Morrissey – Seasick, Yet Still Docked

Det er efterhånden sjældent at jeg lytter til Morrissey, hvilket er ganske mærkværdigt, når man tager i betragtning hvor stor fan, jeg var af ham (eller snarere: The Smiths) engang. Men af og til finder jeg ham frem, og nyder en enkelt sang. Ligesom for at erindre, at der var engang han var relevant. Og det er nok for mig. I dag er ‘Seasick, Yet Still Docked’ den rette medicin for mig. Tilpas urimeligt selvmedlidende, faux-deprimeret og melodisk til at jeg kan tage blæsten og regnen seriøst.

Sonic Youth – Into the Groovey

Det er yderst begrænset hvad jeg sådan for alvor kan lide af Sonic Youth (‘Teenage Riot’, ‘Superstar‘ og … og …nej, det var egentlig det), men deres støjende coverversion af Madonna ‘Into the Groove’ er mesterlig. Hele tiden et halvt trin efter beatet, og skæv på en svimlende måde. Den rette måde at gentænke det glitrende poppalads, som Madonnas originaludgave indiskutabelt er.

Andrew Bird – Oh No

Dagens sang er Andrew Bird – ‘Oh No’. Hvilket egentlig falder mig vanskeligt at fortælle jer, da den indeholder fløjten. Og hvis der er noget, der burde forbydes, så er det at der fløjtes i en sang.

Men omkvædet er så … dejligt. Hvis man kan høre sangen, og på en eller anden overmenneskelig måde kan forhindre ens fod i at vippe forræderisk med, så har man en noget nær unaturlig større viljestyrke.

Stakkels Caroline

Det kan ikke have været nemt at hedde Caroline i årene omkring 1970.

Først udkom Beach Boys’ episk ondskabsfulde breakup sang ‘Caroline, No!’ i 1966, og nu har Spotifys overraskende begavede algoritme henvist mig til den underskønne ‘Caroline, Goodbye’ af Colin Blunstone fra 1971. Her bliver der også slået op i stor stil.

Begge er selvsagt melodiske mesterværker, der deler æren af at være dagens sang.

Loose Joints – Tell You (Today)

Dagens sang er Loose Joints’ originale udgave af ‘Tell You (Today)’, simpelthen fordi den er så overlegen i forhold til Robyns irriterende coverudgave. Jeg kommer aldrig til at forstå hvordan det lykkedes hende at gennemføre sin metamorfose fra træls teenage one-hit-wonder til dronningen af electronica. I min forkvaklede verden er der ingen, genta’r: INGEN tilgivelse eller vej ud af mørket efter at man har begået noget så forbryderisk som ‘Do You Really Want Me’.