Jeg kunne godt tænke mig, at vi i løbet af de kommende måneder får mere overskud til at udvikle ting. En god (og lidt ældre) bekendt fortalte engang, at familien i årene med små børn er en ren driftsorganisation. Den daglige drift og logistik skal fungere, der er ikke tid eller rum til meget andet end at opretholde systemet. Det er jeg indforstået med. Men det er ved at være lidt rigeligt nu. Driften har vi styr på, men projekterne, fremtidsplanerne og drømmene sander til. Må se på om vi ikke kan få udvidet rammerne lidt.

Ferie

De tre ugers ferie er begyndt – og med dem også regnvejret, blæsten og den cementgrå himmel. Men jeg skal ikke jamre, jeg har jo higet efter køligere vejr i et stykke tid nu. Og så bør jeg vel ikke sidde her og flæbe, når jeg nu får det, jeg så gerne ville have?

Foråret og sommeren 2018 vil ikke blive bogført under ‘optimistiske’, ‘livsglade’ eller ‘positive’ i mine annaler. Vi er nok snarere ovre i den ‘bekymrede’ og ‘frustrerede’ genre. Skriveinspirationen har været begrænset, det samme har overskuddet. Ferien er tiltrængt, om ikke andet så for at få et afbræk.

Ambitionen er et efterår med progression. Der er brug for det.

Gran Canaria

Umiddelbare refleksioner efter en uge på ferie på Gran Canaria

Allerførst: Det var en fornøjelse at komme væk fra hverdagen og få nogle nye indtryk. Siden Arvingen blev født har mine udlandsture de seneste to år begrænset sig til Kina med arbejdet tilbage i maj 2014, et par besøg hos svigerfamilien i Sverige, til Tyskland med arbejdet (Kiel, af alle eksotiske steder i verden) og en sommerferie Schweiz. Spanien har jeg ikke besøgt siden år 2000, og det var en positiv oplevelse at være tilbage.

Ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Spanien som samfund efter ganske mange hårde år under den økonomiske krise. Har læst noget nær uendelig mange artikler i Economist og Financial Times igennem årene om den spanske ungdomsarbejdsløshed og det kollapsede boligmarked, men der var ingen åbenlys armod at spore. Der var færre tiggere på gaden i hovedbyen Las Palmas end i København, men ok, det kan måske skyldes at det er sværere at nå de kanariske øer med bus fra Bukarest.

Dernæst: Der MÅ være en eller anden halvstuderet sociolog eller antropolog, der har skrevet en klog (eller i det mindste lang) afhandling om charterfænomenet og dets historie. Alt andet ville være splitterravende galt. For det er et ganske interessant fænomen at se hvordan 50 års masseturisme håndteres økonomisk, infrastrukturelt, kulturelt på en ø som Gran Canaria.

Jeg kan sagtens forstå at de kanariske øer udnytter deres komparative fordele indenfor turisme. Det aldeles fortryllende vejr slår det meste. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man udnyttede det til at lokke penge op af lommerne på blegfisede nordeuropæere, der går deprimerede rundt i den 10 måneder lange permavinter og blæst herhjemme.

Den ultrafokuserede satsning på turismen giver økonomisk mening, men det er samtidig også lidt synd for Gran Canaria. Jeg har indtryk af at kanarisk kultur, med øernes unikke historie og geografiske placering in mente, er noget ganske specielt. Men de steder hvor de besøgende på Gran Canaria samles – primært i ressortområder på den særligt solsikre sydkyst – er ganske rædderlige. De enkelte hoteller eller lejlighedskomplekser kan være fine (og vores var indiskutabelt godt), men udbuddet af spisesteder og øvrige underholdningstilbud er præget af, at de typiske chartergæster ikke er der for finkulturens skyld. Der burde være en lomme i markedet for turister på Gran Canaria, der gerne vil have behageligt vejr, interessante bjerge, kultur og god mad. Måske det allerede bliver dækket i dag? Tenerife og Fuerteventura har jo allerede lagt billet ind på markedet for sportsturister, og jeg ved ikke hvor længe, at masserchartermodellen forbliver attraktiv.

Hovedbyen Las Palmas er et overraskende behageligt bekendtskab, der har masser af attraktioner, spændende historisk bymidte, en fantastisk lokation og så lige en fire kilometer lang (og god) strand midt i centrum! Der var underligt nok ikke mange turister der besøgte byen de dage vi var der. Så måske det er her – og på øens lidt køligere og grønnere side – at de kræsne overklasseturister har base.

Geografien er tør. Meget tør. Jeg blev – ligesom da vi besøgte Big Island/Hawai’i – overrasket over hvor gold sådan en vulkanø kan være. Og så alligevel ikke. Næste gang jeg skal optage en film med nogen, der farer vild i en ørken, så vil jeg bruge klitterne ud fra Maspalomas. Og hvis man kører lidt ind på øen og op i bjergene, så åbenbarer der sig et anderledes interessant landskab. Noget tyder således på, at jeg ved et evt. andet besøg kan opdage helt andre sider af Gran Canaria, hvis ellers jeg bliver lidt bedre til at få slæbt kadaveret ud af charterressortet.

For ovenstående betragtninger om Gran Canaria er ikke nødvendigvis Gran Canarias fejl eller fortjenester. Påskeferien var således mit første besøg på en klassisk charterdestination, og den første rejse, hvor vi rigtig havde Arvingen med et helt nyt sted hen (familiebesøg i Sverige og Schweiz tæller ikke rigtig).

At rejse med små børn kan sagtens lade sig gøre (om end 5 timers flyveture kræver en SOLID samling spil på iPad’en og en god madpakke), men der er selvfølgelig lidt mere logistik og planlægning, der skal udføres. Middagslure skal jo soves og måltider spises – man er lidt mere bundet. Og i den kontekst skal det siges, at det for en to-årig dreng er noget nær et paradis at være en uge på et hotel, hvor der er pandekager til morgenmad, swimmingpool og strand i nærheden, dejligt vejr og en delfinpark i køreafstand. Jeg kan sagtens forstå, at en uge på charter er en noget nær optimal løsning for småbørnsfamilier. Ville jeg gerne have vandret mere i bjergene? Ja da. Ville jeg gerne have skrevet den store samtidsroman på rejsen. Naturligvis. Men i stedet fik Arvingen bygget sandslotte i vandkanten, og det er vel også værd at have med?

Så samlet indtryk her hvor jeg er tilbage i Korsbæk? Blandet. Godt at være afsted og en god ferie, men det er den første ferie nogensinde, hvor jeg har forladt destinationen og følt at jeg ikke rigtig forstod stedet. At det kunstige og småabsurde miljø, der er opbygget i ressorterne, i bedste fald er fremmedlegemer på en ø, der har meget mere at tilbyde – hvis ellers man magtede at gå lidt mere i dybden. Måske det bliver engang, hvor afkommet er noget ældre og fleksibiliteten lidt større.

Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []

Post-faktum

Så blev arbejdsbyrden overstået og der et åndehul igen. Det har været et par lange uger, med arbejde til ud på natten i den seneste weekend. Slutresultatet blev samlet set fint, selvom vejen dertil var lang og til tider også ganske frustrerende.

Arvingen blev vældig glad (og overrasket) over at se mig i går aftes, hvilket var både lidt hjerteskærende og glædeligt på samme tid. Nu er der et par rolige uger indtil påskeferien, så jeg kan puste lidt ud. Og hvem ved, måske endda få forfattet et par blogindlæg!

Min robotsæl

En af vores genboer tænder hver eneste morgen for en kunstig solsort. Ja, det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på. Når jeg bliver vækket kl. 05.37 (enten af Arvingen eller skraldebilen) og trisser forstemt ud på badeværelset for at iføre mig mine kontaktlinser, flyder den skønneste solsortekvidren ind ude fra gården.

Det er ganske barokt. Det blæser brutalt og permafrosten hærger – og alligevel synger den fordømte fugl som om at det var en varm sommerdag.

Det værste er, at jeg kan lide det. Jeg holder meget af solsorte, og deres næberier gør mig underbevidst i bedre humør.

robotsæl

Men samtidig er jeg næsten sikker på, at jeg bliver snydt. Der sidder jo ingen kvidrende solsort i Roskilde midt i denne fimbulvinter. Det er meget muligt at solsorte ikke er trækfugle, men det forekommer mig umuligt, at de sidder derude hver morgen og pipper. Så den oplevelse jeg har med kunstige solsort, er jo ligesom når demente ældre sidder og kæler for en robotsæl, som de føler og tror er i live. Jeg bliver så glad, så glad. Som hvis jeg sad og kælede for Luffe, eftersom jeg ikke var i stand til at passe på et rigtigt dyr.

Hvilke gør mig ganske deprimeret at tænke på

Jurassic World – et mesterværk

I dag fik vi endelig set ‘Jurassic World’, den eneste film ud over ‘Interstellar’1 jeg det seneste halvandet års tid har insisteret på at opleve i biografen.

Det var på et hængende hår. Når man som film først frister en skæbne i sal 20 i Palads, så ved man, at man ikke har længe tilbage på programmet. Det gjorde dog ikke det helt store, faktisk bekom den lille sal og 2D-udgaven mig vel. Og filmen? Ja, den kommer aldrig til at vinde nogen Oscars eller finkulturelle priser. Men hvis man tager den, som det den er (i.e uforskammet fængende underholdning og en MEGA Hollywood-blockbuster) samt har en barndomsbetinget svaghed for dinoer, så kan kan kun blive begejstret.

Filmen er flot, handlingen papirtynd og kliché (men ualmindeligt fængende), dinosaurerne appetitligt drabelige og alting ender selvsagt godt. Der er en velbygget hunk til tøzerne, en lidt anæmisk skrigeskinke til mændene og to søde børn, der selvfølgelig indser, at når bare man holder sammen, så skal alting nok gå.

Det bedste ved at have set ‘Jurassic World’ var dog næsten at kunne komme hjem til Arvingen, og få ham til at brøle som en vanvittig T-Rex. Kan næsten ikke vente til at han bliver gammel nok, så vi kan se coole film sammen. Bevares, hans mor var også helt i orden selskab i dag (og i almindelighed, skal jeg skynde mig at sige), men der er næppe noget mere livsbekræftende, end at introducere børn for generationsdefinerende mesterværker a la ‘Jurassic Park’ og nu også ‘Jurassic World’. Det bliver ligeledes stort, når han som 11 årig skal introduceres til ‘Terminator 2’ og min gamle Super Nintendo.

Men nuvel. Muligvis min stærkt positive vurdering af filmen er farvet af, at jeg som 11-12 år monomant læste Michael Chrichtons bog bag den oprindelige ‘Jurassic Park’ op imod 20 gange. Jeg elsker den. Ubetinget. Dengang, som nu.

Og det er egentlig det eneste, jeg har at udsætte på 2015 udgaven af dino-horrorshowet.

Den oprindelige bog og film havde en til tider småfilosofisk edge, hvor genteknologien og menneskets tendens til at ville influere skaberværket, blev sat til debat. Der var antydninger til en stillingtagen (eller, ok, mere end antydninger, Jurassic Park ender jo med at gå crazy-ass amok grundet den menneskelig hybris), hvilket slet ikke optræder i ‘Jurassic World’ anno 2015. Teknologien tages for givet, og vi er rent inde i underholdningsbranchen. ‘Videnskaben og det onde bagvedliggende konglomerat er VANVITTIGE’-temaet spiller kun en birolle.

Hvilket er helt fint med mig.

Jeg tager altid gerne et stykke med en raptor, så snart jeg kan slippe afsted med det. Hvis ikke I har forkælet jer selv med filmen i biografen, så gør det nu – før det er for sent. Det er næppe ligeså underfundigt tilfredsstillende, at se den episke kamp mellem Indominus Rex (sic) og Tyrannosaurus Rex på skærmen derhjemme.

Afsted med jer.

  1. Som jeg vel at mærke desværre stadig ikke har set []

Til sovebyerne

For nu at parafrasere omkvædet i en The Smiths klassiker: “Ooooh, Roskilde, so much to answer for“. Efter måneders frugtesløs søgen efter en ejerbolig, der passer ind i vores budget og ønsker, er vi endt med en lejelejlighed næsten lige ved siden af domkirken.

Hvilket egentlig giver en udmærket tilfreds følelse i maven. Vi har set et hav af villaer, rækkehuse og andre ligusterhæk-bebyggelser. Hovedindtrykket er en aldrende boligmasser, der til gengæld er dyr. De rare smørhuller, hvor alting passer sammen, er uden for vores økonomiske rækkevidde.

Så indtil at opsparingen er større (og indtjeningen ligeså), har vi fundet en herskabslejlighed. Den koster nogenlunde det samme som domicilet på Islands Brygge, men er til gengæld både større og flottere. Tror vi vil få nogle gode år der.

Indflytningen sker i begyndelsen af oktober.

På kogepunktet

Det er dybt paradoksalt. Man sætter sig på flyet langt nordpå, blot for at lande et sted, hvor det er endnu varmere end hjemme på den crusty side af Lorteøen.

Trondheim var som en bageovn. Det samme har Åre været de sidste fire dage. Det er ganske uanstændigt hedt.

Arvingen er forunderligt nok i godt humør. Der pludres og smiles. Jeg ville ellers sagtens kunne forstå og tilgive, hvis man som fire måneder gammel finder at 30 graders varme (og noget nær ingen aircon, de er jo ikke vant til mere end måske 20 graders varme heroppe) decideret urimelige forhold.

Men jo, det bliver dog til noget færre fjeldvandringer og udendørsaktiviteter end planlagt. Dehydrering og solstik vil næppe skærpe den unge mands appetit på livet.

Selv har jeg erhvervet mig en herlig ferieforkølelse, med alt hvad dertil hører af ynk og selvmedlidenhed.

Kyndige læsere vil herudfra let kunne deducere, at Den Bedre Halvdels empati og plejegen er spændt hårdt for i disse dage. Mærkværdigt nok virker hun ikke videre stresset. Tværtimod er det åbenbart energigivende for hende at passe på både en rigtig baby og en voksenbaby på samme tid. Jeg er en heldig mand.

Næste uge står den så på Nordjylland. Forhåbentlig i en lidt køligere og knap så snottet udgave.