Tracey Thorn

Tracey Thorn har udgivet en ny single, ‘Queen’. Og den eneste reaktion sangen og den tilhørende video for alvor fremkalder i mig, er erkendelse af, at det nu er snart 20 år siden at seneste album fra Everything But the Girl – hende og ægtefællen Ben Watts duo – udkom. Og afledt heraf; at det vel derfor ikke er så underligt at hun efterhånden ser lidt halvgammel ud og at stemmen ikke klinger helt så rent længere. Det var trods alt også en noget yngre og væsentlig mere sprød blogskribent, der købte ‘Temperamental’ på cd’en dér i HMV-pladebutikken i Bispensgade, Aalborg dengang i efteråret 1999.

Tilmed er det også allerede mere end 10 år siden hun udgav det mesterlige ‘Out of the Woods’. Et mere end fint electronica-album, som jeg elskede højt, alt imens jeg intenst har hadet det meste af hvad Ben Watt har udgivet som solist1. Det føles som længe siden nu.

Men I guder, hvor jeg dog hader at musik minder mig om at jeg er blevet halvgammel.

Måske det netop er Thorns forandrede stemme, der gør særlig indtryk på mig. Jeg synger nemlig ganske mange af hendes sange på noget nær daglig basis herhjemme. Datteren bliver således altid beroliget/bedøvet af mine egne rustikke acapella-udgaver af EBTG’s ‘Fascination’, ‘Rollercoaster’, ‘Before Today’ og ‘Troubled Mind’2, og den stemme jeg kanaliserer igennem mit hoved, lyder ikke just som den Tracey Thorn der nu udgiver nyt album.

Jeg ender dog nok med at købe det alligevel. Gammel kærlighed forgår som bekendt ikke så let.

  1. Hans to album, ‘Hendra’ (2014) og ‘Fever Dream’ (2016), er blandt de absolut kedeligste i min samling. Og det siger desværre ikke så lidt []
  2. Vanligvis suppleret af TV-2’s ‘De lyse timer’, ‘Stjernen over Bjerringbro’ og ‘Bag duggede ruder’, Rocazino ‘Elsk mig i nat’, News ‘Du er’ samt Pet Shop Boys ‘It Must Be Obvious’ []

We Are All Completely Beside Ourselves

Har netop til min udelte fornøjelse købt en større flodbølge af CD’er. De kom med posten i går, og jeg tilbragte derfor en god bid af aftenen med at sidde lytte til musik.

Midt i dagligdagens arbejde og småbørnslogistik er det sjældent, at jeg lytter til mere musik end enkelte løsrevne sange i høretelefonerne på vejen til og fra arbejdet. Albums får jeg snart sagt aldrig hørt igennem.

Jeg har skrevet ofte (og jævnt kedsommeligt) om mine ændrede forbrugsvaner indenfor musik. Efterhånden har jeg dog slået mig til tåls med, at jeg grundlæggende er regressiv. Ja, jeg lytter i dag mest til streamingtjenester og enkeltstående sange. Men når alt kommer til alt, er jeg opvokset med fysiske albums – især CD’er – og hifianlæg. Det er stadig (bevidst eller ubevidst) måden, som jeg mener man bør lytte til god musik på. Og de kunstnere, som jeg har et mere nært forhold til end det-var-sateme-en-god-sang-det-der!, ender jeg som regel med at købe i fysisk form.

Så hvad er der endt der i musikreolen denne gang? En blanding af nye albums, og så en udbygning i dybden af min samling.

Nye albums
  • War On Drugs – ‘Lost in the Dream’
  • Avi Buffalo – ‘At Best Cuckold’
  • Real Estate – ‘Atlas’
  • Ben Watt – ‘Hendra’
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For The Lyons Cornerhouse’ (compilation)
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For A London Winter’ (compilation)

De første tre er fremragende og fortjener en placering på Årets Bedste Album listerne. De kan lyttes til både i deres helhed og som enkeltstående sange. ‘Under the Pressure’ af War On Drugs er årets bedste sang, efter min mening. Køb dem nu.

Ben Watt er den ene del af duoen Everything But The Girl, og ‘Hendra’ er hans første soloalbum i 31 år. Det har fået fine anmeldelser, men er mest af alt blot … kedeligt. Jeg holder meget af melankoli (og EBTG var i sandhed melankoliens mestre), men mistrøstige tekster fungerer bedst sammen med et godt omkvæd og en fængende melodi. Jeg får næppe lyttet meget til albummet fremover.

Saint Etienne har for efterhånden en del år siden overtaget titlen som ‘Skribentens all-time yndlingsband’. Derfor køber jeg snart sagt alt hvad de lægger navn til, selv deres efterhånden lidt trættende række af compilations med musik fra svundne tiders pubber og caféer i London. Ingen af de to nye albums fungerer for mig, da jeg og præ-rock’n’roll musik fra 1950’erne simpelthen ikke bryder os om hinanden. Men nu har jeg dem, og nu håber jeg så at Saint Etienne i stedet vil fokusere på at lave deres egen fremragende musik.

Udbygning i dybden af samlingen
  • Morrissey – ‘World Peace Is None of Your Business’
  • Morrissey – ‘Swords’
  • Pet Shop Boys – ‘The Most Incredible Thing’
  • Everything But The Girl – ‘Worldwide’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Language of Life’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Amplified Heart’ (deluxe udgave)
  • Aimee Mann – ‘Charmer’

Jeg skrev allerede tilbage i august, at jeg ikke brød mig om ‘World Peace …’. Men gammel kærlighed er gammel kærlighed. Det ville være forkert, hvis jeg ikke købte et nyt Morrissey album – ligesom det længe har været forkert, at jeg ikke ejede b-side opsamlingen ‘Swords’. Ingen af de to vil blive spillet meget i fremtiden, men jeg er glad for at jeg ejer dem. Nu håber jeg så blot, at Morrissey vil gå på pension, og hans nu efterhånden årelange og bovlamme angreb på min nostalgiske kærlighed til hans tid i The Smiths (og hans første års solokarriere) kan ophøre.

Pet Shop Boys er Pet Shop Boys. Muligvis nu kun nummer to min all-time liste, men det gør det ikke mindre moralsk i orden, hvis jeg ikke ejer alt hvad de udgiver. Er deres musik til en ballet om et H.C. Andersen eventyr noget, som jeg vil lytte til tit og ofte. Nej. På ingen måde. Er det uundværligt? Næppe. Men enten elsker man, eller også gør man ikke. Og i det store kosmiske regnskab, så bør jeg også eje ‘The Most Incredible Thing’. Så det gør jeg nu. Og det har jeg det fint med.

Det var interessant at læse i covernoterne til ‘Worldwide’ og ‘Language of Life’, for det er helt åbenlyst, at Everything But The Girl selv HADER de to albums. De bliver beskrevet som overproduceret, havende for få gode sange, easylistening og meget andet grimt. Foragten pibler ætsende ud mellem linjerne. Selv er jeg ikke så kritisk. Jeg lyttede en del til dem i min gymnasietid, og sætter egentlig pris på små 80 pct. af de to albums sange. Bonusmaterialet til deluxe udgaverne er også en fornøjelse, især de mere spartanske og nøgne demoudgaver af sangene. Ingen af de to albums når dog ‘Amplified Heart’ til sokkeholderne. Det er EBTG’s bedste, mest deprimerede, mest melankolske og stærkeste album overhovedet. Bonusmaterialet er mesterligt. Jeg er ovenud lykkelig for at eje den udgave.

Endelig er der Aimee Mann. Kvinden der udgave nogle af sluthalvfemserne og start 2000-tallets allerbedste pop-rock albums: ‘Magnolia’ (1999), ‘Bachelor No. 2’ (2000), ‘Lost in Space’ (2002) og ‘The Forgotten Arm’ (2006). De albums er nærmest absurd stærke, de rene overflødighedshorn af melodisk melankoli. Derfor kan jeg godt tilgive, at det siden har været en sløj omgang. ‘Charmer’ lyder som et blegt og blodfattigt ekko af dengang. Mann prøver virkelig, altså, det er så tydeligt. Kunne hun blot finde melodien igen, kunne hun blot ramme nerven fra dengang. Men sagen er, at ingen af sangene på ‘Charmer’ ville kunne komme på holdet af nogen de forrige albums. De er for sløve, for ucatchy, for ufængende. Men igen: Nu ejer jeg albummet, og det føles rigtigt. Det gør mig glad.

Samlet set altså en tvetydig omgang rent musikalsk, men det giver mig trods alt stor livskvalitet, at de nu allesammen er mine.