Misha Glenny – The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers

Afsluttede forleden aften Misha Glennys ‘The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’.

Jeg har et godt stykke tid følt et behov for at forstå Balkan – og i særdeleshed det gamle Jugoslavien og Albanien – bedre. For Balkan er en historisk, politisk og kulturelt særdeles kompleks region. Det afspejler sig også i Glennys bog på godt og ondt.

Godt i den forstand, at han har fat i virkelig mange interessante historiske variabler og fortolkninger. Bogen gør derfor det den skal: Den nysgerrige læser bliver bedre i stand til at forstå de bagvedliggende årsager til borgerkrigen i 1990’erne og de efterfølgende politiske udviklinger.

Ondt at bogen bliver meget lang og (for) detaljeret, hvilket desværre yderligere forværres af dens kronologiske opbygning. Jeg begik således den fejl at begynde på side 1 og så klø på. Det var dumt. Efter 70 sider var bogen og jeg stadig kun nået til år 1813, og min indledende entusiasme for at læse om osmannernes politik og samfundsmodel for Balkan var derfor ved at blegne en anelse. Jeg burde reelt have skippet knap halvdelen af bogen, og fokuseret på det 20. århundrede, som reelt er det jeg interesserer mig for. De afsnit var nemlig fremragende.

Samlet set: Vil du have en grundig indføring i Balkan-regionens nyere politiske historie, så er Glennys bog et glimtende sted at starte. Men du skal vælge dine afsnit for omhu. Ellers drukner du i substansen.

The Romanovs: 1613-1918

Min sommerferielæsning har i år indtil videre bestået af Simon Sebag Montefiores uhyre underholdende ‘The Romanovs: 1613-1918’.

Jeg siger ikke at den russiske tsarfamilies 300 år ved magten udelukkende bestod af fordrukne psykopater, seksuelle afvigere, paladsintriger, tidlig barnedød, skræmmende inkompetente tosser samt groteske (men kreative!) vilkårlige henrettelser. Men det er tæt på. ‘Game of Thrones’ skulle ganske vist være inspireret af rosekrigene, men dekadencen, perversiteterne og de depraverede autokratier? Det er som taget direkte ud af Moskva og Skt. Petersborg.

Egentlig er den slags konger-og-hertuger historiebøger ikke lige min kop the. Ikke at jeg er den store social- eller kulturhistoriker af natur, men når jeg nu for Gud ved hvilken gang har læst om Peter den Stores druk, hor og dværgkast, så savner man nu noget god gammeldags økonomisk analyse. Og hvor er de millioner af rigtige mennesker henne, der gennemlevede perioden ved siden af hoffet? De fylder ikke meget i Sebag Montefiores bog. Altså udover når de blev udkommanderet til endnu en tåbelig krig, eller når de døde i endnu en helt undgåelig sultkatastrofe.

Men det skal nu ikke skille mig og bogen ad.

For udover at være velskrevet1, så giver bogen læseren en indsigt i og forståelse for, at Rusland – hverken før, under eller efter tsartiden – har været demokratisk.

Dermed ikke sagt at Rusland og russere aldrig kommer til at vælge en anden styreform end autokrati. Men det russiske udgangspunkt har igennem historien alle dage været en stærk mand i spidsen. Det vidner om en god del intellektuel arrogance og naivitet, da man tilbage i 90’erne gik ud fra at russerne naturligvis stræbte efter et liberalt demokrati a la det, vi kender fra Vesteuropa. Man bliver efter endt læsning slået af hvor dygtig Vladimir Putin i vore dage er til at adoptere de mest effektive dele fra den tsarske begrebsverden, i.e. den stærke far der passer på sine børn i en farlig verden, hvor alle hader og konspirerer mod russerne. Alene for den forståelses skyld, vil jeg gerne anbefale bogen.

Nu vil jeg så – inspireret af Kroatiens deltagelse i VM-finalen – gå i gang med Misha Glenny ‘The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’. Jeg har aldrig for alvor forstået Balkan, den jugoslaviske borgerkrig, Ottomanernes betydning og alle de etniske konflikter. Nu er tiden vist inde til at give det en seriøs bearbejdning.

  1. Som kun dygtige britiske historikere er i stand til, de er altså djævelsk dygtige formidlere i det land! []

Here be dragons

De små, besynderlige detaljer fra virkeligheden er noget af det, jeg sætter allermest pris på ved at læse murstensbøger om esoteriske emner. I den ellers ganske sejtrækkende ‘Money Changes Everything’ bog om finanshistorie faldt jeg således over følgende perle:

The Muscovy Company traces its roots to the Company of Merchant Adventurers to New Lands (in full: “Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown”) founded in 1551 by Richard Chancellor, Sebastian Cabot and Sir Hugh Willoughby, who decided to look for the Northeast Passage to China.

Læs lige den virksomhedstitel en gang til: ‘Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown’.


Er det ikke vidunderligt? Måske jeg er blevet farvet af at have godnatlæst ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ én gang for mange, men emmer den titel ikke af eventyr og opdagelsesrejser? Af gulnede skattekort, hvor der længst ude i siderne er advarsler mod drager? Man få jo selv lyst til at finde nordøstpassagen mod Kina!

Bogåret 2017 – halvårsstatus

Nuvel, jeg plejer altid at være en værre krukke i de her bogindlæg. I ved nok: “ÅÅÅÅH, jeg har slet, slet ikke fået læst alle de bøger jeg plejer, AK OG VE, verden er da også af lave”. Se bare indlæggene fra nytår 2016 og nytår 2015. Utåleligt. Ganske enkelt utåleligt.

Vanen er tro har jeg da heller ikke denne gang fået læst det antal bøger, jeg gerne ville. Men til forskel fra tidligere humblebraggende år, så passer mine jeremiader faktisk denne gang. Se blot her på den samlede liste over læste bøger i første halvår af 2017 (ud fra mine sædvanlige kategorier). Der er virkelig tørret ud i kvantiteten af læste bøger. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.


Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’ (n)
  • Karl Ove Knausgård: ‘Min kamp 1’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’ (n)
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’ (n)

Kommentar: Et par solide historiebøger på listen, der alle gjorde mig klogere på centrale begivenheder og perioder i verdenshistorien. Knausgård var nok den mest positive finkulturelle læseoplevelse, mens resten var horrorbøger, der alle underholdt mig fyrsteligt. Alle der kan lide Stephen King ca. anno ‘Salem’s Lot’ kan trygt stige ombord i Maberry og Deady. De vil udgøre prægtig blodtørstiog sommerlæsning.

God, men nok mest hvis du er sær

  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’ (n)
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’ (n)
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’ (n)
  • John Strong: ‘Buddhisms’ (n)

Kommentar: Domineret af non-fiction indenfor forholdsvis esoteriske emner. Alle gjorde mig klogere på og/eller mere foruroligt over verden. Men som kategorien også antyder, så skal man nok have interesse i emnerne i forvejen. Hvis man ikke synes geopolitik er særlig sexet, er det eksempelvis en dårlig idé at gå i gang med Dugins pro-russiske kampskrift.

Skuffende. Meget skuffende

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’

Kommentar: POKKERS! De to første bøger i trilogien var fremragende, men i tredje bind gik Schwab helt Young Adult amok. Det var ikke til at komme igennem en side uden kærlighedssyge teenagere, der ytrede den ene episke absurditet efter den anden. Hvilket jeg måske kunne have levet med, hvis ellers så plottet havde holdt vand. Det var ikke tilfældet. Årets klart værste skuffelse.

Bøger, jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’ (n)

Kommentar: Måske jeg bare skal i gang … men det er godt nok nogle lange indledende kapitler om unge Karls opvækst i Trier og omegn. Må give bogen en chance mere, når jeg engang ikke længere er permanent træt.


Så helt overordnet:

Et ok, men ikke bjertagende bogår indtil videre.

På plussiden står, at jeg er blevet meget mere efficient i min læsning. Det er ny rekord, at jeg kun er gået i stå i én bog det seneste halve år. Og den er jeg ikke engang gået i stå i per se, den har bare været vanskelig at komme igang med. Tilmed var der kun én af de bøger jeg læste, som var decideret skuffende. Så enten er min evne til at udvælge de rigtige bøger blevet bedre, eller også er mine kvalitetskrav til bøgerne blot dalet.

Kvantitativt er det gået tilbage. Der er selvsagt en helt åbenlys forklaring: Jeg har to børn på henholdsvis 1 og 3 år, hvilket udsletter det meste af ens fritid. Men det forklarer nu ikke det hele.

Sagen er også den, at jeg dels har udsat at købe nye (fysiske) non-fiction bøger i et stykke tid, dels at jeg ikke for alvor er stødt på skønlitterære titler, som jeg ganske enkelt måtte læse. Min Kindle-læsning er også faldet af på den. Hvor jeg tidligere ofte læste på den i toget eller i mørket før jeg falder i søvn, så har nyhedslæning og underlødig iPad-surfning ligeså stille overtaget meget af bogtiden.

Det vil jeg forsøge at gøre noget ved, tror jeg.

Small Wars, Faraway Places

Har netop modtaget en solid mængde faglitterære værker fra Amazon, og det har derfor været en fornøjelig læseweekend.

Er ganske vist kun på side 111 i Michael Burleigh ‘Small Wars, Faraway Places: Global Insurrection and the Making of the Modern World, 1945-1965’, men det er indtil videre klart årets bedste og mest underholdende faglitterære bog.

Måske det siger noget om mine svindende intellektuelle evner og stamina, at jeg de senere år har haft vanskeligt ved at komme igennem de indiskutabelt glimrende, men også tætskrevne 746 sider lange værker om første verdenskrig og Europa i middelalderen. Som tiden går, bliver det åbenbart mere og mere et behov for mig, at en faglitterær forfatteren er god til at skrive og fortælle. En alt for distanceret og … tilstræbt sober skrivestil, gør det ikke for mig.

Burleigh er åbenlyst brilliant og et renæssancemenneske, men han er heldigvis også ondskabsfuld og formår at at gøre sit stof underholdende. Her er eksempelvis vietnamesiske Ho Chi Minh om Kina og Frankrig som besættelsesmagter under den første indokinesiske krig:

HoChiMinh

Som tiden går beundrer jeg vietnameserne mere og mere. Sikke et ukueligt folkefærd. Og sikke skarpe og latrinære analyser. Det er dog ikke kun Vietnam, jeg bliver klogere om. De hidtidige afsnit om Korea, Malaysia og Kenya har været decideret interessante.

‘Small Wars, Faraway Places’ er en af den slags bøger, der bedst nydes i en dyb, dyb lænestol i et velassorteret gentlemanbibliotek i selskab med en kop kaffe, en knitrende ild i pejsen og en trofast hund liggende ved ens fødder.

Selv læser jeg den primært i toget eller i smug, men derfor er det stadig en fremragende og stærkt anbefalelsesværdig bog til dem, der ønsker at forstå baggrunden for hvorfor verden ser ud som den gør.

Wie es eigentlich gewesen ist

Det er interessant, hvordan begivenheder fortolkes eller italesættes i medierne, og bliver lagret i den fælles forståelse. Vi går ud fra, at vores oplysningstids-individfokuserede, judæo-kristne/liberal-demokratiske prisme er den rigtige måde at opfatte verden på. Alt imens mener vi, at ‘propagandaen’ i ‘de statsstyrede medier’ i lande som eksempelvis Rusland nærmest pr. definition må være afsporet, politisk farvet og manipulerende.

Hvilken den så antageligvis også er.

Men rent analytisk er det interessant at undersøge, hvilke diskurser, tolkninger og virkelighedsopfattelser, der ender med at blive den gængse accepterede og vedtagne sandhed om en begivenhed.

Ikke at jeg er ude i et større videnskabsteoretisk ridt, hvor vi én gang for alle skal have afgjort om virkeligheden er social konstrueret eller ej. Men de divergerende fortællinger får mig til at undres, når jeg i en artikel om det Konservative Folkeparti kan læse om en del af deres nationalkonservative såkaldte ‘hvide fløj’ at:

»Der er for eksempel mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi pr. definition skal samarbejde med USA mod Putin, da de identificerer sig med Putins nationalisme. De anerkender og forstår Putins argumenter for at annektere Krim, selv om de selvfølgelig også er kritiske over for at bryde international lov.«

Uanset hvad man end måtte mene om synspunktet, så er det interessant, at opleve et så anderledes syn på en begivenhed – den russiske invasion (befrielse?) af Krim – end den gængse mainstreamfortælling. Hvordan opstår den slags?

one-child-policy-poster-propaganda

Helt aktuelt spekulerer jeg ligeledes en del over hvordan vi fortolker og fortæller hinanden om det nylige kinesiske opgør med et-barnspolitikken.

Diverse rapportager fortæller, at den har været en strålende succes, da der ellers ville være blevet født 400 mio. flere kinesere end tilfældet er. Hvilket, må vi forstå, har været en helt nødvendig forudsætning for, at kineserne er lykkedes med deres økonomiske politik og deres epokegørende bedrift i at løfte X-hundreder millioner af mennesker ud af fattigdom. Og de 400 mio. mennesker ville ligeledes have været rædsomme at have luffende rundt, set i bæredygtighedsperspektiv. Så de visionære kinesere har via planlægning samt evnen til at træffe og gennemføre svære beslutninger på den måde taget ansvar på egne og klodens vegne. Hvilket jo er præcis den fortælling, som passer ind i det kinesiske styres interesser om at fremstille sig selv og den markeds-kommunistiske samfundsmodel som overlegne.

Men man kunne jo også opfatte det sådan, at kineserne uden blusel har myrdet 400 mio. mennesker. Hypotetiske mennesker, ganske vist, og ja, det vil være en ekstrem tolkning af begivenheden. Men alligevel. Det er 400 mio. mennesker, der potentielt kunne have levet i dag. Og så har vi ikke engang talt om de lidelser der består i, at rent faktisk eksisterende mennesker ikke selv frit kan bestemme hvordan de vil indrette deres liv eller familie. Den fortælling er dog trængt i baggrunden for en hyldest til kineserne, der virkelig har taget en for holdet gennem deres autoritære overgreb mod egen befolkning.

Det fascinerer mig, at det kinesiske styres variant af fortællingen er blevet den fremherskende. Og jeg undres over hvordan det sker, når den kinesiske soft-power og attraktiviteten i en sinocentrisk verden trods alt ikke er større end tilfældet er. Det skal blive interessant hvordan historiebøgerne skrives i fremtiden, når kineserne for alvor er blevet den centrale supermagt i verden.

Jeg er ikke sikker på, at det bliver en behagelig affære.

Bogåret 2015: Halvårsstatus

2015 har været et mellemfornøjet halvår på bogfronten. Indtil videre har jeg fået fortæret følgende bøger mere eller mindre grundigt:

Fantasy & Science Fiction

  • James S.A. Corey: ’Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Locked In’
  • John Scalzi: Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’

Note: Generelt en udmærket, men ikke sublim omgang romaner. Dele af ’Broken Monsters’ var fremragende, det samme kan siges om ’City of Stairs’. Staveleys bøger var underholdende, men er mest fastfood for mig i venten på vaskeægte kvalitets fantasy. Største skuffelser var Scalzi og Corey. ’Lock In’ har fået så meget ros, men plottet var meget på det jævne. Det samme gælder ’Nemesis Games’, der er bog fem i ’The Expanse’-serien. Der gik lidt rigeligt kør-brikkerne-i-position-til-en-episk-sidste-bog-i-serien over den.

 

Nonfiction

  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’
  • Henry Kissinger: ‘World Order’

Note: Nuvel, jeg gik lidt amok i Harvard Business Review guides i april måned. Jeg synes bedst om Peter Thiels bog, om end jeg ikke vil kunne sige pt. hvad dens centrale pointer er. Perler for svin, går jeg ud fra. Endelig er listen grundlæggende en anomali. Jeg har ikke læst så få bøger om politik, samfund og historie i flere år. Og ’World Order’ afsluttede jeg endda i slutningen af juleferien. Det skal klart opprioriteres den kommende tid.

 

Påbegyndt, men opgivet undervejs:

  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’

Note: Jeg ved ikke om det er min Alzheimer eller manglende rygrad, der satte ind i min opgivenhed med de her bøger. Flere af de her begyndte godt og havde et interessant præmis, men blev simpelthen for lange i spyttet undervejs. Mest problematisk er Daniel Abraham, som er bog nummer 4 i en serie, hvor jeg har læst de øvrige tre. Det er meget tid at have investeret i en fantasyserie, blot for at lade arbejdet afspore af én dårlig bog.

Alt er dog ikke skidt. I skrivende stund er jeg i fuld gang med Peter Clines ’The Fold’. Det er en science fiction thriller, hvis lige jeg ikke har læst siden Michael Crichtons velmagtsdage. Faktisk er det netop to af min ungdoms absolutte yndlingsbøger, ’Jurassic Park’ og ’The Sphere’, som ’The Fold’ minder mig mest om. Jeg er helt og aldeles opslugt af den.

Sammen med Lauren Beukes ’Broken Monsters’, er det derfor ’The Fold’, som jeg vil anbefale mest her ved min halvårsstatus. Nu håber jeg blot, at resten af året bliver mere produktivt og berigende på læsefronten.

Behov for en ny form for læsning

Af og til må man spørge sig selv “Er du egentlig sådan rigtig vel forvaret? Er du?”. Hvordan kan jeg efter 33 år stadig ikke forstå, at fagbøger godt kan betragtes som værende ‘læste’, også selvom jeg ikke pløjer dem igennem fra ende til anden?

Greengrass

Det er jo ikke fordi bogen ikke er interessant. For det er den. Meget endda. Særdeles meget. Den beskriver en periode i verdenshistorien, som jeg gerne vil vide mere om. Det er en vigtig bog for mig. Det glæder mig intenst at den står der på reolen i alt sin hardcoverede klassisk-dannede overlegenhed.

Mark Greengrass er tilmed en af de historikere, der må betegnes som omnipotente og altvidende. Der er ikke den ting og detalje, han ikke har blik for. Han er vidende om snart sagt alle historiefagets undergrupper fra politisk over økonomisk til social- og kulturhistorie. Jeg kan kun i mine allermest megalomane øjeblikke drømme om at have et så bredt intellekt som Greengrass. Og det skriver jeg helt uironisk.

Interesseret i relationen mellem den katolske kirke og det polsk-litauiske union? Bogen har svaret. Interesseret i hvad folk hed i middelalderen1? Bogen har svaret. Interesseret i 30 års krigen? Bogen har svaret. Interesseret i hvad man spiste ombord i skibene på vej til den nye Verden? Bogen har svaret.

Men 681 sider er godt nok mange. Jeg kommer aldrig igennem bogen, hvis ikke jeg lærer at læse selektivt. Min fritid er væk og Hjemmedrengen skal jo også plejes. Og alligevel jamrer min dårlig bogsamvittighed. Murstenen af en bog burde jo læses. Fra ende til anden.

Det er et uløseligt dilemma. Hvordan får alle de andre kloge mennesker læst de kloge bøger, når de også skal jonglere arbejde og familie samtidig?

Jeg forstår det ikke.

  1. I 1570’erne hed hver fjerde franskmand Jean eller Jeanne FYI []

Om KUA og andre kalamiteter

Nuvel, jeg er fuldt ud bevidst om at man kan drive en spøg for vidt. Der er næppe nogle af de få nærværende læsere, der gider høre mig tvære mere rundt end højest nødvendigt i mine spage forsøg på at blive dannet, belæst og vis.

Men det er alligevel ganske enkelt bydende nødvendigt at berette om dagen, hvor jeg godt og grundigt fik taget min stud.mag mødom. Men hvorledes? Hvor skal man begynde? Hvordan skabe orden i det inferno af sanser og indtryk som tre timers undervisning på KUA beriger én med? Hvordan oplever en førstegangs KUA-besøgende egentlig dette kulturchok?

Jeg kan jo indlede med at berette en anelse om indholdet i ‘Historisk videnskabsteori’. Et fag som jeg får fornøjelsen af at boltre mig med 14 tirdage i forårssemesteret. Det vækker minder om mit 1. semester på statskundskab. Eller rettere: Kurset tvinger den gamle (og fortrængte) videnskabsteori frem fra det absolut bagerste af hjernebarken. Tilsyneladende er humaniora mindst ligeså gode som samfundsvidenskaberne, nej, faktisk BEDRE til at overteoretisere alting og jonglere med begreberne. Jeg imødeser et forår med massiv beskydning fra diskursteoretikere, post-strukturalister, marxister og andet godtfolk. Dog skal siges, at holdet virker både motiverede og diskussionslystne. Bevares, der er en overvægt af pensionister og folkeskolelærere, men siden hvornår har det holdt nogen tilbage fra kække (og umorsomme) bemærkninger? Ikke mig i hvert fald.

Men så kommer vi til det. Det sorte hjerte. Dér, hvor alting ramler sammen i en decideret implosion af Weltschmerz, teenangst, melankoli og verdensfjern abstraktion. Ja. Jeg taler naturligvis om de fysiske forhold på Gamle KUA – og ikke mindst om det klientel, der færdes der.

For hvis du synes at din uddannelsesinstitution er grim og forsømt, så har du tydeligvis ikke sagt halløj til KUA. Hvor CSS er et overdådigt palads af pastelfarvede søjler i nyroverede lokaler, så er KUA din fattige goth-kusine fra Fakse Ladeplads: Sortsindet, grimme piercinger, lavt tyngdepunkt og en ucharmerende leflen for urban-chick.

Problemet er ikke så meget at KUA er nedslidt (det er det), men snarere at det var en arkitektonisk forbrydelse imod menneskeheden fra starten. Nogle bør gøre noget for at ende dette misfosters lidelser, det er en urimelighed at lade det leve meget længere. De omgivelser har de studerende trods alt ikke fortjent. Heller ikke selvom det åbenbart er et adgangskrav til KUA, at man skal være emo. der må stå ‘Kun adgang for livstrætte’ i studieordningen for snart sagt alle humaniora studieretninger. I hvert fald går samtlige tøsepigebørn derude rundt i sort og har karakteristiske bitre drag om munden. Derfor var det endog særdeles heldigt, at jeg læste artiklen i dagens Politiken omkring emo-kulturens dyrkelse af sorg og mismod. Ellers var jeg da ved et frygteligt uheld kommet til at holde armene trøstende omkring et par stykker af de arme pigebørn. Mea Culpa!

Når det så er sagt, så var det en fornøjelse at være tilbage i den akademiske verden igen. Jeg er vældig spændt på det kommende semesters udfordringer, og jeg kan mærke, at jeg får god energi ud af kurset. Nå, ja, og så stødte jeg bogstaveligt talt ind i Karsten Fledelius på gangen. Den oplevelse var næsten alle penge værd. Hans skæg var helt blødt og sanseligt.

Lifligt.

On this glorious occasion of the splendid defeat

På dagen hvor jeg kaster mig ud i den brusende stud.mag tilværelse, føler jeg mig kaldet til at hidbringe nedenstående vidunderlige citat af historikeren Samuel Eliot Morison:

America was discovered accidentally by a great seaman who was looking for something else; when discovered it was not wanted; and most of the exploration for the next fifty years was done in the hope of getting through or around it. America was named after a man who discovered no part of the New World. History is like that, very chancy.

Det er meget dækkende for min motivation til at tage de første spæde trin som historiestuderende. Jeg kan aktuelt ikke komme på noget mere spændende og varieret felt at grave sig ned i.