At være tilstede

I går aftes var Arvingen ked af det. Han var eller glad da jeg hentede ham i vuggestuen. Han grinte stort til mig med samfulde otte tænder, selv da jeg bortførte ham fra vuggestuens sandkasse, som han ellers netop da var i fuld færd med at tømme ud over sig selv med beslutsomme tag i en skovl.

Han pludrede lystigt på vejen hjem igennem et solbeskinnet og lunt København. Efter den senere tids sygdom har han tilmed genvundet sin appetit, og æder nu som en velvoksen hest. Jeg overdriver ikke meget, når jeg siger, at han på lidt over en uge er gået fra lidt-for-slank-dreng-efter-sygdom til igen at være en rund og glad lille prop. Alt gik da også efter planen til aftensmaden. Han spiste lystigt, og vi fik ham nattet af og i seng i god tid før kl. 20. Så vidt, så godt.

Men efter en times tid vågnede han. Eller, han skreg i hvert fald hjerteskærende og var ganske utrøstelig. Han havde sandsynligvis et mareridt, og var i den der lidt underlige mellemzone, som små børn kan være i, hvor de er et eller andet udefinerbart sted mellem at være sovende og vågen. Så Den Bedre Halvdel brugte vel halvanden time af sin aften på at få ham til at falde rigtigt i søvn igen. Siden faldt hun så selv omkuld i sengen, udmattet af træthed.

Den slags aftener er meget almindelige i børnefamilier, tror jeg. Og uanset hvor sært det end måtte lyde, tror jeg at man skal lære at nyde det. For de er en del af nuet.

Arvingen blev 1 år for nylig. Det er ikke noget jeg tænkte dybere over der, men det var samtidig også vores forældreskabsfødselsdag. Jeg ved, at Den Bedre Halvdel reflekterer mere over den slags end jeg. Hun kan sagtens blive ramt af melankoli, og sige ting i retning af “Kan du huske dengang han var en baby. Han er blevet så stor nu! Hvor er tiden gået hurtigt!”. Hvilket er korrekt, men stadig ikke noget jeg tænker dybere over. Det er noget der bare er sket – alt imens jeg har ventet på at livet skal begynde. Afledt heraf funderer jeg en del over om jeg glemmer at leve livet i nuet – med alt hvad det indebærer.

Jeg har altid været slem til ‘lige-om-lidt’-tankegangen.

Livet begynder først rigtigt lige om lidt, det sted vi er nu er bare et mellemstadie. Livet er først igang når vi er flyttet. Når uddannelsen er overstået. Når næste job er i hus. Når Arvingen kan gå. Livet er ikke nu, det er når vi er ovre på den anden side af bakken. Det er lidt karikeret, men sådan har jeg levet i 33 år. Altid i det permanente mellemstadie, hvor man aldrig er rigtig glad, nærværende eller tilfreds, for vi skal jo videre – over til det rigtige liv, der pr. definition aldrig er netop nu.

Det bekymrer mig, at mit mindset er sådan. At jeg ikke hviler mere i tilværelsen og sætter mere pris på det. At jeg ikke kan være tilfreds med nu, men altid drømmer om (og bekymrer mig over) det ‘rigtige liv’ lige-om-lidt, eller melankolsk tænker på, hvordan tingene var engang. For en dag og en aften som i går er jo nu. Det er livet. Det er ikke i morgen, det er nu, og det kommer ikke igen. Og at det har værdi i sig selv. Når han sidder i barnevognen på vej hjem og smiler til mig langs Kalvebod Brygge, så er det nu. Når han græder som pisket over en dårlig drøm, så er det nu.

Det er meningsløst at jeg fokuserer på at han skal lære at gå, at han skal lære at tale før end at livet rigtig begynder. For det er jo ikke sandt. Når han kan det, vil jeg blot udskyde livet igen til at han kan læse og se basketkampe med mig. Man burde værdsætte og nyde ham, som han er nu. For i mit evindelige fokus på i morgen glemmer jeg måske, at det ikke er fremtidens dreng, jeg skal elske – men ham vi har nu. Ham, der kommer grinende hen og vil snakke. Og i stedet for at obsesse over logistik, rengøring, bekymringer og håbe på at han snart falder i søvn, sådan at jeg kan passe mine egne fornøjelser og interesser, så burde jeg i stedet forsøge at være tilstede og reelt nærværende. For det er i det øjeblik, at meningen opstår.

Arvingen er ikke bare et mellemstadie, han er livet – og han er her og nu. På den måde er han mærkbart klogere end sin far.

Sygdom

Jeg mindes ikke at have været så træt og udmarvet længe.

Der er sygdom på rundgang derhjemme, antageligvis med udspring i Arvingen. Efter han begyndte i vuggestue har han vel været helt rask i sammenlagt to uger. I den resterende tid har vi oplevet en apokalyptisk sekvens af influenza, øjenbetændelse, forkølelse og Gastroenterit. Og forældrene bliver så smittet på skift af de varierende dårligdomme. Så efter at have kæmpet med maven henover det meste af weekenden, så sidder jeg nu og kampæder strepsiler i kampen mod min forkølelse. Guderne må vide hvordan Den Bedre Halvdels helbred har det netop nu.

Den onde sygdomscirkel ville være til at håndtere, hvis vi ikke begge var begyndt at arbejde. Men i vores husstand jonglerer vi nu med mit mandag-til-fredag job, nattevagter, weekendvagter og hente-bringe logistik, der sammen med sygdommene stjæler stort set al tid og ressourcer.

Tak, jeg er bevidst om, at det her er et typisk bitchy og navlebeskuende børnefamilie-indlæg. Nej, jeg gider heller ikke selv læse den slags klynk. Men jeg har nok tidligere undervurderet, hvor drænende sådan en omgang sygdom er for livskvaliteten.

Nu forstår jeg bedre hvordan de andre børnefamilier blandt mine kolleger har det. Og jeg ser helt ustyrligt meget frem til sommeren.

Om at blive far – refleksioner efter en forældreorlov

(Dette indlæg blev første gang bragt d. 19. marts 2015 på min offentlige blog. Her kommer det igen i en lidt mere anonymiseret udgave. Betragtninger holder stadig nu hvor jeg er igang på arbejdet igen)

I skrivende stund er jeg på forældreorlov halvanden uges tid endnu. Det har været lærerige, sjove, frustrerende og oplysende syv uger.

Det er selvsagt ikke særlig videnskabeligt at udlede almengyldige sandheder fra ens egne subjektive oplevelser. Men jeg vil alligevel gå så langt som til at sige, at mænd bør forlange at holde mindst en måneds orlov. For man lærer meget af det. Både om ens arving, men også om en selv og de grundlæggende betingelser for tilværelsen.

Du kommer til at holde endnu mere af det lille kræ (og de af dig)

Det er egentlig ret magisk. Jo mere man er sammen med sine børn, jo mere holder man af dem. De vil tilsvarende også holde endnu mere af dig. Sådan har det i hvert fald været for mit vedkommende. Hans mor er stadig favoritten, men når jeg er alene med Arvingen, har vi vores egne rutiner og måder at gøre tingene på. Der er ting, jeg er bedre til end hans mor. Og det kan faktisk være ganske sjovt at være sammen med en et-årig krudtugle, der bare så gerne vil snakke og være sammen med lige netop dig. For lige netop i dette øjeblik, er du det suverænt vigtigste menneske for ham. Og du kan ikke gøre noget galt i hans øjne. Du er jo hans far eller mor.

De er faktisk ret søde og dygtige i vuggestuerne

Jeg havde ikke rigtig noget forhold til vuggestuer eller pasning tidligere. Jeg havde heller ikke tænkt dybere over det, at overlade ens arving til fremmede i adskillige timer om dagen. Derfor har det været meget betryggende, at Arvingens vuggestue indtil videre har vist sig at være et godt sted, hvor pædagogerne er nærværende og tager sig af børnene. Jeg har været hovedansvarlig for at indkøre ham i den offentlige pasning, og det går godt. Min respekt for pædagoger er steget voldsomt efter at have mødt dem sammen med Arvingen.

Du er ikke den vigtigste længere

Man lærer som nævnt meget af en forældreorlov. Og ‘Du er ikke den vigtigste længere’ er en indsigt, jeg som et grundlæggende stædigt, egoistisk og nydelsessygt menneske stadig arbejder med at blive bedre til – og drage de fornødne konklusioner ud fra.

Da jeg gik på arbejde og Den Bedre Halvdel stadig var på barsel, stod det måske ikke så tindrende klart for mig. Jeg var jo på arbejde 10 timer om dagen, og da jeg i forvejen egentlig bedst kunne lide at være hjemme når jeg havde fri, så var min tilværelse efter arbejdstids ophør ikke så radikalt anderledes end før vi fik børn. Det har ændret sig efter at jeg selv har haft ansvaret for Arvingen.

For at være forælder er de facto de samme som at tilsidesætte egne behov. At blive forælder handler ikke om dig. Din arving kunne ikke være mere ligeglad med hvad du har lyst til. Dit forskningspapir, din karriere, dit ønske om at se fodbold, din avislæsning, dit løfte om at se vennerne. Intet kunne betyde mindre. Det, der betyder noget er at du er til stede, tager ansvar og er nærværende. At du giver afkald på noget. Og det er ikke altid så let, som det lyder.

Folk, der ikke selv har fået børn tror som regel, at det nye i tilværelsen post-barn er fraværet af tid. Det ikke at kunne gå i biografen, se veninderne og lave noget uden for hjemmet. De siger derfor ofte: “Vi vil ikke lade os begrænse af at have fået børn. Vi vil stadig tage på ferier, gå ud osv osv”. Og det er da bestemt også et element, at man bliver mindre fleksibel rent tidsmæssigt.

Men det er ikke den egentlige transformative pointe.

Det er derimod, at du som forældre ikke længere er den vigtigste person i din egen tilværelse. Hvis du rent faktisk ønsker at være reelt nærværende, så må du som forælder give afkald på noget af det, du personligt måske egentlig hellere ville lave.

Mange karrieremennesker forsøger at komme uden om det fundamentale faktum, at de ikke længere nødvendigvis kan være hovedpersonen i eget liv. De får au pairs, barnepiger og bedsteforældre til at give børnene det nærvær, som de ikke selv er villige til at prioritere. Det er selvsagt et valg man foretager, og jeg siger på ingen måde, at det er moralsk forkert at ville have det hele – både familie og karriere. Jeg har blot vanskeligt ved at se, hvordan det reelt kan lade sig gøre. Hvis begge forældre arbejder 60 timer eller mere om ugen, så kan du ikke være hjemme til at holde af dine børn eller støtte din bedre halvdel. Det er en fysisk og psykisk umulighed. Det er måske ikke så problematisk at arbejde mange timer når man har større børn, men når børnene er små, så bliver det tricky. Det er et tilvalg af en selv og et fravalg af børnenes behov. Og det er fair nok at prioritere på den måde. Man skal blot være klar over, at man har foretaget den prioritering – og så lade være med at kritisere familier, der vælger en anden prioritering.

At børnene er i centrum, skal ikke forstås sådan, at børn nødvendigvis skal være små diktatorer, der bestemmer alt i en familie. Hvis det sker, bør man nok hanke op som forældre. Det betyder heller ikke, at der med fornuftig planlægning ikke er plads til at lave andet end at være forældre, når man har fri fra arbejde.

Men det betyder, at man skal være klar over, at grundvilkåret for ens tilværelse har ændret sig. Og når lokummet brænder, the shit hits the fan (og slige smagfulde udtryk for ‘når det virkelig gælder’), så kan og må man ikke glemme, hvad der egentlig betyder noget – og det er ikke længere dig eller dine individuelle behov.

At være på forældreorlov har understreget den læring for mig. Med børn følger ansvar. Det er et ansvar, der giver utrolig meget mening i et menneskes eksistens. Måske det endda er det mest meningsfulde overhovedet. Men det går aldrig væk. Heller ikke selv om man outsourcer det til barnepiger og au pairs. Og det opdager man, når man som far selv har ansvaret for sin arving i en længere periode.

Så derfor bør alle nybagte fædre øjeblikkeligt prioritere at afholde forældreorlov. Det er uger og måneder, som giver utrolig meget igen.

Hvad der fylder min tid i øjeblikket

  • At indkøre Arvingen i vuggestuen. Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvordan man egentlig institutionaliserer et barn. Altså, sådan i praksis. Det har været lidt ligesom med pølser. En herlig spise, men jeg har været lykkeligt uvidende om hvordan de bliver fremstillet. Når det så er sagt, er det da skelsættende sådan at overlade ens kæreste eje til fremmede. Han er jo husstandens lille solkonge, der har været vant til forældres udelte opmærksomhed, men nu skal bo på stue med 12 andre (og større) børn. Det bliver en transitionsproces, så han skal nusses og krammes ekstra i tiden frem. Indtil videre går det dog godt med at få ham på plads. Han kan lide andre børn, og græder kun kortvarigt efter at hans far har forladt ham – for derefter at grine og lege. Det gør mig glad, samtidig med at det knuser mit lille sorte hjerte
  • At genopdage glæden ved klassiske adventurespil. Efter at have læst om ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ på adventuregamers.com, købte jeg Mac-udgaven for nylig. Det er en vaskeægte fornøjelse. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg egentlig holder af point-and-click adventurespil. Har ikke fornøjet mig så meget siden Monkey Island-spillene. ‘Broken Sword’ er et klassisk old-school spil, hvor gåderne er tilpas svære og stemningen i top. Plottet i spillet er blandt de bedre, må man sige. Jeg vil være overrasket, hvis ikke Dan Brown spillede det inden han skrev sine bøger, for han tyvstjæler i hvert fald med arme og ben. Endelig er dialogen helt i top. Spillet får fem ud af fem mulige, og den varmeste anbefaling fra min side.
  • At se tredje sæson af ‘House of Cards’. Skal igang med femte afsnit. Serien holder stadig højt niveau, men jeg er ikke helt så investeret i historien som før. Jeg har ikke nogen kloge betragtninger om seriens realisme eller skildring af politik. Men det er da sjovt at se den danske skuespiller Lars Mikkelsen spille rollen som en karikeret udgave af Vladimir Putin.
  • At tænke over fremtid. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave, hvor bliver Arvingen glad og får de bedste muligheder etc.. Med andre ord: En evergreen-beskæftigelse.

Refleksioner efter dag 4 på forældreorlov

Postmand Per er den egentlige årsag til den vestlige civilisations depraverede og dekandente forfald. Det står klart for mig efter at have set utallige afsnit adskillige gange. Der er et vist mønster i samtlige historier:

  • A) Per får en pakke han skal bringe ud
  • B) Per mister pakken/risikerer at komme for sent grundet at han er sjusket/negligerer sine pligter/lader sig distrahere af gak og gøgl
  • C) Efter en dramatisk øredøvende kedsommelig jagt på pakken igennem lykkes det Per at rette op på sin blunder, men som regel aldrig af egen kraft. Redningsmanøvren er som regel et resultatet af at den egentlige voksne personage i den røde postbil (dvs. katten Emil) tager handling, eller at nogen af Pers let enfoldige venner redder hans røv igen og igen
  • D) Modtageren af pakken takker Per overstrømmende, og fortæller at de ikke vidste hvad de skulle gøre uden ham. Hvorefter Per – ganske skamløstløst og med stor selvtilfredshed i stemmen – siger “Det var da så lidt”

Et præmieeksempel på ovenstående mekanismer er i ‘Postmand Per og den magiske juvel’. Se den og bliv forarget. For hvad er det for en moral og etik at lære børn (og deres stakkels forældre)? At man skal være en slacker, lade andre redde ens brølere og så i øvrigt tage æren efterfølgende? Hvis ikke det var fordi Arvingen hviner begejstret som en besat hver gang han ser Postmand Per, så blev den udsendelse bandlyst for evigt fra husholdningen.

Godt vi har Peter Pedal filmene til at bidrage med mere ernæringsrigtig børnekultur. Om end den obsternasige abe også snart trænger til en ordentlig omgang …

Tanker inden en forældreorlov

Læste en wrap-up i New Yorker på afslutningen af ‘Parenthood’, velsagtens den tv-serie Den Bedre Halvdel har været mest begejstret for siden … ja, egentlig siden ‘Friday Night Lights’. Som serienavnet antyder kredser serien om familie. I anmeldelsen skriver New Yorker afslutningsvist:

It showed parenthood, the institution, to be the crucible in which adults were transformed. Its challenges and rewards and the sanity it brought about made the yelling and misunderstanding stop. Other shows, and life, sometimes feature uninvolved parents, selfish parents, bad parents. “Parenthood,” for the most part, did not. Amber and Drew’s dad wasn’t great—loving but inconsistent, often drunk—and the show’s time line began when Sarah and the kids moved home to get away from him. Crosby fell in love with his young son, Jabbar, when he met him, and quickly wanted to be a good father. Amber’s former fiancée, a struggling Army veteran with addiction problems, was left behind to cope on his own, away from their baby.

The Bravermans always put parenting first. The show’s presentation of the fantasy of near-universal good parenting, or the will to attempt it, felt like a justifiable choice because the challenges and struggles within that were so painful and real. Even when the show wobbled a bit, as with a story line involving trouble in Joel and Julia’s marriage that didn’t always make sense, it always righted itself and kept your faith. Just when you thought you’d had it, there’d be a scene of unexpected reconciliation, or a connection between a parent and a child, or loving wisdom and advice, and you’d cry cry cry, and remember what it’s like to feel fully human. “Parenthood” was so lovable that everything it did wrong felt like an exasperating yet predictable outrage—in other words, it felt like family.

I fornemmer muligvis at der er tale om en skamløst sentimental omgang, og at serien derfor har opnået afgudestatus hjemme i vores husstand. Det, jeg hæfter mig mest ved i ovenstående er formuleringerne om forældreskabet den transformerende institution. Det fik mig til at tænke. Har jeg forandret mig grundlæggende siden at Hjemmedrengen kom i vores liv for lidt over 10 måneder siden?

Jeg er usikker. Der er ingen tvivl om, at det at blive forældre har forandret Den Bedre Halvdel markant mere end mig. Men jeg er stadig ligeså stædig, doven, påståelig og nydelsessyg som før. Tror egentlig heller ikke at jeg er blevet mærkbart mere ansvarlig, omsorgsfuld eller kompromissøgende end tidligere.

Hvis jeg selv skulle pege på en smule fremskridt, så er det på det emotionelle plan. Jeg er nok blevet mere, ja det lyder pompøst, men nuvel: Kærlig. Før han kom til verden havde jeg ikke et fast funderet billede af, hvad det rent følelsesmæssigt betyder at blive forældre. Men man kommer jo til at holde af sådan et lille kræ. Den basale kærlighedsrelation mellem forælder og barn er uhyre meningsfuld. Jeg skal ikke belære andre om at de burde få børn, og jeg er helt sikker på, at et liv uden børn kan være mindst ligeså meningsfuldt, givende og betydningsfuldt. Men hvis man aktivt fravælger at få børn, går man samtidig aktivt udenom noget, der er til tider er hårdt, kedeligt, enerverende og frustrerende, men som på bundlinjen giver en grundlæggende glæde og mening. Det havde jeg ikke den fjerneste anelse om, da jeg som 31 årig gik rundt og ikke følte det fjerneste behov for at formere mig. Og derfor er jeg glad for, at Den Bedre Halvdel var noget mere livsklog end mig i den retning.

Nu håber jeg så, at syv ugers samvær og en dybere relation med Hjemmedrengen kan kickstarte processen med at transformere mig til et bedre menneske. Hidtil har jeg været på arbejde det meste af hans liv, indser jeg nu. Fremadrettet bliver det sværere. Den Bedre Halvdel begynder selv at arbejde på mandag, og pludselig kommer der meget mere logistik, planlægning og kompromiser ind i vores ellers ret harmoniske tilværelse. Jeg kan ikke blot tage afsted på arbejde og være væk 10 timer hver dag, tværtimod får jeg hovedansvaret for at hente og bringe ham i vuggestuen.

Med andre ord: Et nyt kapitel i livet begynder reelt i de kommende uger. Jeg er spændt, nervøs og glæder mig.

Ventetid

Havde egentlig forfattet et navlebeskuende indlæg med tanker og overvejelser om, at jeg om mindre end 14 dage begynder på forældreorlov sammen med Hjemmedrengen. Men det blev så rædderligt selvsmagende og føle-røre agtigt, at jeg halvvejs gennem korrekturlæsningen fik fysiske væmmelsesreaktioner. Så endte med at arkivere indlægget lodret igen.

Inden da skal jeg overleve 11 voldsomt travle arbejdsdage. Ved ikke helt hvornår jeg kommer op til overfladen igen.

Hjemmedans

Arvingen udvikler sig med lynets hast for tiden. Fra at være en glad lille pølse, der lå og grinte til en, så er han nu et glad og uhyre nysgerrigt lille energibundt, der kravler rundt overalt og op ad alting.

Intet er sikkert længere. Stikkontakter, lamper, bøger og faderens hifi-anlæg bliver besteget og undersøgt grundigt og begejstret. En anden favorit er at danse og hoppe. Ja, altså, han kan ikke helt stå og gå selv endnu, men med et par hænder under armene, så hoppes der som en gal. Hop, hop, HOP, hophophophopHOP. Alt imens der grines højt og uhæmmet. Det er vanskeligt at være en vred gammel mand efterfølgende.

Til de af jer, der selv skal opleve denne ret fornøjelige periode i forældreskabet, er her et bud på tre svenske rapmesterværker fra 90’erne, der virker stensikkert på min smooth hæp-hop baby derhjemme:

Teddybears Sthlm – ‘Rock’n’Roll Highschool

Ok, teknisk set er den udgivet i 2000, men dens retrobeat og blipblop lydene er perfekte for små buttede babyben. I øvrigt er der noget sært ved at lytte til en 14-år gammel gang, der ville være 80’er-retro allerede dengang. Det bliver pludselig meget meta altsammen.

Just D – ‘Hubabuba

Alene det faktum, at den er opkaldt efter tyggegummi burde indikere noget. Dens bouncy og fjollede beat er det rene narko for en danselysten snart 9 måneder gammel player.

Petter – ‘Saker och Ting

1999’s overlegent bedste beat (måske sammen med Common ‘1-9-9-9’), og det er kun et spørgsmål om tid før Arvingen lærer at kaste håndtegn til rytmen.

Andre mulige dansetracks modtages med kyshånd (eller i hvert fald et savlfyldt knus) af Arvingen derhjemme.

Afkoblet

Det er nok meget sigende, at det kræver et par dages påtvunget afholdenhed for mig at nå til erkendelsen. Men en weekend uden adgang til internettet, giver overraskende megen tid og energi til at lave andre ting – og egentlig savnede jeg hverken min mail, twitter eller nyhedshjemmesiderne alt for meget.

Bevares, jeg fik hverken reddet verden eller skrevet den store generationsdefinerende samtidsroman. Til gengæld fik jeg talt en del med Arvingen og hans mor, gået ture, været familiesocial og læst i mine (papir)bøger.

Mine forældre fylder rundt i år, så de havde lejet et feriehus udenfor Anderslöv i Skåne1. Hele min nærmeste familie var valfartet dertil, så der var fyldt op med en større hov af voksne og børn.

I hytten lå der en mappe med udprint (datoen i hjørnet sagde 22/10-2000!), som beskrev egnen Söderslätt. Salige Carl von Linné beskrev i sin tid området som ‘Härligast i världen’, kunne jeg forstå. Måske det var sådan tilbage i foråret 1749, da han var på sin store Skåne-rejse. I dag er det mest landbrugsland. Bakket og charmerende landbrugsland, ganske vist, men jeg vil nu trods alt alligevel mene, at min hjemstavns landskaber i Vendsyssel og Himmerland fint kan være med i den konkurrence. Faktisk lignede himlen og landskabet noget, der uden større problemer kunne have optrådt i et Poul Anker Bech maleri. Så der er på sin vis et lille stykke hjemstavn kun en time væk fra vores Jordhule på Islands Brygge.

Uanset hvad, var Arvingen nu fint tilfreds med egnen, når han lå og kiggede stærkt interesseret op under barnevognsturene blandt markerne. Jeg har ikke skrevet så meget om ham på det seneste2, men han bliver stadig sjovere og kan flere og flere ting. Babyer er bestemt søde, men det er først ved 6-7 måneders alderen, at de virkelig får en egen personlighed og møfler rundt. Det er uhyre livsbekræftende, skulle jeg hilse at sige.

Bortset fra det, fik jeg læst en del i Catherine Merridale ‘Red Fortress: The Secret Heart of Russia’s History’, en fremragende bog om Ruslands kulturelle, religiøse og politiske historie siden Moskva blev grundlagt omkring år 1000. Det lyder muligvis som et emne der kræver, hmmm, en særlig interesse i emnet, men Merridale skriver som en drøm. Jeg er nået til 1700-tallet, hvor Peter d. Store er ved at reformere det russiske samfund totalt, herunder ved at flytte hovedstaden til Skt. Petersborg. Bogen kan varmt anbefales, hvis man er interesseret i eksotiske lande og ganske anderledes tankemønstre. Nå, ja, og hvis man går op i Moskva som by, herunder især Kreml (det røde fort i bogens titel). Bogen er egentlig struktureret op om de forandringer Kreml gennemgår i takt med de samfundsmæssige og politiske ændringer. Så den er også for de arkitektonisk interesserede. Varmt anbefalet!

  1. Det er en anden måde at skrive “På landet langt ude for lands lov og ret” []
  2. Det er jo trods alt ikke en pappablog []

Worry about you, part 2.

Nå, glæden varede ikke længe. Tilsyneladende er den gamles hjerterytme stadig ikke normal. Som sådan er det ikke livstruende, men det øger risikoen for blodpropper, og sammen med de store mængder medicin hjertepatienter skal indtage, så er det noget der forringer mine forældres livskvalitet kraftigt. Selvsagt var jeg derfor ikke ligefrem i jubelhumør i går aftes, hvilket jeg egentlig heller ikke er nu – hvor jeg sidder og bakser med offentlig-privat samarbejde på arbejdet. Mein Gott, hvor jeg dog hader jura. Ellers så fik jeg trænet(!), læst en smule og set lidt fodbold sammen med bøllefrøene i køkkenet. Måske en lille hædersmedalje ville være på sin plads?