implicit effekt på mig nu, især hvis den siger noget om den menneskelige eksistens’ grundvilkår (læs: melankolien og en higen efter en større mening).

Måske nogen af læserne husker den berømte og pænt vidunderlige museumsscene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, hvor protagonisten Ferris, kæresten Sloane og den kompleksramte ven Cameron er på The Art Institute of Chicago. De ser mesterværker af Picasso og Hopper inden Cameron fortaber sig fuldstændig i Seurats ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’. Han stirrer så intenst på den lille pige og hendes mor, og jo mere han stirrer, jo mere indser han at der intet er – der er ingen redning fra hans fremmedgjorte far og døde mor.

Jeg vil ikke sige at mine fem favoritkunstnere efterlader mig som på samme eksistentielt desperate plan som Cameron, men især Hopper og Wyeths billeder har en stærk effekt på mig i disse år. ‘Christina’s World’, eksempelvis, eller Hoppers ‘Gas’ ovenfor. Det er melankolien, den besjælede natur og symbolsk higen, der fungerer for mig dette sted i livet.

Vi må se hvilke kunstnere, jeg fremhæver om 10 år. Måske nogle mere farverige af slagsen?

Kunst er arbejde

Jeg har altid gerne ville eje et Gustav Klimt billede. Det kunne dog godt tyde på at jeg skal spare lidt op – nærmere betegnet 800 mio. kr. – såfremt det skal blive til noget. Billedet er ‘Adele Bloch-Bauer I’ fra 1907.

PS. Æres den, der æres bør! International man of leisure, jagttegnsindehaver og tvangskarboneret æresmedlem af fanklubben for filmen ‘2 ryk og en aflevering’, Kristian Stobbe, er i dag blevet ingeniør og har tilmed fået arbejde ved CSR. Der ønskes et varmt og kjærligt tillykke herfra, samt sendes en lille bøn til de højere magter om, at parringslystne musvåger ikke ødelægger dagen.

But the lie is so much prettier than the truth

Forleden dag åbnede en ny Robert Rauschenberg udstilling på AROS i Århus. Generelt har jeg altid været pjattet med popkunst, men især med Rauschenberg, fordi han på mærkværdigvis altid har kunne forny sig. Jeg anerkender fuldt ud, at Warhol, Lichtenstein, Johns, Rosenquist og de andre er store, men når først deres joke er blevet fortalt een gang (lidt groft sagt: ‘Se, jeg laver overdimensionerede tegneserier’, ‘Næh, hov, se mig: Jeg laver billeder af Campbell supper og Mao Tse-Tsung’), så er der ligesom ikke så meget mere i dem. Rauschenberg kan jeg aldrig blive træt af, han er – utroligt, men sandt – ligefrem i stand til momentant at ophæve mit notoriske had mod installationskunst. Der er et interessant interview med ham på Weekendavisens hjemmeside. Læs det, og bliv klogere på en sær kunstners krogede verden. Hvis nogle vil med på en lille ekspedition til Århus i løbet af sommerferien, så siger jeg ikke nej.

PS. Nu kan jeg huske hvorfor det var at jeg gerne ville læse på Cornell University. Til deres såkaldte ‘Slope Day’ spiller Ben Folds og Talib Kweli….(misundelig rapport fra alle amerikaneres yndlings-hadeuniversitet Duke her)! Hvordan er det nu at KU fejrer deres studerende…?

Populær drejebog til samvittighed søges

Har været lidt af en kunstdag. Startede med at køre til Humlebæk for at besøge Louisiana. Tilsyneladende havde halvdelen af Sverige fået samme idé, for det var næsten ikke til at komme frem for horderne af det ‘lysegrå guld’ (mit yndlings hadeudtryk for tiden) fra hinsidans. Jeg elsker Louisiana af hele mit sorte og onde hjerte, men deres aktuelle udstillinger er nu ikke noget som jeg synes rykker. Min mor er meget begejstret for George Baselitz særudstillingen, mens hans billeder i mine øjne mest af alt ligner noget en seksuelt frustreret tysker med et anden verdenskrigstraume kan finde på at genere sine omgivelser med. Tilsvarende kunne den aktuelle videokunst udstilling Sip my Ocean ikke hidse mig op – er vist lidt for konservativt anlagt til at synes videokunst er i samme liga som billedekunst. Museet og haven var dog skønne som sædvanligt.

De kulturelle indslag fortsatte med, at min mor og undertegnede tog forbi Charlottenborg og så ‘Den Gyldne 2006’ udstillingen. Det var ret sjovt, jeg er ikke ligefrem helt på bølgelængde med undergrunden i dansk/skandinavisk kunst, så var spas at få udvidet horisonten lidt. Det meste af det ville jeg ikke eje, men købte en lille plakat af Nils Viga Hausken til at hænge på min dør (‘Det har jeg ikke tid til’). Var også hyggeligt at gå med min mor inde i byen bagefter. Strøget var sort af turister, på trods af at der er helligdagslukket.

I går var vi som nævnt inde at se The Producers. Fremragende musical, der blev gået til den med både sangen og koreografien, så bestemt ros til det. Jeg savnede måske lidt handling, men hvis jeg vil have den slags, så er det jo nok ikke lige musicals man skal se. Var første gang jeg var i Det Ny Teater, kan godt forstå at det er populært.

Nu sidder jeg så her og blogger inden jeg drøner ud til Cecilie for at gafle aftensmad. De Gamle tager hjem i morgen, og så skal jeg vist have kigget på lidt læsning i weekenden.

Dying to say this to you

Så er der gode nyheder, børnlil! Sufjan Stevens udgiver album i juli, ganske vist kun b-sider, men hvis jeg kender ham ret, så holder også de et vanvittigt højt bundniveau. Jeg glæder mig ihvertfald. Til de hurtige af jer, så kan sangen ‘The Avalanche’ høres her og en akustisk version af ‘Chicago’ her. Oh fryd, oh gammen!

Ellers så er min dag gået med et besøg på Ordrupgaard sammen med forældrene. Der er en specialudstilling med J.F Willumsen, og ellers har de jo også selv en pænt stor samling, bl.a. med Gaugain. Jeg bliver aldrig stor fan af impressionismen, så som udgangspunkt er Ordrupsgaards fokus ikke lige min kop the. Jeg anerkender at der sikkert er tale om stor og værdifuld kunst – men den siger mig ikke rigtig noget, og i almindelighed keder alt kunst fra før 1900 mig grusomt. Med mindre maleren var sindsforvirret eller seksuelt afsporet. Så kan jeg være med igen. Willumsen synes jeg er ok, alle kender jo Bjergbestigersken, men ikke noget exceptionelt. Næh nej, giv mig Schiele, Rauschenberg eller Kaj K. Nørkjær any day.

Lige om et sekund hopper jeg på cyklen til et givetvist inspirerende læsegruppemøde. Jeg hører musik på comp’en i lange baner, siden pullermåsen (= min cd-afspiller) er til reperation ved en kaotisk herre i Farum. Herre, giv mig styrke!