If I could be what you wanted

Nuvel, er på arbejde, men med meget lidt at lave – så derfor kan jeg jo passende belemre jer med en lille anmeldelse af Josh Rouse‘s koncert på Vega i går.

Opvarmningen var Howie Beck, en canadisk sanger med akustisk guitar, følsom røst og melankolske sange. Med andre ord var han lige noget for en bitter gammel krampe som mig. Jeg kan anbefale folk at kigge forbi hans MySpace side, hvor man kan lytte til sangen Sometimes. Den burde blive et gigantisk verdenshit. Jeg er stadig i overveje stadiet om man burde investere i et af hans albums.

Så blev det Josh’s tur, og på sin vis var det lidt af et antiklimaks. Manden trisser ind på scenen iført hornbriller, slidte jeans og Converse sko. Nærmest ubemærket af publikum fordi lyset i salen endnu ikke er blevet slukket. Og så går han i gang med at spille. Ikke så mange dikkedarer der. På hans albums er sangene ofte bygget op med et stort lydbillede med strygere osv. Men til koncerten var det akustisk hele vejen, sangene var nedbarberet til Josh og hans guitar. På sin vis fungerede det godt – alt andet lige ER kernen i hans musik jo sing-and-songwriting/folk – men jeg kunne nu godt savne et egentligt band til at give sangene mere liv. En sang som Winter in the Hamptons mangler bare lidt nerve når den kun bliver fremført på guitar. Når det så er sagt, så var det imponerende alligevel. Call me old-fashioned, men man er altså først RIGTIG musiker hvis man er i stand til at optræde med sine sange på den hårde måde – og det må man sige at Josh Rouse er. Og det lykkedes endda at få publikum med, så alt i alt en god omgang.

You didn’t have to be so nice

Så kom foråret tilsyneladende alligevel snigende, håber det bliver og varmer i weekenden også – indtil videre har jeg kun kunne spejde længselsfuldt ud af vinduerne fra arbejdet. Generelt er det hvad min uge er gået med indtil videre, udover et par løbeture i ny og næ, så ikke meget at berette fra den front.

Fredag skal jeg til koncert med Al Kooper i Amager Bio. Den efterhånden noget grånende Al spillede i sin ungdoms vår med i Blood Sweat & Tears (de udgav det legendariske album ‘Child is father to the man‘, køb, køb, køb!), er multi-instrumentalist, men mest kendt for sit orgelspil. Han spillede sammen folk som Bob Dylan og Mike Bloomfield, men var og er mest manden i baggrunden som får de andre til at lyde bedre. Selvom jeg har en (ja, jeg tilstår) svaghed for 60’er og 70’er musik (The Who, James Taylor, Beach Boys, Dusty Springfield, Stevie Wonder m.fl. er store i min verden), så er det nu primært min far der er den egentlige grund til at jeg skal ind at se den gode hr. Kooper. Han er en stor fan, så vi følges ad. Henter ham sammen med Cecilie i Kastrup efter arbejdet i morgen. Selvom Politiken er lidt spydige i deres anmeldelse af Al Koopers nyeste album, så ser jeg bestemt frem til koncerten. Er også at for længe siden jeg har set gamle mennesker ryste mås for alvor. Bortset fra det, så er jeg lidt ked af at jeg missede koncerten med Flaming Lips i går (overdådig anmeldelse her), men kan jo så se frem til Josh Rouse i næste uge. Jeg håber og beder og tigger om at han spiller Winter in the Hamptons.

Hvis jeg tager væk….tager du så med?

Hjælp, jeg er blevet svag! Jeg burde ikke kunne lide den, men hvad skal jeg gøre: Rasmus Nøhrs Sommer i Europa er helt urimeligt catchy. Og jeg kan kun sidde her og savne lune sommeaftener i Prag, mens den sjuft synger om at kysse på Moldau (floden hedder nu Vltava på tjekkisk, men ok, det kunne Rasmus jo ikke vide). Hvornår begynder det at blive bare lidt grønt?!?

PS. Det er rart med god musik når man læser. Så hvis I har Real Player, så er her et lille link til Josh Rouse’s optræden i ‘Morning becomes eclectic’ fra i går. Det er pure bliss.

Tell me the truth (if it makes me feel better)

Endnu en posting fra det nordjyske (det er glidebane, siger jeg jer, en GLIDEBANE!). Er nu ikke fordi der er så meget nyt at fortælle. Har brugt formiddagen på at være et smut inde i byen at kigge, og kan konstatere, at Aalborg måske nok har oprustet på dametøjsfronten, men så sandelig ikke på herresiden. Dagens dramatiske hovedpunkt var, da Henriette brødebetynget ringede og fortalte at hun havde glemt at melde sig til eksamen. Da de kære sjæle på KU jo er bureaukrater i bund og grund, så må vi vente helt til den 25. april med at få svar på hvorvidt hendes eksamensdispensation bliver godkendt.

Ellers så er jeg at finde i København igen fra søndag aften, og er i fuld gang på arbejdet fra mandag. Musikanbefalinger har jeg ingen af, jeg orkede ikke at betale 180 kr(!!!) for det nye Morrissey album, og da jeg allerede har smuglyttet til det tilsvarende nye Flaming Lips album, så kan jeg godt vente med at købe det også. Til gengæld var jeg lige ved at rive den flabede møgunge i Stereo Studio i hans fedtede lokker, da han benægtede at kende noget som helst til Josh Rouse (“Undskyld, men er du helt sikker på at det der album overhovedet udkommer i Danmark? Jeg har sgu da aldrig hørt om ham“). Grrrrrrr!

We could call it ours

Ingen lørdag uden cd-indkøb, og denne gang var det Casablanca Records på Østerbrogade der fik den tvivlsomme ære af mit visit. Spenderede det meste af en angolaners årsløn på intet mindre end tre cd’er – og så en brugt single.

 

For nu at starte med den sidste først, så var det Josh Rouse ‘Winter in the Hamptons’. Opmærksomme læsere vil vide, at jeg synes den sang er 2005’s ubetinget bedste, den lyder som The Smiths ville lyde i dag hvis ikke Johnny Marr og Morrissey var sådan nogle stratenrøvere. Singlen rummer også en live udgave af ‘Under cold blue stars’, som dog ikke tilføjer så meget nyt. For 20 kr synes jeg dog at det er helt ok.

The Legends er en svensk indie støj-pop gruppe, som jeg har læst mange rosende anmeldelser af. De lyder umiddelbart som en Beach Boys med forvrænget vokal og guitar – med andre ord: Meget lovende…!

 

I det seneste nummer af Gaffa bliver Arcade Fire albummet ‘Funeral’ kåret til det bedste i 2005. Jeg har tidligere hørt sangen ‘Power Out’, som lyder som Flaming Lips når de er bedst, så derfor røg albummet med i sækken i dag. Jeg lytter til det i skrivende stund, og må desværre sige, at forsangerens stemme irriterer mig grusomt. Måske bliver det bedre efter nogle gennemlytninger, men lige nu er jeg lidt skuffet.

Som lovet i en tidligere posting, så har jeg anskaffet mig ‘Sing along with the Acid House Kings’, og det er rar svensk popmusik. Nogle gange må man undres over hvorfor det er at danske musikere stadig ikke er kommet sig over Nirvana og Coldplay og i stedet begynder at lave god indiepop. Mew er vel en begyndelse og Moi Caprice har stadig en plads i mit kolde hjerte (selvom deres nye album ikke tiltalte mig videre), men ellers er det næsten kun Tiger Baby som jeg virkelig gider høre af dansk musik.

Ligegyldigt hvad, så burde jeg nu have musik nok til at få mig igennem resten af dagens læsning. Henriette var forbi kl. 11 til et koordineringsmøde, så nu står den på skrivning igen-igen.