Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

De bedste stykker

Dele af min fritid og intellektuelle kapacitet bruger jeg som kommunikationsrådgiver for den lokale borgmesterkandidat.

På den ene side er den slags naturligvis underholdende og dybt meningsfuldt for en politisk interesseret og engageret person. Og selvom det er frivilligt arbejde, som jeg ikke modtager nogen monetær eller materiel belønning for, så kan det forhåbentlig lede til nogle muligheder for mig senere.

På den anden side betyder det, at jeg – ligesom det er tilfældet i mit almindelige arbejde – anvender min trods alt begrænsede kreativitet og energi til at skrive ting på vegne af andre. Meget af det jeg skaber, kommer jeg med andre ord aldrig til at få kredit for eller opmærksomhed om. Det betyder samtidig, at jeg ikke har så megen energi til at skabe og udvikle mine egne private ting og projekter – eksempelvis blogindlæg her på stedet.

En dag kunne jeg godt tænke mig at have en livs- og arbejdssituation, hvor jeg anvender mine bedste energier, kreativitet og virkelyst på mine egne ting og projekter.

Hvordan jeg lige skal komme hen til en sådan situation, har jeg ikke nogen klar plan for. Alting skal jo i sidste ende hænge sammen økonomisk, især når man har snart to børn at holde om og holde af. Lysten til at tage risici bliver mindre, jo flere man får ansvar for.

Men en skønne dag, måske.

At forstå det fremmede

Det kan være inspirerende og interessant at læse udlændinges beretninger fra og indtryk af det sted, man selv kommer fra.

Nogle gange kommer de med nye indsigter i og andre vinkler på den virkelighed, man selv går rundt og tager for givet. Deres iagttagelser får en til at reflektere over tingene. Et eksempel er en nylig artikel i New York Review of Books ‘Liberal, Harsh Denmark’. Jeg er langt fra enig i alt i artiklen, men jeg synes den er god og tankevækkende. Den gør et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad i alverden der foregår i Danmark i disse år.

Andre gange fornemmer man at iagttageren ikke rigtig forstår hvad der foregår – eller værre: At de har en prædefineret dagsorden og forståelsesramme, som de derefter fortolker alting ud fra. Et eksempel på det er Lena Sundströms ‘Världens lyckligaste folk: en bok om Danmark’, der allerede på forhånd havde konkluderet hvad den mente om Danmark og dansk politik. Det blev hverken bogens læsere eller dens subjekter klogere af.

Men det er jo vigtigt at vide hvad der foregår rundt om i verden – og ikke mindst: At forstå begivenhederne og sætte dem ind i et større billede.

Som almindelig medieforbruger må man forlade sig på enten de danske mediers korrespondenter rundt om i verden, eller (hvilket nok er bedst og mest lødigt) de lokale mediers egne beretninger. Jeg har generelt stor tiltro til den danske korrespondentstand – med visse undtagelser! – men de er jo også blot mennesker. De er fulde af tidsbegrænsninger, fordomme, kognitive begrænsninger, har et begrænset kildenetværk og færdes i bestemte sociale cirkler. Det er langt fra givet, at de reelt forstår det land eller lokalitet, de rapporterer fra. Hvis man bor i og rapporterer fra Beijing, ved man så reelt hvad der foregår langt ude på landet i det vestlige Kina? Kan man rent faktisk forstå de sociale dynamikker i en given situation, der foregår langt væk, hvor man ikke har kildenetværk eller i øvrigt indsigt i de lokale forhold? Jeg tvivler.

Årsagen til denne lille tur ud af en tangent er, at jeg ikke er sikker på at vi forstår (altså rigtig forstår) Donald Trump eller amerikansk politik.

Vi tror måske vi gør – valget er jo i medierne konstant – men det er på en underlig kunstig måde. Det er teater. Klare helte- og skurkerolle. Og de er jo så skøre, så skøre de amerikanere.

Bortset fra, at det er jo nok egentlig ikke. Ikke på et aggregeret niveau i hvert fald. Følte mig derfor ret godt oplyst, da jeg læste en længere (men interessant!) analyse ‘What are the core differences between Republicans and Democrats?’. Artiklen er fuld af citat-værdige passager, men jeg vil nøjes med at fokusere på skribentens betragtninger om de forskellige niveauer af politik i USA:

“At the state and local level, the governments controlled by Republicans tend to be better run, sometimes much better run, than those controlled by the Democrats. And a big piece of how American people actually experience government comes at the state and local level.

This superior performance stems from at least two factors. First, Republican delusions often matter less at the state and local level, and furthermore what the core Republican status groups want from state and local government is actually pretty conducive to decent outcomes. The Democrats in contrast keep on doling out favors and goodies to their multitude of interest groups, and that often harms outcomes. The Democrats find it harder to “get tough,” even when that is what is called for, and they have less of a values program to cohere around, for better or worse.

Second, the states with a lot of Democrats are probably on average harder to govern well (with some notable Southern exceptions). That may excuse the quality of Democratic leadership to some degree, but it is not an entirely favorable truth for the broader Democratic ethos. Republicans, of course, recognize this reality. Even a lot of independent voters realize they might prefer local Republican governance, and so in the current equilibrium a strong majority of governors, state legislatures, and the like are Republican.

Think on those facts — or on the state of Illinois — the next time you hear the Democrats described as the reality-oriented community. That self-description is “the opium of the Democrats.”

If you wish to try to understand Republicans, think of them as seeing a bunch of states, full of Republicans, and ruled by Republicans, and functioning pretty well. (Go visit Utah!) They think the rest of America should be much more like those places. They also find that core intuition stronger than the potential list of views where Democrats are more reasonable or more correct, and that is why they are not much budged by the intellectual Democratic commentary. Too often the Democrats cannot readily fathom this.

———–

It is easier for intelligent foreigners to buy more heavily into the Democratic stories. They feel more comfortable with the associated status relations, and furthermore foreigners are less likely to be connected to American state and local government, so they don’t have much sense of how the Republicans actually are more sensible in many circumstances.”

Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg for alvor forstår hvad i alverden de republikanske vælgere kan se i Donald Trump. Manden virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde (om end hans valgstrategi tilsyneladende virker særdeles effektivt). Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den tegneserieagtige karikatur, vi i Danmark ofte har amerikansk politik og samfundsliv generelt. Tingene er gerne mere nuancerede end som så.

Det samme gælder sådan set også politik herhjemme. Der er himmelvid forskel mellem politik som det foregår på Christiansborg, og det politiske liv, der foregår i de lokale kommunalbestyrelser eller regionsråd. Det gælder også internt i partierne, hvor der kan være ganske store policyforskelle. Venstre og Socialdemokratiet lokalt kan – både ideologisk og temperamentsmæssigt – befinde et godt stykke fra, hvor partiernes Christiansborg-politikere er.

Så det bør den iagttagende besøger huske på, næste gang de tror, at de har forstået et andet land eller en anden kultur. Sandsynligheden taler for, at man kun lige har skrabet i overfladen.

Den nære fortid

Læser i ‘Den hemmelige socialdemokrat’ på vej til og fra arbejde. Den er pudsig og indavlet, men er samtidig også en overraskende velskrevet bog. Eller velskrevet og velskrevet. Den flyder i hvert fald let og ukompliceret, omtrent som et ugeblad. Man er godt underholdt af dens anekdoter og gendigtninger af Socialdemokratiets seneste 10 år. Og den får 2014 til at virke som en menneskealder siden.

Persongalleriet er på de to år fuldstændig ændret. Flere af de centrale socialdemokratiske aktører fra dengang er nu i anden beskæftigelse. Thorning-Schmidt og Corydon kom og gik. Jeg har verden mistænkt for, at de færreste mennesker i dag vil kunne sige præcis hvad de to stod for – eller hvilken arv, de efterlader. Måske fordi verden virker så meget anderledes i dag, end for blot ni måneder siden.

Det er selvsagt en forsimplet påstand, men jeg mener, at der findes nøglebegivenheder, som får afgørende indflydelse på snart sagt alt – lige fra politik, økonomi og kultur til den måde, vi som samfund betragter os selv og vores samtid. Begivenheder, der ændrer de historier, vi fortæller hinanden om os selv. Begivenheder, hvorefter alting bare er anderledes. Den type begivenheder, hvor folk kan huske hvor de var henne, da de hørte om det første gang.

Murens fald i 1989 var en sådan begivenhed1. Det samme var 11. september 20012. Den finansielle krise fra 2007 og frem ligeledes3. Det er vanskeligt at vurdere en begivenheds betydning mens den finder sted, men i en europæisk kontekst optrådte i hvert fald to begivenheder i 2015, der har potentialet til at være definerende for Danmark og Europa. Begge er koblet til EU og institutionens manglende evne til at levere svar på udfordringerne.

Den første var Euro-krisen og hele forløbet om Grækenlands økonomi i forsommeren. Sagen er måske gledet lidt i glemmebogen nu, men jeg tror, at det var her, at de sidste EU-entusiaster for alvor opgav troen på, at EU effektivt kan løse kollektive problemer.

Den næste er selvfølgelig flygtningestrømmene – og igen illustrationen af EU-institutionens fuldstændige manglende kapacitet til dels at medvirke til at løse konflikten i Syrien, dels håndhæve egne eksterne grænser og dels gennemføre en fælles fordelingsordning af flygtninge. I en dansk kontekst tror jeg, at den dag i september, hvor der gik flygtninge og migranter på motorvejene ændrede alt. Hvis ikke vi her i Hobbit-landet havde opdaget at globale begivenheder har en meget konkret effekt på Danmark, så oplevede vi det dér.

Så når jeg læser ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (udgivet februar 2014), bliver jeg nærmest nostalgisk. Tænk, at de havde den luksus og politiske overskud til at gå op i betalingsringe om København og den slags. Og alle kommentatorerne var rørende enige med hinanden om, at danskerne kun gik op i økonomi og arbejdspladser, mens indvandring var mere eller mindre dødt som politisk issue. De skulle bare vide, skulle de.

Samlet set kan jeg måske ikke anbefale ‘Den hemmelige socialdemokrat’. Det er ikke en god bog i klassisk forstand. Men læs den, hvis du vil have lidt hengemt luft fra en ikke så fjern fortid. Den slags kan man også blive underholdt af.

  1. Jeg så det i tv morgenen efter. Var lige kommet ind af døren efter at have hentet morgenbrød – majsbrød, helt præcist – i bageren, der dengang lå for enden af den vej, hvor jeg voksede op []
  2. Var til undervisning i Sociologi på 1. semester af statskundskabsstudiet. En holdkammerat havde fået en sms om det. Der udkom ekstraudgaver af gratisaviserne den eftermiddag, jeg læste i dem på vejen i s-toget hjem mod Ishøj []
  3. Kan ikke sætte præcist sted eller tid på her []

Dagen efter et nej

Nuvel, det blev et nej.

Jeg har ikke fordybet mig i tallene, endsige opnået nogen form for indsigt i hvorfor folk stemte, som de gjorde. Man kan have en række mere eller mindre plausible teser og tolkninger, men indtil videre ved vi det ikke. På dette præmature stadie, kan jeg dog følge Peter Kurrild-Klitgaard et stykke af vejen:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde. Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det sidste tror jeg er en grundlæggende korrekt tese. Vælgerne afviste i går de pragmatiske fordele ved en tilvalgsordning ud fra principielle bekymringer. Det lykkedes aldrig for ja-partierne for alvor at få anskueliggjort, hvorfor fordelene var store nok til at kompensere for afgivelse af suverænitet.

Der var tale om et trade-off, og tolkningen af afstemningsresultatet må bero på, om man tror vælgerne reelt kunne forholde sig til indholdet i dette trade-off. Personligt tror jeg (uden at have data herfor), at vælgerne reelt ikke har kunne overskue hvad afstemningen og trade-off’et handlede om – endsige hvad en tilvalgsordning ville have af fremtidige konsekvenser. I den situation er det mest oplagt at stemme nej, og fortolkningen af afstemningsresultatet vil kredse om hvorvidt det var en særlig begavet anlagt afstemning.

Hvis man derimod er af den opfattelse, at vælgerne var helt på det rene med, hvad vi stemte om, så er det en anden diskussion. Så bør vi begynde at diskutere hvorvidt det aktive fravalg af fordelene ved en tilvalgsordning er udtryk for, at vælgerne og politikerne er blevet fuldstændigt afkoblede fra hinanden i EU-politiske spørgsmål.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne. Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere. Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K). Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”. De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.

Bevares, jeg er heller ikke sikker på, at det var særskilt begavet at Uffe Ellemann kaldte nej-siden for bindegale. Og fremvæksten af den borgerlige EU-skepsis er et interessant fænomen, som de blå partier er nødt til at forholde sig til.

Jeg er dog usikker på om den borgerlige EU-skepsis er så ideologisk betinget, som Kurrild-Klitgaard fremstiller. Grundlæggende tror jeg at skepsisen udspringer af oplevelsen af, at EU ikke leverer og ikke fungerer. EU har været i en mere eller mindre varm krise siden franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten i 2005. De seneste 10 år har været én lang strøm af dårlige nyheder og problemer, som EU tilsyneladende ikke har nogen gode svar på. Hvis man i dag er 30 år, så er EU lig med et impotent regulatorisk system i identitetskrise, der ikke kan løse økonomisk kriser, Grækenland eller flygtningestrømme. Der er selvsagt mange succeshistorier for EU i det daglige, men det forsvinder i det større billede af, at systemet ikke fungerer – og ikke kan løse de grænseoverskridende problemer, hvilket ellers er selv eksistensberettigelsen af EU.

Det tredje lærdom må være, at man ikke får skabt andet end mistillid og politikerlede ved at sige ét og gøre noget andet. Ved hver folkeafstemning skitseres, at et “nej” vil betyde jordens undergang–og når det så ikke bliver et “ja”, står jorden alligevel.

Det synspunkt er koblet til den meget omtalte ‘politikerlede’ og ‘manglende tillid til politikerne’. Der er ingen tvivl om, at tidligere ja-kampagners åbenlyst løgnagtige trusler om død og ødelæggelse i tilfælde af et nej, aktivt har skadet troværdigheden af ja-kampagnen til denne afstemning.

Der er efterhånden gået sport blandt journalister i at tale om skellet mellem ‘eliten’ og ‘folket’, ligesom ‘politikerleden’ efterhånden anvendes som forklaring for snart sagt hvad som helst. Jeg køber ikke argumentet. Hvis ‘folket’ virkelig var så lede af politikerne, hvorfor tror de så på Messerschmidt, der har en meget lidt troværdig omgang med EU-midler? Og hvis vælgerne primært har stemt nej for at ‘straffe’ de nationale politikere og ‘eliten’, hvordan kan populistiske partier som DF og Enhedslisten så blive belønnet ved folketingsvalg for aldrig at tage ansvar for noget som helst? Tingene hænger ikke sammen.

Men nu er vi så her, midt i alt rodet. Messerschmidt har fået sit nej, så nu kan han slappe af, lade andre rydde op efter hans fest og så i øvrigt fortsætte med at være politisk betydningsløs og uansvarlig i Europa-Parlamentet til den skønne dag, hvor han skal hjem og være partileder i DF. Det er gået lige efter planen.

Men for os andre, der gerne ville have haft de fornuftige fordele ved tilvalgsordningen, så er der ikke meget at smile af. Vi kan nu se frem til endnu flere år, hvor Danmark ikke gør sin pligt i Europa eller høster nogle fordele. Og hvem ved, måske træder DF ind i regeringen lige om lidt, når nu det store EU-spørgsmål reelt er skudt til hjørne de næste mange år frem.

Det er en rædderlig tid, vi går ind i.

Retsforbeholdet

Jeg har nu begyndt på (og gået i stå i) op imod fire pseudobegavede blogindlæg om den forestående afstemning om Retsforbeholdet. Jeg har læst skønsomt op på materialet. Forsøgt (og mere eller mindre opgivet) at følge med i den stedse mindre og mindre meningsfulde debat. Deltaget i et arrangement om emnet med Søren Pind og Morten Messerschmidt på Roskilde rådhus i går aftes. Gjort min borgerpligt og alt det der.

Og jeg ender med at stemme ja. Som sædvanlig, var jeg lige ved at sige. For denne gang er det i høj grad et kryds, der sættes med autopilot.

Der er ikke noget i det jeg indtil videre har læst om de 22 retsakter, som jeg aktivt er imod. ‘Indtil videre’ er med kursiv, da jeg på ingen måde kan påstå, at jeg har opnået et oplyst grundlag at træffe min beslutning ud fra.

Generelt oplever jeg ikke, at det er et oplyst valg fra min side. Hvilket selvsagt primært er min egen fejl, da jeg jo sådan set bare kunne udvise den fornødne intellektuelle nysgerrighed og arbejdsetik i at sætte mig ind i sagerne. Omvendt er jeg usikker på hvorvidt den måde afstemningen er tilrettelagt på, er fremmende for vælgernes – eller i hvert fald min – deltagelse og engagement i substansen.

Vi skal forholde os til 22 såkaldte retsakter (et begreb, der i sig selv er med til at fremmedgøre 9 ud af 10 mennesker), som de færreste mennesker har tiden eller ressourcerne til reelt at sætte sig ind i indholdet af – endsige vurdere konsekvenserne af. Undervurderer jeg de danske vælgeres intelligens og ihærdighed? Konkluderer jeg for meget ud fra mine egne kognitive begrænsninger? Måske. Men som et lille eksempel, så læs lige her, hvad Justitsministeriet skriver om en af de konkrete retsakter, ‘Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler’, på den officielle oplysningsside om afstemningen. Bemærk, at det er her man som borger skal søge hen, når man skal finde ud af hvad man stemmer om:

FORORDNINGEN OM BILATERALE FAMILIERETLIGE AFTALER
Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen, selv om indgåelse af den type aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af disse to forordninger. Forordningen indeholder en procedure, som giver Kommissionen mulighed for at bemyndige en medlemsstat til at indgå en bilateralaftale med et tredjeland inden for anvendelsesområderne for de to forordninger. Tilvalg af forordningen er en betingelse for, at Danmark kan deltage i eventuelle ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention (skilsmisse og forældreansvar) og Den Nordiske Inddrivelseskonvention (underholdspligt), hvis Danmark tilvælger Bruxelles IIa forordningen og underholdspligtforordningen.

Nu vil visse læsere nok beskylde mig for at lefle for den laveste fællesnævner. Men hvis ovenstående kaudervælsk er det bedste og mest krystalklare måde at oplyse samfundet om forordningens indhold og konsekvenser på, så er det et emne, der er direkte uegnet at sætte til en folkeafstemning.

Endnu værre bliver det næsten, når der argumenteres for hvilke retsakter1, som partierne har fravalgt i den aktuelle tilvalgsordning. Her er to af slagsen:

DIREKTIVET OM RET TIL ADVOKATBISTAND
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer. Dansk ret vurderes i vidt omfang at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

DIREKTIVET OM RET TIL TOLKE- OG OVERSÆTTERBISTAND I STRAFFESAGER
Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder

Jeg er ikke jurist, så jeg har ikke de fornødne faglige forudsætninger for at forstå de to fravalg. Der er muligvis nogle gode og velargumenterede årsager til, at det at man fravælger direktiver, hvor “dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet”.

Men hvorfor egentlig? Hvis indholdet i direktiverne og dansk ret ‘i vidt omfang’ er det samme, hvorfor er det så problematisk at vælge dem til? Hvad er argumentet imod? Og vigtigere: Når vi nu ved overgangen fra et forbehold til en tilvalgsordninger bemyndiger folketinget til at træffe beslutning om hvorvidt vi skal tilslutte os de to direktiver, er der så ikke nogen begavede mennesker, der reelt kan fremlægge argumenterne for eller imod tilslutningen til dem?

Endnu værre er det dog næsten i begrundelsen for fravalget af det såkaldte ‘Retshjælpsdirektiv’:

RETSHJÆLPSDIREKTIVET
Direktivet fastsætter fælles minimumsstandarder for ydelse af retshjælp til fysiske personer i grænseoverskridende tvister på det civilretlige område. Direktivet indeholder desuden bestemmelser om myndighedernes behandling af retshjælpsansøgninger og om formidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater. Det har ikke inden for tidsfristerne været muligt at få afklaret en række spørgsmål i forhold til konsekvenserne af tilvalg

Så … I ville godt lige have haft lidt mere forberedelsestid, eller hvorledes? Og alligevel lægges det ud til afstemning? Hvad er det for en række spørgsmål, det drejer sig om? Igen: I beder vælgerne om bemyndigelse til i fremtiden muligvis at tilvælge en retsakt, men magter ikke at forklare hvorfor det fravælges i denne omgang? Det er ikke en seriøs måde at bedrive folkeafstemninger efter min mening.

Bemærk, jeg siger ikke at jeg er uenig i de respektive til- og fravalg af retsakter, endsige at jeg betragter ovenstående argumentation som forkert. Men jeg har ingen reelle forudsætninger for at forholde mig oplyst til det, jeg bliver bedt om at forholde mig til. Og jeg tror – uden at ville forklejne nogle læsere her på stedet – heller ikke at der er mange af jer, der har det.

Så I manglen af konkret viden, må jeg jo forholde mig til principper i stedet. Og rent principielt mener jeg, at vælgerne denne gang bliver (i manglen på et bedre ord) bondefanget.

Både af nej-siden (der ikke på lødig vis kan argumentere for, at et nej er det sikre valg), men også af ja-sidens underlødige vinklingen af, at afstemningen primært handler om de 22 direktiver. For selvom det bliver præsenteret sådan, så er det jo netop ikke kun en afstemning om ja eller nej til Europol eller de 21 andre udvalgte retsakter. Ja, det er også en afstemning om Europol, men det store dyr i åbenbaringen er og bliver overgangen til en tilvalgsordning. Altså hvorvidt folkeafstemningsredskabet skal afløses af, at fremtidige beslutninger om deltagelse i den overstatslige retspolitik skal ligge hos folketinget. Eller sagt lidt karikeret: Hvorvidt man stoler mest på repræsentativt eller direkte demokrati.

Mit problem med direkte demokrati er, at det er en systembevarende og statisk institution. Der er en grund til, at det land der er mest kendt for direkte demokrati – Schweiz – ikke gav sine kvindelige medborgere stemmeret før 1971. Fordi det er som regel nemmere at sige nej til forandringer.

På samme måde er jeg ikke fan af de danske EU-forbehold fordi de er statiske og ufleksible. Jeg kan sagtens principielt se værdien af folkeafstemninger når det handler om suverænitetsafgivelser. Men hvis verden forandrer sig, så forhindrer vores forbehold, at vi forandrer os sammen med den. Og det tror jeg ikke er i dansk interesse. Der foretrækker jeg i stedet, at give de folkevalgte danske politikere det fornødne rum og mandat til at beslutte, hvad der er bedst på Danmarks vegne. Også selvom de til den aktuelle afstemning har været noget sjuskede med at fortælle, hvad det egentlig er, at vi skal stemme om.

Så det bliver et ja. Et uoplyst og ubegejstret ja. Men dog et ja.

  1. Og er ‘retsakter’ i øvrigt ikke et vidunderligt fremmedgørende ord? []

Flygtninge

Det er vanskelige og komplekse tider. Læste en klumme i Financial Times, hvor den altid læseværdige skribent Simon Kuper drømmer sig tilbage til de for den vestlige verden så uskyldige og fremgangsrige år mellem 1996-2001. En guldalder, kalder han dem. Det var min gymnasietid, det vestlige hegemoni var totalt og alting kunne lade sig gøre. Verden er meget anderledes i dag. Min facebook-wall svømmer over af politiske indlæg og markeringer i anledningen af de massive flygtningestrømme. Alting virker meget sort/hvidt. Svend Brinkmann – som jeg før har talt pænt om – skriver på facebook:

Flygtningekrisen er for alvorlig til skråsikkerhed og skræmmekampagner. For mig at se er der for tiden tre dominerende udgangspunkter for debatten (der er også andre positioner, fx decideret racistiske, men de er ikke taget med her):

(1) Det humanitære: Vi bør først og fremmest bestræbe os på at hjælpe så mange flygtninge som muligt.

(2) Det kommunitære: Vi bør først og fremmest passe på vores land, dets traditioner og sammenhængskraft.

(3) Det monetære: Vi bør først og fremmest sørge for ikke at bruge for mange penge.

Alle tre positioner har efter min mening noget på sig, og alle tre bliver absurde, hvis de står alene. En etisk velbegrundet politik må forsøge at balancere (1) hensynet til flygtninge med (2) hensynet til fællesskabet og (3) dets finanser.

Min personlige holdning er, at den aktuelle politik lægger for megen vægt på (2) og især (3) og alt for lidt på (1). Som jeg ser det, er de værdier, som (2) og (3) repræsenterer ikke i nærheden af at være truet.

Men jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare afskriver og nedgør de udgangspunkter, som ikke er vore egne. For mange af os mener jo nok, at alle tre har en vis legitimitet.

Min egen holdning er dog, at (3) er det tyndeste og sørgeligste udgangspunkt her i et af verdens rigeste lande.

Så herfra en opfordring til en mere åben og tvivlende tilgang til det alvorlige spørgsmål. Det gælder ikke mindst mig selv. Jeg kan godt lide hans distinktion mellem de tre divergerende hensyn. For mit eget vedkommende har jeg i normalsituationer nok haft en tendens til at prioritere (3) eftersom jeg grundlæggende er i tvivl om hvorvidt den danske samfundsmodel og velfærdssystem er økonomisk bæredygtig om 15-20 år. (2) har aldrig for alvor betydet noget for mig, mens jeg mentalt har parkeret (1) i mine månedlige bidrag til et par udviklingsbistands- og nødhjælpsorganisationer.

Der er dog ingen tvivl om, at i takt med at flygtningestrømmene fra Syrien blot vokser og vokser, står det klart for mig, at (1) nødvendigvis må prioriteres.

Dels, selvfølgelig, den øjeblikkelige hjælp til flygtningene i Central- og Sydeuropa, dels hjælpe flygtningene i nærområder, dels finde løsninger til at stoppe ‘produktionen’ af flygtning (= få stoppet IS og krigen i Syrien).

Det sidste er der nok mange, der gerne ville kende løsningen til at få afstedkommet. Jeg har ingen gode svar. Men ligesom ved borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien, må vi hjælpe folk i nød. Ikke ukritisk, men hvis man flygter fra krig, død og ødelæggelse, så bør civiliserede lande hjælpe med at give flygtningene midlertidigt ly i det omfang landene har råd (3) og sammenhængskraft (2) til det. Naturligvis skal det ske på en måde, så menneskesmuglere og andre nedrige eksistenser ikke tjener kassen på andre menneskers lidelser, men ansvaret for at hjælpe er der stadig.

Så kan det godt være at østeuropæerne og de øvrige Arabiske lande ikke vil løfte deres del af ansvaret for at hjælpe, men så må mere voksne lande træde til. Ikke som en permanent foranstaltning, men som en midlertidig hjælp. På den baggrund er jeg glad for, at Lars Løkke i dag melder nye toner ud, og skruer lidt ned for kræmmerretorikken.

Tekst TV

Efter valget udtalte den (nu ekskluderede) konservative folketingskandidat Mads Holger efter partiets rædderlige resultat, at

“Enten skulle vi til fest med De Konservative, eller også skulle vi se tekst TV. Og det blev så tekst TV”.

Og ved I hvad, den disposition forstår jeg faktisk godt.

Bevares, jeg ved da godt, at Holger kun brugte tekst TV til at italesætte hvor uendelig kiksede og nederdrægtige at Konservative er. Men det er helt igennem unfair. Overfor tekst TV altså.

Jeg savner nemlig mit tekst TV. Intenst og inderligt.

For da min vanartede søn for ikke så forfærdelig længe siden fik fat med sine små begærlige, fedtede grabber i fjernbetjeningen til TV’et, så gik den i stykker. Måske ikke så underligt, når den partout skulle bankes infernalsk i gulvet.

I en periode kunne vi derfor kun betjene TV’et via knapperne på siden (= intet tekst TV). Og selv nu, hvor jeg har købt en kønsløs passer-til-alle-TV’er fjernbetjening for den fyrstelige sum af kr. 149,95 i Føtex, så fungerer tekst TV stadig ikke.

Jeg savner at besøge sporten på side 201 samt nyhederne på side 110 og frem. Det var den perfekte overspringshandling i reklamepauser, når Troels Lund Poulsen var på skærmen eller bare når der ikke var andet at lave. Nu sidder jeg i stedet og glor på telefonen, og det giver mig slet, slet ikke samme livsglæde.

Så ærligt talt, Mads Holger. Vis tekst TV lidt respekt. Det har i modsætning til dig i det mindste en funktion og et højere formål her i tilværelsen.

Et folketingsvalg

Nedenfor følger mine tanker her dagen efter folketingsvalget. De er jævnt usammenhængende samt fuldstændigt subjektive og uunderbyggede. Der ligger absolut ingen empiri eller forskning bag.

Jeg forstår ikke hvordan jeg valg efter valg formår at undervurdere (eller måske rettere: Glemme) Dansk Folkeparti. Sidst skete det til Europa-Parlamentsvalget, og nu så igen i går. Det er mig en gåde, at jeg stadig ikke har erkendt, hvor dygtige de er til lige netop deres form for politik. De er fremragende kommunikatører (er I nogensinde i tvivl om hvad Kristian Thulesen Dahl mener?) og laver stensikre kampagner – hver gang. Og i takt med den stadig stigende sociale accept af det at stemme på DF, er de usandsynligt dygtige til at indrullere nye vælgergrupper. Det er imponerende. De ved præcist hvordan man i en valgkamp kan udnytte den grundlæggende eksistentielle usikkerhed, som deres kernevælgere – måske især vores ældre medborgere – føler ved globaliseringen og forandringer. Og de formår valg efter valg at fremstå, som partiet for dem, som føler, at de ikke bliver hørt af en ikke nærmere defineret politisk/social/økonomisk/kulturel elite. Man kan være uenige med partiet. Men hold nu op, hvor er de dygtige.

København (og vel også Aarhus) og resten af landet lever tilsyneladende i paralleluniverser, hvor man ikke forstår hinanden. For nogle år siden talte man om filterboblen, hvor man gennem sine internetsøgninger og nyhedsforbrug kun hørte og læste de ting, som man var enige med. I denne valgkamp har jeg oplevet, at være i en filterboble. Både her i København, i de etablerede medier og på de sociale medier, har man beskæftiget sig med at faktatjekke tal i et væk og hvordan politikerne ‘håndterer’ ting. Man har ævlet løs om ‘troværdighed’ og ‘præsidentvalgkamp’. Politiske kommentatorer har fortolket kropssprog, afbrydelser i debatter og gisnet om det nu ville gavne Thorning, at hun var så aggressiv overfor Løkke. Nu her bagefter kan man så i bagklogskabens lys se, at det var blålys. Ingen i filterboblen – heller ikke mig – havde tilsyneladende forstået, hvad det egentlig er for nogle strømninger, bekymringer og emner, som hersker i folkedybet. Vi sad her i vores eget lille provinsielle boble på vores fine kontorer, og autoerotiserede med proces og ørkesløse diskussioner om hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Imens er de rigtige mennesker – dem udenfor boblen – optaget af ganske andre ting. Alternativets vælgere er optagede af grøn omstilling, mens DF vælgerne ikke synes det er særlig perspektivrigt, at modtage masser af nye flygtninge.

Mon ikke SF’s deroute og Enhedslistens begrænsede fremgang betyder, at dagpengene som politisk issue er stendødt. Nu har det kørt i fire år, og der er tydeligvis ikke stemmer i emnet.

Jeg har nu set de Konservatives Brian Mikkelsen i adskillige interviews, hvor han monomant påstår, at det faktisk er en drømmesituation for partiet at blive slagtet – fordi “nu har vi de afgørende mandater”. På samme måde løber samtlige Radikale rundt og er så stolte, så stolte fordi de førte en så flot, så flot kampagne, hvor de stod fast på deres politik – med en halvering af mandaterne til følge. Nu ved jeg godt, at Radikale pr. definition har patent på det sande, det gode og det ægte, hvorfor at noget så småligt som et valgresultatet principielt er ligemeget. Jeg ved også godt, at de Konservative sikkert rent selvforståelsesmæssigt har behov for at klynge sig til selv de smalleste positive ting. Men ærlig talt begge partier. Der er ok at melde ud, at det er noget lort og at I har det skidt. Så er folk heller ikke dummere, vel

Jeg læste et sted, at Dansk Røde Kors’ generalsekretær i Danmark mente, at vi i Danmark slet ikke har forstået, hvad der foregår ude i verden (læs: Hvis vi forstod det, så ville vi ikke have den uanstændige og umenneskelige tone i debatten). Jeg tror, at det er en forkert og arrogant tolkning. Tværtimod viser valgresultatet, at vælgerne udmærket forstår hvad der foregår – de vælger så blot et andet svar på de begivenheder, end hvad Dansk Røde Kors ønsker. For hvad nu hvis …

… man som vælger grundlæggende er bekymret og usikker på Danmarks fremtid i en urolig verden?

… man er af den opfattelse at det er forkert, når arbejdskraftens fri bevægelighed i EU åbenbart også betyder, at Danmark skal betale børnepenge til børn, der bor i Polen?

… man er noget skeptisk overfor EU i almindelighed, og samtidig ser på den inficerede og væmmelige deroute i Grækenland, og hvordan Eurozonen har sejlet rundt i adskillige år?

… man ser ISIS vokse frem og oplever skyderier mod Charlie Hebdo, Krudttønden og synagogen i Krystalgade, og udleder andre konklusioner end “Det skyldes nok den hårde tone i den danske integrationsdebat” og “Det håndterede Helle Thorning-Schmidt søreme statsmandsagtigt”?

Har man så slet ikke forstået noget? Og er det i den situation virkelig så moralsk forkasteligt (som filterboblen siger det er), at stemme på det parti, der i meget klare vendinger tager ens bekymring alvorligt og tilmed kan anvise meget konkrete og klart kommunikerede forslag til en udbedring af situationen? Bemærk: Jeg stemte ikke på DF. Men så længe vi her i boblen bliver ved med at undervurdere dem, og ikke tager deres mange vælgeres holdninger alvorligt, så er vi selv uden om det

Med ‘tage alvorligt’ mener jeg ikke, at man skal gøre som Venstre har gjort det i flere valg, og som Socialdemokraterne gjorde for alvor i år: At blive et DF-light og forsøge at gafle stemmer den vej. Det virkede ikke for nogen af partierne, og det er ødelæggende for et partis sjæl. For det er komplekse problemstillinger, som ansvarlige partier ikke bør forfalde til at give forsimplede svar på. Alle ved jo reelt set godt, at et DF forslag som det om grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, ikke hjælper på noget som helst. Den rette vej må være, at kunne give svar på folks reelle bekymringer. Realistiske og bedre svar på komplekse problemstillinger, end hvad DF kan levere

Jeg har ikke så mange dybe tanker om Alternativet. Det er ikke mit crowd, og jeg tiltrækkes ikke af John Lennonsk ‘Imagine‘ retorik. Det er flot gået af Elbæk, men han er altså ikke en antipolitisk figur som Vaclav Havel. Mon ikke partiet braser sammen efter fire år uden indflydelse eller meningsfuldhed. Jeg anerkender, at de er udtryk for, at en stor del af vælgerne er dødtrætte af det magtpolitiske flertal henover midten af dansk politik, hvor man fører ‘nødvendighedens politik’ med reformer og besparelser på velfærdsydelser, alt imens der deles visse goder ud til de store fremtidige vælgergrupper (=pensionisterne). Det er sådan set meget interessant, at der er nogen der vil tilbyde noget ‘andet’. At dette ‘andet’ så for mig er er helt og aldeles besynderligt og mærkværdigt, er jo ikke Alternativets problem

Overordnet set er jeg mest af alt ked af, at et alt for stort DF betyder, at den nominelt borgerlige regering ikke kan føre en særlig meningsfuld politik. Min drøm om en V-K-R-LA regering er længere væk end nogensinde før