Den lille forskel

De er ekstatiske i Japan i dag: Prinsesse Kiko fødte her til morgen det første drengebarn i den kejserlige familie i næsten 41 år. Den lille purk vil blive nr. tre i arvefølgen til ‘Krysantemum Tronen’ efter Kronprins Naruhito og sin far, prins Akishino.

Normalt er jeg meget lidt interesseret i royale historier – faktisk er jeg en varm fortaler for republikkens indførelse – men det er alligevel lidt fascinerende at følge med i begivenhederne derovre. Hidtil har prinsesserne Masako og Kiko født piger, hvilket et godt patriarkalsk samfund som Japan naturligvis har haft en del kvaler over. Faktisk så mange kvaler, at den arme og upopulære Masako er for et par år siden gik ned med en depression over sin manglende evne til at føde drengebørn. Hun har ikke kunne passe sine officielle pligter siden 2003, og det er næppe tilfældigt at hun netop i disse dage, hvor hendes ‘rival’ har født en dreng, er taget på sin første udenlandsrejse siden 1999. Masako er tidligere diplomat, uddannet på Harvard og har generelt haft svært ved at finde ind i den rolle hun som den ideelle japanske kvinde forventes at spille. Kiko, derimod, passer sin underdanige plads og er blevet de japanske mediers og konservatives øjesten, om end hun ikke skal føle sig alt for sikker – der er jo altid brug for flere drengebørn i reserve!

I de senere år har der været en diskussion i Japan om hvorvidt man skulle ændre arveloven således, at man kunne få sin første kvindelige kejserinde i næsten 3.000 år. Nu er den diskussion vist midlertidigt lukket, men det er den videre debat omkring kvinders rolle i samfundet skal være, ikke. Det er nemlig ikke nemt at være kvinde i Japan. Du møder en mur af modstand på arbejdsmarkedet, hvor det mildt sagt er svært at nå særlig langt som kvinde. Derudover er der alle de uformelle forventninger og normer: Du skal som kvinde gerne finde dig en mand og blive gift i en ung alder, samt i øvrigt stå for alt hvad der hedder børnepasning og arbejde i hjemmet. Mange kvinder forsvinder fra arbejdsstyrken når de bliver over 30 og får aldrig brugt den uddannelse de har taget. Den slags er tåbeligt, især når man som Japan står overfor en massiv ældrepukkel og behov for arbejdskraft. Naturligvis sker der en opblødning med tiden, men det japanske samfund er stadig meget præget af konfucianisme og en kollektiv og hierarkisk tankegang. Nogle unge reagerer ved demonstrativt at blive en del af en sub-kultur og iklæde sig aparte tøj og flippe ud, måske bedst eksemplificeret i de hvad Gwen Stefani med vanlig vestlig popkulturel arrogance kalder for Harakuju Girls.

Enhver de har besøgt Asien ved at der er en ganske stor mentalitetsforskel på den asiatiske og den vestlige tankegang. Hvor førstnævnte opererer meget med traditioner, hierarkier og grundlæggende tænker i kollektivet/familien/nationen, så er vi i Europa prægede af oplysningstidens idealer omkring det ukrænkelige og suveræne individ. Det er altså det enkelte menneske der tages afsæt i, hvilket kan gøre det svært for en almindelig blegfed dansker at forstå hvordan man i andre kulturer, kan acceptere ting som selvmordsbombere, eller i det japanske tilfælde: De famøse Kamikaze piloter under 2. verdenskrig. Groft sagt, så betyder det, at hvis man vokser op i en kultur, hvor du som kvinde forventes at underkaste dig din mand, din familie, dit firma osv. osv. og blive en del af kollektivet – så er det altså bare pokkers svært at komme nogle vegne. Netop derfor bliver hele affæren med den kejserlige fødsel interessant i en kønspolitisk debat, da den illustrerer hvor langt – eller måske rettere: hvor kort – man i Japan er nået med at ligestille kvinder og mænd. Og i den ånd, så har jeg valgt at pryde dette blogindlæg med et billede af prinsesse Aiko – der (såfremt man accepterer monarkiet som institution altså) retteligt burde være den kommende kejserinde af Japan.

PS. Charlotte Dyremoses retræte fortsætter; nu vil hun ikke længere tale om skat! Meget pudsig udmelding fra en skatteordfører, men ok, der er jo heste der skal strigles.

PPS. Crikey! De ryger som fluer for tiden: Først Krokodillejægeren Steve Irwin og nu Steen Bostrup. Vil lidelserne da ingen ende tage?

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….

People are people

Fandt lige følgende interessante link på Wikipedia. Det er på tysk, men burde være forståeligt for selv vores mere italofile læsere. Som skrevet står er det en liste over de ‘bevölkerungsreichsten Städte und Metropolregionen der Welt’. Jeg bringer den her et uddrag:

1. Tokyo: 36.511.740, 2. New York: 22.313.756, 3. Mexico City: 22.092.696, 4. Seoul: 21.738.345, 5. Mumbai (Bombay): 19.499.453, 6. São Paulo: 19.091.770, 7. Jakarta: 17.593.429, 8. Los Angeles: 17.542.279, 9. Ōsaka-Kobe-Kyōto: 17.514.449, 10. Delhi: 17.476.068

Hvis man blot regner med byerne som sådan – og altså ikke ‘metropolregioner’ – så er Seoul faktisk større end Tokyo: 10.349.312 mod 8.336.599. Min gamle hadeby nr. 1 Moskva er også pænt stor med 10.381.222 indbyggere.

Jeg indrømmer gerne at jeg altid har været til salg for statistikker med befolkningstal, men det forklarer altså en helt del (f.eks. hvorfor Japan føles som een stor by!) når man ser de tal….!

Busan

Tōkyō

Yusukuni Jinha – de politisk interesserede af jer kender nok dette Shinto tempel….!

 

Sushi-bar – kun et par minutter før et jordskælv

Ginza

Har lige haft besøg af Cecilie, der havde et hav af billeder med fra Japan turen. Der er faktisk så mange, at jeg ikke helt kan bestemme mig for hvilke der skal på. Derfor ligger jeg kun et par stykker ud til at starte med.

The only constant is change

Så nåede jeg minsandten hjem og efter en god nats søvn er jeg nu frisk og frejdigt igang med at lytte til den samlede høst af cd’er som jeg samlede op i Japan. Turen hjem var lang, men gik fint. Vi fløj fra Seoul Incheon kl 14.35 lokal tid, og efter ca. 17 timers rejse (inkl. et stop i Frankfurt), tumlede jeg overtræt rundt på kollegieværelset og pakkede ud. I Seoul lufthavn købte jeg Economist og Jonathan Safran Foer’s ‘Everything is illuminated’. Sammen med diverse aviser og en amerikansk udgave af Nick Hornby’s ‘Fever Pitch’ (jeg kommer ALDRIG til at synes om Drew Barrymore!), fik de mig nogenlunde gennem turen. ‘Everything is illuminated’ var ok, omhandler jødeforfølgelser i Ukraine under 2. verdenskrig, men var til tider lidt konfust skrevet. Kan ikke helt forstå at Hr. Safran er blevet så hypet som han er.

Idag skal jeg så akklimatisere, til timer og have køkkenrengøring. Når jeg sidder og kigger på min to-do liste for november, så ser det ud til at blive en stresset omgang – især er der jo en fest den 12. der skal arrangeres….! Vi har møde i udvalget i morgen, så lad os nu se.

Ellers virker det ikke om om at der sket det helt store herhjemme (hvad havde du forventet på to uger?), så jeg må hellere se at komme i gang med at lave nogle skandaler på kollegiet så det hele ikke bliver gråt alt sammen ;)

I just can’t get rid of you, like you got rid of me

Woo-pee-doo, saa er det sidste posting herfra ferien….! I morgen kl 14 koreansk tid flyver jeg hjemad (via Frankfurt), og saa staar jeg igen og kigger fortvivlet rundt paa mit kollegievaerelse ved 22 tiden mandag aften.

De sidste par dage er gaaet med at udforske Seoul og en tur til DMZ ved den nordkoreanske graense. Sidstnaevnte var lidt skuffende, mest fordi der egentlig ikke er saa meget at se deroppe. Derudover var vaeret koldt, klamt og taaget, saa det var lidt af en skuffelse. Seoul er stor, men virker underligt tom. Der er ikke saa mange ting at se, og generelt er jeg maaske blevet lidt skuffet over Korea. Folk her er rarere end i Japan, men man gaar hele tiden med fornemmelsen “er der virkelig ikke mere at se her….?”. Til gengaeld er der et ocean af coole asiatiske musikvideoer paa koreansk tv, plus at de sender Miss Asia udsendelser konstant! Jo tak!

Naa, bortset fra det, saa har det vaeret en god tur, men det bliver nu ogsaa meget rart ikke laengere at leve i en kuffert. Og jeg savner min cd-afspiller, piv-piv… ;)

Vi skrives ved naar jeg engang igen sidder paa hjemstavnens vemodig stepper…..

Staying won’t put these futures back together

Ohoej-ohoej,

Saa skriver den gamle soeulk igen, denne gang fra Busan i Korea (verdens tredjestoerste havn siger de, ville imponere mig en del mere, hvis blot jeg vidste hvem – udover Rotterdam – der ligger paa de to foerste pladser!). Her regner i stride stroemme, byen er graa og industriagtig, saa foerste indtryk af Korea har ikke vaeret det bedste. Koreanerne er en del mindre haemmede end japanerne, de stirrer gerne aabenlyst paa folk med anden hudfarve, stoeder gerne ind i een og virker ikke ligesaa kontrollerede som japanerne. I Japan bliver man ignoreret – hoefligt ganske vist, men stadig ignoreret. I Korea kan man naesten ikke gaa nogle vegne i en butik uden at der stroemmer ekspedienter hen til een. Pudsig forskel, men ok – at sammenligne ville vel vaere det samme som at sammenligne briter med danskere, der er jo ogsaa vaesentlige kulturelle forskelle der. Haaber at vejret snart bliver bedre, for ellers bliver det en trist omgang at vaere her.

Turen fra Fukoaka til Busan gik helt problemfrit, jeg havde fordybet mig i smudslitteratur (Marian Keyes, hmmm, roedme-roedme), og da det var stille vejr, laa jeg ikke og var soesyg – paa trods af min forkaerlighed for piratsprog, saa er jeg nemlig en landkrabbe i usaedvanlig hoej grad….!

I morgen tager vi nordpaa til Gyengju – gammel kongeby og vistnok vaeldig kulturel – hvor vi skal overnatte en enkelt nat inden vi droener til Seoul. Og efter det er turen jo snart slut og jeg rumler igen rundt hjemme paa NOKO og er optaget af noegendans, festplanlaegning og mit nye arbejde. Ak ja, verden er i sandhed ond!

Phew, de gaar til den med noerdede computerspil og den tunge cigaretroeg her paa den her internatcafe. Nogensinde nogen af jer der har spillet Game Boy, Playstation etc. og undret jer over de maerkvaerdige blip-blop lyde, muzakken og de saere farver? Der er skam en logisk forklaring, japanere og koreanere elsker ihvertfald den slags at bedoemme udfra gadebilledet, musikken i butikker mv. Spas! :)

Big in Japan

Ja, uhm, undskyld overskriften, men baer over med mig – den maatte jo komme (tak til Alphaville for inspirationen)! Imidlertid er den paa randen til at blive overfloedig, for om fire timer sidder jeg paa Japan Rail Kyushu ‘Jet Beetle’ her fra Fukoaka til Busan i Korea. Om jeg glaeder mig? Det tror jeg nok at jeg goer!

Siden sidst jeg skrev i Kyoto har jeg vaeret paa en stoerre tur. Vi tog foerst til Miyamija, en lille oe med et beroemt Shinto tempel og Japans maaske kendteste tag-et-utal-af-billeder-objekt: Templets port ude i havet udenfor oen. Der var laekkert derude, vejret var varmt og det hele var idylllisk – bortset fra de ondsindede tamme hjorte der vralter rundt paa oen. Op til flere gange insisterede disse brutale vaesener paa at ville hapse mig i maasen – paa trods af trusler om at jeg ville lave glidetacklinger paa deres tynde bambi ben og af at jeg i oevrigt synes at deres stoooore, bruuuune oejne (sikkert hit hos storesoester og mor) skjuler en sindrig plan om at overtage verdensherredoemmet.

Efter at have overnattet paa Miyamija tog vi toget ind til Hiroshima, hvor vi saa a-bomb dome og det tilhoerende museum omkring forloebet for 60 aar siden. Byen er et maerkeligt sted. Det er et af de mest livlige steder jeg har besoegt i Japan, og naar man staar en solskinsdag i Memorial Park og ser paa den naertliggende crowdede Louis Vuitton butik, horderne af leende skoleboern, de top notch trendye japanske teenagere og de lystigt blip-bloppende sporvogne, saa er det svaert at forestille sig at stedet var noget naer helvedet paa jord for ikke saerlig mange aar siden.

Samme eftermiddag hoppede vi paa Shinkansen her til Fukoaka, hvor vi som naevnt skal sejle fra. Byen har overrasket en hel del, den er virkelig gennemfoert og frembrusende – centrum her ligner Manhatten mere end Tokyo gjorde!

Ellers har jeg det stadig godt og har koebt mig ludfattig i cd’er (Fukoaka har en ohhh-weeee god Tower Records!!!), saa nu har jeg endelig erhvervet mig den special edition af Aimee Mann’s ‘Lost in space’, som jeg har ledt efter i 100 aar. Jeg elsker Japan. Japan elsker mig. Nus-nus!

PS. Jeg faar nok ikke sendt nogle postkort hjem i denne omgang. Beklager mange gange, men jeg vil hellere bruge tiden paa at opleve ting istedet for at skrive nogle forvroevlede floskler om at jeg har det godt at I skal sende flere penge. Saa kan I laere det ;)

Hey Nostradamus!

Very good, I must say I’m amazed…! Til den i sandhed indsigtsfulde sjael der kunne gaette hvem der har lavet “Alone in Kyoto” (vedkommende er anonym, saa jeg ved ikke hvem det er), saa udlover jeg intet mindre end en pakke Gevalia naar jeg kommer hjem – ja, jeg ER gavmild og storslaet ud over alle graenser. Forioevrigt var svaret naturligvis Air.

Bortset fra det, saa er jeg nu ikke helt alene i Kyoto. Det er loerdag, og tilsyneladende er det den dag hvor samtlige indbyggere tager ind for at shoppe og rufle rundt. Derudover var der en stoerre parade af hvad der saa ud som Shoguner, samuraier, gaishaer og andet godtfolk, saa alt i alt har det vaeret en festlig dag. Har faaet koebt lidt mere ind og – wooohooo – set mere kultur.

Imorgen hopper vi igen paa Shinkansen, denne gang til Hiroshima. Vi skal kun vaere der en enkelt nat, foer vi koerer videre til Hakata/Fukoaka. Her overnatter vi igen kun een nat, hvorefter vi skal sejle til Korea. Med andre ord, saa tror jeg ikke at jeg faar grabberne paa en computer det naeste stykke tid, saa opdateringer maa nok vente lidt. Vender dog naturligvis frygteligt tilbage saa snart jeg faar mulighed for det…..

Lige i musikgenren igen, saa skulle jeg lige hilse at sige, at det er en sand plage at Mew tilsynladende er blevet et megahit i Japan – de er ihvertfald overalt. Men ok, rygterne siger jo ogsaa, at Michael Learns to Rock var store herovre. Suk.

Uj, koebte forresten tre Douglas Coupland boeger i Tokyo. Har allerede kvaernet ‘Hey Nostradamus’ og er nu igang med ‘Eleanor Rigby’. Foerstnaevnte var en positiv overraskelse (men hvad skete der egentlig med Jason, sig det nu, Doug!!!), mens jeg har det lidt svaert med Eleanor Rigby. Han mistede ligesom sit gyldne touch efter ‘Girlfriend in a coma’….allermest glaeder jeg mig til at laese ‘City of glass’ om min yndlingsdroemmeby Vancouver….den ligger hjemme paa hotelsengen og venter, saa cheerio til jer allesammen….

Alone in Kyōto

En lille posting herfra en netcafe i Kyoto. Vi har brugt dagen paa at se en masse kultur sammen med endnu en af Cecilies veninder – Rie – og det passer hvad de siger: Rejser bliver altid bedre naar man oplever stederne sammen med folk der bor der. Kyoto er som tidligere naevnt den gamle kejserby, hvor shogunatet sad, saa det vrimler med fine templer, slotte, paladser osv osv. Derudover er byen vaesentlig mere overskuelig end Tokyo: Folk har ikke saa travlt, antallet af jakkesaet er faerre og det hele foeles ikke naer saa crowded som i Tokyos menneskemylder. For uber-noerder som mig, saa er Japan – og Kyoto i saerdeleshed – et helt perfekt sted at opholde sig. Det vrimler simpelthen med butikker med corny fodbold-stuff, obskure elektroniske dippedutter der siger saere ting, velassorterede musikforretninger (undskyld Spar Nord Bank, men hvad skal jeg goere?! De havde jo det nye Depeche Mode album i en special edition!!!) og ikke mindst: Guf mad!

Turen hertil var begivenhedsloes, selvom jeg blev dybt, dybt imponeret over hvordan det kan lade sig goere at koere 600 km uden at byen/bebyggelserne holder op. Saa tror da pokker at de kan stoppe 127 mio mennesker ind paa de her bjergoer, det er jo een stor by!!!

Imorgen staar paa et museum udenfor Kyoto, og formentlig mere shopping bagefter. I overmorgen koerer vi saa til Hiroshima, siden da Hakata/Fukoaka, hvor fra vi sejler til Pusan i Korea – jeg er superspaendt paa det land!

Take care allesammen.

(OBS: Der er en praemie til de af jer der kan fortaelle mig hvilken musikgruppe der har lavet en sang der hedder det samme som denne postings overskrift…!)