Jeg kunne godt tænke mig, at vi i løbet af de kommende måneder får mere overskud til at udvikle ting. En god (og lidt ældre) bekendt fortalte engang, at familien i årene med små børn er en ren driftsorganisation. Den daglige drift og logistik skal fungere, der er ikke tid eller rum til meget andet end at opretholde systemet. Det er jeg indforstået med. Men det er ved at være lidt rigeligt nu. Driften har vi styr på, men projekterne, fremtidsplanerne og drømmene sander til. Må se på om vi ikke kan få udvidet rammerne lidt.

Ferie

De tre ugers ferie er begyndt – og med dem også regnvejret, blæsten og den cementgrå himmel. Men jeg skal ikke jamre, jeg har jo higet efter køligere vejr i et stykke tid nu. Og så bør jeg vel ikke sidde her og flæbe, når jeg nu får det, jeg så gerne ville have?

Foråret og sommeren 2018 vil ikke blive bogført under ‘optimistiske’, ‘livsglade’ eller ‘positive’ i mine annaler. Vi er nok snarere ovre i den ‘bekymrede’ og ‘frustrerede’ genre. Skriveinspirationen har været begrænset, det samme har overskuddet. Ferien er tiltrængt, om ikke andet så for at få et afbræk.

Ambitionen er et efterår med progression. Der er brug for det.

Gran Canaria

Umiddelbare refleksioner efter en uge på ferie på Gran Canaria

Allerførst: Det var en fornøjelse at komme væk fra hverdagen og få nogle nye indtryk. Siden Arvingen blev født har mine udlandsture de seneste to år begrænset sig til Kina med arbejdet tilbage i maj 2014, et par besøg hos svigerfamilien i Sverige, til Tyskland med arbejdet (Kiel, af alle eksotiske steder i verden) og en sommerferie Schweiz. Spanien har jeg ikke besøgt siden år 2000, og det var en positiv oplevelse at være tilbage.

Ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Spanien som samfund efter ganske mange hårde år under den økonomiske krise. Har læst noget nær uendelig mange artikler i Economist og Financial Times igennem årene om den spanske ungdomsarbejdsløshed og det kollapsede boligmarked, men der var ingen åbenlys armod at spore. Der var færre tiggere på gaden i hovedbyen Las Palmas end i København, men ok, det kan måske skyldes at det er sværere at nå de kanariske øer med bus fra Bukarest.

Dernæst: Der MÅ være en eller anden halvstuderet sociolog eller antropolog, der har skrevet en klog (eller i det mindste lang) afhandling om charterfænomenet og dets historie. Alt andet ville være splitterravende galt. For det er et ganske interessant fænomen at se hvordan 50 års masseturisme håndteres økonomisk, infrastrukturelt, kulturelt på en ø som Gran Canaria.

Jeg kan sagtens forstå at de kanariske øer udnytter deres komparative fordele indenfor turisme. Det aldeles fortryllende vejr slår det meste. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man udnyttede det til at lokke penge op af lommerne på blegfisede nordeuropæere, der går deprimerede rundt i den 10 måneder lange permavinter og blæst herhjemme.

Den ultrafokuserede satsning på turismen giver økonomisk mening, men det er samtidig også lidt synd for Gran Canaria. Jeg har indtryk af at kanarisk kultur, med øernes unikke historie og geografiske placering in mente, er noget ganske specielt. Men de steder hvor de besøgende på Gran Canaria samles – primært i ressortområder på den særligt solsikre sydkyst – er ganske rædderlige. De enkelte hoteller eller lejlighedskomplekser kan være fine (og vores var indiskutabelt godt), men udbuddet af spisesteder og øvrige underholdningstilbud er præget af, at de typiske chartergæster ikke er der for finkulturens skyld. Der burde være en lomme i markedet for turister på Gran Canaria, der gerne vil have behageligt vejr, interessante bjerge, kultur og god mad. Måske det allerede bliver dækket i dag? Tenerife og Fuerteventura har jo allerede lagt billet ind på markedet for sportsturister, og jeg ved ikke hvor længe, at masserchartermodellen forbliver attraktiv.

Hovedbyen Las Palmas er et overraskende behageligt bekendtskab, der har masser af attraktioner, spændende historisk bymidte, en fantastisk lokation og så lige en fire kilometer lang (og god) strand midt i centrum! Der var underligt nok ikke mange turister der besøgte byen de dage vi var der. Så måske det er her – og på øens lidt køligere og grønnere side – at de kræsne overklasseturister har base.

Geografien er tør. Meget tør. Jeg blev – ligesom da vi besøgte Big Island/Hawai’i – overrasket over hvor gold sådan en vulkanø kan være. Og så alligevel ikke. Næste gang jeg skal optage en film med nogen, der farer vild i en ørken, så vil jeg bruge klitterne ud fra Maspalomas. Og hvis man kører lidt ind på øen og op i bjergene, så åbenbarer der sig et anderledes interessant landskab. Noget tyder således på, at jeg ved et evt. andet besøg kan opdage helt andre sider af Gran Canaria, hvis ellers jeg bliver lidt bedre til at få slæbt kadaveret ud af charterressortet.

For ovenstående betragtninger om Gran Canaria er ikke nødvendigvis Gran Canarias fejl eller fortjenester. Påskeferien var således mit første besøg på en klassisk charterdestination, og den første rejse, hvor vi rigtig havde Arvingen med et helt nyt sted hen (familiebesøg i Sverige og Schweiz tæller ikke rigtig).

At rejse med små børn kan sagtens lade sig gøre (om end 5 timers flyveture kræver en SOLID samling spil på iPad’en og en god madpakke), men der er selvfølgelig lidt mere logistik og planlægning, der skal udføres. Middagslure skal jo soves og måltider spises – man er lidt mere bundet. Og i den kontekst skal det siges, at det for en to-årig dreng er noget nær et paradis at være en uge på et hotel, hvor der er pandekager til morgenmad, swimmingpool og strand i nærheden, dejligt vejr og en delfinpark i køreafstand. Jeg kan sagtens forstå, at en uge på charter er en noget nær optimal løsning for småbørnsfamilier. Ville jeg gerne have vandret mere i bjergene? Ja da. Ville jeg gerne have skrevet den store samtidsroman på rejsen. Naturligvis. Men i stedet fik Arvingen bygget sandslotte i vandkanten, og det er vel også værd at have med?

Så samlet indtryk her hvor jeg er tilbage i Korsbæk? Blandet. Godt at være afsted og en god ferie, men det er den første ferie nogensinde, hvor jeg har forladt destinationen og følt at jeg ikke rigtig forstod stedet. At det kunstige og småabsurde miljø, der er opbygget i ressorterne, i bedste fald er fremmedlegemer på en ø, der har meget mere at tilbyde – hvis ellers man magtede at gå lidt mere i dybden. Måske det bliver engang, hvor afkommet er noget ældre og fleksibiliteten lidt større.

Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []

Post-faktum

Så blev arbejdsbyrden overstået og der et åndehul igen. Det har været et par lange uger, med arbejde til ud på natten i den seneste weekend. Slutresultatet blev samlet set fint, selvom vejen dertil var lang og til tider også ganske frustrerende.

Arvingen blev vældig glad (og overrasket) over at se mig i går aftes, hvilket var både lidt hjerteskærende og glædeligt på samme tid. Nu er der et par rolige uger indtil påskeferien, så jeg kan puste lidt ud. Og hvem ved, måske endda få forfattet et par blogindlæg!

Things mean a lot

TIME Magazine udgiver hvert år en liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden. I Danmark er listen nok mest kendt, fordi den notoriske stramme t-shirt Bjørn Lomborg var på listen i 2004 – var dengang Copenhagen Consensus og hans bog ‘The Skeptical Environmentalist’ var hot stuff. TIME er et amerikansk magasin, så visse af de indflydelsesrige mennesker er måske mere indflydelsesrige dér end andre steder i verden. Indenfor kulturområdet skulle folk som Will Smith, Ellen DeGeneres og Howard Stern være toneangivende, og muligvis bestemmer de meget i Hollywood osv., men betyder de så meget for mig som tilfældig dum europæer? Måske som baggrundsfigurer, men alligevel. Eller hvad med komikeren Dane Cook? Nogle der kender ham? Man kan dog ikke beskylde kulturlisten for udelukkende at være centreret om USA. Visse af personerne er ganske overraskende, f.eks. den koreanske popstjerne Rain. Jeg vidste godt at K-Pop er kæmpestort i Japan (bare tag et kig i deres musikforretninger!) og at der foregår en større koreansk kultureksport for tiden i Asien, men ikke at det var så massivt.

For undertegnede bliver det mere pinligt med listen over videnskabsmænd og tænkere, for det er virkeligt foruroligende så få af dem jeg kender. Til gengæld er listen over ‘Leaders and revolutionaries’ meget fascinerende. Det glæder mig lidt at Afrikas første kvindelige præsident, Ellen Johnson-Sirleaf, har fundet vej til listen. Omvendt kan det irritere mig grusomt at den selvsmagende Bono er under ‘heroes’.

I en dansk kontekst vil vi nok endnu engang få hypet Janus Friis, opfinderen af Skype. Hurra-hurra, så kan Berlingske Nyhedsmagasin få lov til at skrive endnu en hyldest artikel. Altid rart for dem, at de kan supplere deres hjernedøde oversættelser af artikler fra Harvard Business Review lidt.

PS. Nu vi taler om Nyhedsmagasinet, så har de en artikel om lønforskellen på kandidater fra de danske universiteter. Måske var det en dum idé at læse statskundskab hvis jeg gerne ville tjene kassen? Det viser lønstatistikken tilsyneladende. Bekymrende er også, at de djævelske århus scient.pol’er tjener mere efter 10 år.

There are no little secrets

Havde en rigtig god dag i går. Var faglig og griflede på opgave mere eller mindre intensivt indtil kl. 16, hvor jeg mødtes med Tina på Pussy Galore. Det er længe siden jeg har set hende, og må nok blankt erkende, at jeg ikke har været god nok til at holde kontakten ved lige. Det skal der dog laves om på, for det var rigtig hyggeligt. Vi går laaaangt tilbage, faktisk til 1.g, hvor vi blev pennevenner (ja, det kunne man faktisk have dengang!). Siden vedblev vi med at grifle og dengang jeg flyttede til København for alt for mange år siden, var det første sted jeg flyttede ind hos Tinas forældre i Ishøj. Boede der indtil jeg fik kollegieværelse i Hvidovre, og blev deres ‘plejesøn’. Med andre ord er jeg lidt af en charlatan når jeg ikke har været så tit forbi dem og Tina de senere år. Men i hvert fald var det rart at se hende. Jeg havde glemt hvor vanvittig (på den gode måde, naturligvis) hun er. Og det var skægt at se hende og kæresten Martins lejlighed. Vi fik sushi fra Letz Sushi og så Match Point. Halvskidt film, men Scarlett Johansson er jo helt grotesk lækker. Og til de med hang til mandlige modeller kan jeg forestille mig, at Jonathan Rhys Meyers vil være en lækkerhaps.

PS. Den danske electro-pop gruppe Nordstrøm har færdiggjort deres sang ‘Berlin‘. Den bliver tilsyneladende Ugens Uundgåelige på P3 i den kommende uge. Tag forbi deres MySpace side og lyt. D’herrer Neil Tennant og Chris Lowe må være pavestolte.

What I say and what I mean

Efter en lille løbetur er jeg nærmest utåleligt frisk, og klar-pirat-start til en faglig formiddag. Ovre på Svumpuklens blog berettes der om omorganiseringsprocesser i Centraladministrationen, og jeg kan næsten berette om det samme. I hvert ald oplevede jeg på arbejdet i går, hvordan mit navneskilt på mystisk vis var blevet udskiftet med ‘C.F. Rasmussen’. Nu ved jeg tilfældigvis, at selvom frk. Rasmussen skam har været ansat inde hos os, så har hun de sidste mange måneder spenderet sin ungdom som skibums i de franske alper. Ergo var jeg enten blevet sat på gaden – ensom, fattig og alene! – eller også var det mine lyssky kolleger der havde gaflet hendes gamle navneskilt under et raid i ØP-afdelingen. Gæt selv hvad der var den rigtige forklaring….! Først under trusler om gentagne omgange buksevand til AG + hentydninger til Jonas om hans og kærestens nærmest narkomane forhold til IKEA, lykkedes det at få charlatanerne til at sætte mit skilt på på væggen igen. Ak, kunne jeg blot blive vred, imidlertid ikke nemt når man selv er ligeså styg ;)

Ovenstående burde illustrere, hvorfor jeg er svært tilfreds med mit job. Hidtil i mit arbejdsliv har jeg været så heldig stort set kun at have gode kolleger og et godt socialt netværk. Måske var arbejdsopgaverne ikke brandsexede i Kirkeministeriet eller Hvidovre Hospitals Centralkøkken, men vi havde det sjovt indbyrdes. At jeg nu kan kombinere interessante arbejdsopgaver med gode kolleger er kun et plus – og en af grundene til at jeg ikke længere er så nervøs for at blive færdig med studierne.

NightCirque har fået nyt design på bloggen – nu mangler han kun at fjerne sentensen ‘Jeg er en 26 årig skør personage’, så er den bitre gamle mand på Østerbro tilfreds! ;) – og tilmed en ny catchy titel. Jeg kan også med slet skjult misundelse notere mig, at Stobbe får et hav af comments på sine posts. Hvad skal jeg gøre for at blive lige så populær? Er det nøgenbilleder I vil have? Skriver jeg for trist og for intetsigende? Say it, say it, say it!

“Jeg er ikke længere en del af mavedansermiljøet”

Skulle som nævnt have været til DTU‘s årsfest, men var af forskellige årsager ikke i det store festhumør her til aften. Har spenderet dagen på arbejdet og ellers bare siddet og hørt musik her til aften + surfet på sære links (se resultatet nedenfor). Er blevet lidt vild med sangen Chaiyya Chaiyya af Sapna Awasthi & Sukhwinder Singh (MP3 her). Normalt er jeg ikke til, øh, orientalsk klingende musik, men siden jeg hørte den i Inside Man da jeg var i biografen i Aalborg forleden, har jeg haft den på hjernen. Generelt er det vist et stykke tid siden jeg har lavet en ordentlig musikposting. Har opdaget den smarte hjemmeside The Hype Machine som samler trådene til en masse musikblogs – meget bekvemt, hvis man er i musik udforskningshumør. Her er dagens akutte indslag af musik I kan lytte lidt til eller lade være. Visse af dem forsvinder nok inden længe, så det gælder om at have grabberne fremme.

* The Delays – Valentine (Hvad kan jeg sige? Den bedste sang jeg har hørt i år – næsten)
* Pet Shop Boys – Only the wind (om hustruvold!)
* Murs – Dark skin white girls (Morrissey og The Smiths bliver namedroppet i en rap sang! :-D)
* Elbow – Teardrop (cover version af Massive Attack klassikeren. Visse personer vil nok mene at det nærmer sig blasfemi, men jeg synes den yder originalen retfærdighed)
* Stereo Total – L’Amour a 3 (dagens funky-franske indslag)
* Plastic Bertrand – Ca plane pur moi (Mandrilaftalen fans vil nok erindre denne)
* Saturday Looks Good to Me – Lift me up (Alene bandets navn er nok)
* Guillemots – Trains to Brazil (Jeg ved godt at jeg har forsøgt at sælge denne sang til alle – og din mor. Nu prøver jeg igen. Hør den. Tigge-tigge!)
* Flaming Lips – Race for the prize (En gammel flamme)

PS. Et lille tænksomt link til de der oplever at det bare river i ovarierne (hint-hint!)

PPS. For de musikinteresserede: ‘The 50 worst things to happen for music’. Alene det faktum at grund nr. 38 er ‘Sting’ gør det til en guddommelig liste!

PPPS. Ifølge Boston Globe er jeg på vej til en über-succesfuld karriere fordi jeg har en blog! Nej-nej, Stine, Kristian, Stobbe og Louise – ingen grund til at takke mig ;)

PPPPS. Er du een af de mange der ynder at belemre verden med begavede udsagn som ‘De er altså bare fuldstændigt sindssygt religiøse i USA’ (læs: ‘Modsat os åh-så-oplyste, frisindede, kloge og åbensindede europæere’)? Tag et kig her, og gør mig i det mindste den tjeneste at specifer hvilken religion det helt præcist er du hentyder til.

PPPPPS. Nu hvor AaB formåede at lade alt løbe ud i sandet, så kan man jo altid trøste sig med at den japanske J-League er i fuld gang (for præsentation af holdene, klik her). Tingene kunne gå bedre for Kyoto Purple Sanga (aktuelt nummer 16 ud af 18), men jeg er ukuelig optimist!

PPPPPPS. Hulk-hulk, det er altid de bedste der ryger først.