Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.

Mechas, monstre og manga

Søndagens mirakuløse opdagelse af ‘Pacific Rim’ sendte mig på en nostalgisk Tour de Gamle Nørdede Passioner. Nærmere betegnet to popkulturelle artefakter, der formede mine sene teenageår. Jeg skrev allerede for et stykke tid tilbage en ode til videospillet ‘Final Fantasy VI’, men bare rolig, der var flere kærlighedsaffærer fra samme japanske kilde.

Patlabor 2

Den første er ‘Patlabor 2′, en mangafilm (eller ‘Anime’, som den slags retteligt hedder) fra 1993. Første gang jeg stødte på den var i forfilmene til den engelske VHS-udgave af ‘Ghost in the Shell’, som min far købte hjem til mig fra London i 1997.

‘Ghost in the Shell’ er naturligvis et mesterværk i sig selv. En del mennesker kender den ubevidst, da Wamdue Project brugte en forvirret sammenklippet udgave af filmen i deres musikvideo til ‘King of My Castle’ fra 1998. Er man nysgerrig på cyberpunk og dystopiske fremtidsvisioner af Tokyo, så er filmens to enestående actionscener at finde på YouTube her og her.

Nå, men tilbage til ‘Patlabor 2’. Traileren var i forfilmene på VHS-båndet, og selvom jeg ikke kan finde den online i dag, var det uhyre dragende for en 16-årig.

I filmen følger vi Sektion 2, en specialstyrke i Tokyos politi, der anvender robottanks, ‘mechas’, til at bekæmpe kriminalitet. I klippet neden for følger vi filmens to hovedpersoner – den livsglade mechapilot Noa og hendes noget mere tvære kollega Asuma – mens de kalibrerer Noas elskede robottank Alphonse.

Jamen, er det ikke mageløst? Hvordan kan man ikke elske denne sekvens med dens animerede interface, robotter og den fængende plinky-plonky musik? Filmen er dog ikke kun sjov og ballade. Uden at komme alt for meget ind på plottet, er der en kras kritik af militariseringen af Japan. Blandt andet i den legendariske ‘unnatural city’ sekvens, hvor Tokyo i undtagelsestilstand fremstilles melankolsk og nærmest poetisk. Eller hvad med den åndeløst ubehagelige actionsekvens, hvor en terrorist i helikopter sætter det meste af Tokyos kommunikation og infrastruktur ud af spil. Det ser man ikke ofte i animerede film!

‘Patlabor 2’ og ‘Pacific Rim’ er selvsagt i åndelig familie gennem deres fælles fokus på mechas. De episke mecha vs. kaiju kampe i ‘Pacific Rim’ sendte mig direkte tilbage til slut-90’erne, hvor film som ‘Patlabor’ var nørdnarko direkte ned i blodbanerne. Ahhhh!

‘Final Fantasy VII’ – angrebet på Junon

Dette var den første udgave af ‘Final Fantasy’ til Playstation – og det er velsagtens også den mest legendariske af de efterhånden ganske mange spil i serien.

Et godt stykke inde i spillet er vores helt, den frafaldne lejesoldat Cloud, sluppet ud af spillets ækvivalent til Kurt Russells New York. Sammen med en broget flok medsammensvorne af øko-terrorrister og ninjaer, bekæmper han i første omgang det gennemrådne konglomerat Shinra, der har overtaget verdensherredømmet. Det viser sig dog efterhånden, at den egentlig bad guy i spillet er den stærkt androgyne Sephiroth, Clouds tidligere sergent i militærenheden SOLDIER.

Sephiroth er blevet splittergal efter at hans elskede døde i en ulykke – vel at mærke en ulykke, som han giver Cloud skylden for. Omsvøbt af nihilistisk dødsdrift er hans plan nu at vække en række legendariske væsener – der til forveksling minder om Godzilla og kaijuerne i ‘Pacific Rim’ – med henblik på at fremkalde verdens undergang. Efterhånden går det op for ledelsen i Shinra, at Sephiroth ikke er til at spøge med. Især ikke, da det rent faktisk lykkes ham at få vækket et særligt gnavent godzilla-esque monster, der nu er på vej direkte mod havnebyen Junon. Til at forsvare byen har Shinra opstillet en svært fallos-agtig kanon, der med sin potente ladning skal holde udyret væk.

Ja-ja, jeg ved godt at grafikken er rædsom, men hey, den er snart 20 år gammel. Hvordan tror I selv at eftertiden vil vurdere de ting, som I sidder og pølser rundt i nu? Hva’? Giv lige spillet en pause, gør. Tro mig når jeg siger det: ‘Pacfic Rim’ har lånt liberalt fra denne scene. Den var noget af det første jeg tænkte på, da jeg så filmen forleden. Og nu har jeg fået lyst til at genspille Final Fantasy VII. Hvor lifligt!