Flerstrenget

For nylig omtalte jeg, at jeg (imod mine tidligere udmeldninger) har genstartet min ikke-anonyme blog. Det er også sandt. Jeg har indkøbt en flot (og smådyr) template, så den kan få et appetitligt udseende. Der er kommet et enkelt velkommen-til indlæg. Tilmed har jeg brugt uforholdsmæssig meget tid på at tænke over indholdet – særligt snitfladerne her til Udkastet.

Her på stedet kan jeg skrive om alt. Næsten da. Jeg holder mig fra alt for meget politik og familieliv, men ellers er der frit spil.

Det giver frihed. Her kan jeg ventilere ud om gamle Game Boy spil og synthpop uden at det dukker op, når potentielle arbejdsgivere googler mit navn1. Det samme går ikke helt, hvis jeg laver samme stunt på den ikke-anonyme blog. Der skal indholdet være mere … professionelt og personligt brandet. Ja, sådan tænker man altså, når man er ligeså beregnende og egennyttemaksimerende som undertegnede.

Men det giver udfordringer!

For reelt set har jeg hverken kapacitet, indsigt eller meninger nok til at holde en jævnligt opdateret blog om politik og samfundsforhold kørende. Overvejer derfor om jeg kan krydspublicere indlæg fra Udkastet til den ikke-anonyme blog. Og i givet fald: Hvilke kan det så være? Det kunne jo være opdaterede og forberede udgaver af, ja, udkastene fra Udkastet.nu. Der grubles videres.

Andre ville igen mene, at jeg trænger til at komme tilbage på arbejdet, så jeg ikke længere har tid til at gå og spekulere over den slags enfoldigheder. De vil muligvis have ret.

  1. Håber jeg []

Ud af skyggen

Genoplivede min gamle offentlige blog efter en spontan indskydelse i går.

Udkastet.nu opfylder mit behov for at kunne skrive om alt mellem himmel og jord under en vis form for anonymitet. Men jeg mangler en platform til … well, i mangel af et bedre ord: Min personlige branding.

Tanken er, at den offentlige blog skal være mit ansigt udadtil, hvor de indsigtsfulde, analytiske og reflekterende indlæg kan blive publiceret. Imens forbliver Udkastet det sted, hvor jeg prøver mine tanker af, kan være lidt impulsiv og grifle om mine mangfoldige sære og besynderlige interesser.

Har jo egentlig en smålig drøm om at blive skribent. Har engang haft en lang og trang kronik i Weekendavisen. Så hvad kan jeg ikke drive det til, hvis ellers jeg gider lægge lidt arbejde i skrive nogle flere kloge indlæg, der ikke udelukkende handler om min navle, Postmand Per eller science fiction?

Personligt

Stødte på et af de her herligt introspektive hvad-sker-der-for-den-personlige-blog indlæg på en de Apple-sider, jeg til tider læser for at fodre min slet skjulte besættelse af nye apps og Mac. Han skriver:

One of the things that has kept me from blogging more over the years has been the problem of worrying that, or at least wondering if, the specific thing that is on my mind right now is particularly useful or interesting for my readers.

I find it sort of charming when people write “whole person” blogs that may contain material spanning from their personal emotions, to the culture they appreciate, to the work that they do, and the politics they believe in. But I also find it kind of irritating when I don’t happen to value or share in common one or more of those many disparate interests. Slogging through myriad posts about renaissance faires or meat rendering techniques, just to get the rare morsel about, say, optimizing Objective-C code, is not my idea of enjoying the written word as a reader of blogs.

And so I am very sensitive to try to keep things pertinent to the blog at hand. This has led to my having had for a long time now at least two, and often far more active blogs at a time.

Jeg er ikke enig. Tværtimod sætter jeg pris på, at folk til tider skriver om noget, som jeg ikke selv fra begyndelsen synes er udpræget interessant. Netop den personlige blogs død (og genopstandelse på Twitter) er noget, der igennem flere år har gjort mig trist og miserabel indeni. Jeg savner år 2006, hvor den klassiske personlige blogform stadig var dominerende. Det er således stadig de personlige blogs, hvor folk skriver om musik, kæledyr, film, tv, bøger, deres slankekure, hverdag, meninger, passioner, tanker etc etc, som jeg sætter mest pris på at læse regelmæssigt. Nogle indlæg er jeg ligeglad med, bevares. Og ja, de professionelle eller mere emnespecialiserede blogs kan være interessante.

Men jeg kan godt lide det der med at lære en skribent at kende over længere tid, især hvis de skriver godt og på en heterodoks måde. Det er fint nok at man ved en masse om økonomi eller vietnamesisk mad eller science fiction eller børnetøj. Hvis det er lige netop de emner man brænder for, og den niche man gerne vil skrive i, så er det fuldt ud forståeligt. Det er den strategi, altså specialisering, der reelt genererer flest læsere. Men hvis jeg skal læse med i længden, så er jeg for nysgerrig og snagende til at kunne leve med ikke at vide mere om skribenten. Jeg vil gerne lære dem bedre at kende – også udover deres interesse og kompetencer indenfor deres felt.

I forhold til indlægget ovenfor, så er jeg usikker på nødvendigheden af at have flere blogs for at kunne udtrykke sig bedst muligt. Jeg har tidligere i min snart 10-årige (sic) ‘karriere’ som blogger haft et skiftende og meget skizofrent forhold til behovet for anonymitet. Skiftet adresse adskillige gange, skrevet under pseudonym og i eget navn. I dag er jeg tilbage i den anonyme tilværelse. Ejer stadig et domæne, som jeg kan tage i brug igen den dag, at jeg får brug for en platform til at udtrykke mig offentligt. Lige nu – spændt op i det livs-industrielle kompleks mellem arbejde, småbørn og underlødige tv-serier – har jeg dog ikke nok på hjertet til at opretholde en offentlig debatprofil. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til at opdatere min Twitter, for Guds skyld!

Læser I nogle personlige blogs, som man med fordel kan tilføje til listen over obligatoriske læsning?

Hamskifte

Har netop gennemført designskift nr. 3 mia. i min tid som blogger.

Ikke at det gør den store forskel for mange andre end mig selv. Det er efterhånden længe siden at jeg slog besøgsstatistikken fra, ligesom jeg har opgivet at komme ind en fast regelmæssig skriverytme. Dertil har jeg ganske enkelt for lidt på hjertet. Jeg narrer derfor vist ikke nogen, når jeg fortæller, at antallet af læsere på siden er ganske begrænset. Det er prisen for inaktivitet, en mere distanceret skrivestil og de utallige adresseskift gennem tiden, formoder jeg.

Så i dag skriver jeg mest for mig selv.

Hvilket jeg ikke helt har reflekteret dybere over de skrivemæsige konsekvenser af. En mere anonym nettilværelse giver alt andet lige rum til, at man kan skrive lidt mere … personlige indlæg. Noget jeg ellers har været forsigtig med de sidste 3-4 års tid. Der har derfor ikke været mange skarpe eller holdningsprægede indlæg her på stedet igennem længere tid. Det bliver mest til musik, bøger og lidt popkultur. Hvilket altsammen er fint, men også lidt kedeligt, og det er et godt stykke fra, hvad jeg måske egentlig gerne ville med bloggen helt fra starten.

Til april er det i øvrigt 10 år siden, at jeg skrev mit første blogindlæg. Det var under et praktikophold i Prag, og dermed i et noget andet liv end mit nuværende. Jeg må hellere grifle videre. Bloggen er trods alt i sin essens stadig den samme.

I Have Seen Your Future and It Doesn’t Work

Der arbejdes atter med bloggens design. Bliv derfor ikke overrasket, hvis udseendet skifter i løbet af de kommende par dage.

Hav tålmod. En dag falder jeg nok til ro.

Update! Så er et nyt (og forhåbentlig langtidsholdbart) design på plads. Der er endnu et par ting og sager som ikke fungerer helt sømløst, herunder kommentarfunktionen, men jeg pusler løs med at få det på plads.

Jeg vedkender mig nu åbent rollen som blogverdenens svar på Bo Bedre. Når det gælder udseendet på bloggen, da er jeg både pralende, opmærksomhedskrævende, til fals for ussel mammon, glitter, perler og spejle – samt snobber hæmningsløst for småborgerligt design.

All Is Wild, All Is Silent

 

Der forsøges igen med et nyt og mere minimalistisk blogdesign. Rent visuelt kan jeg måske bedre lide det gamle, men små detaljer (umuligt at få et arkiv i siden, kommentarerne bliver dateret forkert) ødelægger fornøjelsen for den gamle og pertentlige skribent.

Nå, ja. Bevares. Foråret er på vej og safterne stiger. Forandring fryder og alt det der. Lad os se om det fungerer.

Hvid støj

Jeg skal naturligvis beklage det noget skizofrene grafiske udtryk her på siden i ugerne efter opstarten. Men jeg var – og er – ikke helt tilfreds med det layoutmæssige udtryk i de første par templates jeg har forsøgt mig med. Det første var for grimt, det andet for lyseblåt og ferskt.

Derfor er jeg nu skiftet til denne blomstrende udgave. Sandsynligvis kun kortvarigt, eftersom billedet ovenfor er lidt for sommerligt og lummert til mit bornete og pietistiske livssyn. Pyha. Jeg satser bestemt på at kunne skifte det ud med noget mere sømmeligt fra mine egne billedgemmer.

Jeg håber at finde løsningen på de layoutmæssige kvaler inden længe. Indtil da, hold ud. Alt godt kommer til den der venter.

Update! Nu med grønt græs tema i stedet! Kommentarer modtages med kyshånd (men kun hvis de er rørstrømsk rosende).

Kulturberigelse

Dagen er i dag er en anelse speciel.

Dels fordi det blev dagen hvor Skattekommissionen offentliggjorde sin snedige plan for at lægge min privatøkonomi i ruiner. Men mest fordi det er dagen, hvor jeg kan præsentere et par fremragende gæsteindlæg af to særdeles skarpe penne. Den første blev sat på en decideret bestillingsopgave, den anden fik noget mere løse hænder.

Jeg har i lange tider beundret Maries blog. Dels fordi det kulturelle niveau er lysår over den normale standard her på egnen, men især fordi hun gentagende gange har skrevet bjergtagende anmeldelser af suspekte TV-serier. Særligt de ypperlige analyser af afsnit fra første sæson af Beverly Hills 90210 bør man ikke lade sig snyde for. Da den unge dame tilmed deler undertegnedes usunde fascination af Lost, forekommer det oplagt at lade Marie være ansvarlig for den autoritative anmeldese af Lost sæson 4.

Den anden skribent, Stobbe, og jeg går langt tilbage. Helt tilbage til hjemstavnen, faktisk. Utallige er de gange hvor vi boltret os lystigt i kåd leg til Nibe Festival. Og jeg har mange gode minder fra sære samtaler om aldeles underlødige ting. Den unge mand og jeg deler ligeledes en pirrende passion for obskur musik, og lumre hentydninger med religiøse overtoner og seksuelle undertoner. Det er derfor særdeles passende, at Stobbe valgte at benytte sine frie hænder til at grifle et begavet indlæg omkring musik.

Tag godt imod de unge mennesker.

Ud og hjem igen

Blogs er i vælten for tiden. Således kunne bl.a. DR meddele, at ‘weblogs er blevet højrefløjens medie’. Udover at dette naturligvis er en grov forsimpling – der er meget stor forskel på libertarianerne hos Punditokraterne og den islamofobe tone på Uriasposten – så køber jeg ikke rigtig argumentationen for hvorfor ‘venstrefløjen’ (hvem er det foriøvrigt?) skulle være længere bagefter: At det primært er de højreorienterede og liberale kræfter, der benytter sig af weblogs, kan skyldes, at venstrefløjen har sværere ved at vænne sig til de nye medier” og “Grunden til, at de mest populære danske weblogs alle er borgerlige og liberale, mener Trine-Maria Kristensen skyldes, at der er flere maskinstormere på venstrefløjen, så de har sværere ved at vænne sig til den nye teknik“. Øh, nå? Og hvorfor skulle det så være tilfældet? Og hvad i alverden er en maskinstormer? Det må være det mest 1970’er agtige udtryk jeg har hørt i årevis.

Det er dog ikke kun den skumle danske højrefløj der er hoppe med på bølgen. Også den evigt charmerende iranske præsident Ahmadinejad har tilsyneladende fået sin egen blog. Måske er den ikke så udbygget endnu, men man kan læse så fascinerende ting som hans livshistorie (drama! drama!) og deltage i en afstemning om hvorvidt meningen med Israels Libanon aktion er at starte en ny verdenskrig. Herligt, herligt! Der hersker dog en vis usikkerhed om hvorvidt bloggen er ægte eller blot en parodi. For en uddybning, besøg altid informative Boing Boing.

PS. I den anden ende af verden har Japans premierminister Koizumi igen besøgt Yasukuni templet. For den uendelig beretning om hvorfor man mildt sagt ikke er begejstre for det i bl.a. Kina og Korea, læs mere her.

Blok? Blåg? Blog?

Kiggede på bloggen med semi-kritiske øjne og indså, at billedet af undertegnede i øverste højre hjørne egentlig ikke var helt optimalt. Faktisk så det pænt tåbeligt ud. Hvorfor dog plage evt. besøgende mere end højest nødvendigt. Så nu skulle der gerne være et Wolfgang Tillmans billede i stedet. Så kan I se hvor arty-farty jeg er. I hvert fald indtil jeg finder et bedre billede at lægge ind. Overvejer også en snarlig revision af 100 ting listen. Den er ved at være over et halvt år gammel, og er vist også en kende pinlig.