Duften af fremtiden

Forleden dag skrev jeg om de små ‘hvordan vil du huske Jorden?’ historier fra Douglas Couplands bog ‘Generation X’. En anden af de små perler, som jeg af og til tænker over, er denne:

“I’ve got one,” says Dag with some enthusiasm, partially the result, I suspect, of his wanting to score brownie points with Elvissa.

“It happened in 1974. In Kingston, Ontario. My dad and I were at a gas station and I was given the task of filling up the gas tank—a Galaxy 500, snazzy car. And filling it up was a big responsibility for me. I was one of those goofy kids who always got colds and never got the hang of things like filling up gas tanks or unraveling tangled fishing rods. I’d always screw things up somehow; break something; have it die.

Anyway, Dad was in the station shop buying a map, and I was outside feeling so manly and just so proud of how I hadn’t botched anything up yet—set fire to the gas station or what have you—and the tank was a/most full.

Well, Dad came out just as I was topping the tank off, at which point the nozzle simply went nuts. It started spraying allover. I don’t know why—it just did  —all over my jeans, my runningshoes, the license plate, the cement— like purple alcohol.

Dad saw everything and I thought I was going to catch total shit. I felt so small. But instead he smiled and said to me, ‘Hey, Sport. Isn’t the smell of gasoline great? Close your eyes and inhale. So clean. It smells like the future.’

Well, I did that—I closed my eyes just as he asked, and breathed in deeply. And at that point I saw the bright orange light of the sun coming through my eyelids, smelled the gasoline and my knees buckled. But it was the most perfect moment of my life, and so if you ask me (and I have a lot of my hopes pinned on this), heaven just has to be an awful lot like those few seconds. That’s my memory of earth.”

Det er helt uunderbygget og usagligt, jeg ved det godt. Men jeg tænker ofte på den her historie, når godhjertede og bekymrede mennesker drøfter klimaforandringer, indførelsen af en skat på CO2 og behovet for at ophøre med at anvende fossile brændsler lige om lidt.

Hvilket sikkert alt sammen er rigtigt … men jeg har det jo på samme måde, som Dag i historien. Jeg elsker duften af benzin. Er der noget bedre end duftbilledet på en tankstation? Det lugter, ganske rigtigt, af fremtiden. Af at nå frem til målet. Af dynamik. Af ting, der skabes. ‘Hvordan kan man dog have noget imod det? Hvorfor vil I stoppe mig?’, spørger min reptilhjerne gnavent.

Det er dette irrationelle, olfaktoriske fænomen, som de klimapolitiske forkæmpere er oppe imod, tror jeg. Den intuitivt velvillige tanke, som skal overvindes før politisk handling kan udleves. Det er op ad bakke.

Memory of Earth

Indtil for ikke så forfærdelig mange år siden, var Douglas Coupland min ubetingede yndlingsforfatter. Han er faldet af på den siden da, men bøger som ‘Microserfs’ (1995), ‘Polaroids From the Dead’ (1996) og ‘Girlfriend in a Coma’ (1998) indtager stadig hæderspladser på mine reoler. Her i weekenden blev jeg mindet om en sekvens fra hans ligeledes klassiske ‘Generation X’ (1991). Slackerne Andy, Dag og Claire taler om, hvilket minde de vil tage med sig fra Jorden:

“I want you to tell me something first: after you’re dead and buried and floating around whatever place we go to, what’s going to be your best memory of Earth? (…) What one moment for you defines what it’s like to be alive on this planet? What’s your takeaway? (…) Fake yuppie experiences that you had to spend money on, like white water rafting or elephant rides in Thailand don’t count. I want to hear some small moment from your life that proves you’re really alive”

De efterfølgende små historier og minder, som hovedpersonerne fortæller hinanden, er bogens måske stærkeste par sider. Generelt var det altid Couplands styrke dengang i hans glansperiode: At han formåede at lade sin ellers altfortærende ironiske distance og popkulturelle jerk-offs afløse af øjeblikke af oprigtighed og skamløs melankoli. Den bedste af historierne, er den ellers materialistiske og ikke særligt sympatiske Tobias’ erinding:

“It’s like this: Every summerback in Tacoma Park my dad and I would rig up a shortwave radio that he had left over from the 1950s. We’d string a wire across the yard at sunset and tether it up to the linden tree to act as an antenna. We’d try all of the bands, and if the radiation in the Van Allen belt was low, then we’d pick up just about everywhere: Johannesburg, Radio Moscow, Japan, Punjabi stuff.

But more than anything we’d get signals from South America, these weird haunted-sounding bolero-samba music transmissions from dinner theaters in Ecuador and Caracas and Rio. The music would come in faintly — faintly but clearly. One night Mom came out onto the patio in a pink sundress and carrying a glass pitcher of lemonade. Dad swept her into his arms and they danced to the samba music with Mom still holding the pitcher. She was squealing but loving it. I think she was enjoying that little bit of danger the threat of broken glass added to the dancing.

And there were crickets cricking and the transformer humming on the power lines behind the garages, and I had my suddenly young parents all to myself—them and this faint music that sounded like heaven—far away, clear, and impossible to contact—coming from this faceless place where it was always summer and where beautiful people were always dancing and where it was impossible to call by telephone, even if you wanted to. Now that’s earth to me.”  

Er det ikke et smukt lille øjebliksbillede? Det fungerer ligeså godt på mig i dag, som det gjorde dengang i slut-90’erne, hvor jeg havde lånt bogen på Nordjyllands Hovedbibliotek.

Grunden til at jeg tænkte på scenen i Coupland bogen i dag er, at Arvingen siden han var helt spæd er faldet i søvn til musik fra Hawai’i. Noget af det er fra soundtracket til ‘The Descendants’, som er fyldt med melankolske sange, brummende hawai’iansk vokal og slack-key guitar.

Resten – hvilket gør ham ligeså glad! – er den solbeskinnede og letbenede særlige hawai’ianske udgave af reggae: Jawaiian music. Der er ikke noget, som det at blive vugget i søvn til sange som The Mana’o Company ‘Driving Me Crazy’ eller Koauka ‘One Woman Man’. Det gør tilmed forældrene glade, da vi bliver mindet om køreturene rundt på Big Island og Maui under bryllupsrejsen sidste vinter. Radiostationen Island FM 107,5 er det helt perfekte soundtrack til sådan en møflesøndag hjemme med den unge mand.

Hvem ved, måske han en dag i fremtiden også vil huske de øjeblikke, hvor hans fortravlede forældre dansede med ham til musikken fra endog særdeles fjerne himmelstrøg?

Jeg håber det.

Play again? Y/N

Tilbage fra et weekendbesøg på hjemstavnen, det var hyggeligt, bortset fra at DSB syntes de ville lægge en ekstra time oven i turen hjem i går aftes. Mmmm, en ekstra bonustime i toget? Så jeg skal sidde at dø indvendigt i seks timer fremfor fem? Nææææh, tak skal I have! Det er næsten alt for meget!

Turen blev dog nogenlunde udholdelig, da jeg havde købt Douglas Couplands ‘jPod’ om lørdag. Jeg har tidligere hypet bogen i højstemte vendinger (vel at mærke uden at have læst den…!), så da jeg læste at charlatanen Stobbe allerede havde investeret i den, blev jeg selvsagt nødt til at handle hurtigt! Og efter at have kværnet bogen i et hug, så kan jeg konstatere, at Coupland ikke har mistet det ironiske greb, men at han efterhånden er løbet tør for idéer når det gælder handling. Især slutningen virker forhastet og ikke særlig gennemtænkt. Og så er jPod den første bog af ham, hvor der ikke er en person som jeg fandt udpræget interessant. Nuvel, det er stadig en god bog som jeg glædeligt anbefaler videre, men den når ikke Microserfs eller Shampoo Planet højderne.

Bortset fra det, så gik weekenden med at være familiesocial osv. Lige nu sidder jeg og skal i gang med dagens arbejde, på listen foran mig står (med ubehjælpelig håndskrift): administrative bøder, bruttooplæg, elprisanalyse, organisationernes økonomi – afventer HTS-I og HVR, Nordsøolienotat. Har også en ambition om at slæbe min dovne mås i SATS senere, så alt i alt en dag som de fleste andre!

PS. Må hellere afslutte med et lille citat fra bogen: ‘I asked Kaitlan about irony, and it turns out that only twenty per cent of human beings have a sense of irony – which means that eighty per cent of the world takes everything at face value. I can’t imagine anything worse than that. Okay, maybe I can, but imagine reading the morning newspaper and believing it all to be true on some level.’

Hey Nostradamus!

Very good, I must say I’m amazed…! Til den i sandhed indsigtsfulde sjael der kunne gaette hvem der har lavet “Alone in Kyoto” (vedkommende er anonym, saa jeg ved ikke hvem det er), saa udlover jeg intet mindre end en pakke Gevalia naar jeg kommer hjem – ja, jeg ER gavmild og storslaet ud over alle graenser. Forioevrigt var svaret naturligvis Air.

Bortset fra det, saa er jeg nu ikke helt alene i Kyoto. Det er loerdag, og tilsyneladende er det den dag hvor samtlige indbyggere tager ind for at shoppe og rufle rundt. Derudover var der en stoerre parade af hvad der saa ud som Shoguner, samuraier, gaishaer og andet godtfolk, saa alt i alt har det vaeret en festlig dag. Har faaet koebt lidt mere ind og – wooohooo – set mere kultur.

Imorgen hopper vi igen paa Shinkansen, denne gang til Hiroshima. Vi skal kun vaere der en enkelt nat, foer vi koerer videre til Hakata/Fukoaka. Her overnatter vi igen kun een nat, hvorefter vi skal sejle til Korea. Med andre ord, saa tror jeg ikke at jeg faar grabberne paa en computer det naeste stykke tid, saa opdateringer maa nok vente lidt. Vender dog naturligvis frygteligt tilbage saa snart jeg faar mulighed for det…..

Lige i musikgenren igen, saa skulle jeg lige hilse at sige, at det er en sand plage at Mew tilsynladende er blevet et megahit i Japan – de er ihvertfald overalt. Men ok, rygterne siger jo ogsaa, at Michael Learns to Rock var store herovre. Suk.

Uj, koebte forresten tre Douglas Coupland boeger i Tokyo. Har allerede kvaernet ‘Hey Nostradamus’ og er nu igang med ‘Eleanor Rigby’. Foerstnaevnte var en positiv overraskelse (men hvad skete der egentlig med Jason, sig det nu, Doug!!!), mens jeg har det lidt svaert med Eleanor Rigby. Han mistede ligesom sit gyldne touch efter ‘Girlfriend in a coma’….allermest glaeder jeg mig til at laese ‘City of glass’ om min yndlingsdroemmeby Vancouver….den ligger hjemme paa hotelsengen og venter, saa cheerio til jer allesammen….