Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!

Elin

Se lige den her boss-lady. Og ja, beklager den lave billedkvalitet, men det er taget fra et nyhedsbrev, som vuggestuen sendte om deres nyligt afholdte temadag:

“Vi har de sidste par uger været i fuld gang med vores tema krop og bevægelse. Her er billeder fra dagens aktiviteter med de mindste på stuen. Vi sang, holdt balancen på ting, vendte på hovedet og snurrede rundt.”

Der var også et billede af hende i en snurretop, men … der har hun altså et ansigtsudtryk som en ond-i-sulet drage, der er er mere end klar til at brænde en hel middelalderlandsby af med sin ildånde – og det ville trods alt ikke rigtig være repræsentativt for hende. Men hun ER sej. Af og til forestiller jeg mig, at min datters theme-song er Neneh Cherry ‘Buffalo Stance’.

“Who’s looking good today?
Who’s looking good in every way?
No style rookie
You better watch don’t mess with me
No moneyman can win my love
It’s sweetness that I’m thinking of”

Hun tager ikke noget pis fra nogen. Hun er stærk og spiser som en hest. Når de andre børn tror at de skal tryne den yngste pige på stuen, så får de ren besked. Pædagogerne synes det er utrolig morsomt, når de større drenge, der vil tage noget legetøj fra hende, får et brøl og et skub fra hende. Hvem tror du egentlig du er, fister?

Hvor hendes storebror er skrøbelig, temperamentsfuld, følsom og genert (som sin far…), så er hun permanent glad, moser på og går opdagelser (som sin mor …). Hun ser ikke problemer, hun ser en mulighed for at opdage noget sjovt. Når jeg kommer hjem fra arbejde, så er det første hun vil, at vi sammen tænder for musikanlægget og danser til Johan Hedberg ‘Kickar Grus’. Så griner vi og hun tramper rundt på korte, stærke ben til musikken.

Det kan lyde sært når vi nu taler om en ikke engang halvanden år gammel pige, men … jeg er kæmpe fan. For hun er så anderledes end mig. Og hvis det nogensinde lykkes mig at få hende smittet med min melankoli og sortsyn, har jeg fejlet noget så grusomt her i livet.

Hun får brug for sin råstyrke, tror jeg.

Har altid været glad for at jeg selv er af hankøn, for livet virker så meget mere svært for kvinder. Hvis livet var et videospil, så spiller mænd på ‘Easy Mode’ mens kvinder spiller på ‘Hard Mode’. Jeg er ikke den store queerfeminist-teoretiker. Men min egen begrænsede empiri tilsiger, at kvinder skal arbejde meget hårdere end mænd for at få anerkendelse for et stykke arbejde – og piger bliver bedømt langt hårdere for deres udseende end en dreng gør. Det aspekt bliver desværre næppe mindre aktuelt for min datter, når hun vokser op.

Jeg tror også at det allerede i dag generelt er meget vanskeligere at være barn og ung, end det var for mig dengang jeg voksede op i 80’erne og 90’erne. Så hvordan mon det ikke bliver fremadrettet? Kravene til hvad man som individ skal kunne, gøre, opnå og være for at opnå anerkendelse er langt større, end det var dengang jeg voksede op som en blegfiset nørd i Aalborg. Bevares, jeg var heller aldrig cool eller en af de populære, men jeg blev omvendt  heller ikke drillet eller var social udstødt. Jeg kunne slippe afsted med at være mig selv og have nørdede interesser, uden at det skadede mig nævneværdigt. Det at være sig selv er jeg usikker på om mine børn kan praktisere, med mindre de virkelige siger fra overfor omverdenens bullshit.

Så jeg håber at min lille seje pige holder fast i sig selv, og at vi som forældre kan understøtte hende og hendes bror i at være dem, de gerne vil være.

Vemod

Normalt er jeg ikke så nostalgisk anlagt. Det plejer tværtom at være mig der driller Den Bedre Halvdel, når hun med jævne mellemrum udbryder “hvor er vores søn/datter dog blevet stor”, “hvor er tiden dog gået hurtigt” eller lignende varianter heraf.

I hverdagens hamsterhjul er det forførende nemt for mig at fortabe mig i logistikken, fremfor at reflektere over de små (og større) ting. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå at lave, og så mange egoistiske hensyn, som børnelivet kan være hæmmende for. Samvær med Den Bedre Halvdel. Løbeturene. Den politiske aktivitet. Udarbejdelsen af min generations store roman. Jobbekymringerne. Den slags. Så det fylder jeg livet ud med, mens jeg undlader at forholder mig til at livet går og intet bliver det samme.

I præcis dette øjeblik vil sønnen eksempelvis ikke sove sin middagslur, men vil hellere ligge inde og hvine under dynen sammen med sin åbenbart ganske kælne legetøjsdinosaur. Hvilket betyder at jeg bliver forstyrret i at skrive dette indlæg. “Vi skal lege”, råber han begejstret, uden nogen syndelig interesse for at den manglende søvn vil gøre ham ganske umulig senere i dag. Eller at han først falder i søvn kl. 15, så hans søvnrytme skubber sig, og det alt sammen æder af forældrenes få timers egentid, når de to børn endelig sover. Hverdag, hverdag, hverdag.

Så egentlig burde det faktum at sønnen fredag havde afskedshygge hos vores højtelskede dagplejer med boller, kage og kram ikke berøre mig synderligt. Det var jo blot endnu en af de der små ting og begivenheder, der indgår i et hverdagsliv. En af de dage og timer, som bliver parkeret et eller andet sted oppe i baghovedet – og kommer til at indgå i den samlede metafortælling om ‘dengang at børnene var små’.

Men dagplejeren havde lavet denne her fine scrapbog med billeder fra hans tid hos hende.

Bevares, vi har selv et bjerg af billeder af børnene. Tror faktisk at de to er blandt de mest afbillede og forgudede børn i hele verden. Men dagplejerens billeder var fra et andet liv end det vi lever sammen med ham herhjemme.

Det var billeder lige fra da vi kom til Roskilde i oktober 2015 til nu. Hvor man så hvordan vores lille, store, søde, sure, grinende, surmulende, lykkelige, triste, nemme, frustrerende, kærlige, stille, råbende søn havde været en del af hendes liv. Hvordan han gik fra ulykkeligt post-vuggestuebarn til at blive stadig mere glad og tryg. Billeder af hvordan han har tilbragt tiden alle de mange timer, hvor vi selv var på arbejde. Billeder af et barneliv, som jeg mest af alt kender til fra når jeg har afleveret og hentet ham hos hende.

Det efterlod mig nostalgisk. Måske også præget af en flig af fortrydelse. Ikke at jeg ved, hvad jeg ville have gjort anderledes. Men alligevel. Tiden går. Jeg har så travlt med alle mine egne ambitioner og behov. Og jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan – eller hvordan jeg reelt kan lave om på det.

Han bliver snart tre år. Og jeg er allerede gået glip af så uendelig meget i hans liv. Jeg trøster mig med, at han åbenlyst har haft det godt og trygt mens jeg ikke var der. Men det bliver selvfølgelig alligevel ikke rigtig godt af den grund.

En af Sønnens yndlingsting på YouTube er OK Go musikvideoen til ‘This Too Shall Pass’.

Før i tiden tolkede jeg altid de ord som ‘det går over igen’. Men det seneste år er jeg begyndt at tænke oftere og oftere over min dødelighed, og på, at dette – mit gode liv med hende jeg elsker og de to små rockere – forsvinder igen. At det kan ske før jeg tror det. At jeg en dag ikke er her mere. At de tre jeg elsker allermest i hele verden en dag vil dø. At mine forældre og søskende heller ikke vil være her evigt. At det alt sammen … går over.

De siger allesammen at man skal leve i nuet og være taknemmelig for de ting man har. Jeg har aldrig formået nogen af delene. Jeg bliver sur og irriteret og smålig, når Sønnen ikke gider sove1. Jeg bruger oceaner af tid på at bitche over mit job og hvor synd det dog er for mig, at jeg ikke bruger mine sparsomme talenter til noget reelt meningsfuldt. Jeg er neurotisk om rengøring og oprydning, og bruger næsten mere tid på det, end jeg gør på at læse godnathistorier for mine børn. Og det er så åndssvagt, men jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det anderledes. Og mens jeg kiggede i navlen, så er min søn snart tre år og skal begynde i børnehave. Pludselig er det alt sammen gået over.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Måske blot få nedfældet en art eksistentiel status, fremprovokeret af min søns overgang til en ny fase i livet. Vemodig er jeg i hvert fald.

  1. Note: Nu er han stået op uden at sove, og sidder inde ved siden af og tegner i sin Rasmus Klump farvebog []

Fanget i midten

Det kniber med indlæggene, det skal jeg være den første til at indrømme. Men buen er lidt spændt for tiden. Der er ikke meget tid til overs ved siden af arbejdet og livet med to små børn. Når der er stille stund ender jeg med at læse, pille næse, surfe planløst eller lave alt muligt andet end at grifle indlæg. De er tidsrøvere, de der arvinger.

Situationen forværres af at jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken rolle Udkastet spiller for mig og min kreative udfoldelse.

For siden jeg begyndte at skrive dagbog i Evernote, har jeg fået et sted at komme af med min indre bekendelsesliterat. Jeg behøver dermed ikke længere Udkastet som sted til at jamre over livet, karrieren, vejret og mit sløve løbetempo. Omvendt er en (pseudo)anonym blog – og blogformatet i sig selv – heller ikke velegnet til de store intellektuelle, politiske og selvpromoverende skrifter. Det er heller ikke stedet at dele de hurtige, sjove links (det er mere Twitters domæne) eller nå det bredere publikum og jagte likes.

Så Udkastet er på mange måder landet mellem en del stole.

Men jeg har lyst til at skrive mere. Både her og offentligt, men især her. Udkastet er jo den seneste manifestation af mit mere end 10 år gamle bloghjertebarn. Reelt kan jeg ikke visualisere en tilværelse, hvor jeg ikke har min egen selvhostede blog. Jeg bliver ganske ulykkelig og tvær, hvis ikke jeg får griflet.

Det lyder muligvis en anelse jeg-har-spærret-mig-inde-i-kælderen-med-nok-konservesmad-til-at-overleve-en-russisk-invasion-agtigt, men jeg kan godt lide tanken om, at stedet her er mit. Måske afgik den personlige blog ved døden for 5 år siden og måske kan antallet af læsere tælles på ganske få fingre. Det rationelle i et læsermaksimerende perspektiv ville være at henlægge skriveaktiviteten til de sociale medier. Men her ejer jeg selv domænet og har ikke foræret min kreativitet til techmonopolisterne i Facebook eller Google. Og den tanke giver en god fornemmelse i maven.

Nu larmer den ældste, kan jeg høre, middagsluren er vist ovre. Og det er indlægget dermed også.

Reservatet

Jeg er stået en anelse af verden i disse dage. Ny engelsk regering, terrorangreb i Nice, tyrkisk kupforsøg, en republikansk vicepræsidentkandidat i USA og Pokémon Go hysteri, alt sammen flyder det nærmest umærkeligt forbi.

Når jeg ikke er igang med at opleve og udleve det nye familieliv, så spiller jeg Football Manager 2012 alt imens jeg lytter til slack-key guitar musik fra diverse obskure hawai’ianske radiokanaler.

Det er min ultimative zen-tilstand, når jeg sidder der og pusler om mit Las Palmas hold, som jeg i spillets editorfunktion naturligvis har givet noget nær uendelige mængder likvider, et overjordisk talentakademi, verdensklasse trænere og scouts i alle verdenshjørner. Der er ingen uro eller kaos der i mit lille lukkede Manager-værksted, hvor jeg heller ikke er bleg for at genstarte en kamp hvis mine canariske yndlinge meget mod forventning skulle tabe en kamp. Jeg kan og vil planlægge alt i spillet. Forholdene er perfekte, mesterskaberne blot et spørgsmål om tid.

Personer med psykologisk indsigt ville sikkert kunne få en masse ud af, at jeg holder så meget af at lave en perfekt, pletfri og helt kontrolleret verden i mit Football Manager univers. Selv betragter jeg det som en uheldig overspringshandling, eller – i bedste fald – en afkrog af koble af i.

Og så blot lige ad notam til mig selv …

Det har altid været mit mål, at Udkastet skulle handle om mine besynderlige interesser og tanker, ikke om mit privatliv som sådan1. Så selvom min lille nye datter og lidt ældre søn begge er skæppeskønne og fylder en masse i livet nu og i fremtiden, vil Udkastet ikke udarte sig til at være en mummy-blog skrevet af en mand.

Det er stort og meningsfuldt at have to små børne-centre i ens univers, men der er stadig brug for at fylde hjørnerne ud med sær musik, science fiction og tanker om samfundet. Og det er fortsat den slags enfoldigheder, jeg vil udgyde her på siden.

  1. Det emne har jeg min dagbog til at pølse rundt i []

Den nye tilværelse

Det at udvide familiefranchisen med endnu et barn er uhyre meningsfuldt, men er vel ikke ligefrem det stof, som man producerer banebrydende interessante blogindlæg af.

Der er dog mange små … ja, man kan vel ikke ligefrem kalde det dramaer, men så ’emotionelle oplevelser’ da. Og ikke mindst: Masser af arbejde og rutiner, der skal oplæres.

Grundet fødslens afvikling var Den Bedre Halvdel og Datteren nødt til at være indlagt på hospitalet i mere end 48 timer til observation. Ikke noget alvorligt, heldigvis, men alligevel en drænende venteperiode. Til forskel fra i dagene efter Sønnens fødsel, så var vi denne gang noget mere optagede af at komme hjem fra hospitalet så hurtigt så muligt. For der er jo en hverdag, der skal fungere, og en knap 2,5 år gammel dreng, der har brug for begge sine forældre – og som i øvrigt står overfor at skulle dele omtalte forældres opmærksomhed med den nye beboer.

Så det har været lidt forskudt, introen til det nye liv.

Imens de to kvinder i husstanden var indlagt, har jeg møflet rundt med Sønnen, der ikke just kunne forstå hvorfor mor ikke var hjemme flere dage i træk.

Mor og datter kom dog hjem fra hospitalet i går, og siden har vi været i fuld gang med den nye tilværelse. Det går godt, og der er meget arbejde og kørlighed involveret. Især er det delikat at skulle introducere en nyfødt i en husstand, hvor den hidtidige eneste arving er blevet dyrket som en solgud igennem hele sin levetid. Han har taget vel imod hende – viser ganske andre empatiske og kompromissøgende sider end sin gamle far – og vi gør omvendt meget ud af at vise, at stadig er en MVP.

Og så efter alt dette snak om udfordringer og arbejde, så tillad mig at nævne det vigtigste: En tilfreds, tryg og sovende nyfødt datter, der putter sig ind mod ens bryst. Så kan man ikke bede om så meget mere i den menneskelige eksistens.

De vigtige ting

nykærlighed

Jeg kunne skrive kilometervis om den tre uger for tidlige fødsel og glæden ved tanken om det nye liv forude, men det ville være både navlebeskuende og kedsommeligt. Vil derfor blot nøjes med at konstatere, at alle har det godt og at der nu er tre centre i mit univers.

Ventetid

Familieliv. Logistik. Arbejde. Lokalpolitik. Omgangssyge. For lidt motion. Det er hvad dagene gik med i april 2016. Tiden går stærkt, synes jeg. Med en hverdag, som i det store hele fungerer.

Men det er grundlæggende en underligt kunstig og uvirkelig situation. Det liv vi lever nu, bliver vendt på hovedet slut-juli (eller måske før, man ved jo aldrig!) når lillesøster bliver født.

Jeg ved ikke om vi er klar endnu. Men bliver man nogensinde klar til noget, når det er usikkert hvad de konkrete forandringer vil være, når børneflokken går fra én til to?

Hidtil har jeg ikke tænkt så meget, som jeg måske burde, over at vi skal have nummer to. Jo, naturligvis over at jeg glæder mig til at møde hende. Over at jeg håber hun er sund og rask. Over at jeg er bekymret for hvordan mon den førstefødte – den lille Solkonge – reagerer på, at skulle dele opmærksomheden og kærligheden. Og over at jeg frygter hvor eksponentielt meget at logistikken og arbejdet øges.

Men igen: Vi ved det jo ikke, hvordan det bliver. Kan kun vente og se.

At være tilstede

I går aftes var Arvingen ked af det. Han var eller glad da jeg hentede ham i vuggestuen. Han grinte stort til mig med samfulde otte tænder, selv da jeg bortførte ham fra vuggestuens sandkasse, som han ellers netop da var i fuld færd med at tømme ud over sig selv med beslutsomme tag i en skovl.

Han pludrede lystigt på vejen hjem igennem et solbeskinnet og lunt København. Efter den senere tids sygdom har han tilmed genvundet sin appetit, og æder nu som en velvoksen hest. Jeg overdriver ikke meget, når jeg siger, at han på lidt over en uge er gået fra lidt-for-slank-dreng-efter-sygdom til igen at være en rund og glad lille prop. Alt gik da også efter planen til aftensmaden. Han spiste lystigt, og vi fik ham nattet af og i seng i god tid før kl. 20. Så vidt, så godt.

Men efter en times tid vågnede han. Eller, han skreg i hvert fald hjerteskærende og var ganske utrøstelig. Han havde sandsynligvis et mareridt, og var i den der lidt underlige mellemzone, som små børn kan være i, hvor de er et eller andet udefinerbart sted mellem at være sovende og vågen. Så Den Bedre Halvdel brugte vel halvanden time af sin aften på at få ham til at falde rigtigt i søvn igen. Siden faldt hun så selv omkuld i sengen, udmattet af træthed.

Den slags aftener er meget almindelige i børnefamilier, tror jeg. Og uanset hvor sært det end måtte lyde, tror jeg at man skal lære at nyde det. For de er en del af nuet.

Arvingen blev 1 år for nylig. Det er ikke noget jeg tænkte dybere over der, men det var samtidig også vores forældreskabsfødselsdag. Jeg ved, at Den Bedre Halvdel reflekterer mere over den slags end jeg. Hun kan sagtens blive ramt af melankoli, og sige ting i retning af “Kan du huske dengang han var en baby. Han er blevet så stor nu! Hvor er tiden gået hurtigt!”. Hvilket er korrekt, men stadig ikke noget jeg tænker dybere over. Det er noget der bare er sket – alt imens jeg har ventet på at livet skal begynde. Afledt heraf funderer jeg en del over om jeg glemmer at leve livet i nuet – med alt hvad det indebærer.

Jeg har altid været slem til ‘lige-om-lidt’-tankegangen.

Livet begynder først rigtigt lige om lidt, det sted vi er nu er bare et mellemstadie. Livet er først igang når vi er flyttet. Når uddannelsen er overstået. Når næste job er i hus. Når Arvingen kan gå. Livet er ikke nu, det er når vi er ovre på den anden side af bakken. Det er lidt karikeret, men sådan har jeg levet i 33 år. Altid i det permanente mellemstadie, hvor man aldrig er rigtig glad, nærværende eller tilfreds, for vi skal jo videre – over til det rigtige liv, der pr. definition aldrig er netop nu.

Det bekymrer mig, at mit mindset er sådan. At jeg ikke hviler mere i tilværelsen og sætter mere pris på det. At jeg ikke kan være tilfreds med nu, men altid drømmer om (og bekymrer mig over) det ‘rigtige liv’ lige-om-lidt, eller melankolsk tænker på, hvordan tingene var engang. For en dag og en aften som i går er jo nu. Det er livet. Det er ikke i morgen, det er nu, og det kommer ikke igen. Og at det har værdi i sig selv. Når han sidder i barnevognen på vej hjem og smiler til mig langs Kalvebod Brygge, så er det nu. Når han græder som pisket over en dårlig drøm, så er det nu.

Det er meningsløst at jeg fokuserer på at han skal lære at gå, at han skal lære at tale før end at livet rigtig begynder. For det er jo ikke sandt. Når han kan det, vil jeg blot udskyde livet igen til at han kan læse og se basketkampe med mig. Man burde værdsætte og nyde ham, som han er nu. For i mit evindelige fokus på i morgen glemmer jeg måske, at det ikke er fremtidens dreng, jeg skal elske – men ham vi har nu. Ham, der kommer grinende hen og vil snakke. Og i stedet for at obsesse over logistik, rengøring, bekymringer og håbe på at han snart falder i søvn, sådan at jeg kan passe mine egne fornøjelser og interesser, så burde jeg i stedet forsøge at være tilstede og reelt nærværende. For det er i det øjeblik, at meningen opstår.

Arvingen er ikke bare et mellemstadie, han er livet – og han er her og nu. På den måde er han mærkbart klogere end sin far.

Sygdom

Jeg mindes ikke at have været så træt og udmarvet længe.

Der er sygdom på rundgang derhjemme, antageligvis med udspring i Arvingen. Efter han begyndte i vuggestue har han vel været helt rask i sammenlagt to uger. I den resterende tid har vi oplevet en apokalyptisk sekvens af influenza, øjenbetændelse, forkølelse og Gastroenterit. Og forældrene bliver så smittet på skift af de varierende dårligdomme. Så efter at have kæmpet med maven henover det meste af weekenden, så sidder jeg nu og kampæder strepsiler i kampen mod min forkølelse. Guderne må vide hvordan Den Bedre Halvdels helbred har det netop nu.

Den onde sygdomscirkel ville være til at håndtere, hvis vi ikke begge var begyndt at arbejde. Men i vores husstand jonglerer vi nu med mit mandag-til-fredag job, nattevagter, weekendvagter og hente-bringe logistik, der sammen med sygdommene stjæler stort set al tid og ressourcer.

Tak, jeg er bevidst om, at det her er et typisk bitchy og navlebeskuende børnefamilie-indlæg. Nej, jeg gider heller ikke selv læse den slags klynk. Men jeg har nok tidligere undervurderet, hvor drænende sådan en omgang sygdom er for livskvaliteten.

Nu forstår jeg bedre hvordan de andre børnefamilier blandt mine kolleger har det. Og jeg ser helt ustyrligt meget frem til sommeren.