Wochenende

Just nu sidder jeg under min dyne i Jordhulen – i behørig afstand fra cd-reolerne – imens Pingvinen slubrer BBC’s 1995 udgave af ‘Pride and Prejudice’ i sig. Hvorvidt jeg skal være bekymret over hendes stirren på Mr. Darcy (og de lejlighedsvise små suk hun udstøder i den forbindelse), ved jeg ikke. Man kan vel blot konstatere, at romantik og den engelske land-adel tilsyneladende er i stand til at holde tøsepigebørn i et jerngreb på tværs af tid og rum. Selv har jeg det som at drukne i et kar af kogende sirup. Lidelserne er ubeskrivelige!

Weekenden blev dog indledt med en lidt anden kulturel genre. Efter arbejde valsede Pingvinen og jeg ind i Dagmar, hvor vi så ‘Klassen’. Filmen er fransk, har vistnok vundet Guldpalmerne samt er blevet enstemmigt skamrost af filmanmelderne. Nu er “frankofil” formodentlig det eneste adjektiv jeg vil vægre mig mod at blive påklistret. Men ret skal være ret: ‘Klassen’ er en ualmindelig fin film. Vi følger den yngre og åh-så-idealistiske lærer på en skole i et af Paris’ mere socialt belastede arrondissementer. Det kunne umiddelbart lyde som optakten til en vaskeægte lang-gaber, men historien og dynamikken imellem skuespillerne er ganske fortræffelige. Hvis man har lyst til at komme blot en anelse i tænkehumør, så bør man unde sig selv at se filmen. Den kan varmt anbefales.

Lørdag eftermiddag blev jeg så indhentet af fortiden. Katrin, svensk medicinstuderende fra min gamle kollegiegang på Hvidovre Hospitals Kollegium, tittede forbi på besøg fra Göteborg. Det blev til et par hyggelige timer, hvor der naturligvis blev svælget i gamle minder fra dengang for fem-seks år siden. Der blev dog også set fremad. Vi fik således en stående invitation til at besøge hende i byen på Sveriges bagside. Jeg har tænkt mig at tage hende på ordet til sommer, når der igen er Way Out West i Göteborg.

Lørdag aften blev kulturen noget mere verdslig. Der var festivitas på det gamle kollegium, så der blev drukket tæt, snikke-snakket og danset (hvis ellers mine utidige gnubberier kan puttes ind under den kategori). Dagen i dag er for størstedelens vedkommende gået med at pleje hovedet og søvnunderskuddet, ligesom fitness.dk har fået et sjældent besøg.

Så jo, der har i sandhed været kultur på mange måder de seneste dage. For at slutte weekenden af på behørig vis, vil jeg i de kommende timer gøre det af med ugens Economist samt begynde på min nyindkøbte sci-fi bog. Så burde jeg være klar til endnu en uge i hamsterhjulet.

On this glorious occasion of the splendid defeat

På dagen hvor jeg kaster mig ud i den brusende stud.mag tilværelse, føler jeg mig kaldet til at hidbringe nedenstående vidunderlige citat af historikeren Samuel Eliot Morison:

America was discovered accidentally by a great seaman who was looking for something else; when discovered it was not wanted; and most of the exploration for the next fifty years was done in the hope of getting through or around it. America was named after a man who discovered no part of the New World. History is like that, very chancy.

Det er meget dækkende for min motivation til at tage de første spæde trin som historiestuderende. Jeg kan aktuelt ikke komme på noget mere spændende og varieret felt at grave sig ned i.

En söt historia

Så kom dagen då jag gick från noko-alumne til ex-noko alumne… Igår fick jag synat mitt rum, och tacksamt nog godkännt mina badrumsflisor. Jag har säkert gnuggat och polerat i tio timmar!

Ikväll är kvällen då jag ska komma förbi och baka den klassiska “utflyttarkakan” som är en viktig tradition på kollegiet. Och vad är bättre än en extra kladdig chokladkaka! Jag har faktiskt fått önskemål om en specifik kaka som jag bakade hösten 2006, då jag flyttade in… men eftersom att jag aldrig bakar efter recept och därför inte har en aning om vad det var jag kokade ihop den söndagskvällen för snart 2 1/2 år sedan, så får jag improvisera.

Det blir en kväll med choklad, rödvin och något så feminint som filmen Mamma-Mia! Det kan inte bli annat än en mysig kväll, men jag har dock fått reklamera lite extra för den manliga halvdelen av 4-syds alumner…

Det med kvinnor och choklad (specielt tillsammans med ett rejält glas gott rödvin) är något helt specielt. Vi vet nog inte själva riktigt varför, men det finns nästan ingenting bättre här i livet!

Choklad har genom hela sin historia varit kännt som ett afrodisiakum. Och i nyare tid har forskning pekat på att intag av choklad kan påverka den del af hjärnan som kallas hypothalamus. Där ska vissa delar av innehållet i choklad eventuellt kunna påverka nivåerna av serotonin, et signalämne med en effekt som vi uppfattar som njutning. Chokladintaget ska också eventuellt kunna påverka en grupp av ämnen som kallas acylethanolaminer, vilka in sin tur aktiverar cannabinoida receptorer. Dessa receptorer stimulerar i sin tur frisättningen av endocannabinoider som ger en effekt av eufori.

Nice.

IKEA-mania

Allt snack om “børn, bryllup og parcelhus” kan till och med ge en IKEA-älskande ung dam hjärtklappning… Så varmt välkommen tillbaka din sura lök! (ett fantastiskt danskt uttryck som jag, OM jag en dag återvänder till andra sidan sundet, helt klart vill sprida hjärtligt omkring mig)

På tal om min gränslösa kärlek för tidlös design, i stil med billy-bokhyllan, besökte jag Kamprad-imperiet idag. Klockan var straks före halv 11 när jag steg av buss 150S och mödosamt genomförde den långa “kringel-krångliga” vandringen mot ingången. Innanför dörrarna möttes jag av en svag doft av nystekta köttbullar och gräddsås…ahhh precis som hemma! Tyvärr möttes jag också av ett myller av människor! Inte ens klockan tidigt, när folk borde vara på jobbet, kan man få fred och ro i tingel-tangelhörnan och ljusavdelingen. Konklusion: ingen finanskris för miljardföretaget, Sveriges stolthet.

Dagens projekt var något så upphetsande som: en tavelram (till min favoritbild av Gustav Klimt, Der Kuss), förvaring till badrum + garderob  och en stekpanna. Som alltid fann jag det jag skulle + en massa annat som jag, så sent som igår inte visste att jag behövde. Jag får alltid AHA-upplevelser på IKEA.

Skämt och sido… till och med jag kan se butikens negativa sidor. Jag kommer dock alltid att vara imponerad av den succé IKEA är. Året 1976 formulerade Ingvar Kamprad, grundaren av IKEA, följande 9 teser för att sammanfatta sin vision för företaget:

  1. Sortimentet – vår identitet
  2. Ikeaandan. En stark och levande verklighet
  3. Vinst ger oss resurser
  4. Att med små medel nå goda resultat
  5. Enkelheten är en dygd
  6. Linje annorlunda
  7. Kraftsamling – viktig för vår framgång
  8. Att ta ansvar – en förmån
  9. Det mesta är ännu ogjort. Underbara framtid!

Vad ska jag säga, det är inget annat än genialt. Hehe heja Billy!

The way to put things

Så nærmer en sort dag sig atter, thi lørdag er det min fødselsdag. Endda den 26. af slagsen. Mine trofaste kugleramme fortæller mig, at jeg dermed efterhånden er nået faretruende og øretæveindbydende på de 30 år. Det er bestemt ikke et faktum jeg diverterer med i større selskaber, faktisk det stik modsatte. Sjælen dør jo om bekendt når man runder det hjørne. Og det er da meget muligt at man kan ældes med ynde og at elegant forfald og dekadence er yderst classy og har sit publikum et eller andet sted derude – jeg tror bare ikke på det. Panikken og aldershadet satte allerede ind for adskillige år siden, så kan nærværende læsere sikkert levende sætte sig ind i de angstanfald og natlige svedeture jeg går igennem for tiden. Med andre ord så jeg helst at den 1. december blev forbigået i den dybeste tavshed og indebrændt selvpineri.

Men nuvel. Sidste år spenderede jeg dagen i familiens og Carl Nielsens varme skød, og i år bliver ikke meget andeledes. Således arriverer familien i forskelligt tempi i løbet af torsdag og fredag, hvorefter den står på fødselsdag à la den pukkelryggede resten af weekenden. Det bliver samtidig startskudet på en ganske nordjysk uges tid. Torsdag drager jeg nordpå til hvad der potentielt kan blive en uhyre interessant affære på Aalborg Stadion. Maria og jeg er dernæst i nordens perle resten af weekenden, hvor der burde være storslåede muligheder for også at få sagt velkommen til verden til min storebroders nye arving – min endnu navnløse nevø. Ellers skal tiden som sædvanlig gå med arbejde og de beklageligt sporadiske forsøg på at få dyrket lidt motion.

Det helt store samtaleemne på arbejdet er, at vi fik ny adm. direktør i mandags. I modsætning til beretningen omkring min semi-religiøse oplevelse med TV-2, så er jeg ganske sikker på, at ens meninger omkring en ny chef er en af den slags ting man nok bør forbigå i tavshed på en privat blog. Men lad mig blot sige, at hans evner til at redefinere organisationens rolle og interessevaretagelse i fremtiden, imødeses med stor spænding.

Og når vi nu er i det faglige hjørne, så kan det more mig ganske kosteligt, at når der endelig dukker en blog med udgangspunkt i statskundskab/political science, så døber man den ‘The Monkey Cage’. Af eller anden grund, så synes jeg at det er en ganske passende fællesbetegnelse for mit gamle studie!

Wake up, Ma and Pa are gone!

Fredag og arbejdsdag, jeg sidder stadig og pusler med mit notat om markedet for vedvarende energi i USA. Har været en ganske social uge, tirsdag aften kiggede Stine minsandten forbi. Vi hentede mad fra Cofoco, guflede nøddemix og fik diskuteret verdens sande tilstand. Senere på aftenen spillede jeg TP sammen med min faste makker Christopher, vi skulle jo øve os til den kommende og, hmmm, meget prestigefyldte kollegieturnering. Selvsagt vandt vi, om end der var krise da jeg pure nægtede at acceptere, at salmonella er opkaldt efter en mand der hed Salmon til efternavn. Onsdag var jeg så et smut forbi Cecilie, skulle jo lige søskendesocialisere inden hun og mine forældre flyver til USA. Faktisk burde de i skrivende stund sidde i et fly på vej over Atlanten.

Og så er der jo som nævnt Kulturnat i aften. Her i magtens korridorer åbner vi os også udadtil: “Det er ikke helt ligegyldigt, om man fodrer kvæget med majs eller græs – for mælken kommer til at smage forskelligt, som man vil kunne konstatere i Landbrugets Hus på Kulturnatten. Der er gratis adgang for alle i lokalerne på Axelborg. Og der uddeles smagsprøver på dansk avlede fødevarer til alle, der i forvejen har husket at hente madbilletter” (fra AOK’s præsentation). Desværre er nævnte madbilletter for længst udsolgt, men hvis nærværende læsere nærer en ubændig trang til at se mig iført forklæde og serviceminded attitude, så er chancen der i aften indtil kl. 01.

PS. For de musikalsk interesserede, så har moi Caprice just uploadet nogle sange fra deres kommende album The Art of Kissing Properly på deres MySpace side. Det lyder lovende og jeg er yderst fristet til at tage til koncert med dem 2. december på Vega.

PPS. Der sker folkemord i Darfur. Nordkorea er ved at få atomvåben. Kvinder bliver dagligt omskåret i Afrika. Burma (eller ‘Myanmar’, som militærjuntaen vist foretrækker at kalde det) er stadig et diktatur. Mellemøsten er som sædvanlig et sandt kaos. I Rusland bliver systemkritikere myrdet. Det er en hård verden vi lever i. Men ved I hvad? Det er ligegyldigt, for Morten Homann forlader politik!

Everything is average nowadays

Sidste efterår havde jeg den blandede fornøjelse at følge et udbud omkring FN. Ikke fordi det var dårligt – tværtimod. Udbuddet var spændende og lærerigt, men hvis man havde en lille neo-realist i maven, så fik man rigeligt med skyts til at bekræfte sin skepsis overfor internationale organisationer.

I perioden op til (og efter) den amerikanske invasion af Irak, lød det ofte som et kritikpunkt i både den danske og internationale debat, at koalitionen ikke havde mandat fra Sikkerhedsrådet til anvendelse af magt. Ud fra denne optik var invasionen dermed et brud på folkeretten og invasionen ‘ulovlig’. Nu er jeg heldigvis ikke jurist, men jeg har dog forstået så meget, at folkeret har væsentligt mere med politik end med jura at gøre. Og at fremstille resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd som hellige, legitimerende og kilde til hvad der er rigtigt, er enten et udtryk for naivitet eller vildledning. Tag f.eks. et kig på hvem de permanente medlemmer af Rådet er. Sammensætningen er i bund og grund er udtryk for de nedfrosne magtkonstellationer efter anden verdenskrig: USA, UK, Frankrig, Rusland og Kina. Disse fem har vetoret og i praksis spiller de ti roterende medlemmer – heriblandt Danmark – ikke den store rolle. Er det fair? Hvor er Indien henne? Hele Afrika? Måske et lille latinamerikansk bidrag? Og fortæl mig lige igen hvordan Rusland (der mishandler sin egen befolkning. Tjetjenien, anyone?), Kina (som bekendt en af de fremmeste foretalere for menneskerettigheder!) og Frankrig (falleret gammel kolonimagt) kan være kilden til hvordan det internationale system skal køres? Grundet egeninteresser kan man ikke engang tage de åbenlyst rigtige beslutninger. Sanktioner mod Sudan for at beskytte civilbefolkningen i Darfur mod folkemord? Næh nej, Kina skal ikke nyde noget af at have sin olieleverance truet. Udover Sikkerhedsrådet, så læg dertil snakkeklubben par excellence, Generalforsamlingen, en bureakratisk, tung, korrupt (Hvem sagde ‘Olie for mad’ skandalen?) og inefficient administration samt en lang række mislykkedes reformbestræbelser. Ikke engang det som FN rent faktisk er rigtig gode til, fredsbevarende og humanitære missioner, går det godt med: Ingen rige lande har lyst til at sende deres soldater ud, så derfor er det uerfarende tropper fra Burkina Faso og Nepal der opretholder ordenen i f.eks. Congo.

Så jo, det går rigtig godt for FN i disse år, hvor identitets- og legitimitets kriserne hober sig op. Problemstillingerne er ikke nye og der er gjort forsøg på at løse dem. Generalsekretær Kofi Annan forsøgte op til sidste års topmøde at få vedtaget tankerne fra sit oplæg ‘In Larger Freedom’ og tankerne fra den såkaldte ‘Højpanel-rapport’. Begge faldt ganske brat til jorden og i år er der ikke de store reformer på vej. Derimod spekuleres der kraftigt i hvem der skal afløse Annan når hans periode udløber med udgangen af 2006. BBC har en ganske interessant gennemgang af kandidaterne på deres hjemmeside.

Og dermed er vi fremme til det egentlige spørgsmål i dagens lettere fabulerende og mavesure indlæg: Hvem bliver FN’s næste generalsekretær? Nu er det jo ikke nemt at spå, men jeg håber på at det bliver enten Vaira Vīķe-Freiberga eller Ban Ki-Moon. Sidstnævnte skulle være den aktuelle favorit.

Update! Det tyder mere og mere på Ban Ki-Moon.

PS. Nå, pyha, Anders Fogh er åbenbart ikke helt enig med Claus Hjort omkring Venstres og DF’s såkaldte værdifællesskab. Vil det sige at jeg ikke engang kan kalde mig selv for velfærds-fascist alligevel? Livet er fyldt med skuffelser.

PPS. Og så til det mere useriøse: Skæbnen ville at det blev en tjekke, Taťána Kuchařová, der vandt Miss World 2006. Jeg vil dog mene at det kan diskuteres hvor kjøn hun er. Bedøm selv her.

There’s always someone cooler than you

Så blev det lørdag og jeg er cyklet ind til specialepladsen for at være flittig. Har aftalt et større gruppemøde med Henriette ovenpå vores vejledning, så lidt læsning er ganske nødvendigt. I længden kan jeg vist heller ikke forsvare at rive hver eneste weekend ud af kalenderen til druk og andet smuds. Til sidstnævnte kategori kan vel ellers regnes min søsters let forsinkede (kun 10 mdr.) indflytterfest i går aftes. Det var hyggeligt, fik snakket en del med hendes gamle gymnasiekammerat Steen og Jane, en anden ældre personage fra de gyldne stunder på Nordjysk Handelskollegium. Fik også hilst på Rie der viste os rundt i Kyōto, hun er i Danmark det kommende års tid for at færdiggøre sin Ph.D omkring modalverberne i det danske sprog (sic!). Det kan til stadighed forundre mig at der sidder mennesker i udlandet og studerer et så suspekt og obskurt sprog som dansk. Hatten af for det.

Ellers så står weekenden på mere festivitas, Jens – endnu en Aalborg bekendt – holder fødselsdagsfest. Der skulle gerne komme the usual suspects (+ et par stykker mere), så det ser jeg da bestemt frem til. Søndagen byder på lege-flyttemand for Tina og det efterfølgende gruppemøde, så alt i alt burde jeg få nok at se til.

You don’t say what, but inside I know…

I takt med at jeg snart nærmer mig det skarpe hjørne den 1. december, må jeg indse, at jeg er ved at være gammel, slidt og affældig. Spillede hockey igår – hvilket var absurd hårdt – og havde også en løbeaftale med Mads kl. 7 i morges, så nu sidder jeg her på specialepladsen og har meget ondt af mig selv og min ømme dvaske krop.

Er ellers ved at smådrukne i materiale. Henriette har været så venlig at kopiere en masse tekster fra sidste semesters udbud om ‘Idé-begrebet i nyinstitutionel teori’, og problemet er, at alle teksterne virker så sørens relevante, at jeg nok næppe kan undslå mig for at læse dem. Derudover var jeg et smut forbi Instituttets bibliotek for at finde nogle andre bøger, så der er rigeligt at tage sig til i de kommende dage.

PS. Savner du en kæreste? Hungrer du efter kjærlighed? Er det for trist at se ‘De unge mødre’ helt alene? Gnaver ensomheden ubønhørligt i din sarte sjæl? Det kan jeg godt forstå, fordi så længe du er single, så er du nemlig intet mindre end dødsdømt på det danske ejerboligmarked. BRFkredit har til stor overaskelse opdaget noget helt, helt nyt: At det er nemmere og billigere at låne penge hvis man er et par; ja, faktisk benyttes det charmerende udtryk ‘stordriftsfordele’ omkring det at være to til at købe en bolig. De såkaldte ‘nyheder’ bliver bedre og bedre…

Someone still loves you, Boris Jeltsin

Suk, når musikgrupper går i opløsning anvender de nogle gange den tyndslidte floskel om ‘kreative uoverenstemmelser’ som begrundelse. Nuvel, efter at have været på en klassisk besøg-fra-Jylland-strøgtur sammen med min mor og søster kan jeg konstatere, at kreative uoverenstemmelser tydeligvis også gør sig gældende når det gælder tøj-shopping. Vi kunne ihvertfald langt fra blive enige om hvilken trøje man skal købe som fremadstormende ung mand. Det gik hverken værre eller bedre end at vi endte med at bide af hinanden, så det var i sandhed en vellykket lørdag formiddag.

Bortset fra det, så har jeg de seneste dage investeret i ikke færre end to nye cd’er. Den første er det nye Lambchop album Damaged (Gaffa anmeldelse her) og den næste er en gammel yndling: The Embassy: Tacking. Lambchop er en af de grupper som musikjournalister elsker at elske, og som flere af mine yndlingskunstnere plejer at namedroppe i tide og utide. Så da jeg så deres nye album i går spontankøbte jeg det. Ved ikke rigtig hvad jeg synes. Det er ret stille og jeg har svært ved at putte det i en rar og fast bås rent genremæssigt. Måske den skal have nogle flere gennemlytninger. Ihvetfald er det god læsemusik. The Embassy, derimod, har jeg elsket lige siden jeg hørte deres fabelagtige It pays to belong for efterhånden et halvt år siden. De er som Pet Shop Boys med svensk accent, minder i stil om Nordstrøm – og derfor er det vist overflødigt at nævne at jeg forguder dem.

Idag er også dagen hvor Kejserinde Dagmar indleder sin genbegravelse i Skt. Petersborg (Udenrigsministeriet har minsandten lavet en temahjemmeside omkring affæren). I den anledning har jeg selvsagt valgt at ‘Rusland’ skal være mit tema til aftenens gangcrawl. Bevæbnet med den amuserende statistik om at russiske mænd i gennemsnit bliver hele 52,8 år gamle (tallet skyldes primært drukrelaterede sygdomme, vold og slige herligheder), serverer jeg vodka, syltede agurker (uundværligt til russiske drukgilder) og russisk slik – altsammen købt i den svært tilrøgede russiske butik lige vest for Rådhuspladsen. Og så skal der ellers skåles for at Dagmar kommer hjem til gode, gamle og trygge Россия. Hvis man vil have en lidt skæv vinkel på landet, så kan det anbefales at bladre Vice Magazines ‘Russian Issue’ igennem. Det er yderst underholdende og ganske foruroligende. Synes du at det er pudsigt hvordan rige russere altid er enormt vulgære i deres smag? Det er der måske en forklaring på:

“False modesty and affected self-loathing are not good strategies to win over people of any strata in Russia. You don’t want to be the type who says “shucks,” even in coded irony. In the West, false modesty, proving that you can laugh at yourself, and self-loathing are all just strategies intended to show how strong, cool, and self-aware you are. It’s one of those coded social lies that come naturally to us, but which are exposed for what they are in a culture as direct and fearless as Russia’s. Only a loser would tell people that he’s a loser. If you hate yourself, then why the fuck should anyone else waste their time on you?”

Så husk at pakke selvironien væk næste gang du fraterniserer med en russer….!

PS. Ifølge Claus Hjorth Frederiksen (nu officielt min hade-politiker hos Venstre), så deler Venstre og Dansk Folkeparti en ‘række central værdier’. Det bliver mere og mere klart at der er brug for et alternativ, for jeg hører tydeligvis snart ikke hjemme hos Danmarks såkaldte ‘liberale parti’ længere.

PPS. Som de fleste nok har bemærket, så holdt Venezuelas præsident Hugo Chavez noget af en brandtale ved FN’s Generalforsamling i denne uge (talen i fuld længde kan læses her). Det er en lækker omgang. Bemærk f.eks. hvordan Noam Chomsky fremhæves som manden der har gennemskuet hvordan tingene virkelig hænger sammen. Og måske allerbedst er hans kritik af at George W. Bush går som John Wayne. Ubetaleligt! Og så siger de at international politik er kedeligt!