Folketingsvalg

I dag blev der langt om længe udskrevet folketingsvalg.

For en politisk udbrændt (og officielt politisk ligeglad) person er det ganske rædsomt, da vi så er tvangsindlagt til tre ugers ulidelig og ufrugtbar valgkamp. Det mest positive ved begivenheden er velsagtens, at vi nu i det mindste slipper for spekulationerne om hvornår det famøse valg bliver udskrevet. Lidt har vel også ret.

Med min efterhånden midaldrende og fremskredne alder in mente, mener jeg at jeg efterhånden kender mig selv. Jeg ved derfor, at jeg rent ideologisk er nænsomt liberal teknokrat og fremtidspessimist, og at mit kryds derfor vil blive sat et sted blandt de borgerlige partier.

Det er der selvsagt en hel del praktiske problemer ved – det største er at jeg opfatter langt størstedelen af borgerlige politikere som enten usympatiske, inkompetente eller moralsk anløbne – men man skal jo stemme ud fra sin overbevisning.

Der er ikke mange konkrete politiske issues, som jeg går brændende op i, eller som kan antænde min indre politiske svinehund.

Ganske vist forsøger Politikens lederskribent i dag at italesætte valget som ‘det vigtigste siden 2001’, men jeg har med mine lægmandsbriller vitterligt svært ved at de store forskelle på de to blokkes samlede pakker.

Begge vil ændre og reformere velfærdsstaten for at bevare den. Nuvel, de anlægger muligvis forskellige veje og redskaber hertil. Men grundlæggende har jeg vanskeligt ved at adskille det store ‘lilla’ midterfelts partiers politikker fra hinanden. Måske min ignorance ville ændre sig, hvis jeg engagerede mig mere i de specifikke politikforslag. Hvem ved?

Endelig har jeg det defaitisktiske synspunkt, at i en lille åben økonomi som Danmark, så er langt størstedelen af politikken, samfundsøkonomien og reguleringen allerede givet på forhånd af internationale konjunkturer og EU. Det er fint nok at folketingskandidaterne har brug for at fortælle, at de bliver virkelig magtfulde, hvis de kommer i Folketinget. Jeg tillader mig dog at tvivle. Det nærmeste de kommer magt er vel at sidde og detaljeregulere de stakkels kommuner og regioner.

Men efter denne elegi, hvad går jeg så op i af emner? Grundlæggende kun én ting: Min søns fremtid.

Jeg er optaget af, at han kommer til at vokse op i et velstående, trygt og frisindet samfund.

Jeg er optaget af, at han får adgang til et sublimt undervisningssystem og at alle muligheder står åbne for ham, hvis han selv kan og vil udnytte dem.

Jeg er optaget af, at den danske samfundmodel er konkurrencedygtig, og at danske virksomheder også vil have spændende jobs til ham i fremtiden.

Pt. er jeg dog nok mest optaget af, at han trives og udvikler sig nu i de yngste år. Givet at han med to arbejdende forældre tilbringer mere tid med pædagogerne i vuggestuen end sammen med Den Bedre Halvdel og jeg, så er jeg slet ikke døv overfor diskussioner om normeringer i de offentlige institutioner.

Jeg er heller ikke døv overfor politikere, der har holdninger til om man kunne indrette arbejdsmarkedet på måder, så børn rent faktisk får mere tid sammen med sine forældre. Jeg har hverken forskning eller viden til at bakke det op, men jeg tror at børn der vokser op i nærværende, trygge familier har en større chance for at få succes og blive lykkelige. Og grundlæggende opfatter jeg det som perverteret, at jeg afleverer min søn så mange timer hver dag.

Så ja. Grundlæggende er jeg blevet en børnefamilievælger. Hvad med jer? Hvad er vigtigt for jer denne gang?

Overraskende

Tvivler på at den danske regering ligefrem render rundt med hænderne oppe i luften over det, der ligner en højest overraskende konservativ sejr og majoritet ved valget i UK. Og ganske vist kan ikke sammenligne det britiske parlamentariske valgsystem med det danske.

Men … valgresultatet må alligevel give dem et spirende håb.

For resultatet illustrerer hvor meget prognoser og meningsmålinger kan skyde ved siden af. Indtil det sidste så det ud til, at Labour med størst sandsynlighed ville overtage premierministerposten med støtte fra SNP, der støvsugede snart sagt samtlige pladser i Skotland. Læs eksempelvis denne artikel, der bygger på en antagelse om vælgerfremgang til Labour – for det var jo hvad meningsmålingerne spåede.

Men det gik ganske anderledes. SNP tog ganske vist alt i Skotland, men Labour gik kraftigt tilbage i resten af landet. De Konservative vandt stort. Hvilket snart sagt ingen af meningsmålingerne forudså. Nu er man så i gang med sjælesørgeriet derovre. Som The Guardian skriver:

Although we still haven’t received projections of a vote share, it is already clear that the polls and their pollsters have had a bad election. In the end the debate between online and phone polls, and different methodologies, proved irrelevant. Although during the course of the campaign the latter had shown several Tory leads, the final crop of polls were roughly anticipating a tie.

The challenge with trying to understand what went wrong isn’t simple. The same methods (often used by the same companies), in different countries, are most of the time accurate. Indeed they were just five years ago, at the last general election in 2010.

But at times, like on Thursday, or at the recent Israeli general election, polls get it wrong. At this stage it’s impossible to know why. It could be simply that people lied to the pollsters, that they were shy or that they genuinely had a change of heart on polling day. Or there could be more complicated underlying challenges within the polling industry, due for example to the fact that a diminishing number of people use landlines or that internet polls are ultimately based on a self-selected sample.

Uanset hvad årsagen er til meningsmålingernes manglende spådomsevner ved det britiske valg, så må det også vække opsigt i en dansk kontekst.

Læste for nylig en interessant analyse af politologen Erik Gahner, der illustrerer hvordan ingen ret beset ved om Alternativet på noget tidspunkt har været over spærregrænsen eller ej. Og i Politikens podcast om dansk politik var der for nylig også knubbede ord til de danske analyseinstitutters evner og metoder. Der er grøde i debatten om meningsmålingernes relevans som redskab til at forstå og analysere dansk politik.

Så for en regering, der har sakket efter opposition i snart sagt samtlige meningsmålinger siden 2011, må det britiske resultatet give optimisme i forhold til chancerne ved det kommende folketingsvalg. For hvad er det egentlig præcis man kan bruge de meningsmålinger til, hvis de alligevel ikke har synderlig stor forudsigelsesevne?

Måske Helle Thorning-Schmidt hellere skulle se lidt på stemningen i dansk økonomi, når hun beslutter sig for at udskrive valg. I en periode hvor forbrugertilliden er på vej op og økonomien går bedre, så er det måske ikke helt tosset at få gjort det inden længe.

 

Ligeglad

Valget nærmer sig. I hvert fald at dømme efter antallet af plakater i bybilledet og det ekstra nøk hysteri i mediernes dækning. Og det er nok, som det skal være.

Mit problem er at jeg er ligeglad. Altså ikke ‘ligeglad’ som i ‘politik betyder ikke noget alligevel’, men mere ‘ligeglad’ som i ‘det her ævl gider jeg alligevel ikke at engagere mig i’.

Her til formiddag skimmede jeg således Ugebrevet Mandag Morgen, der i denne uge har udarbejdet en såkaldt ‘kortlægning’1 af Venstres politiske udspil det seneste år. De når frem til, at partiet er kommet med ‘240 forslag’ (eller i Mandag Morgens friske tolkning: Løfter), og puha, det kan søreme blive en udfordring når nu Venstre går så hårdt til regeringen i diskussionen om løftebrud. Læs selv artiklen her, hvis ellers I gider.

Jeg gik i stå undervejs.

Orker på ingen måde at læse om diverse mere eller mindre vidtløftige politikforslag fra Venstre. Ligesom jeg ikke gider læse om forslag fra nogen andre partier. Jeg får ikke set debatter på DR2. Jeg kan ikke hidse mig op over plakater med nazi-islamisme. Det interesserer mig ikke hvorvidt en politiker ‘håndterer’ (dette forarmede, processuelle og instrumentelle succeskriterie, som åbenbart er den højeste anerkendelse en politiker kan nå) en sag på den ene eller anden måde.

Det er mig alt sammen uendelig … ligegyldigt. Jeg går mere op i min søns tandbørstning, slutspillet i NBA, hvorvidt Evernote er bedre end OneNote og hvor vi skal bo henne fremadrettet. Politik? Ikke rigtig. Og sådan har det været længe.

Er ikke videre stolt over min efterhånden langvarige blaserthed. Som uddannet cand.scient.pol og såkaldt ‘samfundsinteresseret’ burde jeg jo ikke være ligeglad.

Som et absolut minimum kunne jeg da have den anstændighed anvende det arketypiske højrøvede akademiker-figenblad om, at fordi jeg er så højt hævet over smålige politiske debatter og skærmysler, så er jeg ligeglad med politics (dvs. processen og den politiske kommunikations krig), men derimod – som det indsigtsfulde og nuancerede mennesker jeg jo er – selvsagt er meget mere interesseret i policy (dvs. substansen og indholdet i politikforslag).

Men det ville være løgn fra ende til anden. Antallet af politikområder hvor jeg absolut ingen mening eller indsigt har, er noget nær uendeligt. Langt det meste politik tager jeg blot ad notam, hvorefter jeg går videre i min tilværelse med at håbe på at næste sæson af Supernatural snart kommer på Netflix.

For nylig skrev George Packer, politiske redaktør på The New Yorker, en klumme med overskriften ‘American Politics: Why the Thrill Is Gone’. Man kan ikke helt overføre hans begrundelser til danske forhold2, men visse paragraffer vakte genklang i min politiktrætte sjæl:

“Since I was eight years old, and the Republican candidates were named Nixon, Rockefeller, and Reagan, and the Democrats were Humphrey, Kennedy, and McCarthy, I’ve been passionate about American politics, as a student, a witness, and a partisan. Politics was in my blood, at the family dinner table, in my work and my free time.

But at some point in the past few years it went dead for me, or I for it.

Perhaps it was week thirty-eight of the Obama-Romney race (a campaign between “Forward” and “Believe in America”), or the routinization of the filibuster, or the name Priorities USA Action, or the fifty-eighth vote in Congress to repeal the Affordable Care Act—something happened that made it very hard to continue paying attention.

I don’t take this as a sign of personal superiority: I’ve always disliked people who considered themselves to be “above” politics. I mourn my lack of political passion as I would if I were to lose interest in reading fiction, or to stop caring about someone who’d been important to me for most of my life. And I count on getting back the feeling—the intense mix of love, hatred, anxiety, astonishment, and gratification—because life, public life, is impoverished without it. Perhaps it will return sometime before November 8, 2016. But for now—I have to be honest—it’s gone.”

Udsagnet giver mening for mig.

Jeg glædes heller ikke over, at politik og politisk debat er blevet ligegyldigt for mig. Det er jo ret beset en falliterklæring. Man burde kunne mønstre et vist minimum af engagement. Men dansk politik gør ikke længere en forskel for mig. Ret beset er det hip som hap for mig, hvorvidt det er en rød eller blå regering. Hvorfor dog hidse sig op over den slags? Jeg har andre og mere hverdagsbetonede problemstillinger, at gå op i.

Men ok. Jeg er som udgangspunkt gnaven og reaktionær, så jeg kan ikke med sikkerhed, at den kommende valgkamp ikke vil kunne vække den slumrende politiske interesse igen. Når vi nærmer os en konkret valgdag, bliver alting straks mere relevant.

Men lige nu? Nej. Der er jeg ligeglad. Gør politik noget for jer for tiden?

  1. En eufemisme for at sætte underbetalte praktikanter til at google og lede på Infomedia []
  2. Packer er grundlæggende gnaven over, at De Onde, dvs. Republikanerne, ikke vil samarbejde om at fremme Packers politiske holdninger []

Dit jobvalg forarger

Fik okset mig ud på den ugentlig luntetur her til eftermiddag. Lyttede undervejs til dagens P1 Debat på podcast. Panelet var sjældent blodfattigt. En tidligere direktør i TRYG, der nu erhverver sig som alvidende orakel i diverse debatsektioner samt som såkaldt ‘professionelt bestyrelsesmedlem’. En repræsentant fra Dansk Sygeplejeråd, der gav den i rollen som ‘Venstrefløjen’. Og så noget så eksotisk som et konservativt byrådsmedlem fra Frederiksberg. Der var med andre ord virkelig lagt op til en søvndyssende debat.

Et af dagens emner var det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Emilie Turunen, der som bekendt har fået nyt job som Public Affairs chef hos Nykredit.

Det har medført en forarget debat visse steder, da Turunen gennem sin tid som MEP’er markerede sig som stærk kritiker af den finansielle sektor og argumenterede for strammere regulering. Medierne var ikke sene til at finde saftige citater fra Turunens fortid frem (det mest rammende var vel: “… er forarget over at eks-kommissærer scorer kassen som lobbyister for store banker og virksomheder”), og opstandelsen var selvsagt stor i det stillestående vand, der kaldes ‘den politiske debat’. Tænk, hvordan kan en venstreorienteret dog vælge at arbejde for noget så sort og ondt som den finansielle sektor? Tilmed den samme finansielle sektor hun har brugt de sidste fem år på at kritisere?

Debatten i P1 var et fint lille mikrokosmos af debatten om Turunen den seneste uge. Bla bla bla går ud over troværdighed bla bla bla nej, hun er en stærk kvinder bla bla bla. Det var rædsomt. Løbeturen i Amager Fælles føltes pludselig uendelig meget længere. Jeg var nødsaget til at skifte over til Orientering, så ilde til mode blev jeg.

OK, lad os få et par ting på det rene.

Turunen er ikke længere politiker. Hun har intet tillidshverv. Der er ingen vælgere hun står til regnskab overfor. Hun er en privatperson, der søger et job efter at have været parlamentariker i fem år. Nu har hun så fået et velbetalt og spændende job, og det er jo dejligt for hende. Og sikke et scoop for Nykredit at få en lobbyist med et kæmpe netværk og viden om finansielle forhold. Det er da godt tænkt. Win-win for begge parter.

Så hvori består problemet egentlig?

Er Turunen en hykler og efterslæb på troværdighedskontoen? Har hun tidligere udvist adfærd (i form af et pludseligt partiskifte fra SF til Socialdemokratiet), der kan tolkes som at hun ikke er afvisende overfor lidt rask opportunisme?

Ja, uden tvivl, men det er hendes personlige problem. Det har intet at gøre med politik. Hvis man skal bedømme, rose eller kritisere Turunen politisk, så bør man forholde sig til hendes politiske resultater og adfærd i Europa-Parlamentet. Det er fair og relevant. Men at kritisere en privatperson for at have fået nyt job? Hvordan kan det på nogen måde være et relevant emne i den offentlige debat? Er det ikke en smule altmodisch at argumentere for, at venstreorienterede kun må bestride særlige type jobs? Må Turunen kun søge jobs i eksempelvis den offentlige sektor eller en NGO? Hvilket årti lever vi i?

Folk skal gøre det, der er bedst for dem i den givne situation. Hvis Turunen vurderer at en stilling som lobbyist i Nykredit er det rigtige for hende, så lad hende dog søge og få den. Og så bland jer dog udenom, forargede typer. Lad dog folk – selv tidligere politikere – leve det liv, de gerne vil.

Se dig ud

Dansk Folkepartis nyklassiske forslag om at blokere sendesignalet i Danmark for to arabiske tv-kanaler er pragtfuldt. Partiet er selvsagt udmærket klar over, at øvelsen er fuldstændig uladsiggørlig og gak-gak i al sin fuldbyrdede paternalisme.

Den slags bagateller er dog aldeles ligegyldige for DF. Partiets mål med forslaget – at markere sig som værdikrigerne par excellence – er jo allerede nået. Jeg savner dog en vis konsekvens i det der blokeringshalløj. De to gange jeg har været midlertidigt udstationeret i henholdsvis Prag og Bruxelles, så sad mine mere bofaste overordnede nemlig hjemme i privaten, og så på DR og TV2.

Den slags er jo dybt skadeligt for deres integration i de tjekkiske og belgiske samfund. Kunne DF derfor ikke i tilgift forlange, at udlandsdanskere skal forbydes at se tv fra hjemlandets vemodige stepper? Det forekommer kun ret og rimeligt.

Jeg vil i den forbindelse gerne tilføje, at jeg under mine seks måneder i Prag som en god ny-tjekke udelukkende så tjekkisk tv. Men det skyldtes vel primært at jeg kun havde to kanaler.

Nå, ja, og så vejrpigerne naturligvis. De var altid så uhyre friske.

One more drifter in the snow

Ah, det er nu læskende at høre om person-fnidderen hos De Radikale; nu vil Khader frem i hierarkiet og køre parløb med Jelved. Til det har næstformand (og vel nok Khaders største modstander og rival i partiet) Margrethe Vestager følgende krystalklare reaktion: ‘Jeg har overhovedet ikke nogen kommentar af nogen art – heller ikke at jeg ikke har nogen kommentar’. Mmm, ok. Måske er jeg den eneste der stadig ikke helt forstået partiets koncept om ‘den anden vej’ – der som bekendt handler om politik, og ikke om personer – men hvorfor er det så at det eneste der reelt kommer ud af De Radikale i disse tider er, ja, personopgør? Khader har aldrig rigtigt imponeret mig. Bevares, han færdes hjemmevant indenfor integrationspolitik og hans Demokratiske Muslimer initiativ er prisværdigt, men hvornår har I sidst hørt ham sige noget bevendt om andet end det? Sat lidt på spidsen: Kan han andet end integration? Eller er det nok til at blive partileder? Thomas Larsen opsummerer ganske godt problemstillingen for de arme irrelevante Radikale. Det bliver spændende at se hvordan tingene udvikler sig om føje år når Jelved takker af.

Var du forresten en af de grædekoner der hulkede over at det var for varmt i juli? Jamen, så tænk over det her, sømand: Det er i dag den 1. november. Det er snestorm og det er mørkt. Og der er intet til hinder for, at situationen ikke skulle være fuldstændig samme den 1. april næste år. Der er med andre ord minimum fem-seks måneders de facto vinter forude. Var det dét du savnede under hedebølgen i juli? Ja, jeg spørger bare af ren nysgerrighed, da jeg efter et par liflige cykelture i stormen frem og tilbage mellem Østerbro, Instituttet og arbejdet, slet ikke synes at 30 grader og solskin ville være at foragte lige nu. Nu hvor det sner og blæser en halv pelikan, så kan jeg med rette spontant udbryde (helt uden misundelse…!): Godt at det ikke er mig der skal stå på Rådhuspladsen til MTV Europe Music Awards imorgen. Brrrrrrr!

Pruuuuuuuuuuuuh!

Så følg dog med, dit dorske øg! Når man er datter af en tidligere finansminister/en af Danmarks bedst tjenende mænd, så er der ikke plads til slinger i valsen. Næh nej! Nu skal der skattelettelser til! I toppen, tak! Og det kan kun gå for langsomt! Charlotte Dyremose topper jævnligt min hade-politiker liste. Ja, jeg er faktisk næsten tilbøjelig til at mene, at hun uden større anstrengelser dasker Morten Homann af topplaceringen. Og hvorfor nu det? Jo, altså udover at hun har en generelt irriterende belærende/lille-pige attitude, så er det bare så nemt for hende. Det er så nemt, så nemt at være succesfuld, konservativ og højt på strå når man har fået alt forærende og kommer fra en ressourcestærk baggrund. Og det nemt at sidde at udtale sig om skatteincitamenter for arbejdsløse når man selv er et overklasseløg af rang. Og ærlig talt, læs denne artikel (‘Skattepolitik på hesteryg’ – hvad gi’r I mig?!) og fortæl mig at man kan tage hende seriøst. Derfor fryder det mig enormt at følge de seneste dages udveksling af spydigheder mellem De Konservative og Venstres Jens Rohde omkring mulige skattelettelser. Især følgende lille sviner fra Rohde fik mig til at klukke ved morgenmadsbordet:

»Jeg er sikker på én ting: Hvis regeringen gik ind og lavede det, som Dyremose kalder for intelligente skattelettelser, så har regeringen underskrevet sin egen dødsdom,« siger politisk ordfører Jens Rohde. Han begrunder dødsdommen med, ingen politiker kan skabe folkelig forståelse for det projekt. Specielt ikke når budskabet bliver leveret af Dyremose i TV. Hun skræmmer alle væk.

»Hvis man står på fjernsyn og strigler sin hest oppe i Nordsjælland, som hun gør. Og taler for, at vi skal lette skatten for de rigeste 40 pct., og man så tror, at man kan skabe en folkelig forståelse, så har man ikke forstået ret meget«

Selvfølgelig pustede Helge Adam Møller sig op bagefter, men alligevel: Tag dén, elendige konservative hyklere!

Update! Nu står verden ikke længere! Charlotte Dyremose vil nu ligeså gerne sænke mellem- og bundskatten!

Say I am you

Argh, hvad skal man gøre, hvis ens kollega insisterer på at titulere en Homann Zwei, blot fordi man engang i vanvare er kommet til at investere i en Mads Nørgaard trøje?

Hvorfor tuder jeg nu over det? Jo, mest fordi SF’s Morten Homann kandiderer kraftigt til titlen som Danmarks mest irriterende politiker. Udover at være evigt følsom, god ved dyr og belærende på den der irriterende jeg-blev-vækket-politisk-i-gymnasiet-og-var-altid-klar-på-en-debat-i-samfundsfagstimerne agtige måde, så er han stort set altid at finde i medierne iført casual stribede trøjer – jvf. billedet. Den slags er irriterende, da jeg selv har en vis svaghed for trøjer af det tilsnit. Så når Jonas – selv iført lyserød polo – kalder mig Homann Zwei, så berører han et ømt, ømt punkt. Eneste trøst i dag har været at læse hvordan Peter Kurrild-Klitgaard basker Homann Eins rundt i manegen ovre hos Punditokraterne.

Generelt er der få politikere der kan få mig op af stolen – kynisme og let overbærenhed med politikere er tilsyneladende en konsekvens af mit studie – og Homann giver da også kun milde udslag på mit care-o-meter. Uden at være ekspert i hverken globaliseringen, international handel eller WTO, så synes jeg dog at det er ganske interessant at dykke lidt ned i Doha-rundens tilsyneladende sammenbrud. Hvorfor er det interessant og eller vigtigt? Bl.a. fordi globale frihandelsaftaler vil gøre alle – såvel rige som fattige lande – mere velstående. For de forvirrede der gerne vil have en oversigt hvem der er hvem og hvad de er mugne over i forhandlingerne, tag et kig her. Det er ganske underholdende.

Ellers ville jeg gerne have en dyb og indsigtsfuld mening omkring hvad der foregår i Mellemøsten i øjeblikket, men i erkendelsen af at konflikterne er så komplekse, indlejrede i hinanden og at det hele er så uigennemsigtigt, så synes jeg det er vanskeligt. Lederen om konflikten i sidste uges Economist opsummerer vist min holdning vældig godt. I almindelighed synes jeg dog de danske mediers noget ensidige fokus på evakueringen af danske statsborgere – bl.a. vores allesammens Ahmad Akkari – og vinklingen af Israel som den store skurk er urimelig.
De glemmer vist at Hezbollah mildt sagt heller ikke er nogle rare fyre. Når det så er sagt, så er det naturligvis ikke rart at høre om de lidelser og tab som civilbefolkningen i Libanon udsættes for. Som sagt – det er en kompliceret konflikt, hvor ingen af parterne er entydigt gode eller onde!

PPS. Dagens essentielle link: ‘Lav din egen langbue’. Bemærk i øvrigt den spændende og relevante afstemning på siden.

PPPS. Ifølge The Sun skal Pet Shop Boys producere det kommende Robbie Williams album ‘1974’. Tabloidskrivelsens sandhedsværdi i almindelighed, så skal den nyhed nok tages med et gran salt.

Lies, damn lies!

Så er der igen gang i det socialdemokratiske rivegilde, denne gang er det Mogens Lykketoft og Klaus Hækkerup der er i totterne på hinanden (se artikler her og her). Udover at det altid er en sand fornøjelse at se bitre mennesker for fuld udblæsning i medierne, så lancerer Lykketoft endnu en strålende retorisk perle til Socialdemokraternes efterhånden alen lange liste af sproglige fornyelser:

Det er fuldstændig på månen. Det er løgn, det er opspind og det har ikke overhovedet noget hold i virkelig­heden

Fuldstændig på månen? Hvad betyder det? Aner man en ny valgtaktik? Er det mon planlagt at man skal opfinde nye og aldeles mærkværdige metaforer? Jeg er målløs, ganske enkelt målløs over den snedige masterplan der helt sikkert ligger bag. Eller nej, faktisk er jeg efterhånden ganske trist over den mangel på kvalitet som oppositionen udviser. Guderne skal vide, at den nuværende samling taburetklæbende og trange V&K ministre har SERIØST brug for kvalificeret modspil.

I’m sorry, so sorry…

Kan man andet end at knuselske Socialdemokraternes nye politiske ordfører Henrik Sass Larsen? Jeg mener, de sproglige blomster og nytænkende retoriske vendinger vil ingen ende tage. Måske følger det med posten som politisk ordfører (Lotte Bundsgaard, nu på tragisk vis afsat, producerede jo også perler som en ‘beskidt gadedreng’ og ‘løsgående missil’)? I dagens Børsen er han fremme med følgende kommentar til Regeringens planer om at øge væksten i det offentlige forbrug fra 0.5 til 1 pct:

“Derimod undrer Henrik Sass Larsen, nyudnævnt politisk ordfører for Socialdemokraterne, sig over, at Venstre og De Konservative har kritiseret den socialdemokratiske plan om at skrue op for det offentlige forbrug, når regeringen kort tid efter selv vælger samme kurs.

»Jeg erindrer en ramsaltet kritik fra VK-regeringen, og derfor regner jeg med, at de nu giver undskyldnings-chokoladekage,« siger Henrik Sass Larsen.”

‘Undskyldnings-chokoladekage’?! Hvor i alverden kom den fra? Hvem er dog den mands retoriske rådgiver? Men fremragende idé, jeg foreslår hermed ‘undskyldnings-chokoladekage’ knæsat som fast princip i dansk udenrigspolitik. Måske vi ligefrem kan få rettet op på vores dårlige brand i Mellemøsten ved at spise undskyldnings-chokoladekage med stor-muftien af Jerusalem? Hvor er det dog betryggende og rart og hyggeligt, at vi har en så dygtig og konmpetent opposition i Danmark.