Son Volt – Drown

Dagens sang er røvballe alt-country fra Son Volt i form af ‘Drown’. Hvis ikke den sejtrækkende guitar kan forvandle strækningen Roskilde – Høje Taastrup til et endnu mere trøstesløst wasteland end tilfælde allerede er, så er der intet der kan.

Badhead

Jeg har ikke tænkt på sangen i årevis, men her til aften dukkede Blur ‘Badhead’ så alligevel uinviteret op i mit baghoved.

Tror det skete, da jeg stod verdensfjernt og tømte opvaskemaskinen.

Da da da da, and I might as well just grin and bear it, cause it’s not worth the trouble of an argument“, stod jeg der og nynnede frenetisk alt imens jeg håndterede de stadig lidt for varme børnetallerkener og glassene fra Ikea.

Ikke fordi der er nogen jeg vil skændes med, eller fordi jeg har haft en særlig byrdefuld søndag. Tværtimod har jeg haft en fortryllende weekend med Den Bedre Halvdel og Arvingen, herunder en solbeskinnet dag i zoologisk have. Selv den salatdressing-tunge burger fra grillen ved Abejunglen faldt i min smag.

Men ‘Badhead’ er en god sang, indser jeg nu her 20 år efter jeg hørte den første gang. Ikke Blurs bedste (det er ‘The Universal’ og ‘For Tomorrow’), men alligevel. Lige på kanten til at blive for meget cabaret og overanstrengt morsom – sådan som visse af Blurs sange i deres imperiale fase havde en tendens til1 – men den når alligevel tørskoet i land.

Måske det meget godt udtrykker, hvordan jeg har det med Blur i almindelighed. De er tæt på, at jeg giver min indre gnavne, gamle mand frit løb. Men med et mirakuløst koket lille vrik med hoften af Damon Albarn, tilgiver jeg dem alligevel. Ingen grund til at starte et skænderi om det.

  1. Ja, ‘Country House’ og ‘Charmless Man’, det er jer jeg kigger på []

Åndeløs

Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men Waxahatchee ‘Breathless’ brager rundt i mit liv i øjeblikket. Det skete rundt regnet sidste mandag morgen i denne uge, hvor sangen – uelegant, ond i sulet og med det der ret undertrykkende dræberorgel, der driver sangen nådesløst frem – hamrede løs i mine hørebøffer på vej over Bryggebroen.

Sangen er voldsomt episk, og som jeg gik der på en af de der kolde, klare københavnske morgener, hvor byen er perfekt, gik alting op i en højere enhed. Lidt som når St. Vincent ‘Teenage Talk’ krystalliserer melankoli, længsel og fortrydelse i ét perfekt øjeblik.

Begge er stensikre på min årsliste over 2015’s bedste sange.